Mormons bog: Guds magfulde profet var jaget vildt
Som 14-årig får bondesønnen Joseph Smith sin første åbenbaring. Angiveligt har Gud udråbt ham til profet, og alle, der ikke følger ham, vil ende i helvede. Snart bliver Smith så magtfuld, at hans fjender vil gøre alt for at få ham dræbt.
Joseph Smith blev skudt to gange i ryggen, mens han forsøgte at undslippe en vred horde.
De høje råb flænger den varme sommerluft: “Nu har vi ham – klyng ham op!”
Flere hundrede mænd er samlet foran fængslet i byen Carthage, Illinois. Manden, som mændene vil have fat i, hedder Joseph Smith.
Selvom truslerne er voldsomme og mændene bevæbnede, er Smith ikke bange. For det første er han vant til skældsord.
For det andet sidder han på første sal i en solid fængselsbygning. Og for det tredje er han omgivet af en gruppe bevæbnede mænd, som den lokale guvernør har givet ordre til at beskytte Smith. Han skal have en fair retssag – ikke overfaldes af pøblen, mener guvernøren.
Desværre for Smith lystrer hans bevæbnede vagter ikke ordre. Da fængslet bliver stormet af den bevæbnede horde, gør de derfor ikke modstand.
Mens pøblen skyder vildt omkring sig, springer Smith ud af vinduet for at redde livet. Inden han rammer jorden, er han blevet ramt to gange. Beskydningen fortsætter, til Smith ligger livløs på jorden.
Datoen er den 27. juni 1844 – en dag, der hvert år vil blive husket af millioner af mennesker verden over. For Joseph Smith var ikke en tilfældig straffefange. Han havde grundlagt en af Amerikas hurtigst voksende trosretninger: mormonismen.
Smith fik besøg af engel
Fængslingen i Carthage var langtfra første gang, Joseph Smith var på kant med myndighederne.
Men indtil den fatale junidag havde han klaret frisag hver gang. Den unge mand havde et stort talent for at sno sig ud af problemer og overbevise andre.
Hans skare af tilhængere, mormonerne, var på blot ti år vokset fra en lille, latterliggjort gruppe til en massebevægelse med flere tusind medlemmer. En succes, der næsten udelukkende skyldtes Smiths usædvanlige personlighed.
Intet i Smiths fortid tydede ellers på, at han en dag ville blive enevældig profet for en ny trosretning. Forældrene var fattige daglejere, som flyttede fra by til by på jagt efter arbejde.
Ofte tappede familien sirup fra ahorntræer eller solgte aske til sæbefabrikker for at overleve.
Allerede som lille dreng var Joseph Smith tiltrukket af det overnaturlige og overbeviste både sig selv og sine legekammerater om, at han kunne finde forsvundne genstande.
En karriere som skattejæger måtte han dog opgive efter kort tid, fordi han aldrig fandt noget af værdi. Men da unge Smith vendte opmærksomheden fra underjordiske skatte til overjordiske fænomener, fik han straks succes.
Som 14-årig gik den unge Smith en klar forårsmorgen ud i skoven nær familiens hjem. Da han havde knælet for at bede, blev han – ifølge hans egen beretning – ramt af en skarp lysstråle. Gud og Jesus havde stået i lysstrålen og talt til ham, fortalte Smith sine nærmeste.
Oplevelsen i skoven var den første af en lang række åbenbaringer. Snart oplevede Smith bl.a. at få besøg af en engel, der kaldte sig Moroni.
Det guddommelige sendebud gav ham ordrer til at finde en gammel, hellig tekst, der stod skrevet på nogle guldplader.
De befandt sig i en stenkiste nedgravet i en stor høj, som englen viste ham i endnu et syn. Når tiden var inde, skulle Smith grave pladerne op og oversætte teksten ved hjælp af to magiske sten, der også lå i kisten.
Smith begav sig af sted mod den udvalgte høj, som tilfældigvis lå nær hans families gård. Han opdagede straks kistens låg stikke op af jorden.
