Sex-pille lover rejsning men leverer dødelig gift
10 østrig-ungarske officerer modtager i 1909 et potensmiddel, der angiveligt øger udholdenheden i sengen. Mordforsøgene ryster Europa.
De giftige potenspiller kom i en fin æske pakket ind i lyserødt gavepapir.
Kaptajn Richard Mader skænker sig et glas. Om eftermiddagen den 17. november 1909 har han netop sendt sin adjudant ud for at hente lidt ost og pølse, for den unge officer venter damebesøg.
Nysgerrigt studerer Mader kuverten, som postbuddet har leveret til hans adresse på Hainburgerstrasse i Wien. Indeni ligger et brev og en æske pakket ind i lyserødt papir. Da Mader åbner æsken, viser den sig at indeholde to kapsler, der ligner medicinpiller.
Kapslerne skal afhjælpe “for tidlig svækkelse af manddommen”, oplyser brevet. Mader kan kvit og frit afprøve potensmidlet, som skal indtages en halv time før samleje.
“Virkningen er forbløffende”, lover afsenderen, som underskriver sig “Charles Francis”.
De unge officerer i hæren er ombejlede i selskabslivet, så de kan godt bruge lidt hjælp til at indfri forventningerne i sengen. Mader sluger de to piller og sætter sig til at skrive et brev, mens han venter på sin kæreste. Men midt i en sætning får Mader så stærke smerter, at han taber pennen.
“Vi tillader os at vedlægge en gratis vareprøve”, stod der i brevet med pillerne. “Bedøm selv (virkningen, red.). Det bliver vores bedste reklame”, skrev afsenderen, Charles Francis.
Mader vakler ud i entréen, hvor hans adjudant finder ham få minutter senere, sammenkrummet af smerte. En læge tilkaldes, men Mader udånder, inden hjælpen når frem.
Dødsfaldet skyldes et slagtilfælde, afgør lægen. Men så enkel er sagen ikke. En obduktion foretaget af militærets patolog to dage senere viser, at cyankalium slog Mader ihjel, og at giften var i kapslerne.
Kaptajnen er offer for et overlagt mord. Men hans død er kun begyndelsen på et mysterium, som ryster Wien og resten af Det Østrig-Ungarske Rige.
Politiet stod på bar bund
Mader udgjorde ikke noget oplagt mål for en morder. Kaptajnen var vellidt og respekteret. Kort forinden havde forsvaret forfremmet ham til en ærefuld stilling ved den kejserlige generalstab. Medlemmer af landets øverste militære ledelse blev nærmest betragtet som halvguder.
I 1909 havde Østrig-Ungarn 49 millioner indbyggere og var en centraleuropæisk stormagt.
Officerer bandt Østrig-Ungarn sammen
Hæren var det østrig-ungarske dobbeltmonarkis stolthed og styrke. I det splittede land kunne kejseren altid regne med sine officerer.
Krig og oprør havde i løbet af 1800-tallet svækket Det Østrigske Kejserrige så meget, at ungarerne krævede ligestilling med de tysktalende østrigere, derfor opstod det østrig-ungarske dobbeltmonarki i 1867.
Riget førte fælles udenrigs-, finans- og militærpolitik, men i øvrigt var fællesskabsfølelsen begrænset. Ud over østrigere og ungarere bestod kejserens undersåtter af russere, polakker, tjekker og slovakker i nord, mens serbere, kroater, slovenere og italienere beboede syden.
I det splittede rige udgjorde militæret en samlende faktor. Mænd fra alle folkeslag kunne gøre karriere i hæren, som alene var loyal over for kejseren. Officerer fik høje lønninger samt muligheden for at gøre karriere som embedsmænd efter endt tjeneste eller sågar blive adlet.
Da nyheden om dødsfaldet slap ud, slog generalstabens chef, Franz Conrad von Hötzendorf, alarm. Han telegraferede ud til alle garnisoner og bad officererne være på vagt.
