Dealy Plaza, Dallas, Texas, fredag den 22. november, kl. 12.30
Kennedys kortege er på vej igennem Dallas mod Texas Hotel, hvor præsidenten skal holde tale.
Med et let skridt træder John Ready ned fra sit trinbræt på bagenden af den sorte Lincoln-limousine. Og et kort øjeblik føler Secret Service-agenten lettelsen skylle igennem sig.
Den umiddelbare fare for præsidenten er mindsket markant, da kortegen drejer ud af menneskemylderet i Dallas' tætte Main Street og ud på den halvtomme Dealy Plaza.
Turen gennem Dallas har slidt på Readys nerver. Han er uddannet til at bruge sin krop som værn for USA's præsident – men samtidig ved han, at den 46-årige John F. Kennedy har givet klare ordrer: Ingen livvagter må stå på trinbrætterne på den specialbyggede præsident-limousine.
Kennedy foretrækker, at hans vælgere fokuserer på ham og ikke på eventuelle trusler mod hans liv. Selv her i Dallas, hvor konservative kræfter så sent som for en måned siden overfaldt præsidentens FN-ambassadør Adlai Stevenson.
På turen ned ad Main Street har Ready og hans kollega Clint Hill ignoreret præsidentens ordre – truslen mod Kennedys liv er simpelthen for stor i den tætpakkede gade. Men nu falder de to livvagter diskret tilbage til følgebilen med vicepræsident Lyndon B. Johnson og lader præsidenten nyde folkets hyldest.
Solen skinner skarpt denne novemberdag. Temperaturen har nået 18 grader, og Dallas' indbyggere elsker deres præsident. Voksne mænd, hvinende kvinder og begejstrede skolebørn jubler, mens kortegen glider fremad med 20 kilometer i timen.
Kennedy selv sidder som en konge på sin trone. Han har med et tryk på en knap kørt sit sæde 20 cm op, så tilskuerne har frit udsyn til ham og Jacqueline. Texas' guvernør John Connally og frue må nøjes med at sidde i normal højde og juble med.
John Fitzgerald Kennedys begravelse den 25. november bliver fulgt af millioner. Samme dag bliver Oswald stedt til hvile. Kun hans kone, to børn, mor og bror er mødt frem.
Unge mænd hænger ud af vinduerne, da kortegen passerer den syv etager høje murstensbygning der huser Texas School Book Depository, svinger blødt mod venstre og fortsætter ned ad Elm Street.
Pludselig giver et skarpt smæld genlyd over Dealy Plaza, og gnister springer op fra asfalten umiddelbart bag præsidentens bil. Clint Hill opfatter ikke straks faren.
Han hører riffelskuddet, men er i tvivl, om lyden kommer fra en punktering. Opmærksomt søger hans øjne mod præsidentlimousinens dæk. Derefter tilbage og mod højre, hvor lyden kom fra.
Rufus Youngblood, ansvarlig for vicepræsident Lyndon B. Johnsons sikkerhed, reagerer derimod instinktivt og lynsnart. Som han har lært under hundreder af timers træning, trækker agenten vicepræsidenten ned i sædet og kaster sin krop over ham.
2,7 sekunder senere er ingen i tvivl om, hvad der sker. Endnu et riffelskud, og i samme øjeblik griber Kennedy sig til struben. Kuglen rammer præsidenten i højre side af halsen, baner sig vej igennem præsidentens krop og ind i guvernør Connallys ryg.
Mens Connally synker ned i sit sæde, bliver Kennedy siddende halvt oprejst. Unaturligt stift. Rygproblemer tvinger ham til at gå med et stramt korset, der forhindrer kroppen i at falde sammen. Nu viser det sig fatalt. Præsidenten er et perfekt mål.
Clint Hill og John Ready er i sprint på vej frem mod præsidentlimousinen, da en tredje kugle seks sekunder senere flår højre halvdel af præsidentens hjerne i stykker. I den sorte Lincoln hamrer chauffør William Greer forfærdet speederen i bund.
Clint Hill når lige akkurat at kaste sig ind over bagenden på bilen, inden den accelererer og med 100 km i timen suser ud af Dealy Plaza.
