Scandinavian Star: Historien bag katastrofen

Dømt pyroman ombord på Scandinavian Star

På det planlagte afgangstidspunkt holder der stadig lange bilkøer på kajen, og i en af bilerne sidder Jan og Christine Harsem og deres halvandet år gamle søn, Halvor.

Den 24-årige Christine er gravid i femte måned. Inden familieforøgelsen har parret arrangeret en uges afslappende ferie i et sommerhus i Løkken på den nordjyske vestkyst. Mens familien tålmodigt venter på at blive dirigeret ombord, spiser de deres medbragte madpakker og lytter til radio.

Blandt de øvrige i bilkøen er den 37-årige lastbilchauffør Erik Mørk Andersen. Den 1,94 m høje dansker er med som medhjælper på en tur med gods sammen med en anden chauffør og benytter ventetiden til at ringe hjem til sin ægtefælle, Jette.

For sjov beder han hende om at bestille mad fra den fine restaurant D’Angleterre, så han kan få noget ordentligt at spise, når han kommer hjem dagen efter.

Han fortæller, at han og makkeren Torben har købt verdens dyreste hotdog i Norge – endda uden at der fulgte ketchup med og småsnakker videre halvt til sig selv:

“Det er den nye færge, vi skal med”, småsnakker han og tilføjer bagefter undrende: “Kan du forstå, hvorfor vi ikke er kommet ombord endnu? Vi skulle jo for længst være sejlet”.

“Nej, men hvis der er for lang ventetid, så hop dog i havnen, og svøm hjem”, joker Jette, der i det samme kan høre lastbilen sætte i gang.

“Nu skal vi med dødssejleren”, brummer Torben i baggrunden, uvidende om at hans ord på uhyggelig vis skal vise sig sande, hvorpå Erik slutter samtalen med ordene: “Jeg kommer hjem i morgen”.

Erik Mørk Andersen har en fortid som pyroman, og den skal snart komme til at indhente ham. Han er tidligere dømt for at have påsat fem brande, som dog ikke har medført personskade. Den første fandt sted i 1974, da han overnat­tede i en lejlighed, som han netop var flyttet fra.

I beruselse havde han skoddet en cigaret i en stak papirer på gulvet. Den forseelse kostede ham en dom for uagtsom brandstiftelse – det samme gjorde en episode tre år senere, da han tilsyneladende bevidst havde ladet en kedeldragt hænge til tørre over et tændt komfur.

De tre øvrige sager var langt mere alvorlige og havde udløst fængselsstraf: I oktober 1978 rullede Mørk Andersen toilet­papir ud i gangen på et hotel i Esbjerg og stak ild til, hvorefter han gik ind på sit værelse og lagde sig til at sove.

I 1983 blev han atter dømt for brand­stiftelse i to ejendomme i Grenaa, men langt den hårdeste straf, en fængselsdom på to år og ti måneder, modtog han i 1986. Efter et skænderi med Jette drak han og slugte nogle beroligende piller, hvorpå han tændte ild tre steder i en ejendom.

Oven på den forbrydelse lovede Erik Mørk Andersen højt og helligt sin ægtefælle “at opføre sig ordentligt” fremover.

Besætning ikke fortrolig med Scandinavian Star

Med to timer og et kvarters forsinkelse glider Scandinavian Star kl. 21.45 ud fra Palækajen i Oslo. Aftenen er kold og klar, og havet næsten blikstille, da færgen begynder at pløje sig ud gennem Oslofjorden. Massive skyer af røg vælder fra skorstenen op mod den stjerneklare himmel, og på broen står den norske kaptajn Hugo Larsen, der i februar 1990 er blevet tilbudt kommandoen over færgen.

Hugo Larsen er en gammel søulk. Siden 1951 har han arbejdet på mere end 20 skibe, og den 31. marts 1990 er han formelt blevet indsat som kaptajn på Scandinavian Star, der heller ikke er nogen årsunge. DA-NO Linjens nyindkøbte færge blev i 1971 søsat fra den franske by Nantes og har siden været vidt omkring – senest i Florida i USA, hvor det amerikanske selskab SeaEscape har anvendt fartøjet som flydende kasino på dagsudflugter.