Hvis andre modtog mystiske hvide piller, skulle de straks melde det til deres overordnede. I løbet af de næste dage henvendte ni medlemmer af generalstaben sig.
Dermed var kriminalsagen blevet et spørgsmål om kejserrigets sikkerhed: En ukendt fjende forsøgte at udslette Østrigs militære ledelse. Politiet og efterretningsvæsenet indledte en en omfattende efterforskning.
Med hjælp fra postvæsenet fandt myndighederne frem til, at de 10 breve med pillerne var blevet lagt i en postkasse i byens fornemme indkøbsgade Mariahilfer Strasse tæt ved banegården Wien Westbahnhof.
Morderen havde sendt de giftige potenspiller fra en postkasse nær Westbahnhof i Wien.
Afsenderen kunne de ikke spore, men forsendelserne var blevet sendt tidligt om morgenen den 14. november. Den påståede afsender, apoteker Charles Francis, eksisterede ikke.
Gave ledte politiet på sporet
Uvisheden fik snakken til at gå på caféerne i Wien. Kapslerne måtte være sendt af en udenlandsk magt for at svække riget, mente mange. Andre var overbeviste om, at en jaloux ægtemand ville hævne sin hustrus affærer med de flotte officerer.
Som opklaringsarbejdet skred frem, tog sagen imidlertid en uventet drejning. Politiet opdagede, at alle de officerer, der havde fået tilsendt potenspiller, kom fra officersskolens afgangsklasse fra 1905 – den årgang, som skulle levere officerer til generalstaben i det kommende år.
Alle officerer fra årgang 1905 blev derpå gransket, og snart samlede mistanken sig om en 29-årig premierløjtnant – Adolf Hofrichter, der gjorde tjeneste ved det 14. infanteriregiment i Linz, 180 km vest for Wien.
Adolf Hofrichter (til venstre) og hans offer Richard Mader, der var blevet forfremmet i stedet for morderen.
Hofrichter havde aldrig lagt skjul på, at han drømte om en post i generalstaben. Men konkurrencen var hård. Kandidatfeltet bestod sædvanligvis af ca. 1.000 mand, hvoraf 30 slap igennem nåleøjet.
Men årgang 1905 var større end de foregående, og mange fremragende officerer blev derfor afvist. Hofrichter mente, at han tilhørte denne uheldige gruppe.
Afvisningen betød, at Hofrichter risikerede at skulle vinke farvel til drømmen om et glamourøst liv i generalstaben, hvis officerer færdedes blandt adelige og kejseren.
Hvem der næste gang kunne regne med forfremmelse, fremgik af den såkaldte Beförderungsrangliste (forfremmelsesrangordenen), som alle årgangens befalingsmænd nærstuderede.
Hofrichter kunne i 1909 se, at fem mand stod over ham på listen. Kun hvis de døde, og en eller flere stillinger samtidig blev ledig i generalstaben, kunne hans drøm gå i opfyldelse.
Østrig-ungarske officerer drømte om at trække i generalstabens grønne uniform med den fjerprydede hjelm.
Hofrichters plads på listen var ikke det eneste, som fik politiet til at mistænke ham. Det viste sig også, at han intet brugbart alibi havde for den 14. november. Hofrichter havde ligefrem løjet om sin færden den dag.
Angiveligt var han rejst til sin hjemby, Reichenau, i Bøhmen – et besøg, der ville vare til den 15. november, havde han meddelt sit regiment. Men her dukkede Hofrichter aldrig op. Til gengæld havde vidner set ham ankomme med tog fra Linz til Wiens banegård den 14. november om morgenen. Og det var herfra, at de giftige potenspiller var blevet afsendt samme dag.
Officer med en blakket fortid
Også andre indicier pegede på Hofricher; fx var premierløjtnanten kendt som en ivrig amatørfotograf, en hobby, som gav ham let adgang til cyankalium, der dengang blev brugt under fremkalderprocessen.