Texas School Book Depository, Elm Street, kl. 12.31
Adskillige vidner har set geværrøg og en mand med en riffel i et vindue på 5. eller 6. etage på Texas School Book Depository.
Marrion Baker slipper gashåndtaget og bremser hårdt. Han er sikker på, at skuddene kom fra taget af den syv etager høje brune murstensbygning, der huser Texas School Book Depository (skolebogslageret, red.).
Motorcykelbetjenten har set de hundreder af fugle, der lettede fra taget af bygningen, da skuddene lød. Baker kaster sig af sin motorcykel og tvinger sig i løb gennem tilskuerne, der har omringet bygningen.
En kvinde bag ham skriger: “De skød ham, de skød ham”. Baker ved ikke, hvem der er blevet ramt, og tør ikke tænke tanken til ende.
På trappen foran bygningen ser vicevært Roy Truly den unge betjent komme løbende. Hurtigt præsenterer han sig selv, og Baker spørger efter en vej til taget. Elevatoren er i brug, og i stedet spurter Truly op ad trapperne med Marrion Baker i hælene.
Betjenten har trukket sin tjenestepistol. Viceværten er allerede næsten oppe på tredje etage, da Baker når afsatsen på anden. Gennem et vindue i en dør får han øje på en mand, der er på vej ned ad en smal gang.
Uden at tænke nærmere over hvorfor standser betjenten løbet mod taget, strammer grebet om sin pistol, flår døren op og skridter hurtigt ned ad den snævre gang.
Ved indgangen til et lille køkken ser Marrion Baker igen manden, der vandrer væk med hastige skridt. Baker standser, sigter fra hoften med sin pistol mod den fremmede og råber: “Kom her”.
Reaktionen kommer prompte. Manden standser op og vender sig. Ansigtet er udtryksløst, da den fremmede bevæger sig hen mod Baker og standser godt en meter fra pistolmundingen.
I mellemtiden er viceværten Truly løbet tilbage for at finde Baker. Han skynder sig mod køkkenet, hvor han kan høre stemmer.
“Kender du ham her?” spørger Baker, mens han skæver over sin venstre skulder mod Truly. Viceværten svarer bekræftende: “Ja, han arbejder her”.
Betjenten spilder ikke et sekund ekstra. Han stryger straks tilbage ad gangen og fortsætter mod taget med viceværten i hælene.
Hvad Lee Harvey Oswald tænker efter mødet med Baker, ved ingen, men den 24-årige lagerarbejder fortsætter straks mod udgangen af den bygning, hvor han har arbejdet de seneste fem uger.
Stemmons Freeway, kl. 12.34
Præsidentens kortege er i rasende fart på vej mod Parkland Hospital få kilometer borte.
J.W. Courson frygter for sit liv. Dybt koncentreret knuger han styret på sin politimotorcykel.
Den 3,5 tons tunge præsidentlimousine ligger konstant klinet op ad hans baghjul. Mister betjenten balancen, vil han blive kværnet ihjel af det tonstunge stål, der raser ned ad Stemmons Freeway.
Flere gange har Courson forsøgt at lægge afstand til kortegen ved at øge farten, men præsidentens chauffør har hver gang trådt speederen længere ned og lukket hullet.
I limousinen ligger guvernør Connally stille i sin kone Nellies skød, blødende fra det sår i brystet, der væder hans skjorte med blod. Bag ved dem kan guvernørparret knap høre præsidentfruens gråd.
“Han er død, de skød ham – åh Jack, jeg elsker dig”, hvisker Jacqueline igen og igen gennem stille tårer, mens hun knuger resterne af sin mands hoved i sine arme.
Med 120 km i timen flyver først politimotorcyklerne, siden limousinen over jernbaneoverskæringen på Harry Hines Boulevard, hamrer hårdt ned på asfalten og svinger skarpt med vejen rundt til venstre.
Ude af kurven accelererer kortegen i rasende fart den sidste kilometer op mod indgangen til hospitalet.
Elm Street, kl. 12.36
Flere politifolk er ankommet til skolebogslageret, der nu er blevet forseglet. Ingen må forlade bygningen. Lee Harvey Oswald er dog allerede ude.
