Rockefeller-arving forsvandt i kannibal-land

“Jeg tror, jeg kan klare det”, forsikrer Rockefeller.

Han vurderer, at der er godt 10 km ind til kysten, der kan ses i det fjerne. Den strækning vil en god svømmer som ham godt kunne klare.

Og hvis Rockefeller kommer i vanskeligheder, vil han blive holdt oppe af to tomme benzindunke, der er bundet fast i hans bælte. Ellers er han kun iført sine hvide underbukser og tykke briller.

Det giver et let stød i båden, da Rockefeller skubber fra og tager de første svømmetag i det lune vand. Efter nogle timer er amerikaneren så langt væk, at kammeraten Wassing kun netop kan ane ham.

Næste dag bliver Wassing samlet op af en redningsbåd, og en stor eftersøgning af Rockefeller sættes i gang. Men rigmandssønnen er som sunket i havet.

Rockefeller tog til Ny Guinea

Michael Rockefeller var oldebarn af den stenrige John D. Rockefeller, der i slutningen af 1800-tallet blev verdens rigeste mand gennem olieselskabet Standard Oil.

Han blev født i 1938 og voksede op i et luksuriøst byhus på Manhattan. Her var han omgivet af succes – ikke mindst i skikkelse af faren, Nelson Rockefeller, der blev guvernør i staten New York, mens Michael var teenager.

Michael var ikke optaget af at gøre karriere i erhvervslivet eller politik som så mange af sine familiemedlemmer. I stedet kastede han sin kærlighed på kunst og kulturhistorie.

I 1960 drog Michael til Hollandsk Ny Guinea – i dag den indonesiske halvdel af kæmpeøen i det vestlige Stillehav – for at studere de indfødte og deres kunst. På rejsen blev Michael fascineret af asmat-folket, som han besøgte i den ufremkommelige jungle sammen med den 34-årige hollandske antropolog René Wassing.

“Det er helt igennem udmattende at være her, men også spændende. Asmat er som et kæmpe puslespil, hvor deres forskellige ceremonier og kunststil udgør brikkerne”, noterede Rockefeller i sin dagbog.

Asmat-folket levede i det sydvestlige Ny Guinea. Stammerne lå ofte i krig med hinanden, og Rockefeller fandt ud af, at krigerne havde for vane at skære hovederne af deres fjender og gemme dem som trofæer. Hertil kom, at de også spiste de krigere, de havde slået ihjel.

Kannibal-stammerne skabte dog også nogle usædvanlig smukke pæle kaldet bisj. Rockefeller blev så betaget af asmat-folket, at han efter hjemkomsten til USA besluttede at vende tilbage i efteråret 1961 for at købe et stort parti bisj-pæle.

“Det er med ønsket om at gøre noget eventyrligt i en tid, hvor grænser i ordets oprindelige betydning er ved at forsvinde”, udtalte han med håbet om at “bringe en stor samling til New York”.

Stor eftersøgning blev sat i gang

I september 1961 ankom Rockefeller igen til Hollandsk Ny Guinea, hvor han mødtes med Wassing. De rejste i to måneder rundt på floderne og langs kysten i en primitiv katamaranbåd bestående af to sammentømrede kanoer med en påhængsmotor. Rockefeller samlede adskillige bisj-pæle samt udsmykkede våben og flere dekorerede kranier.

Lørdag den 18. november kæntrede deres fartøj på åbent hav, og et døgn senere traf Rockefeller sin skæbnesvangre beslutning om at svømme mod kysten. Alt blev sat i værk for at finde den forsvundne berømthed.

“Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at finde ham”, lød det fra Michaels far, Nelson Rockefeller.

Snart summede flyvemaskiner og helikoptere over junglen, skibe patruljerede langs kysten, og motorbåde susede op ad floderne. Efter en måned stoppede den officielle eftersøgning, og da ingen spor tilsyneladende var dukket op i 1964, blev Michael Rockefeller officielt erklæret død ved drukning.

Den forsvundne Rockefeller havde været bundet fast til de to dunke, der skulle holde ham oppe, og derfor undrede mange sig over, at liget aldrig dukkede op. Myndighedernes forklaring var ganske enkel, omend brutal: Michael Rockefeller var sandsynligvis endt i maven på en haj eller en saltvandskrokodille.

Teorierne levede videre

Fordi Rockefeller var forsvundet i et område med kannibaler og hovedjægere, voksede en makaber mistanke frem i offentligheden: Rigmandssønnen havde klaret svømmeturen, men han var efterfølgende blevet dræbt af lokale krigere.

Rockefeller-familien savnede et svar og udlovede en dusør på 250.000 dollars for at få vished. I 1979 hyrede de sågar en privatdetektiv, der rejste rundt på Ny Guinea for at opklare sagen. Angiveligt vendte detektiven tilbage til New York med tre kranier, som han havde erhvervet sig hos lokale hovedjægere.

