Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Populær roman inspirerede til mord

Kan litteratur få almindelige mennesker til at begå mord? Dette spørgsmål måtte victoriatidens englændere stille sig selv, da aristokraten lord William Russell blev fundet død med halsen skåret over.

Imageselect

Stuepigen Sarah Mancer mærkede med det samme, at noget var galt.

Hun var stået tidligt op onsdag den 6. maj i 1840, for hun havde en travl dag foran sig i det tidligere parlamentsmedlem lord William Russells hus på Norfolk Street i london-bydelen Mayfair.

På vej ned ad trappen fra sit kvistkammer fik hun øje på herrens varmedunk, der lå smidt på gulvet foran døren til hans soveværelse.

Så fandt hun biblioteket i komplet uorden – skrivebordet lå væltet, fire skuffer stod åbne, og gulvet flød med løse papirark.

Endnu gav Sarah ikke efter for sin spirende frygt, for den 72-årige lord Russell var på sine ældre dage blevet temmelig excentrisk og efterlod jævnligt sit bibliotek i et syndigt rod.

Da Sarah nåede ned i stueetagen, opdagede hun, at husets hoveddør ikke var låst. Inde i spisestuen lå lysestagerne hulter til bulter på gulvet, og alle skabe stod vidt åbne.

Nu overmandede frygten hende endelig.

Med bange anelser løb hun op ad trapperne igen, vækkede kokken og fortsatte hen til kammertjeneren: “Courvoisier, ved du, om der er sket noget i nat?” råbte hun gennem hans dør.

Men François Benjamin Courvoisier vidste ingenting, da han bleg og fortumlet åbnede døren.

“Du gode gud!” udbrød han forfærdet, da han så de kaotiske tilstande i biblioteket, og bekræftede, hvad Sarah havde tænkt: “Der har været indbrud!”

“Vi må straks finde herren!” råbte Sarah, og begge løb op ad trappen.

I lord Russells dunkle soveværelse åbnede kammertjeneren vinduet ud til Norfolk Street, mens stuepigen nærmede sig sengen.

Den var delvist skjult af et forhæng, som hang tungt ned fra en baldakin.

I lyset fra vinduet fik hun øje på den døde lord William Russell.

Madam Tussaud’s blev fra tid til anden genstand for satire – her er kabinettet fyldt med rædselsvækkende fruentimmere.

© Imageselect

Rædselskabinet fuld af mordere

Interessen for forbrydelser og mord steg til nye højder, da den franske vokskunstner Marie Tussaud i 1835 åbnede sit vokskabinet i London.

Under den franske revolution var hun blevet tvunget til at lave vokshoveder af guillotinens ofre – bl.a. Ludvig 16. og dronning Marie-Antoinette, som blev udstillet på Revolu­tionsmuseet.

En del af sine figurer tog hun efterfølgende med sig til England. Kendte og kongelige blev udstillet i hendes vokskabinet, men derudover indrettede hun et særligt rum – “Chamber of Horrors” (Rædselskabinettet) – til afskyvækkende personager og forbrydere.

Også lord Russells morder, François Benjamin Courvoisier, skulle have en plads her efter sin henrettelse, besluttede Marie Tussaud.

Da hans lig var hentet ned fra galgen og båret ind i Newgate-fængslet, stod en af hendes assistenter klar til at lave en afstøbning af den dødes ansigt.

Sammen med tegninger lavet under retssagen blev masken brugt til at fremstille en voksfigur af Courvoisier, som blev stillet op i Rædselskabinettet.

Hans krop var kold og stiv. Der var blod på puden, på lagenet og på et håndklæde, som dækkede lord Russells ansigt.

“Min herre! Min herre!” udbrød Sarah rædselsslagen og løb ned ad trappen og ud på gaden, hvor hendes skrig og insisterende ringen på dørene til nabohusene hurtigt fik vækket det meste af Norfolk Street.

“Få fat i politiet!” råbte hun til den første, der kom hende i møde. “Min herre er blevet myrdet!”

Tyvekoster gemt bag panelet

Tilbage i nr. 14 lå lord William Russell i sin seng med halsen skåret over af et enkelt snit.

Hans liv slukkedes for flere timer siden – men opklaringen af mordet var først lige begyndt, og sagen skulle blive en af de mest spektakulære i victoriatidens England.

Snitsåret i lord Russells hals var så dybt, at det næsten havde skilt hovedet fra kroppen.

Luftrøret var skåret over, og en 7 cm lang flænge strakte sig hen over halsen. Det dybe sår udelukkede enhver tanke om selvmord.

Mordet sendte rystelser gennem Londons befolkning og blev debatteret i samfundets top: Hvis en aristokrat som lord Russell ikke kunne vide sig sikker i sin egen seng, hvem kunne så?