Er farten høj på Harry Hines Boulevard, er tempoet til gengæld adstadigt på Elm Street, hvor politiets afspærringer og tusinder af nysgerrige blokerer trafikken.
Få hundrede meter fra skolebogslageret holder bussen mod Oak Cliff komplet stille, da en mand hamrer på døren.
På det næstforreste sæde genkender Mary Bledsoe straks Lee Harvey Oswald, som stiger om bord i bussen og lægger de 23 cent for billetten.
Hun har for få måneder siden lejet et værelse ud til den unge mand, men smidt ham ud efter fem dage – hun brød sig ikke om hans aggressive opførsel. At han i dag har hul i sin brune trøje og krøllede bukser på, bekræfter blot Bledsoe i, at hun gjorde det rigtige.
Oswalds ansigt er sammenbidt, da han uden at bemærke sin tidligere udlejer passerer hende og sætter sig på det næstbageste sæde ud mod højre vindue. Herfra vil han have frit udsyn til attentatstedet længere fremme.
Så langt når han dog aldrig. Efter bussen har sneglet sig få meter frem, stander den helt.
Oswald beder chaufføren om at komme af, og mens hundreder af nysgerrige myldrer mod Dealy Plaza, begiver Oswald sig med hastige skridt væk fra stedet.
Efter 300 meters rask gang hopper han i en taxa og beder chaufføren køre ham mod North Beckley Avenue i bydelen Oak Cliff. Her har Oswald lejet et værelse hos den 26-årige Earlene Roberts.
Forstaden Oak Cliff, Dallas, kl. 12.52
ØI medierne er nyheden om attentatet allerede ude. Tre øjenvidner, der så en mand skyde fra vinduet i skolebogslageret, har identificeret gerningsmanden som hvid, omkring 30 år, mørkhåret, tynd og ca. 1,70 høj.
“Bare stands her”, beder Lee Harvey Oswald taxachaufføren. William Whaley trykker blidt på bremsen og svinger bilen op langs fortovet.
Kunden, der ikke har mælet et ord under hele turen, bad oprindeligt om at blive kørt til North Beckley 1026 et par hundrede meter længere tilbage, men Whaley er ligeglad. Han er tilfreds med at få en dollar for turen, selv om taxameteret kun viser 95 cent.
Earlene Roberts er ved at rette på antennen på sit fjernsyn, da hendes lejer Oswald kommer brasende ind ad døren og stryger ind på sit værelse uden at mæle et ord.
Få minutter senere kommer den mærkværdige lejer, som hun har haft boende i en måned, ud af værelset igen. Nu iklædt sin hvide vindjakke, som han har lynet helt op på trods af det fine novembervejr.
Oswald forlader huset med samme hast, som han ankom. Fra vinduet ser fru Roberts ham vente ved busskiltet nede ad gaden, stadig med jakken lynet helt op.
Hvad hun ikke kan se, er den revolver, Oswald nu bærer på. Earlene går tilbage til sit tv og fortsætter forsøget på at finde et ordentligt antennesignal.
Operationsstue 1, Parkland Hospital, kl. 13.00
John F. Kennedys liv står ikke til at redde, men alligevel fortsætter lægerne den tabte kamp. Ingen må kunne sige, at de ikke forsøgte alt.
Seniorkirurg dr. Clark kigger på uret i operationsrummet. I 22 minutter har Dallas' bedste læger forsøgt at redde præsidentens liv.
Clark selv er udmattet efter den intensive hjertemassage, han har givet stående på en stol for bedre at kunne pumpe liv i John F. Kennedys svigtende hjerte. Men på trods af det intensive redningsforsøg er den svage puls nu forsvundet.
Clark træder ned af stolen og griber et hvidt lagen, som han trækker over Kennedys hoved. Så vender han sig mod præsidentfruen og konstaterer hviskende: “Deres mand er blevet dødeligt såret”.
“Jeg ved det”, ordene former sig på Jaqueline Kennedys læber, men ingen lyd undslipper struben.
