Den 23. juni 1823 blev Abel Griffiths' sidste dag. Livet sluttede for den 22-årige britiske jurastuderende, da han under et skænderi først skød sin far og derefter sig selv.
To dage efter blev den unge mands lig på ordre fra Londons ligsynsmand fragtet til et nyopgravet hul ved et travlt vejkryds tæt på Londons Hyde Park og Buckingham Palace.
Fire mand bar en simpel trækasse med Griffiths' kadaver, der blot var iklædt det blodige nattøj, liget var blevet fundet i. Rundt om den ensomme procession sørgede politibetjente for at holde den afdødes venner og pårørende på afstand.
I det katolske Irland var selvmord en forbrydelse helt frem til 1993.
Ved ankomsten til vejkrydset blev Abel Griffiths' jordiske rester vippet ud af kassen, hyllet ind i et groft tæppe og derefter smidt ned i det nyopgravede hul midt i Londons travle gadeliv.
Ifølge årbogen “Edinburgh Annual Register” fra samme år undlod embedsmændene dog “den ubehagelige del af ceremonien med at kaste læsket kalk på liget og gennembore det med en pæl”.
Abel Griffiths' makabre begravelse i 1823 var på ingen måde et særsyn. I århundreder havde det på dette tidspunkt været skik i England, at selvmordere blev straffet ved at blive nægtet en kristen begravelse for i stedet at blive kulet ned i vejkryds.
Abel Griffiths var således blot endnu en af slagsen. Alligevel blev begravelsen af netop denne unge mand et vendepunkt i britisk historie.
Selvmordere begik den største synd
Abel Griffiths og andre ulykkelige, som tog samme valg, begik en stor synd. Den største, der eksisterede. For når livet var givet af Gud, så var livet også kun Guds at tage igen.
Valgte et menneske alligevel døden for egen hånd, blev selve skaberværket spottet. I kirkeretslige tekster fra 1100-tallet fremgår det fx, at apostlen Judas begik en større synd ved at hænge sig end ved at forråde Kristus.
Men også i den verdslige verden begik folk en alvorlig forbrydelse, når de tog deres eget liv. For selvmord blev regnet for mord.
Derfor var det tradition i størstedelen af Vesteuropa, at selvmordere skulle straffes, uanset at de var døde.
I Holland blev selvmorderes lig ofte hængt op i en galge for at blive spist af ravnene.
I Frankrig bestemte et dekret fra 1670 fx, at liget af en selvmorder skulle trækkes gennem gaderne og kastes på møddingen, mens det i Preussen var skik at begrave selvmordere under galgebakken.
I Sverige var det frem til midt i 1700-tallet almindeligt at brænde selvmorderes lig. Fælles for alle straffene var, at den afdøde ikke måtte begraves på kirkegården, men i stedet blev gravlagt i uindviet jord. Ifølge folketroen betød det, at selvmorderen ingen chance havde for at komme i Paradis og aldrig ville finde hvile.
De afdødes hvileløshed skabte imidlertid stor frygt for, at de ville hjemsøge de levendes verden som genfærd.
I England var det derfor sædvane – ligesom i Abel Griffiths' tilfælde – at begrave selvmordere ved et vejkryds.
Håbet var, at den travle trafik på stedet samt krydsenes mange retningsmuligheder ville forvirre genfærdet, så det aldrig kom ud af stedet.
For at være helt sikker på, at selvmorderen ikke forlod graven, blev en pæl desuden i mange tilfælde hamret gennem kroppen. Så var den døde i hvert fald effektivt naglet fast til jorden.
Frem til 1800-tallet var tredelte vejkryds eftersigende hjemsøgt af djævle. Derfor var det ifølge briterne et passende sted at begravede selvmordere. Trivia var gudinde for vejkryds og blev derfor portrætteret tredelt.
Pårørende mistede alt
De forskellige begravelsesformer til trods var myndighederne enige om én ting på tværs af Europa: En selvmorders ejendom og formue skulle konfiskeres som endnu en straf for forbrydelsen.
Bortset fra at loven skæppede godt i statskasserne, drev den også ofte den afdødes familie til tiggerstaven.
De efterladte havde derfor alt at vinde, hvis de kunne overbevise myndighederne om, at et dødsfald ikke var et selvmord – felo de se, som det hed på latin.
I 1750 begik den franske brolægger Jean Faverge selvmord ved at hænge sig i sin femtesals-lejlighed. Forinden havde han låst døren indefra.