“Det er i sandhed en meget mystisk affære”, skrev premierminister lord Melbourne i en orientering til dronning Victoria.

“Der er spor efter indbrud på hoveddøren, men ingen tegn på, at nogen har befundet sig på dens yderside. Og der er ikke stjålet ret meget af værdi”.

Gerningsmanden måtte være én fra huset, og mistanken faldt hurtigt på den fremmede – kammertjener Courvoisier, som var ny i lord Russells tjenerstab.

Den 23-årige schweizer havde været upopulær hos sin nye herre, som aldrig lagde skjul på, at han fandt den unge mand indiskret, udannet og glemsom.

Og mens flere og flere mennesker samlede sig på Norfolk Street for at opsnappe nyt om mordet, forsøgte politifolk at finde håndfaste beviser mod den schweiziske kammertjener.

I kammertjenerens gemmer lå blodige lommetørklæder – men var det lord Russells.

© Imageselect

Det afgørende gennembrud i efterforskningen kom to dage senere, fredag den 8. maj: Et vægpanel på kammertjenerens værelse sad løst, og bag træpladen fiskede efterforskerne fire af lord Russells guldringe, nogle guldmønter samt et par blodplettede lommetørklæder frem.

Kammertjeneren blev anholdt.

Morderisk appetit på krimier

Politiet granskede nøje Courvoisiers fortid og afhørte hans familie i Schweiz samt hans venner og tidligere arbejdsgivere.

Alligevel var det umuligt at finde motivet til, hvorfor den 23-årige dog skulle skære halsen over på sin herre.

Et vigtigt spor – nemlig bogen, som Courvoisier netop havde læst – tænkte ingen på at kigge i: Romanen “Jack Sheppard”.

Netop i disse år var England ramt af en glubende læselyst, der især rettede sig mod forbryderromaner.

Samlet blev genren kaldt “Newgate-fortællinger” – efter Londons store fængsel.

Særligt læsere fra underklassen elskede historierne om de heroiske hovedpersoner, som kom fra trange kår, men som ved hjælp af røveri og mord alligevel formåede at klare sig i livet.

Kendte forfattere dyrkede Newgate-genren i deres romaner, bl.a. Charles Dickens i “Oliver Twist”, men i månederne inden mordet på lord William Russell talte Londons indbyggere kun om én bog: Romanen “Jack Sheppard”.

Forfatteren William Harrison Ainsworth havde ladet sig inspirere af en virkelig forbryder, der levede i England godt 100 år tidligere og bar samme navn.

Virkelighedens Jack Sheppard (1702-1724) var tømrerlærling og opdagede, hvor nemt det var at stjæle fra kunderne, når han arbejdede i deres hjem.

I foråret 1723 begik han sit første tyveri: To sølv­ske­er. Ingen opdagede noget, og Jack blev modigere.

Ud på sommeren opgav han lærepladsen for at blive forbryder på fuld tid.

Det hændte flere gange, at han blev fanget – men hver gang formåede Jack at befri sig fra sine svære jernlænker og stikke af. Og for hver flugt blev Jack Sheppard mere beundret i London.

En uhyggelig inspirerende bog

Med “Jack Sheppard” havde forfatteren William Harrison Ainsworth skrevet en bestseller, og succesen fortsatte på de skrå brædder: Seks af byens teatre opførte en dramatiseret version af historien.

“Har du været inde og se ‘Jack Sheppard’? Har du læst den?” spurgte folk hinanden på gaden – og de gik gerne i teatret flere gange for at nyde de forskellige udgaver af den respektløse Jack.

Et enkelt snit slog lord Russell ihjel. Såret var så dybt, at det næsten skilte hovedet fra kroppen.

© Harvard Law School library

Tynde beviser fældede kammertjeneren

Politiets efterforskningsmuligheder var stærkt begrænsede, da mordet på lord William Russell skulle opklares i 1840.

Metoder som blodanalyse og sammenligning af fingeraftryk blev først taget i brug 50 år senere.

Og fordi det samtidig stod klart, at der var et udbredt ønske fra Englands overklasse om en hurtig opklaring af mordet, prioriterede både politi og dommere en hurtig afslutning på sagen højere end en grundig efterforskning.

Derfor blev det aldrig undersøgt, om blodet på de lommetørklæder, der blev fundet på Courvoisiers værelse, stammede fra lord Russell.

Det kunne heller ikke fastslås, hvilken kniv Courvoisier havde brugt til mordet, eller om andre kunne have placeret lord Williams guldringe og nogle mønter bag panelet i hans værelse.

De fundne genstande blev betragtet som fældede beviser på kammertjenernerens udåd.