Af samme grund har et stort antal kahytter ikke været i brug længe, og et større istandsættelsesprojekt med tapetsering og malerarbejde er stadig i gang, især i kahytsgangen med 200-numrene.

Foruden Hugo Larsen tæller besætningen medlemmer, der hverken kender færgen eller hinanden. De kommer fra ni forskellige lande, og af de 99 ­besætningsmedlemmer er 90 urutinerede og ­påmønstret mindre end to uger før den første sejlads. Mange behersker ikke engelsk eller for den sags skyld et skandinavisk sprog, hvilket gør kommunikationen stort set umulig.

Natteravne samles i baren

Som så mange andre passagerer har Jan og Christine Harsem problemer med at få den kahyt, de har bestilt. Den nøgle, receptionen udleverer, passer ikke til nummer 746, og da det omsider lykkes Jan at skaffe den rigtige nøgle, er aftenen så fremskreden, at Christine beslutter sig for at putte Halvor.

Imens går Jan en runde på skibet og går bagefter op i restauranten for at få sig en bid mad og en cola.

Den krydstogtfølelse, som mange af passagererne savnede, da de kom ombord, finder de i restauranten. Her er dugene nystrøgne, over bordene hænger lysekroner i nypudset messing, og smilende portugisiske tjenere vimser omkring for at servicere gæsterne på bedste vis.

Ved buffeten står en kok klar til at skære for. For 98 norske kroner kan gæsterne vælge fra en menu, der byder på bl.a. bayonneskinke, roastbeef, kylling og lammesteg.

Efter at have spist passerer Jan Harsem på sin vej tilbage til kahytten baren, som ligger på hoveddækket i agterenden. Her ved 23-tiden er der ved at være fyldt godt op rundt om de runde borde, og swingbandet Broadway on Board spiller op til dans.

En af natteravnene i baren er den høje, tynde Erik Mørk Andersen. Han hyggesnakker med bartenderen, mens han får sig nogle drinks.

Inden bandet kl. 1.30 afslutter koncerten med Frank Sinatras “My Way”, køber han et par colaer, som han beder bartenderen om at servere for to danske kvinder, der sidder ved et bord tæt på. De fleste andre gæster har allerede forladt baren, og snart følger de to kvinder trop: De bryder sig ikke om opmærksomheden fra den fremmede og bunder colaen i en fart.

Brand blusser op i sengetøj

Arvid Rusten og Kristen Blindheim fra Vik Bordtennisklub er indkvarteret i kahyt 422. De er sammen med to drenge og tre piger på vej til Hirtshals, hvor de skal deltage i et stævne – to af børnene, en dreng og en pige, er Arvids egne. Drengene bor sammen med de voksne, og pigerne har fået deres egen kahyt, nummer 424.

Mens børnene sover, har Arvid og Kristen været et smut i baren og spillet lidt på de enarmede tyveknægte. Da mændene ved 1-tiden er på vej tilbage til kahytten, bemærker de et blåt sengetæppe og en stak linned, som ligger i gangen ud for kahyt 416.

De undrer sig, men bliver enige om, at det nok bare er en fulderik, der har kastet op og smidt sengetøjet ud på gangen for at slippe for stanken. Arvid Rusten falder hurtigt i søvn, men vågner brat, da han lidt i 2 hører en knitrende lyd ude fra gangen.

Kristen er allerede ude af sengen. Han råber, at det brænder, og skynder sig at åbne døren. I den smalle kahytsgang slikker flammer op ad væggene fra dyngen af sengetøj, og tyk, mørkegrå røg bølger oppe under loftet.

