Herunder kan du følge brandens udvikling på Scandinavian Star.
Efterfølgende følger vi brandefterforskernes arbejde, som er en struktureret proces, der består af flere trin.
Den første brand:
Kort før kl. 2.00.
Dødsbranden:
Kort efter kl. 2.00 – på styrbords side.
Oliebranden:
kl. 15.00 om lørdagen – dagen efter den første brand.
Brand i elevatorskakt:
Natten til søndag.
Diskoteksbranden:
Søndag – to dage efter den første brand – kl. 15.30.
Restaurantbranden:
Kort efter kl. 15.30 søndag.
Enhver efterforskning begynder med at fastslå brandårsagen. For at kunne gøre det skal efterforskerne finde arnestedet, hvor branden startede. Opgaven er svær, når et rum eller en bygning er helt udbrændt, og alt er dækket af aske.
Derfor er det nødvendigt, at brandefterforskerne kender teorier om flammers generelle dynamik, får kortlagt brandens tidsmæssige forløb og undersøger, hvilke materialer der har været i brand, og kender deres egenskaber, når de udsættes for ild.
Sod og røgudvikling omkring udbrændt møblement kan afsløre, hvilken retning branden har spredt sig i, og dermed pege tilbage til arnestedet.
Brandmønstre.
Dybden i de alligatormønstrede krakeleringer i forkullet træværk indikerer, hvor længe branden har stået på, men dybderne varierer kraftigt afhængigt af fx træsort og trækforhold.
Trin 2: Efterforskerne roder i glasskår og aske
Når brandefterforskerne undersøger, om en brand skyldes en forbrydelse, leder de – som på ethvert andet gerningssted – efter fysiske spor.
Fingeraftryk og genetisk materiale kan sagtens overleve varmen fra selv en kraftig brand, men sporene kan være svære at finde i et udbrændt lokale.
Selvom alle overflader er forkullede, er der heldigvis andre materialer, som afslører forholdene før og under branden. Særligt brandens indledende fase er central for efterforskningen.
Glas er det bedste spor
Et af brandefterforskernes bedste fysiske spor er glas. Allerførst kan efterforskerne fastslå, om en gerningsmand har knust fx et vindue, inden han har påsat branden. Varmeudvikling knuser nemlig glas på en helt anden måde, end hvis glasset var blevet knust før branden. Og hvis branden er begyndt som følge af en forbryderisk eksplosion, vil glasset ligge smadret på gulvet i modsat retning fra arnestedet, og glassplinterne vil være lange og smalle.
Derudover kan sodsværtet glas afsløre, om branden har stået på længe, før et overtryk i rummet har knust ruden. Det kan være tegn på, at branden er opstået naturligt og ikke hjulpet på vej af fx benzin.
Askebunker er guld værd
Selvom kun aske er tilbage, vil viden om gerningsstedets indretning afsløre, om store brændstofkilder har været placeret atypisk. En gerningsmand kan fx have stakket aviser eller affald eller flyttet møbler sammen og antændt materialet som et bål.
Benzin og fodspor afslører forbryderen
Som på ethvert andet gerningssted søger efterforskere efter genstande, der ikke burde befinde sig ved brandens arnested, fx lightere eller benzindunke. Området omkring arnestedet kan også have tydelige spor efter en forbrydelse, som fx opbrudte skabe eller brandsikre døre, der er holdt åbne med en kile for at sikre ilden ilt og give den mulighed for at sprede sig.
I visse tilfælde kan efterforskere også stadig finde fx sålaftryk, fordi ilden primært spreder sig opad.
Trin 3: Kemikeren påbegynder sit arbejde
Den type bevismateriale, som brandefterforskerne oftest tager med fra brandtomten til laboratoriet, er rester af tekstiler, typisk tæpper, som mistænkes for at indeholde brændbare væsker.
I laboratoriet kan kemikere afgøre, om tekstilerne har været vædet i en brændbar væske – og dermed efter al sandsynlighed har været brugt til en forbrydelse.
Hvis kemikerne kan fastslå den præcise brændbare væske, som tekstilet har været vædet i, kan den viden indsnævre kredsen af mistænkte, ved at man finder ud af, hvem der har haft adgang til præcis den type væske.
Væske brænder i ringforme
En brand, der er antændt med brændbare væsker, efterlader sig tydelige spor. Fx vil flere tæpper, der er blevet overhældt med benzin, have brandskader i samme mønster –typisk en lang stribe – hvor væsken er blevet hældt ud.
Når en brændbar væske antændes, vil kun væskens gasser brænde i begyndelsen. Randzonerne omkring væsken vil derfor have de største skader, mens væskens centrale kontaktflade først bliver antændt senere. Processen efterlader typisk et donutformet spor.
Flere prøver hjælper på opklaringen
Har efterforskerne mistanke om, at en brændbar væske er blevet brugt i forbindelse med branden, udtager de prøver fra gerningsstedet, som de forsegler i særlige brandposer af nylon. Ofte er det et stykke gulvtæppe, som skæres ud og placeres i en pose, mens andre prøver af gulvtæppet om muligt indsamles til såkaldte blindprøver, der skal be- eller afkræfte tilstedeværelsen af en brændbar væske.
Prøver af forskellige materialer kan også være nyttige, fordi materialer brænder ved forskellige temperaturer, og viden om brandtemperaturerne kan røbe, hvilken brændbar væske der er blevet anvendt.
Laboratorieprøve afslører alt
Den forseglede prøve bliver analyseret i et laboratorie med en teknik kaldet gaskromatografi. Kromatografien afslører prøvens kemiske forbindelser, og hvilken brændbar væske der er tale om.
En kemisk analyse af brandprøver, der primært består af jord eller kemisk materiale, skal opbevares på køl eller i fryser. Ellers begynder mikroorganismer at nedbryde eller gære prøverne til en form for ætanol, der giver et misvisende resultat af analysen. Brændbare væsker kan på gerningsstedet opspores af hunde.