Tre måneder tidligere har hun i sit livs sværeste stund begravet sit fem dage gamle barn, nu har hun også mistet sin mand. Klokken er 13.00, og John Fitzgerald Kennedy er død, 46 år gammel.
Forstaden Oak Cliff, kl. 13.16
J.D. Tippit er en af de få politibetjente, der ikke er blevet kaldt til Dealy Plaza. Tre gange har han modtaget signalementet af den formodede attentatmand over sin politiradio.
39-årige J.D. Tippit observerer fra sin patruljebil manden, der med hastige skridt bevæger sig ned ad 10th Street. Han har en svag lighed med den beskrivelse af attentatmanden, der har lydt over radioen de sidste 25 minutter.
Mens betjenten langsomt triller efter den fremmede, kalder han op til centralen. “Ottehalvfjerds”, siger Tippit blot – hans tildelte kaldenavn.
Veteranen fra 2. verdenskrig er kendt som en pligtopfyldende, rolig og velovervejet betjent, som sjældent hidser sig op. Det gør han heller ikke over sine forgæves opkald til centralen, der er overbelastet af meldingerne fra Dealy Plaza.
“Ottehalvfjerds”, prøver Tippit igen, men forgæves. I stedet kører han langsomt sin hvide patruljebil op langs siden af manden og vinker ham hen til sig.
Lee Harvey Oswald står i sin hvide vindjakke med hænderne i lommen, da betjenten stiger ud af patruljebilen, går rundt om køleren og hen imod ham. J.D. Tippit har ikke trukket sit våben og nærmer sig roligt.
Med ét kommer en revolver til syne i Oswalds hånd. Tippit forsøger febrilsk at række efter sit eget tjenestevåben, men for sent.
Fire skud affyrer Lee Harvey Oswald mod den forsvarsløse betjent, der tager sig til maven, vakler baglæns og falder til jorden bag patruljebilens venstre forhjul.
Oswald tager et par skridt mod bilens bagende, tøver så og vender tilbage til den forkrampede Tippit. Kynisk hæver han sin revolver en sidste gang, sigter mod Tippits hoved og trykker på aftrækkeren. Betjenten ligger dødeligt såret tilbage.
Straks efter sætter Oswald i løb ned ad 10th Street, kaster sig ind i nogle buske, skrår gennem en have ud på Patton Street og spæner om hjørnet ned ad den tæt befærdede Jefferson Boulevard.
Dallas Police Headquarters, kl. 13.22
De første patruljevogne er ankommet til 10th Street. Afhøringerne af vidner er i fuld gang.
Seks minutter efter mordet på Tippit modtager Murray Jackson i politihovedkvarteret et opkald fra mordstedet.
“Vi har en beskrivelse af den mistænkte”, lyder det knasende gennem radioen.
“Han er en hvid mand, omkring 30 år gammel, omkring 1,70 høj, mørkhåret, tynd, iklædt en hvid jakke og mørke bukser”.
Ligheden med signalementet på præsidentens morder er slående.
Seks minutter senere modtager samtlige politivogne et opkald, der bekræfter, hvad de fleste er begyndt at tænke – der er en reel mulighed for, at manden, som har henrettet J.D. Tippit, er den samme, som har affyret skud mod præsidentens kortege.
Hardy’s Shoe Store, Jefferson Blvd, kl. 13.36
Flere vidner har set Oswald på Jefferson Boulevard. Gaden sværmer med patruljebiler på jagt efter politimorderen.
Efter hvad Johnny Brewer kan opfatte på sin transistorradio, er præsidenten blevet skudt – og vistnok også en politimand oppe på 10th Street.
Politisirenerne har lydt sporadisk i 20 minutter, men nu kan den 22-årige bestyrer i Hardy’s Shoe Store høre lyden intensiveres.
Brewer vurderer, at politiet blot er hundrede meter borte, da en ung mand slår døren op og træder ind i butikken. Det tager ikke mange sekunder for skotøjssælgeren at notere sig sin nye kundes underlige opførsel.
Fyren i den slidte brune trøje er tydeligt forpustet, og hans hår uglet. Og mens alle andre er gået ud på gaden for at se, hvad der sker, vender den unge mand ryggen til al postyret på Jefferson Boulevard.
