Noget er gruelig galt på Second Street i byen Fall River, Massachusetts, da lægen Seabury Bowen stopper sin hestevogn foran nr. 92, familien Bordens toetagers hus.
Bowen har i sine år som læge set megen elendighed, men denne dag – torsdag den 4. august 1892 – venter et syn, han aldrig vil glemme.
“Hvad er der galt, Lizzie?” spørger Bowen, da han træder ind ad husets hoveddør kl. 11.15 og møder 32-årige Lizzie Borden, der bor i huset sammen med sin far, Andrew Borden, og sin stedmor, Abby Borden.
Lizzie forklarer, at hun tror, at hendes far er blevet stukket ned. Hun har fundet ham på sofaen i dagligstuen med blod overalt, men hun har ikke turdet undersøge faren nærmere.
“Det er forfærdeligt”. Lægen Seabury Bowen efter at have set liget af Andrew Borden.
Doktor Bowen skubber stuedøren op. På sofaen ligger mr. Borden ganske rigtigt, men lægen kan ikke genkende sin patient. Bordens ansigt er forvandlet til en blodig klump knuste knogler. Den 69-årige mand er stendød.
“Det er forfærdeligt”, konstaterer lægen, da han kommer ud i entréen, hvor Lizzie Borden bliver trøstet af naboer samt stuepigen, Bridget Sullivan.
Pludselig går det op for stuepigen og naboerne, at ingen af dem har set stedmoren Abby Borden. De gennemsøger huset og finder den 64-årige kvinde i gæsteværelset på 1. sal – dræbt af utallige hug i baghovedet.
Det makabre dobbeltmord i Fall River bliver en af de mest omtalte kriminalsager i USA’s historie – ikke kun på grund af grusomheden, også fordi sagen afslører en massiv forudindtagethed, i forhold til hvem folk mente kunne stå bag en så bestialsk forbrydelse.
Så da politiet endelig offentliggjorde navnet på deres hovedmistænkte, gispede hele USA af forbløffelse.
Lizzies Bordens far var stenrig
Andrew Borden var ved sin død en særdeles velhavende mand. Hans formue løb op i over 500.000 dollars – en uhyre sum i en tid, hvor en arbejder tjente ca. 200 dollars om året.
Borden var vokset op i fattige kår, men han skabte sig en forretning på salg af trævarer, og med tiden tjente han styrtende som ejendomsspekulant.
Pengene ruttede han dog ikke med, og selvom hans døtre, Lizzie og den ni år ældre Emma, fik nydelige kjoler og skindkapper, var pigerne trætte af at bo på Second Street, når faren havde råd til et palæ i det fashionable kvarter “The Hill”.
“Hvad er der galt med huset? Det er godt nok til mig”, svarede Borden, da en ven spurgte ind til sagen.
Men det var ikke godt nok til Lizzie, der brændende ønskede sig at kunne invitere medlemmer af byens overklasse til middag i et fashionabelt hjem.
“Hendes fars konstante afvisning af at underholde gæster gjorde hende vred”, udtalte Lizzies onkel.
Lizzie Bordens far var blevet rig på salg af ejendomme, men han levede et nøjsomt liv.
Til gengæld havde Lizzie ifølge bysladderen et lemfældigt forhold til andres ejendom. I hvert fald forsvandt der ofte varer fra butikker, Lizzie besøgte. Butiksejerne tilkaldte dog aldrig politiet – i stedet sendte de en diskret regning til mr. Borden, som beredvilligt betalte for rapserierne.
Men da der forsvandt smykker fra stedmorens værelse, fik faren tilsyneladende nok. Fra da af låste familien stort set alle døre i huset – også de indre.
Udadtil opretholdt Lizzie, som i sommeren 1892 var den eneste af de to døtre hjemme, dog facaden som den pæne pige. Den 32-årige pebermø arbejdede frivilligt i byens kristne foreninger og underviste desuden børn om søndagen.
Efterforskere ankom til huset
Over middag den 4. august strømmede politifolk til Second Street. Lizzie var søgt op på sit værelse, så efterforskerne måtte bede hende låse døren op, så de kunne snakke med hende.
Lizzie fortalte, at faren havde gjort ærinder om formiddagen. Da han kom hjem kl. 10.40, sad hun i køkkenet og læste.
Kort efter gik hun ind i dagligstuen og vekslede et par ord med ham, inden hun var gået ud i laden i baghaven for at lede efter noget fiskegrej.