Resolut løber både Blindheim og Rusten tilbage til kahytten, flår fluks sengetøjet af deres køjer og skynder sig tilbage for at kaste klæderne over flammerne og kvæle dem. Kun iført strømper tramper Blindheim hektisk rundt på sengetøjet og får brandsår under fødderne.

Men kampen er forgæves, så i en fart fylder mændene i stedet kahyttens skraldespand med vand, som de pøser over bålet. Det virker, og flammerne dør helt ud.

Tumulten har vækket adskillige andre passagerer, som søvndrukne stikker hovedet ud af kahytterne. Flere besætningsmedlemmer, heriblandt en skibsofficer, kommer ilende til og begynder at rydde op og proppe det svedne og gennemsølede sengetøj i affaldssække. Arvid Rusten er stadig rystet.

“Jeg er sikker på, at branden er påsat. Det kan ske igen. I bør sørge for at få fat i nogle folk, som kan holde vagt i korridoren i nat”, kræver han oprørt.

Men officeren beder ham om at hidse sig ned. Mandskabet har alt under kontrol, forsikrer han og slår branden hen som et uheld. Nogen har tankeløst smidt en tændt cigaret, gætter han på og understreger, at passagererne roligt kan gå tilbage til deres kahytter og sove videre. Besætningen sørger dog for at vække kaptajn Hugo Larsen.

Han får at vide, at branden er slukket, og situationen under kontrol.

Snarrådig teenager sætter livet på spil

Den 14-årige Vidar Skillingsås kan ikke sove. Sammen med tre kammerater fra atletikklubben i den norske by Strømmen er han indkvarteret i kahyt 616, men luften i den lille kabine er ulideligt varm og fugtig. Vidar vender og drejer sig for at falde i søvn, men kl. 2 opgiver han.

Han trækker i tøjet og begiver sig sammen med en af sine kammerater op mod dækket for at trække lidt frisk luft. Korridoren ligger øde hen, men ved trappeopgangen møder drengene et par træningskammerater, som heller ikke kan sove. De falder i snak, men opdager pludselig en gråsort sky af røg, som siver op ad trappen fra dækket nedenunder. Forskrækkede spæner drengene hen til receptionen for at slå alarm.

“Det brænder! Det brænder! Det brænder overalt”, råber teenagerne.

Receptionisten Solveig Ekerhovd tror umiddelbart, at drengene laver sjov med hende. Så får hun øje på røgen, der kommer vældende hen mod receptionen. Ekerhovd griber straks røret på receptionstelefonen og ringer til kaptajnen for at advare ham om, at endnu en brand er blusset op. Røgen kommer denne gang fra kahytsgangene 500 og 600, melder receptionisten og lægger på.

Herefter skynder Solveig Ekerhovd sig ned på dækket under recep­tionen og råber advarende, at der er udbrudt brand. Tilbage i receptionsområdet opdager hun, at røgen nu har bredt sig så meget, at det efterhånden er umuligt at se længere end en hånd frem for sig.

Receptionisten famler sig vej hen til kahyts­gangen på receptionsdækket for at slå alarm og råber formanende til de opskræmte passagerer, hun møder undervejs:

“Læg jer ned, og kryb frem mod receptionen”.

Vidar Skillingsås og hans tre venner er løbet op ad trappen, op mod sikkerheden og den friske luft på skibsdækket. Men pludselig fortryder Vidar og vender om og begynder at løbe tilbage.

“Jeg advarer de andre”, meddeler han og forsvinder ind i røgmasserne uden tanke for sit eget liv.

Vidar har aldrig oplevet en brand før. Men teenageren har læst, at der under røgen, helt nede ved gulvet, findes en lomme af frisk luft. Så tilbage i kahytsgangen lægger han sig på alle fire og kravler hen til kahyt 616 for at vække sine venner.

På vejen tilbage alarmerer drengen sin træner i kahyt 614, hvorefter han krabber tilbage til receptionen. Herfra forsøger Vidar Skillingsås at rejse sig for at løbe op ad trappen til den friske luft på dækket, men røgen er massiv og dræner ham for kræfter.

