I 1666 blev den højtstående franske embedsmand Antoine Dreux d’Aubray pludselig syg.
Monsieur d’Aubray kastede op og fik voldsomme mavesmerter, mens han opholdt sig på sit gods i Nordfrankrig.
På trods af kærlig pleje og omsorg fra datteren Marie-Madeleine Marguerite de Brinvilliers afgik han få måneder senere ved døden.
Da lægen under udarbejdelse af dødsattesten ikke kunne finde en bedre forklaring, angav han årsagen som “gigt” – en lidelse, monsieur d’Aubray havde døjet med i årevis.
Diagnosen fik madame de Brinvilliers til at ånde lettet op.
Giften i suppen, som hun havde serveret for sin far, virkede efter hensigten, og ingen anede uråd. Hun følte sig sikker på, at det var lykkedes at begå den perfekte forbrydelse.
“Videnskaben kunne dengang ikke spore gift i den afdødes krop, og alkymister og andet godtfolk tjente store penge på at sælge det dræbende stof”.
Gift var populært
Ugerningen havde været planlagt længe. Som 21-årig var Marie-Madeleine Marguérite d’Aubray blevet gift med den velhavende markis Antoine Gobelin de Brinvilliers – arving til de berømte gobelinfabrikker.
Markisen var respektabel, men kedelig og afhængig af kortspil. Som trøst tog hans unge hustru sig en elsker: Officeren og kvindebedåreren Godin de Sainte-Croix.
Det upassende forhold gjorde hendes far rasende. Gennem forbindelser ved hoffet fik han Sainte-Croix arresteret og indsat i det berygtede Bastillefængsel.
I fængslet vrimlede det med giftblandere. Videnskaben kunne dengang ikke spore gift i den afdødes krop, og alkymister og andet godtfolk tjente store penge på at sælge det dræbende stof.
Sainte-Croix sugede viden til sig, og da han efter et år bag tremmer igen var fri, vidste han alt om gift. Han og madame de Brinvilliers gik straks i gang med at lægge skumle planer.
Under besøg på det lokale hospital eksperimenterede markisen med at dosere giften til de syge. I 1666 mestrede hun kunsten diskret at tage livet af et menneske. Kort efter forgiftede hun sin far.
Brinvilliers arvede en formue, men Sainte-Croix’ dyre vaner fik pengene til at svinde med foruroligende fart. De to besluttede derfor også at tage livet af madames tre søskende, så hele familieformuen kunne blive deres.
I 1670 døde de to brødre, Antoine og Francois, efter at have spist en tærte.
Madame de Brinvilliers var en hyppig gæst på fattighospitalet hôtel-Dieu på højre Seine-bred i Paris.
Syge blev underkastet dødelige eksperimenter
Madame de Brinvilliers havde let adgang til hospitalet
Som skikken var for overklassekvinder aflagde madame de Brinvilliers ofte besøg på det lokale hospital. Officielt var formålet at støtte og opmuntre de syge, men madame havde helt andre hensigter.
Giften blev gemt i delikatesser
Under besøgene på hospitalet trakterede madame de Brinvilliers de syge med lækkerier tilsat gift. Vin samt hjemmelavet suppe og marmelade hørte til de fødevarer, som var mest velegnede til blandingen.
Patienten var hjælpeløs
Patientens sygdom var ofte så fremskreden, at et pludseligt dødsfald ikke undrede personalet. De fleste indlagte var desuden fattige og ensomme, så få savnede dem.
Ulykke førte til afsløring
Madame de Brinvilliers’ søster og ægtemand stod næst på listen, da noget gik helt galt i Sainte-Croix’ giftlaboratorium. En eksplosion dræbte ham på stedet.
Da politiet under efterforskningen af ulykken ransagede stedet, fandt de en rød læderæske. Æsken indeholdt breve fra madame de Brinvilliers samt ampuller og giftpulver.
Brevene efterlod ingen tvivl om, hvad der var foregået.
Så snart madame de Brinvilliers hørte om ransagningen, tog hun flugten. I byen Liège gemte hun sig i et kloster, hvor ordensmagten ikke kunne røre hende.
Først da en betjent forklædt som abbed lokkede hende udenfor, under påskud af at de skulle gå en tur, blev madame arresteret og ført til et fængsel i Paris.
“Halvdelen af alle fine mennesker er involveret i den slags ting, og jeg kunne ødelægge dem, hvis jeg begyndte at tale”. Madame de Brinvilliers.
Hun tilstod og blev dømt til døden, men angrede ikke.
“Jeg vil blive lidt af en berømthed”, erklærede hun med begejstring, mens hun afventede henrettelsen.
Hun kunne endvidere fortælle, at brugen af gift var udbredt i overklassen. Kun de rige havde nemlig råd til at betale prisen for en dosis, 3.000 livres – syv gange så meget, som en fattig franskmand havde at leve for om året.
Madame de Brinvilliers’ dramatiske liv var endnu i 1800-tallet populært stof. Hæftet er fra 1887.
“Halvdelen af alle fine mennesker er involveret i den slags ting, og jeg kunne ødelægge dem, hvis jeg begyndte at tale”, erklærede hun. Madame de Brinvilliers holdt tand for tunge.
Men året efter rullede endnu en skandale, da giftblanderen La Voisin blev pågrebet. 367 blev arresteret og 36 henrettet. De fleste tilhørte aristokratiet.
I 1682 standsede kong Ludvig 14. dog undersøgelserne. Det viste sig nemlig, at hans elskerinde, madame de Montespan, havde købt gift, formentlig med det formål at tage livet af en rivalinde.