I 1961 forsvandt Malika de Fernandez sporløst fra sit hjem i nærheden af mosen Lindow Moss, der ligger 20 km syd for den engelske storby Manchester. Politiet havde en stærk mistanke om, at hun var blevet myrdet af sin eksmand, Peter Reyn-Bardt, men uden et lig var der ikke meget, efterforskerne kunne stille op.
Med lidt hjælp fra et moselig løste en kvik kriminalassistent sagen 22 år senere. I 1983 fandt tørvegravere et menneskehoved i Lindow Moss. Mosens iltfattige vand havde bevaret hovedet så godt, at de gennem et hul kunne se hjernen inde i kraniet. Derfor slog de straks alarm, og politiet iværksatte en efterforskning.