“Nu dør jeg”, når han lige at tænke, inden han dejser besvimet omkuld.

Da Vidar kommer til sig selv, aner han ikke, hvor længe bevidstløsheden har varet. Men idet den norske dreng slår øjnene op, bemærker han en dør i receptionsområdet. Han skynder sig at åbne den og kryber ind i et vaskerum og besvimer endnu en gang.

Da han vågner, svimler det for ham, og Vidar beretter, at det er umuligt at tænke klart. Alligevel får han åbnet endnu en dør og løber hen til trappen og op på dækket. Den friske luft virker som en livgivende indsprøjtning, og pludselig kommer han i tanke om en mand, som han har set ligge på gulvet i receptionen.

Vidar styrter ned ad trappen for at sikre sig, at manden er o.k., og opdager lettet, at den fremmede er på benene og på vej op på dækket. Så vender Vidar om og bevæger sig samme vej – væk fra røgen, der river og flår i hans lunger.

Røg-inferno overmander Scandinavian Star

Jan Harsem er midt i en drøm, da han bliver brutalt flået ud af søvnen ved ildevarslende råb.

“Jan, du må vågne! Jan, det brænder! Du må tage Halvor”, råber Christine skrækslagent og forsvinder ud af kahytten i sin gule natkjole, formentlig for hurtigst muligt at skaffe frisk luft til sit ufødte barn.

Forvirret og fortumlet kravler Jan ud af køjen og skynder sig at tage sine bukser på. Så løfter han sin lille søn op i favnen og løber ud på gangen, ca. et halvt minut efter Christine.

Hele korridoren er fyldt med røg, og nordmanden kan hverken skimte sin ægtefælle eller væggene og gulvet. Røgen dækker alt, og i buldermørket bøjer han sig ned for at føle sig frem.

Ifølge hans øjenvidneberetning er det næste, Jan Harsem opdager, at han befinder sig oppe på dækket af den brændende færge i aprilnattens friske og kølige luft. Halvor hviler stadig i hans arme, vågen, men ganske rolig. Hvordan Jan har formået at kæmpe sig op ad trappen og ud på agterdækket, erindrer den norske far ikke.

På toppen af færgen er dækket sort af mennesker. Ængsteligt spejder Jan efter Christine, men uden at kunne finde hende. Han beder en medpassager om at holde Halvor, mens han selv løber ned i skibet for at lede efter sin ægtefælle.

Men på vej gennem den røgfyldte trappeopgang erkender han chokeret, at han bør vende om. Halvor må ikke miste begge sine forældre, indser han.

Tornado af ild raser gennem Scandinavian Star

Arvid Rusten i kahyt 422 er stadig lysvågen oven på den chokerende episode med det brændende sengetøj. Han stivner, da han pludselig hører en mand råbe på engelsk: “Fire! Fire!” Som i et deja-vu åbner den 41-årige nordmand døren og kigger ud i gangen, hvor en mur af tyk røg kommer bølgende imod ham.

Sekundet efter er hans makker Kristen Blindheim også på benene. De skynder sig at genne drengene ud af køjen – der er ingen tid at spilde. I underbukser og T-shirts famler gruppen sig vej gennem den røgfyldte korridor i retning af receptionen.

Arvid Rusten løber den modsatte vej, hen til datterens og venindernes kahyt, hvor han hamrer og banker på døren. Efter noget, der føles som en evighed, åbner pigerne omsider døren. Sammen med Arvid flygter de gennem korridoren og hen til trappen.

Her mærker de pludselig en stærk og sviende varme. Med katastrofal fart spreder en brand sig lige nu gennem hele skibet og er tæt på at indhente de flygtende børn og voksne fra Vik.

Oppe på broen har kaptajn Hugo Larsen for længst erkendt, at situationen er kritisk. Alarmknapperne lyser rødt på panelet og melder om brand på dæk fire og fem.