I hvad der føles som en evighed, står den fremmede helt stille og stirrer med intense øjne Brewer direkte i øjnene. Sveden driver ned ad hans pande. En tung stilhed fylder lokalet.
Ude på gaden vender karavanen af politibiler pludselig om og kører tilbage ad Jefferson mod biblioteket (vidner har set en ung mand løbe ind på biblioteket længere oppe ad gaden.
Det viser sig at være falsk alarm). Den fremmede kigger sig hastigt over højre skulder, og da han er sikker på, at politiet er væk, fortsætter han uden et ord ud ad døren og ned ad gaden i modsat retning. Forundret over kundens mærkværdige opførsel beslutter Brewer at følge efter.
30 meter nede ad Jefferson Boulevard har Julie Postal forladt sin skranke foran biografen Texas Theatre. Her har hun til opgave at sælge billetter til gæsterne, men politisirenerne har lokket hende ud på gaden.
Med ryggen til biografen ser hun ikke Lee Harvey Oswald snige sig ind i mørket i Texas Theatre. Det gør til gengæld Johnny Brewer.
Rullende kameraer og pressefotografer udødeliggør øjeblikket, hvor Ruby skyder præsident Kennedys formodede morder.
CBS News, New York kl. 13.38
Rygter om, at præsidenten er død, svirrer overalt. Endnu har ingen officielt udtalt sig om Kennedys tilstand.
Midt i en sætning stopper Walter Cronkite med at tale til seerne. Den 47-årige nyhedsvært tager sine tunge briller på og skimmer det papir, han netop har fået stukket i hånden. Så fylder Cronkites tunge, dybe røst igen æteren:
“Fra Dallas, telegrammet tydeligvis officielt, præsident Kennedy døde klokken 13 central standard time, klokken 14 eastern standard time” Cronkite hæver langsomt sit blik, kigger mod uret i tv-studiet og fortsætter “for godt 38 minutter siden”.
Den mest respekterede tv-journalist i USA har svært ved at holde tårerne tilbage og må rømme sig, inden han fortsætter: “Vicepræsident Lyndon Johnson har forladt hospitalet. Vi ved ikke, hvor han befinder sig”.
USA går i stå. På gader og kontorer bryder folk ud i gråd. Fra øst til vest fyldes Guds eget land med sorg og frygt for fremtiden.
New York Times skriver om kloden, “der pludselig er blevet et mørkt og koldt sted”, og om amerikanerne, der nu er “bange og desperat usikre på, hvad der skal ske med verden”.
Texas Theatre, Jefferson Blvd., kl. 13.50
Alarmeret af skotøjssælgeren Brewer har politi-betjente omringet Texas Theatre.
De fire politibetjente samler sig omkring Johnny Brewer. Fra sin plads bag det tunge velourgardin ved udgangen peger skotøjssælgeren ud i den nu oplyste biografsal. Fingeren finder en spinkel, mørkhåret mand, der sidder alene på tredjebageste række.
Mens de tre andre betjente begiver sig op langs sæderækkerne i venstre side, bevæger Nick McDonald sig op langs højre.
Han kigger ikke på den mistænkte, men stirrer i stedet intenst på et kærestepar, der befinder sig et par rækker væk. Han vil ikke risikere, at den bevæbnede morder trækker sit våben i panik.
Idet han passerer tredjebageste række, snurrer McDonald rundt og trækker sit tjenestevåben: “Rejs dig op”, beordrer han.
Manden i stolesædet rækker langsomt sine hænder i vejret, mens han rejser sig. Fra den anden side af rækkerne nærmer Mcdonalds tre kolleger sig.
“Det hele er ovre nu”, udbryder Oswald resignerende. Så eksploderer han i et vildt ryk og hamrer sin knytnæve ind i McDonalds ansigt. Et splitsekund senere tumler de to mænd rundt på gulvet. McDonald ender under Oswald, der med højre hånd forsøger at få fat i revolveren ved sit bælte.
To af de andre betjente kaster sig ind i kampen. En slynger armen rundt om Oswalds hals, den anden griber hans venstre hånd. Alligevel får den spinkle morder fat i sin revolver med den frie højre hånd.