Blandt datidens læger vakte det en mistanke, at Courvoisier angiveligt kunne slå lord William Russell ihjel med et enkelt snit tværs over halsen.

Selvom det i romanen “Jack Sheppard” lød nemt – og også så sådan ud, når skuespillere fingerede mordet på Londons skrå brædder – var sandheden, at der skulle en del kræfter samt anatomisk viden til at udføre det dræbende snit.

Men selvom obduktioner blev gennemført i 1840, blev der aldrig foretaget en på lord William Russell.

Eftersom kammertjeneren tilstod mordet, var ingen interesserede i at undersøge, om han måske dækkede over nogen, eller om han havde haft en medsammensvoren.

Forfatteren var stolt af sit værk; tilsyneladende havde han fundet formlen på den perfekte roman.

“Sandheden er, at når vi skriver til pøbelen, så skal vi ikke skrive alt for godt”, indrømmede William Harrison Ainsworth blankt.

Men snart kunne aviserne berette om forbrydelser, som havde en tydelig forbindelse med bogen: Blandt flere andre forbrydere blev tre unge mænd pågrebet og dømt for en stribe af røverier samt tilfælde af hærværk.

Under forhørene erkendte de alle tre, at de var blevet inspireret af “Jack Sheppard”.

“Jeg ville finde ud af, om jeg kunne gøre de samme ting, som han”, forklarede en af de unge mænd; og i pressen blev udtrykket “en Jack Sheppard” anvendt om unge kriminelle.

Dermed havde en Newgate-fortælling overskredet grænsen mellem fiktion og virkelighed – en udvikling, som skræmte samfundseliten.

Forfatteren Mary R. Mitford beskrev ligefrem “Jack Sheppard” som “et mareridt af en bog”.

Politiet forbandt dog ikke bogen med kammertjenerens forbrydelse og fortsatte afhøringen af den mistænkte schweizer, der stædigt fastholdt sin uskyld.

Hverken fundet af guldringene eller de blodige lommetørklæder fik ham til at vakle.

Dramaet mangler en afslutning

Retssagen mod Courvoisier begyndte den 18. juni 1840 i Londons domhus, Old Bailey.

Fra begyndelsen nød be­gi­ven­he­den kolossal opmærksomhed, og en horde af nysgerrige stimlede sammen for­­an retsbygningen for at få en plads.

Langt de fleste gik forgæves og måtte nøjes med avisernes fyldige referater.

På anklagebænken erklærede Courvoisier sig uskyldig, og i løbet af retssagen vandt han – som heltene i en New­gate-bog – folkets sympati.

40.000 mennesker mødte op ved Newgate-fængslet for at se morderen François Benjamin Courvoisier hængt.

© Bridgeman Images

I arresten blev han ven­ner med vagterne, som var enige om, at kammertjeneren med de sørgmodige øjne umuligt kunne være morder.

Anderledes så det dog ud i retssalen. Selvom Courvoisiers advokat gjorde, hvad han kunne, for at forsvare sin klient under den tre dage lange retssag, blev kammertjeneren kendt skyldig i mordet på lord William Russell.

Dommen betød offentlig hængning foran Newgate-fængslet; juryen havde ikke villet lade sig forføre af folkestemningen, hed det.

Efter dommen blev Courvoisier placeret i Newgate, men utilfredsheden i Londons befolkning var stor: Så længe den dømte nægtede sig skyldig, manglede beretningen om mordet på lord Russell svaret på, hvorfor den 23-årige Courvoisier slog sin herre ihjel.

Ligesom læserne altid fik en forløsende afslutning i en Newgate-roman, ønskede englænderne en ordentlig forklaring – og da den kom, var den værre, end nogen havde forestillet sig.

Morderen tilstår til sidst

“Hele verden skal vide, at idéen om at slå ham ihjel kom til mig, da jeg havde læst ‘Jack Sheppard’”, sagde François Benjamin Courvoisier, da han tre dage efter dommen aflagde tvungen vidneforklaring til fængselslederen i Newgate.

Schweizeren havde ændret forklaring, og denne gang var hans ord sande, erklærede han. Courvoisier havde ikke længere noget at tabe:

“Jack Sheppards snedighed skræmte mig ikke, den imponerede mig”, sagde Courvoisier og begrundede mordet med, at han havde været ked af at være hos lord Russell.

Arbejdet var kedeligt, og han følte sig ikke velkommen.

Efter mordet på lord Russell rettede Charles Dickens i sin roman “Oliver Twist”.

© Heritage Auction Gallery

Kendt forfatter i oprør efter den offentlige henrettelse

Den dag morderen François Benjamin Courvoisier blev henrettet foran Newgate-fængslet i London, befandt den berømte forfatter Charles Dickens sig i menneskemylderet foran skafottet.