“Her er brand. Slå alarmknapperne ind”, befaler han førstestyrmand Sverre Aashildrød, der øjeblikkeligt trykker på alarmknapperne. De udløser klokkealarmen som et signal til besætningsmedlemmerne om, at de skal iføre sig brandudstyr og gå i gang med slukningsarbejdet.

Derefter melder førstestyrmanden om brand over skibets højttalere og beder passagererne om straks at søge op på dækket.

Hvad ingen endnu ved, er, at branden er opstået lidt over kl. 2 i den ubeboede kahytsgang med 200-numre ude foran kahyt 219 på dæk tre. På mindre end ti minutter har ilden fået fat i væggene og lofterne, som er dækket med plastlaminat, og har sat hele korridoren i brand.

Med lynets hast har ilden bredt sig til en nærliggende trappeopgang og videre opad i skibet, hvor temperaturen flere steder når op over 200 grader C. Foran flammerne bølger tykke skyer af mørk røg fra den brændende laminatbeklædning.

Røgen indeholder store koncentrationer af giftig blåsyre og er desuden mættet af kulilte – den cocktail er dødbringende. Efter blot 30 sekunder mister mange bevidstheden, og inden for højst tre minutter indtræffer døden.

Som en ildkugle skyder flammerne gennem skibet, der er delt op i sektioner med branddøre imellem. Fra broen forsøger kaptajnen at lukke dørene og dermed isolere branden, men automatikken svigter flere steder, så dørene står pivåbne.

Dermed kan ilden brede sig fuldstændig ukontrolleret fra etage til etage, og allerede kl. 2.20 har flammerne nået dæk seks, hvor ilden raser altfortærende gennem en åben branddør og ind i baren. Mange af besætningsmedlemmerne har aldrig deltaget i en brandøvelse og aner ikke, hvad de skal stille op.

I desperation smadrer de adskillige ruder for at få røgen ud, men det giver blot ilden ekstra næring.

Overalt på skibet udspiller sig tragiske scener: Blændede og omtågede af den giftige røg vakler voksne og børn gennem de labyrintiske korridorer, hvor de må kæmpe sig hen over døde og halvdøde for at komme ud i den frelsende luft.

Fordi skiltningen flere steder er mangelfuld, kniber det for mange med at finde vej til udgangene. Adskillige farer vild og ender i en blind gang, en dødsfælde, hvor de er prisgivet røgen og den infernalske varme.

Iført iltmasker og brandslukningsudstyr forsøger flere af besætningsmedlemmerne at trænge ind i de røgfyldte korridorer. Med brækjern tvinger de kahytsdøre op og finder bevidstløse passagerer, som de slæber ud i det fri på hoveddækket. Mange omkommer, mens de er ved at blive bragt i sikkerhed.

“Min mand er derinde, min mand er derinde”, råber en kvinde fortvivlet, mens hun bliver båret væk. Det eneste, hendes redningsmand kan gøre, er at love at vende tilbage og lede, når han har bragt kvinden i sikkerhed.

Kaptajnen forlader Scandinavian Star

Kl. 2.24 udsender kaptajn Hugo Larsen et mayday med skibets position. Minuttet efter kalder han kaptajnen på færgen Stena Saga, der befinder sig i nærheden, kun ca. syv km borte.

“Vi har brand ombord – vil I stå standby?” melder Larsen og får øjeblikkeligt et bekræftende svar: Det svenske skib vil med det samme sætte kurs mod det brændende fartøj få kilometer borte.

Efter at have modtaget nødsignalet sætter redningstjenesterne i både Danmark, Norge og Sverige øjeblikkeligt himmel og hav i bevægelse. Helikoptere letter, og en flåde af kystbevogtningsskibe og lodsbåde sætter straks kurs mod den nødstedte færge.

På skibsdækket hersker kaos og panik. Branden inde i skibet lyder som en vedvarende torden, og alle frygter flammerne, der kommer stadig nærmere. Nogle overvejer at springe i havet for at undslippe infernoet.