Ifølge en senere TV-dokumentar på History Channel blev kranierne undersøgt, og formodentlig tilhørte det ene Michael Rockefeller. I hvert fald mente TV-stationen at vide, at familien gav detektiven en check på 250.000 dollars – summen for at løse gåden.

I virkeligheden kunne alle spekulationer om den unge amerikaners skæbne have været opklaret, allerede en måned efter at han forsvandt. Den 9. december 1961 bankede det nemlig på døren hos fader Hubertus von Peij, en hollandsk missionær på Ny Guinea, der havde mødt Michael Rockefeller to dage før kæntringen. Hollænderens kollega fortalte, at der var besøg:

“Der er nogle mænd, som vil møde dig. De har en besked til dig”.

Gæsterne fortalte makaber historie

Fire indfødte trådte ind i fader Peijs hytte. To af dem var fra asmat-landsbyen Otsjanep, der lå nær den kyststrækning, Rockefeller var svømmet ind mod.

Gæsterne fortalte missionæren, at 50 krigere fra Otsjanep om morgenen søndag den 19. november havde set en hvid mand vinke efter dem ude fra havet, mens de holdt hvil i deres kanoer nær en flodmunding.

“Folk af Otsjanep, I taler altid om at få fat i hovedet af en tuan (hvid mand, red.). Værsgo, nu har I chancen”, skulle en af krigerne i kanoerne have sagt.

Da krigerne kort tid efter trak den hvide mand op i en kano, stak en af dem ham med et spyd. Under sejlturen tilbage til kysten skreg den sårede, og inde på stranden gav asmat-krigerne ham dødsstødet. Så skar de ham op og tilberedte kødstykkerne over et bål – præcis som kannibalerne havde for vane at gøre med deres fjender.

“Hvad havde han på af tøj?” spurgte Peij sine fire gæster.

Netop tøjet var underligt, fortalte de, for han bar nogle bukser, ingen af dem havde set før. Shorts, som var meget korte og uden lommer. Underbukser.

“Hvor er hans hoved?” ville præsten vide. Efter seks år på egnen kendte han alt til asmat-folkets skik med at samle på fjendernes kranier.

“Det hænger på Fins hus. Og det ser så lille ud – som hovedet på et barn”.

Missionæren Peij var ikke længere i tvivl om Michael Rockefellers skæbne. Han undrede sig dog over, at den unge amerikaner måtte dø, for nogle af de indfødte havde mødt ham før i området.

Forklaringen fra de fire mænd var, at en gruppe hollandske kolonister på en militærekspedition tre år tidligere havde dræbt flere krigere i Otsjanep i et forsøg på at stoppe en konflikt mellem stammerne. Siden da havde krigerne – blandt dem en mand ved navn Fin – hungret efter hævn. Og i deres øjne var en hvid mand en hvid mand.

Efter de fire krigeres besøg fortalte Peij deres beretning videre til sin missionærkollega Cornelius van Kessel. Nu viste det sig, at Kessel dagen forinden også havde hørt om mordet fra lokale i området. Kessel sendte derfor et brev til den øverste kirkelige instans i den hollandske koloni den 15. december 1961 – og han brugte versaler for at understrege alvoren:

“DET ER HELT SIKKERT, AT MICHAEL ROCKEFELLER BLEV MYRDET OG SPIST AF OTSJANEP”.

Holland skjulte sandheden

De to missionærer forventede, at myndighederne ville sende folk til regionen for at komme til bunds i sagen. Koloniens guvernør, P.J. Plateel, modtog Kessels rapport om mordet den 20. december 1961, alligevel skrev guvernøren den selvsamme dag til Nelson Rockefeller:

“Der kan ikke gøres mere”.

Den hollandske regering ønskede formentlig at skjule, at et medlem af den prominente Rockefeller-familie var blevet myrdet på barbarisk vis. En sådan hændelse var penibel i en tid, hvor hollænderne kæmpede for at beholde deres koloni i Østen. Her var det vigtigt at signalere kontrol og sikre sig opbakning fra USA.

Missionærernes oplysninger blev derfor tiet ihjel, og det var først, da den amerikanske journalist Carl Hoffman begyndte at grave i sagen i 2011, at de 50 år gamle hollandske rapporter så dagens lys. Hoffman fandt således frem til Hubertus von Peij, der gerne ville tale.

“Jeg skrev til biskoppen, og han forbød mig at snakke – at fortælle historien. Regeringen skammede sig og forblev tavs, og jeg sagde ingenting. Men jeg er ikke i tvivl”, sagde Peijs til Hoffman i 2012.

Officielt er rigmandssønnen Michael Rockefeller dog stadig registreret som druknet.