Cyankalium gjorde billederne klarere og gav mere realistiske skygger, når motivet blev fremkaldt.
En nødløgn om sit opholdssted gjorde ikke nødvendigvis Hofrichter til morder, langt mere fældende var udsagnet fra en af hans soldaterkammerater. Premierløjtnant Waldherr havde til sin fødselsdag modtaget et sæt penne som gave af Hofrichter. Pennene var pakket ind i en lille, brun æske magen til den, som Mader og de andre havde modtaget forgiftede piller i.
Waldherr havde også fået et fødselsdagskort med en hilsen fra Hofrichter, og skriften lignede i mistænkelig grad “apotekerens” håndskrift. Med så stærke indicier på hånden gennemførte politiet i slutningen af november en ransagning af Hofrichters hjem og kontor i Linz.
Imens besøgte betjente alle byens apoteker og papirhandlere. Under afhøring af personalet på Kronenapotheke kom det frem, at Hofrichter den 12. februar ikke bare havde købt 31 hvide kapsler, han også havde fået instruktion i, hvordan de kunne fyldes.
I en papirhandel oplyste personalet, at Hofrichter havde købt papir af den type, som officererne havde modtaget.
På apoteket havde Hofrichter købt tomme medicinkapsler.
På Hofrichters kontor fandt politiet flere æsker af den slags, som var brugt til at sende giftpillerne i. Her stod også en flaske blæk. Indholdet var identisk med det blæk, som var blevet brugt til at skrive brevene til officererne med.
Nu var indicierne tilstrækkelige til, at myndighederne kunne stille den overambitiøse officer for en militærdomstol. Den 26. november blev han varetægtsfængslet i Wien, indtil sagen kunne begynde.
Over hele verden svælgede aviserne i den rystende sag. “Hofrichter forblev rolig og upåvirket, men besvimede, da man tog hans sværd fra ham”, berettede avisen Herald i New Zealand.
Hofrichter bedyrede sin uskyld, men hans troværdighed led et knæk, da anklageren kunne berette, at den gifte premierløjtnanten havde inviteret en ung kvinde til at møde ham på et hotelværelse. Den 26. april 1910 brød han sammen og tilstod:
Hofrichter havde forsøgt at myrde sine kammerater for selv at blive forfremmet, indrømmede han.
Beviserne mod en officer skulle være særdeles stærke for at dømme ham til døden.
Gammel lov frelste Hofrichter
Adolf Hofrichter var efter retssagen i 1910 tæt på at blive henrettet. Kun en gammel særlov for officerer reddede ham.
I Østrig-Ungarn blev mord normalt straffet med døden, men for officerer gjaldt en særlig regel. De kunne kun idømmes dødsstraf, hvis de blev taget på fersk gerning, eller hvis de tilstod forbrydelsen. Hvis ingen troværdige vidner trådte frem, kunne den anklagede højst få 20 års fængsel.
Loven stammede fra 1700-tallet og afspejlede den store tillid, officererne nød i det habsburgske monarki.
Tilliden reddede Hofrichters liv, og den var muligvis velfortjent, for beviserne mod ham var mangelfulde. Eksempelvis sad der et hav af fingeraftryk på de æsker, som hans rivaler havde modtaget. Men ingen af dem tilhørte Hofrichter. Og hvor han skaffede giften fra, kunne efterforskningen heller ikke påvise.
Kort efter trak Hofrichter tilståelsen tilbage, men da var skaden sket. Militærdomstolen dømte ham til 20 års indespærring i militærfængslet i Möllersdorf.
Efter planen skulle han først have været løsladt den 25. juni 1930, men skæbnen ville det anderledes. I kølvandet på 1. verdenskrigs afslutning brød Det Østrig-Ungarske Rige sammen i 1918. Året efter blev Hofrichter benådet.