Lyden af metalbolte, der bevægede sig, trængte op gennem skafottets bræddegulv. Bødlen trak af alle kræfter i håndtaget, der skulle udløse faldlemmen under John Lees fødder.
“Er det forbi?” spurgte præsten stille uden at turde åbne sine øjne.
Svaret kom i form af retslægens råb: “I Guds navn, dette må stoppe nu!”
For på skafottet stod den dødsdømte ubevægelig og trak vejret tungt gennem lærredshætten, stadig med løkken om halsen.
Året var 1885, og udenfor i tågen omkring Exeter-fængslet i Sydengland blev den fremmødte folkemængde utålmodig.
Pludselig hastede en gruppe reportere med ophidsede miner ud af bygningen:
“De kan ikke hænge manden! De prøvede tre gange. Og han er stadig ikke død!” råbte en af journalisterne til den måbende forsamling.
Dømt for brutalt mord
Få måneder forinden var den blot 20-årige John Lee blevet idømt dødsstraf for mordet på sin arbejdsgiver, den 68-årige Emma Keyse. I sine sidste år boede gammeljomfruen i det idylliske fiskerleje Babbacombe Beach i Sydengland.
Miss Keyse havde syntes godt om den unge John Lee, selv om han havde siddet i fængsel for at have stjålet et par sølvlysestager fra sin tidligere arbejdsgiver. Hun forbarmede sig derfor over den unge mand og ansatte ham som butler.
Ved tretiden om natten den 15. november 1884 blev Emma Keyses tre stuepiger vækket af røg. Ilden havde fået tag i møblerne i spisestuen, hvor Emma Keyse lå død på gulvet.
Hun var blevet dræbt af to hug i kraniet og havde desuden fået halsen skåret over. Den myrdede var til sidst blevet overhældt med lampeolie og antændt.
Kort efter blev John Lee anholdt og sigtet for mordet. Både fordi han var den eneste mand i huset, men også fordi han havde fået et kødsår i højre arm, som han selv forklarede med, at han havde knust en rude for at slippe røgen ud.
Desuden hæftede politiet sig ved Lees kriminelle fortid, og at han kort forinden havde klaget over sin lave løn.
Selv set med datidens øjne var retssagen en skandale. Lees advokater indkaldte ingen forsvarsvidner, og en kniv og en kødøkse, der blev præsenteret som mordvåben, passede ikke med sårene på offeret.
Butleren blev dømt alene på indicier.
“Jeg er rystet over den uværdige forestilling i Exeter-fængslet under Lees henrettelse. Lee kan umuligt henrettes nu. Det ville være for grusomt”. Dronning Victorias forbøn for John Lee.
Faldlem svigter igen og igen
Under retssagen havde John Lee stædigt fastholdt sin uskyld. Og da dødsdommen blev læst op i retten, virkede den dømte ifølge vidner upåvirket og sagde som det sidste til dommeren:
“Høje dommer, årsagen til min ro er, at jeg stoler på vor Herre, som ved, at jeg er uskyldig”.
Tre uger senere blev Lee ført til Exeter-fængslets skafot for at blive hængt. Mens præsten læste højt fra Bibelen, gik bødlen, James Berry, hen og tog fat i håndtaget til galgens faldlem – og trak. Tilskuerne gispede, for faldlemmen gav sig godt nok, men den bar stadig Lee.
“Tramp på lemmen!” råbte Berry til betjentene, der adlød, men uden nogen effekt.
Den dødsdømte blev trukket til side, stadig med rebet om halsen, og faldlemmen afprøvet – den virkede perfekt. Atter blev John Lee anbragt oven på den, og bødlen trak igen i stangen.
Men den dødsdømte blev, hvor han var. To betjente forsøgte derefter med en høvl og en økse at hugge lidt af lemmen, der atter åbnede sig villigt.
Lee blev bragt tilbage, og Berry trak for tredje gang i håndtaget. Igen forgæves.
Fra graven til livsvarigt fængsel
Efter det tredje mislykkede forsøg blev John Lee ført tilbage til sin celle, og dagen efter var historien om skandalen i Exeter-fængslet på avisernes forsider. John Lee selv mente, at det var Gud, der havde reddet ham:
“Det var Herrens hånd, som ikke ville tillade loven blive fuldført”, skrev han i et brev til sin søster.
I de følgende dage skiftede nationens holdning til John Lee fra afsky til medfølelse.
Historien nåede helt til Buckingham Palace, hvor dronning Victoria sendte et hastetelegram til indenrigsministeren.
Dronningen, der endda havde kendt miss Keyse personligt, mente, at Lee efter at have set døden i øjnene hele tre gange ikke måtte henrettes:
“Det ville være for grusomt”, lød det.
John Lee-skandalen kom op i parlamentet, og indenrigsministeren omstødte dødsdommen til livsvarigt fængsel.
Lees vægt forhindrede angiveligt faldlemmen i at virke.
John Lee forsvandt sporløst
Livsvarigt fængsel svarede i 1800-tallet til 20 år, men Lee var optimistisk:
“Jeg sagde til mig selv, at tiden ville gå hurtigt”, skrev han mange år senere.
I håbet om prøveløsladelse efter 15 år opførte Lee sig eksemplarisk i fængslet. Men hver gang han skrev til indenrigsministeriet, blev hans bøn afslået. Og selv da de 20 år var gået, stod det klart, at John Lee ikke ville blive løsladt.
Nu begyndte aviserne igen at skrive om “manden, de ikke kunne hænge”, og både politikere og folkelige støttegrupper pressede på for at få ministeren til at genoverveje sagen:
“Hvis John Lee er uskyldig, er han den uheldigste mand på Jorden”, skrev en politiker og påpegede, at selv hvis Lee var skyldig, var han blevet straffet nok nu.
Først i 1907 – 23 år efter dødsdommen – forlod John Lee omsider fængslet som en fri mand.
Han solgte sin historie for 240 pund – en mindre formue – og rejste kort efter til USA, hvor han forsvandt sporløst. Om han var morder eller ej, blev aldrig opklaret.