Dickens var blevet indirekte indblandet i sagen, fordi han selv havde skrevet en roman i Newgate-genren, der havde forbryderen som helt – “Oliver Twist” fra 1839.

“Jeg vil se en ende på hele dette drama”, sagde Dickens, der var lige så chokeret over Courvoisiers tilståelse som alle andre.

Men hans offentlige hængning påvirkede Dickens endnu mere:

“Jeg havde aldrig troet, at jeg ville finde mine medmennesker så frastødende”, skrev han om det omkringstående publikum, der ikke udtrykte den mindste medlidenhed eller sorg.

I stedet hujede de og kom med tilråb:

“Folk opførte sig, som om de var i teatret, og stykket endelig var nået til den afsluttende scene”.

Og selvom Dickens afskyede Courvoisier for det, han havde gjort, var hans væmmelse over offentlige henrettelser endnu stærkere.

Efterfølgende blev han en brændende fortaler for at afskaffe den barbariske tradition.

“Det var så modbydeligt, ydmygende og nytteløst, at loven viste sig at være lige så grusom som morderen”, sagde han og var overbevist om, at en henrettelse er direkte skadelig for tilskuerne.

Efter mordet på lord William Russell gjorde Charles Dickens, hvad han kunne, for at tage afstand fra Newgate-genren.

Da romanen om Oliver Twist blev genoptrykt, skrev Dickens et nyt afsnit i bogen, hvor han understregede, at bogens formål ikke var at hylde de kriminelle, men i stedet at udstille, hvor grusomt de måtte bøde for deres ugerninger.

“Sådan gør jeg samfundet en tjeneste”, forklarede han.

Courvoisier ville meget hellere leve som den lovløse helt fra romanen.

Derfor havde han planlagt at stjæle så mange penge fra sin herre, at han kunne leve som kriminel og se verden.

Men tyveriet gik galt, for lord Russell havde taget ham på fersk gerning, og for at undgå en lang fængselsdom var Courvoisier nødt til at slå sin herre ihjel.

“Jeg stak kniven i ham og trak den gennem halsen på ham”, forklarede kammertjeneren uden omsvøb.

Tilståelsen sendte chokbølger gennem England.

Alle kunne til nød acceptere, at “Jack Sheppard” inspirerede nogle få lømler til at begå nogle tyveri og drengestreger, men at romanen kunne være skyld i et mord, vakte bestyrtelse i dronning Victorias rige.

Ugeavisen “The Examiner” kunne endda påvise, at mordet muligvis var planlagt og ikke blot resultatet af ulykkelige omstændigheder:

Der fandtes en skræmmende parallel mellem Courvoisiers beskrivelse af mordet og en passage i bogen, hvor heltens makker, Blueskin, slår en kvinde ihjel ved at “stikke kniven i hende og trække den gennem halsen på hende”.

“Er der en bog, der fortjener at blive brændt af bødlen, så er det ‘Jack Sheppard’”, fastslog “The Examiner”.

Al sympati for schweizeren forsvandt sam­men med romanens popularitet – og Courvoisiers tilståelse tog hårdt på forfatteren William Harrison Ainsworth.

Han forsøgte at forsvare sin bog ved at hævde, at det var den virkelige forbryder, 1700-tallets Jack Sheppard, der hav­de inspireret kammertjeneren til mord – men dét argument afviste alle.

I stedet blev forfatteren fyret af sit forlag og udstødt af de litterære kredse.

På teatrene fik skuespillerne at mærke, hvordan stemningen havde vendt sig: Fra den ene dag til den anden svigtede publikum det stykke om Jack Sheppard, som før havde trukket fulde huse.

“Jack Sheppard” bliver forbudt

Den 6. juli 1840 blev François Benjamin Courvoisier ført fra sin celle til galgen foran Newgate-fængslet.

Omkring 40.000 var mødt op for at se den unge morder blive hængt, og i gaderne omkring fængslet trængtes mennesker, der var kommet for sent til at få en god plads.

Så snart Courvoisier kom til syne på skafottet, begyndte folk at huje.

Det tog Courvoisier halvandet minut at dø i galgen – og med ham svandt interessen for Newgate-litteratur.

“Jack Sheppard knyttede fantasien alt for tæt til blodige gerninger”, mente Newgate-fængslets leder – en bedømmelse han ikke var ene om.

Englænderne anså “Jack Sheppard” som farlig, og Londons teatre fik forbud mod at spille forestillingen i 40 år.

Desuden advarede myndighederne mod den skadelige effekt, Newgate-romaner havde på børn.

Efterskrift:

Virkelighedens Jack Sheppard blev anholdt 1. november 1724.

Han bar en diamantring, var iført silketøj og nød to elskerinders selskab.

To uger senere blev han ført til galgen og hængt.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul