Hi-Story/Imageselect & Shutterstock
Græsk konge mord plakat

Populær græsk konge skudt i ryggen

I 1913 er Grækenlands kong Georg 1. i gang med at fejre sin største triumf, da en attentatmand åbner ild.

Forårssolen stråler i den græske by Thessaloniki, da Georg 1. begiver sig ud på sin daglige spadseretur.

Kalenderen viser den 18. marts 1913, og fire måneder er gået, siden græske styrker erobrede den vigtige havneby fra Osmannerriget. Fra husene vajer blå-hvide flag, og kongen nyder triumfen i fulde drag.

Ved majestætens side går oberst Ioannis Frangoudis, Georg 1.s trofaste adjudant. De to mænd taler om det tyske krigsskib Goebens besøg i byen. Kongen ser visittet som en støtte til Grækenland i krigen, som senere skal blive kendt som 1. Balkankrig.

“Jeg er lykkelig over, at skibet kommer her til Thessaloniki for at ære den græske konge”, siger Georg højtideligt.

“Kongen sank sammen som ramt af lynet, først på sine knæ, derefter faldt han med ansigtet mod jorden”. Forfatteren Walter Christmas, 1914.

Ordene skal blive kongens sidste, for næppe har han ytret sig, før adjudanten ud ad øjenkrogen bemærker en skikkelse bag majestæten.

Den fremmede nærmer sig med mistænkelig hast.

Rygterne spreder sig

Skikkelsen, en forhutlet mand iført slidt tøj, “førte hånden til sin brystlomme, fremdrog en tung revolver og affyrede våbnet mod kongens ryg på mindre end en meters afstand”, lyder en samtidig beretning.

“Kongen sank sammen som ramt af lynet, først på sine knæ, derefter faldt han med ansigtet mod jorden”.

Frangoudis kaster sig over attentatmanden og holder ham fast, indtil tililende gendarmer når frem.

En hestetrukken ambulance bringer majestæten til det nærmeste hospital. Her konstaterer lægerne, at døden er indtrådt.

Kort efter meddeler politiet, at morderen er 43 år, græker og hedder Alexandros Schinas. I ordensmagtens erklæring beskrives gerningsmanden som “værende i besiddelse af et svagt intellekt”.

Meldingen tilfredsstiller ikke grækerne.

Kong Georg var få måneder fra at trække sig tilbage efter 50 år på tronen og meget afholdt. Ikke alene havde han skabt stabilitet i det uroplagede land, han havde også udvidet Grækenlands grænser til glæde for de mange nationalt-sindede undersåtter.

I folkets søgen efter en meningsfuld forklaring spreder en strøm af rygter sig.

Græsk konge mord numre
© Hi-Story/Imageselect

Gerningsmanden affyrer pistolen

Gerningsmanden, Alexandros Schinas, venter ifølge vidner på kongen på caféen Pasha Liman. Kongen følger den samme rute ud og hjem, og Schinas slår til, da kongen passerer caféen for anden gang.

Kuglen dræber kongen

Kuglen fra gerningsmandens pistol rammer Georg 1.s rygsøjle og gennemborer hjertet, viser obduktionen. Døden indtræffer straks.

Gendarmer iler til hjælp

To gendarmer følger altid kong Georg 1. på diskret afstand. Sammen med forbipasserende kommer de til hjælp.

Schinas er anarkist, mener nogle. Tanken er nærliggende, for den ekstreme politiske retning har i de foregående år været skyld i adskillige attentater i hele Europa. Anarkisterne vil afskaffe kongehuset og andre myndigheder og i stedet skabe et samfund, hvor folket regerer sig selv.

Snart kommer det også frem, at Schinas tidligere har udtrykt sig fjendtligt om kongen.

Morder forbandede kongen

Schinas, en falleret mediciner, arbejdede nogle år tidligere som tjener på et hotel i New York.

“Et af hans yndlingsudtryk, som altid vakte bestyrtelse i køkkenet, var til helvede med kong Georg”, fortalte en tidligere kollega, Eratosthemus Charrns, til avisen The New York Times.

Andre mener til gengæld, at Schinas er hemmelig agent for Bulgarien.

Landet var allieret med Grækenland under erobringen af Thessaloniki, men græske styrker nåede at besætte byen først. Drabet på kongen kunne muligvis hjælpe bulgarerne til at få fingre i byen, lyder teorien.

Alexandros Schinas, Georg 1., attentat

Alexandros Schinas var udhungret, syg og forarmet, da han efter mordet på kong Georg 1. blev pågrebet af gendarmer.

© Project Gutenberg’s L’Illustration, No. 3657, 29 Mars 1913
“Jeg ville dræbe alle, for hele samfundet var min fjende”. Alexandros Schinas, maj 1913.

Men sagen forbliver uopklaret. Den 6. maj 1913 styrter Schinas nemlig i døden fra et vindue på byens politistation. Om han springer eller bliver skubbet, er uklart.

Historikere mener imidlertid, at motivet til mordet sandsynligvis var banalt. Under et interview i fængslet fortalte Schinas en journalist, at han var ramt af den dødelige sygdom tuberkulose og træt af det hele.

“Jeg ville dræbe alle, for hele samfundet var min fjende. Skæbnen ville, at jeg i denne tilstand mødte kongen. Jeg ville have dræbt min egen søster, hvis jeg havde mødt hende den dag”, betroede han journalisten.