Ved det efterfølgende retsmøde påstod familiens advokat hårdnakket, at “ildesindede personer” måtte have hængt brolæggeren, låst døren og derefter skubbet nøglen tilbage under døren.
Retten var ikke overbevist. Faverges formue blev konfiskeret, og hans lig dømt til at blive trukket gennem gaderne og hængt i galgen – med hovedet nedad.
I en anden fransk sag påstod pårørende, at en kvindelig selvmorder var faldet ud af sit fjerdesals-vindue ved et uheld.
Det på trods af, at hun omhyggeligt havde stillet en skammel hen til vinduet og taget sine slidte tøfler af, umiddelbart inden hun sprang.
Rige og fattige blev dømt uens
Med oplysningstidens indtræden i Europa i 1700-tallet begyndte synet på selvmord at mildnes.
I de fleste landes love fandtes en bestemmelse om, at personer, som påviseligt var sindssyge, da de tog deres eget liv, ikke skulle straffes.
Bestemmelsen var tidligere kun sjældent blevet taget i brug, men nu begyndte læger og ligsynsmænd oftere og oftere at erklære selvmordere for sindssyge på gerningstidspunktet – ofte hjulpet godt på vej af penge under bordet.
I 1793 klagede den britiske læge William Black således over, at det usædvanligt lave antal registrerede selvmord i London skyldtes, at ligsynsmænd ofte tog imod store summer af pårørende for at ændre deres afgørelser.
Kun de velhavende havde råd til bestikkelse, og i England betød det, at de rige som regel slap for straf, mens de fattige fortsat blev dømt.
Forskelsbehandlingen fik i 1822 folkestemningen til at koge, da landets udenrigsminister, lord Londonderry, skar halsen over på sig selv og derefter blev frikendt for selvmord med henvisning til “mental forvirring”.
Da udenrigsministeren kort efter blev stedt til hvile i det prestigefyldte Westminster Abbey, protesterede folkeskarer rasende udenfor over den eklatante forskelsbehandling.
Abel Griffiths blev gravet op
Et år efter lord Londonderrys selvmord skød Abel Griffiths sig selv. Selv om en lokal apoteker i retten fortalte, at den unge mand havde opsøgt ham kort forinden for at lindre en “depression i hjernen”, var den udpegede jurys dom klar:
“Den unge mand var ved sine sansers fulde brug, da han begik gerningen”.
Dommen fik ifølge “Edinburgh Annual Register” venner til den afdøde til at protestere højlydt: “‘Det er din udlægning af beviserne!’, svarede en ung herre og råbte ‘skam jer, skam jer!’”
Men ligemeget hjalp det. Abel Griffiths blev traditionen tro begravet i et af Londons travleste vejkryds.
En sen nattetime en uge senere ankom venner af Griffiths-familien til Abels gravsted.
Efter at have sikret sig, at ingen holdt øje med dem, gravede de resolut den døde op. Herefter kørte de det ildelugtende lig til den lokale kirkegård, hvor Abel Griffiths omhyggeligt blev stedt til evig hvile i indviet jord.
Dagen efter løb rygterne i London. Abel Griffiths var blevet en lokal berømthed – for folkestemningen var helt overvejende med de tre, som havde taget sagen i egen hånd og givet den ulykkelige en værdig begravelse.
Og nu gik også selveste Storbritanniens konge ind i sagen. Kong Georg 4. havde nemlig fra sin karet ved et tilfælde overværet, da Abel Griffiths' lig blev smidt i hullet i Grosvenor Place, og havde fundet ritualet oprørende og modbydeligt.
På kongens foranledning blev den gamle lov omsider ændret. Fremover måtte ingen begraves ved vejkryds og gennembores af pæle.
I stedet skulle selvmordere have lov til at blive begravet i indviet jord. De måtte dog fortsat klare sig uden præst og begravelsesceremoni, og jordfæstelsen måtte kun finde sted mellem kl. 21 og midnat.
Selvmord var fortsat en forbrydelse
Selv om det efter Abel Griffiths' død blev nemmere at blive begravet som selvmorder, fastholdt briterne, at selvmord var en forbrydelse. Først i 1961 blev selvmord helt afkriminaliseret.
Den britiske lovændring kom sent sammenlignet med mange andre europæiske lande.
I Danmark blev selvmord afkriminaliseret i 1866, så selvmordere fra da af kunne begraves på kirkegården.
Sverige var lidt senere, her blev det først tilladt at give folk, der var døde for egen hånd, en “anstændig begravelse” i 1908. I det katolske Irland var selvmord en forbrydelse helt frem til 1993.