Men da Smith begyndte at skrabe kisten fri for jord, hørte han englen Moroni tale til ham: Tiden var endnu ikke inde. Guldpladerne måtte først graves frem, når Smith fik besked.
Ifølge mormonerne er disse plader kopier af de guldplader, som Smith fandt i 1827.
Jesus havde besøgt Amerika
De følgende år drog han hvert år på samme tid til højen, indtil englen endelig gav grønt lys efter fire år.
Snart havde Smith oversat guldpladernes hieroglyf-agtige tegn til engelsk, og ifølge mormonske kilder fik 11 af Smiths nærmeste lov til at se pladerne, inden englen Moroni hentede dem igen.
Den oversatte tekst på pladerne udgav Smith under titlen “Mormons bog”.
Teksten var en lang beretning om en hebraisk stamme, der angiveligt havde befolket Nordamerika i en fjern fortid og bl.a. fået besøg af Jesus. Titlen henviste til profeten Mormon, der var en af fortællingens hovedpersoner.
Bogen blev voldsomt hånet i aviser og kirkerne. Selvom de fleste amerikanere var religiøse, var oplysningstiden ikke gået ubemærket hen over kontinentet.
De betragtede derfor mirakler og åbenbaringer som fænomener fra bibelsk tid. Når Smith hævdede, at han havde talt med Gud, Jesus og adskillige engle, blev han affejet som skør eller svindler.
Smiths historier havde dog også appel til mange mennesker. “Mormons bog” forbandt Amerikas fortid med Biblen.
Og Smiths guddommelige åbenbaringer – der kom uden om præster og kirker – passede godt til nybyggernes idealer om selvstændighed og uafhængighed.
Men den vigtigste faktor for mormonismens udbredelse var Smith selv. Han var den perfekte religiøse leder, hvis smittende entusiasme kunne overbevise de fleste om, at han virkelig var en
profet.
En af hans første tilhængere, Martin Harris, pantsatte sågar sin gård for at finansiere Smiths bogudgivelser – kraftigt motiveret af en åbenbaring, hvori Gud havde fortalt Smith, at Harris skulle betale regningerne fra trykkeriet.
“Stor ulykke vil ramme dig, hvis du ignorerer det råd”, fastslog Smith, hvis udseende også talte til hans fordel. Han var en usædvanlig flot og muskuløs mand med et intenst blik.
Når han talte, fik tilhørerne fornemmelsen af, at profetens ord var rettet mod netop dem.
Lokale overfaldt mormonerne
Smiths budskab var klart: Mormonerne var Guds udvalgte folk, og dommedag var nær.
Derfor skulle medlemmerne af hans bevægelse – kaldet “Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige” – leve i overensstemmelse med Herrens vilje.
Og hvad den bestod i, kunne kun Smith fortælle dem, for som profet modtog han jævnligt instrukser fra Gud. En af dem var, at mormonerne skulle opbygge deres eget samfund.
Første forsøg på at grundlægge en by blev gjort i 1831 i Ohio, men byens mormon-bank gik fallit – og Smith fik en ny åbenbaring: Jackson County i Missouri var et af verdens helligste steder. Her skulle mormonerne drage hen.
De lokale i Jackson County så imidlertid ikke mormonernes ankomst som nogen velsignelse. Smiths tilhængere opkøbte store landområder, og på valgdagene stemte de i samlet flok efter instrukser fra Smith.
Det var kun et spørgsmål om tid, hævdede en lokal avis i 1833, før mormonerne overtog vigtige embeder som sherif og dommer.
Frygten fik næring af en flammende tale, som Smith holdt kort efter ankomsten til Jackson County.
Heri opfordrede han sine tilhængere til “at fryde jer over det land i Missouri, som er jeres retmæssige arv, men som nu tilhører jeres fjender”.
De lokale ville ikke acceptere, at deres land tilhørte mormonerne, og begyndte at overfalde Smiths tilhængere.
Konflikten kulminerede, da en gruppe mormoner blev skudt ned af bevæbnede lokale. Samtidig beordrede guvernøren mormonerne smidt ud af byen.
“Staten Missouri vil være fordømt i al evighed”, tordnede Smith, da han i 1839 forlod Missouri for at starte et nyt samfund i nabostaten Illinois.
Profeten måtte tage flugten
Da Smith første gang gik tur langs Mississippi-floden i Illinois, var området én stor sump.
Alligevel var mormonlederen fast besluttet på, at Guds udvalgte folk skulle slå sig ned netop her. Og i de følgende år forvandlede 15.000 flittige mormoner det malariabefængte sumpområde til en driftig by.
Smith gav byen det hebraiske navn Nauvoo (smuk, red.), udnævnte sig selv til enehersker og etablerede sin egen hær.
Snart fik Smith en ny åbenbaring, som skulle vise sig mere sprængfarlig end alle tidligere syn. Gud godkendte, at mormonske mænd tog flere hustruer, fortalte Smith. Og som den gudfrygtige mand han var, ville han selv praktisere Guds ord.
I mange år havde Smith været lykkeligt gift med hustruen Emma, men nu ville han også gifte sig med familiens 16-årige tjenestepige.
Emma protesterede, men hendes ord vejede mindre end Guds, og i de følgende ti år fortsatte Smith med at tage nye koner. Antallet af hustruer er omstridt, men ifølge nogle kilder giftede mormonlederen sig hele 30 gange.
Flerkoneriet var dybt kontroversielt – også internt i mormonbevægelsen. Flere tilhængere vendte Smith ryggen, mens mormonernes fjender så det åbenlyse polygami som en anledning til at slippe af med Smith.
De mange ægteskaber var det endelige bevis på, at mormonlederen ikke adlød amerikansk lov, tordnede de.
Smith havde dog tænkt sig at kæmpe imod. Da et par frafaldne mormoner udgav en avis, der kritiserede flerkoneriet, forlangte han først avisen lukket og beordrede derefter sin hær til at ødelægge dens trykpresse.
Men nu blev Smiths hårdhændede fremfærd for meget for guvernøren i Illinois, og han gav ordre til, at profeten skulle arresteres.
I ly af mørket flygtede Smith fra sin egen by, krydsede Mississippi-floden og skjulte sig på prærien.
Planen var at ride vestpå mod Rocky Mountains, men snart modtog Smith breve fra sine tilhængere, der tiggede ham om at blive.
Med ordene “Jeg er et lam, der bliver ført til slagteren”, overgav Smith sig modstræbende til myndighederne.
Ordene skulle vise sig at være en af profetens mere præcise forudsigelser.
Efter drabet på deres profet drog mormonerne mod vest, hvor de grundlagde byen Salt Lake City.
Mormonerne drog mod vest
Da Joseph Smith lå død på jorden foran fængslet i Carthage, jublede mormonernes modstandere. Men til deres bitre fortrydelse lokkede Smith nyfundne martyrstatus blot endnu flere nybyggere til den nye trosbevægelse.
Smiths efterfølger, den praktiske problemknuser Brigham Young, indså, at mormonerne ville have større overlevelseschancer, hvis de undgik direkte konflikter med myndighederne.
I et brev til Illinois' guvernør tilbød Young, at mormonerne helt kunne forlade USA, hvis myndighederne lod dem være i fred indtil afrejsen. Guvernøren accepterede. Nu var spørgsmålet blot, hvor mormonerne skulle drage hen.
Modsat Smith fik Young kun én officiel åbenbaring, og den fortalte, at mormonerne skulle drage mod vest. Young overvejede først Californien, men området var for overbefolket og desuden inden for myndighedernes rækkevide.
De store saltørkener, der på det tidspunkt tilhørte Mexico, var til gengæld perfekte, vurderede Young. I oktober 1845 rullede den første af mange prærievogne ud af Illinois, og to år senere nåede et gigantisk vogntog sin destination i den øde ørken.
Under den brændende sol lagde udmattede mormoner grundstenene til deres nye by, Salt Lake City.
Her har mormonbevægelsen stadig sit hovedkvarter. Og herfra udbreder den fortsat sit budskab: Joseph Smith var udpeget som profet, og hans tilhængere er Guds udvalgte folk.