På vej ud lod hun husets bagdør stå på klem, og da hun 20 minutter senere kom tilbage, lagde hun mærke til, at bagdøren stod mere åben.
Kort efter opdagede Lizzie farens mishandlede lig på sofaen og kaldte på stuepigen, der kom ned fra sit loftskammer og løb ud for at få fat på doktor Bowen.
Huset var en labyrint med låse alle steder
Borden-familiens hus var topsikret med låse på alle yderdøre. Rigmanden havde desuden moderniseret hjemmet på en måde, som gjorde det nærmest umuligt for en gerningsmand at bevæge sig uset rundt i huset.
Hoveddør svær at åbne
Andrew Borden gik op i, at huset skulle være aflåst. Fordørens lås var så bøvlet, at stuepigen måtte åbne indefra, da han kom hjem på morddagen kl. 10.40.
Bagdør ikke en mulighed
Ifølge Lizzie lod hun bagdøren stå på klem, da hun efter farens hjemkomst gik ud i laden. Men selv hvis døren gav en morder adgang, forklarede det ikke drabet på Abby Borden, der skete halvanden time tidligere.
Sidedør var konstant låst
Det krævede en nøgle at komme ind i huset via sideindgangen. Her var døren nemlig altid aflåst.
Huset var labyrint
En ombygning bevirkede, at huset ikke var helt logisk indrettet. For at nå op til værelset, hvor Abby blev dræbt, skulle morderen gå gennem køkkenet og stuerne. Og det var svært at gøre uset.
Lizzie opholdt sig i laden
Ifølge Lizzie befandt hun sig i laden i hele 20 minutter, mens morderen begik dobbeltdrabet. Da en betjent gennemsøgte laden, undrede han sig over, “hvad i alverden en pige kunne bruge 20 minutter på her?”.
Den uhyggelige brutalitet fik politiet til at formode, at morderen måtte være en mand, og kvarterets mange fattige, katolske immigranter kom derfor under mistanke.
Allerede efter få timer anholdt politiet en portugisisk mand, som havde arbejdet for mr. Borden. Han viste sig dog at have et alibi og måtte løslades.
Heller ikke teorien om, at drabsmanden var en tilfældig indbrudstyv, holdt stik, eftersom intet var blevet stjålet. Til gengæld undrede Lizzie Bordens opførsel betjentene meget.
Morder var halvanden time i huset
Politiets afhøring af Lizzie afslørede en stærkt atypisk reaktion på de grufulde mord.
“Lizzie stod for fodenden af sengen og talte roligt og fattet. Der var ikke det mindste tegn på bestyrtelse, intet tegn på bedrøvelse eller sorg, ingen klagesang, ingen kommentarer til forbrydelsens grusomhed”, erindrede en betjent.
“Hun er ikke min mor!” Lizzie, da politimand kaldte Abby Borden for hendes mor.
Vicesherif John Fleet bed især mærke i Lizzies reaktion, da han omtalte Abby Borden som hendes mor.
“Hun er ikke min mor!” svarede Lizzie med afsky i stemmen.
Hendes troværdighed blev desuden draget i tvivl, da stuepigen Bridget Sullivan fortalte, at hun havde hørt Lizzie grine oppe på 1. sal, netop som stuepigen låste mr. Borden ind kl. 10.40, da han kom hjem efter sine ærinder.
Lizzie havde ellers fortalt politiet, at hun på det tidspunkt sad i køkkenet. Til gengæld vurderede læger, at den næsten størknede blodpøl omkring Abby Bord tydede på, at hun var blevet dræbt en time til halvanden før Andrew Borden, der med sikkerhed døde mellem 10.45 og 11.05.
Morderen havde altså opholdt sig i huset i mindst en time, uden at hverken stuepigen eller Lizzie havde hørt eller set det mindste.
“Jeg har svaret på så mange spørgsmål, og jeg er så forvirret, at jeg har svært ved at skille tingene ad”, forsvarede Lizzie sig under et to timer langt retsligt forhør, som efterforskerne foretog fem dage efter mordet.
Efter forhøret rakte Fall Rivers sherif Lizzie en skrivelse:
“Jeg har her en arrestordre på dig”, konstaterede han tørt.
Mange mistænkte var under luppen
Brød immigranter ind?
En af politiets første teorier var, at portugisiske immigranter, som fandtes i stort tal i området, var brudt ind og havde dræbt ofrene. Men ingen værdier manglede, og det var svært at se, hvorfor røvere skulle gå så brutalt til værks.
Stod svogeren bag?