De fleste er kun iført undertøj og T-shirts. Passagererne skjuler ansigtet i fugtige håndklæder eller lagener for at beskytte sig mod den giftige røg, der siver ud på dækket, mens mænd, kvinder og børn skælver af frygt og kulde i den kun fire grader varme natteluft.

Lidt før kl. 3 bliver de første redningsbåde firet ned langs skibssiden, og samtidig sørger mandskabet for at dele redningsveste ud. Jan Harsem får fat i to. Han surrer sin lille søn fast til kroppen med snorene fra vesten og klatrer ned ad en rebstige til en af de redningsbåde, som Stena Saga har sat i søen.

Den svenske færge er begyndt at samle overlevende op ved 3-tiden, og fra alle verdenshjørner nærmer andre skibe sig den brændende færge, der nu lyser rødt i mørket. Kl. 3.20 vurderer kaptajn Hugo Larsen, at det ikke længere er muligt at overleve flammehavet.

Sammen med tre officerer går han i den sidste redningsbåd, hvorefter han over en walkie-talkie tager kontakt til kaptajn Lennart Nordgren på Stena Saga.

“Har både passagerer og besætning forladt fartøjet?” forhører den svenske kaptajn sig.

“Ja, alle. Alle er fra borde”, forsikrer Larsen.

Den oplysning stemmer ikke. Blot ti minutter efter samtalen ser Nordgren med egne øjne mindst ti mennesker kæmpe for livet på agterdækket.

Kl. 5.26 når den første helikopter med røgdykkere frem til Scandinavian Star. Røgdykkerne svæver i den vildfarelse, at alle passagerer og besætningsmedlemmer har forladt skibet – at alle har overlevet. Men da de bliver firet ned på skibet, opdager de, at der stadig befinder sig mange på dækket. De har opholdt sig i et af de få områder, som ilden ikke har indhentet, og er sovet fra hele dramaet.

Da brandfolkene trænger ind i skibet for at gennemsøge kahytter og korridorer, møder der dem et gruopvækkende syn. Overalt ligger døde børn og voksne. Enkelte passagerer er stadig i live, men er hårdt medtaget, og inden for få timer står det klart, at mindst 150 mennesker er omkommet i katastrofen.

Lidt før kl. 12 lørdag den 7. april, mens brandfolk stadig kæmper for at tæmme ilden, begynder lodsbåde at bugsere Scandinavian Star til den nærmeste havn, Lysekil i Sverige. På det tidspunkt er katastrofen på alle nyhedskanaler, og offentligheden er for længst begyndt at gisne om årsagen til branden.

Teorierne går allerede nu på, at der ikke er tale om en ulykke, men om en påsat brand et sted på færgen.

“Meter for meter kortlægger politiets pyromanjægere passagerernes og besætningens bevægelser ombord på Scandinavian Star”, beretter den norske avis Verdens Gang den 11. april 1990. 159 mennesker er omkommet i tragedien, heriblandt den gravide Christine Harsem, mor til Halvor.

Mens ægtefællen Jan valgte at løbe til venstre fra kahytten, flygtede hun til højre og endte i en blind korridor – en beslutning, der kom til at koste hende livet. Arvid Rusten og hans selskab er alle blandt de overlevende. Det samme er den 14-årige Vidar Skillingsås og hans ledsagere fra atletikklubben i Strømmen.

Den danske chaufførmedhjælper Erik Mørk Andersen bliver fundet omkommet i kahyt 530, hvor også liget af hans medchauffør befinder sig. Obduktionen afslører, at døden er indtruffet før kl. 2.45 om natten den 7. april, at dødsårsagen med stor sandsynlighed er kulilteforgiftning, og at Mørk Andersen havde en promille på 1,7.

Mange teorier om branden på Scandinavian Star

Netop Mørk Andersen kommer hurtigt i politiets søgelys som hovedmistænkt til dødsbranden. Med en fortid som pyroman er han den oplagte kandidat, og ifølge norsk politi går et bestemt mønster igen i de forskellige brandstiftelsessager:

“Han har følt sig afvist, enten af arbejdsgiver, kone eller andre kvinder. Han har været beruset. Han har antændt det, som tilfældigt har været brandfarligt, som regel papir eller skraldeposer. Han er også gået hen på sit værelse og har lagt sig, efter at brandene er påsat”, står der i politirapporten.

Politiet vurderer, at danskerens adfærd på færgen er den samme som ved de tidligere brandstiftelser: Han var blevet afvist af kvinder, han havde været fuld, og han havde købt en avis, som aldrig blev fundet.

Muligvis har han antændt den ud for kahyt 219, hvorefter han forlod gerningsstedet og er gået tilbage til sin kahyt for at sove. Politiet er så sikre på deres teori, at de i marts 1991 kommer med en offentlig udtalelse, der lukker sagen.
“Branden er opklaret”, erklærer Oslos politi­mester Willy Haugli derfor i marts 1991.

Den konklusion falder mange for brystet. Dels har politiet ingen tekniske beviser for, at Mørk Andersen er gerningsmanden, dels viser en senere uofficiel efterforskning, iværksat af overlevende og pårørende til ofrene, at der opstod flere brande rundtom på færgen efter dødsbranden – længe efter at Mørk Andersen var omkommet.

Mindst to brande blussede op efter hovedbranden – den første, mens skibet var ved at blive bugseret i land, den anden, da det lå for kaj i Lysekil.

Ifølge de uofficielle undersøgelser kan dødsbranden have været påsat af besætningsmedlemmer i ledtog med ejerne i et forsøg på forsikringssvindel i millionklassen. Ejerkredsen bag Scandinavian Star stod til at få udbetalt en forsikringssum på hele 24 mio. dollars, hvis skibet blev ødelagt.

Teorien lyder, at ejerne skulle have betalt en række betroede besætningsmedlemmer for at sætte ild til fartøjet og sørge for at det udbrændte, så ejerne siden selv kunne indkassere det astronomiske beløb.

En kendsgerning er det, at amerikanske Sea-Escape om eftermiddagen den 30. marts 1990, blot lidt over en uge før katastrofebranden, havde købt Scandinavian Star for godt 10 mio. dollars – tidligere havde selskabet blot lejet fartøjet.

Kun 18 minutter senere selvsamme dag solgte firmaet Sea­Escape færgen videre til den danske reder Henrik Johansen. I løbet af den korte tid var prisen steget til 21,7 mio. dollars, dvs. at skibet på godt et kvarter var blevet mere end dobbelt så meget værd.

Pga. den høje købspris blev kaskoforsikringen hævet til 24 mio. dollars – men hele forsikringssummen ville kun blive udbetalt, hvis skibet var totalskadet.

Omstændighederne omkring skibshandlen var ekstremt komplicerede, og den dag i dag hersker der usikkerhed om detaljerne. Handlen blev eksempelvis aldrig registreret, så på tidspunktet for katastrofen stod SeaEscape stadig som den formelle ejer af skibet, der var indregistreret i Bahamas.

Selskabet fik efter et forlig udbetalt en forsikringssum på ca. 14 mio. dollars baseret på en beregning af reparationsomkostningerne.

Efter endnu en gang at have gransket sagsakterne indkaldte Oslo Politi i juni 2014 til et pressemøde. Her indrømmede politiet, at de ikke havde fundet tilstrækkelige beviser til at kunne konkludere, at den danske lastbilchauffør Erik Mørk Andersen var brandstifteren.

I erkendelse af at branden på Scandinavian Star stadig var uopklaret, ville politiet genoptage efterforskningen. Desværre bragte heller ikke det arbejde nogen afklaring, og i 2016 besluttede politiet derfor igen at henlægge sagen pga. manglende beviser.

I dag er katastrofebranden på Scandinavian Star stadig uopklaret. Hvem der satte ild til skibet, og hvad motivet var, fortaber sig i det uvisse.