Det våben, der en halv time tidligere dræbte J.D. Tippit, danser nu rundt i luften og peger pludseligt direkte mod McDonald. Lynhurtigt griber den rutinerede betjent fat i tromlen og forhindrer den dermed i at dreje – og affyre et skud.
Mens en fjerde betjent hamrer kolben på sit gevær ned i hovedet på den mistænkte, får Mcdonald fat i revolverskæftet med sin højre hånd og forsøger at vride våbenet ud af Oswalds greb.
I sin adrenalinrus ser han ikke Oswald trykke af, og han mærker ikke revolverens hammer, der rammer huden imellem hans tommel- og pegefinger. Det millimetertynde stykke hud forhindrer våbenet i at blive affyret.
Sekundet senere får han vristet revolveren fra den mistænkte. Kampen er slut, Lee Harvey Oswald er blevet arresteret.
P-kælderen under Dallas Police Headquarters, søndag 24. november kl. 11.21
Efter 12 timers afhøring de seneste to døgn er Oswald officielt sigtet for mordet på både Tippit og Kennedy. En bil venter på at transportere ham bort fra arresten og til et større fængsel.
Jack Ruby brænder af indvendig vrede. Diskret klemmer han sig frem gennem det massive presseopbud, der har indfundet sig i p-kælderen for at følge Oswalds overførsel til Dallas County Prison.
De sidste to dage har den 52-årige natklubejer skiftevis grædt voldsomt i sit hjem eller vandret hvileløst rundt i Dallas' gader.
Selv den nervemedicin, der normalt holder hans humørsvingninger i ro, er ikke nok til at dæmpe de voldsomme følelser, der har overmandet ham, siden han så billederne af den sørgende præsidentfrue.
Roligt lader han sin højre hånd glide over den revolver, han bærer i sin jakkelomme – et langt liv i USA's underverden har lært Ruby altid at være bevæbnet.
Og så pludselig kommer han til syne. I en sort hullet sweater. Lænket med håndjern til en politimand og med sit lumske smil på læberne.
Lee Harvey Oswald – præsidentmorderen. På et splitsekund trækker Ruby sin revolver, træder et skridt frem, så han er mindre end en meter fra Oswald, og affyrer et enkelt skud op i gennem sit offers mave.
Oswald udstøder et smertensskrig og falder ned på knæ. Så eksploderer p-kælderen i kaos. Politimænd kaster sig over Ruby, andre slæber den sårede fange – stadig lænket til politimanden – bort. Kameraerne ruller og sender dramaet live ud til den amerikanske befolkning.
Operationsstue 2, Parkland Hospital, søndag 24. november, kl. 13.07
To dage tidligere har lægerne på Parkland Hospital kæmpet hårdt for at redde John F. Kennedys liv. Ironien er tydelig for dem alle, mens de nu forsøger at redde Lee Harvey Oswalds.
Dr. Perry og hans kolleger har gjort det umulige. De har i den sidste time skrabet litervis af blod ud af Oswalds bughule og syet overskudte arterier over.
Patienten er, mod al forventning, stabiliseret, og lægerne tror for første gang på, at Oswald måske overlever mordforsøget.
Mens Perry diskuterer næste skridt med sit hold af kirurger, falder Oswalds puls pludseligt fra 85 til 40 og få sekunder senere til nul. Det massive blodtab har fået Lee Harvey Oswalds hjerte til at gå i chok.
Lynsnart griber dr. Perry en skalpel og skærer hul i Oswalds venstre side. Med hænderne griber han direkte om hjertet, der føles underligt slapt og blævret af manglen på blod.
Den intensive massage på det døde hjerte hjælper ikke. Det gør heller ikke de 240, 360, 500 eller 700 volt, dr. Perry skyder gennem Oswalds krop. Efter få minutter må Perry og hans hold opgive. Lægerne har gjort alt, hvad de kunne, men kampen er forgæves.
Klokken er 13.07. For to dage siden blev præsident Kennedy erklæret død i operationsstue 1 umiddelbart ved siden af – nu trækker lægerne et lagen over hans formodede morder. Lee Harvey Oswald er død.