Flere mente, at Andrew Bordens svoger, John Morse, der havde overnattet i huset natten før drabene, var morderen. Rasende lokale forsøgte derfor at lynche ham. Morse kunne dog bevise, at han befandt sig langt fra huset på mordtidspunktet.
Gik stuepigen grassat?
Stuepigen Bridget Sullivan var sammen med Lizzie Borden den eneste, der med sikkerhed befandt sig i huset på drabstidspunktet. Hun havde ytret sig negativt om Andrew Borden, men havde intet at vinde ved mordene – bortset fra arbejdsløshed.
Fik farens fjende nok?
Lizzie Borden hævdede selv, at hendes far havde adskillige fjender. Dagen før mordene måtte mr. Borden smide en gæst, som han blev uvenner med, ud af huset, og en nat tidligere på sommeren havde en mand lusket rundt foran hoveddøren.
Datteren endte i retten
Hele USA fulgte med, da sagen mod Lizzie Borden gik i gang den 5. juni 1893.
“Århundredets retssag” kaldte journalisterne den 13 dage lange affære, som viste, at rigmandsdatteren havde stærke støtter.
Byens overklassefamilier mente fortsat, at morderen skulle findes i det fattige immigrantmiljø, mens kristne kvindegrupper påpegede, at det var fuldstændig umuligt for en kvinde med Lizzies opdragelse og kristne overbevisning at begå fadermord.
Anklageren mente modsat at have stærke indicier for, at datteren var morderen:
Hun famlede rundt i sine forklaringer og havde tilsyneladende befundet sig i huset, da stedmoren blev dræbt. Alligevel havde hun intet hørt.
Datteren havde desuden opholdt sig i laden for første gang i måneder – præcis i de minutter faren blev myrdet.
Lizzie Bordens dygtige advokater pillede anklagerens sag fuldstændigt fra hinanden.
Derudover havde Lizzie ifølge en veninde brændt en kjole midt om natten tre dage efter mordene, og dagen efter afbrændingen fandt politiet tilmed et øksehoved i Borden-hjemmets kælder. Øksens skaft var ifølge anklagerne blevet knækket af for ganske nylig. Og nok så væsentligt passede øksens skarpe æg med ofrenes kranielæsioner.
Men frem for alt havde Lizzie Borden et motiv: Hun var arving til en stor formue og havde ved flere lejligheder vist mishag mod sin far og stedmor.
Alligevel klædte Lizzies dyrt betalte forsvarsadvokater anklageren af. Manglende blodspor blev det afgørende punkt. Politiet havde ikke fundet noget tøj, der kunne koble Lizzie til mordene.
“Der er ikke et eneste blodspor; der er ikke et våben, de med sikkerhed kan knytte til hende”. Lizzie Bordens forsvarer under retssagen.
Kjolen, hun brændte, fandtes ikke længere. Derudover kunne anklagerne ikke bevise, at øksehovedet vitterlig var mordvåbnet. Selv hvis den fundne økse var mordvåbnet, kunne ingen bevise, at Lizzie havde svunget den.
“Der er ikke et eneste blodspor; der er ikke et våben, de med sikkerhed kan knytte til hende”, lød det fra forsvarsadvokat Andrew Jennings, som afslutningsvis mindede de 12 jurymedlemmer om, at tvivlen altid skulle komme tiltalte til gode.
Efter bare en time vendte juryen tilbage med dommen: “Ikke skyldig”.
Da ordene faldt, brød tilhørerne i det fyldte retslokale ud i jubel og klapsalver.
Lizzie fik sin drømmebolig
Langtfra alle var dog tilfredse med dommen. Ifølge newyorkeravisen Rochester Democrat & Chronicle mente tre ud af fire amerikanere, at Lizzie Borden var skyldig.
Især landets fattige var utilfredse og så dommen som et eksempel på, at de rige kunne slippe afsted med hvad som helst.
Huset, hvor Lizzie Bordens far og stedmor blev myrdet, findes stadig. Det er dog blevet renoveret adskillige gange siden mordene i 1892.
Men retten havde talt, og med frifindelsen blev Lizzie rig. Blot tre uger efter retssagen flyttede hun ind i en mondæn bolig i drømmekvarteret “The Hills”, hvor hun ansatte en husholderske, to stuepiger og en privat kusk til at opvarte sig.
Ingen blev nogensinde dømt for dobbeltmordet. Men i årene efter trak selv Lizzies rige venner deres støtte, muligvis fordi de heller ikke kunne slippe mistanken:
Slap Lizzie Borden afsted med mord?