Dronningen af Frankrig bliver ufrivilligt omdrejningspunktet i en af fransk histories største svindel-numre, da et grevepar beslutter sig for at svindle sig til et diamantsmykke af ufattelig værdi.
Komplottet trin for trin
1. 647 usælgelige diamanter To franske hofjuvelerer, Boehmer og Bassenge, samler i hundredvis af diamanter til et overdådigt halsbånd. Smykket består af 647 fejlfri, sydafrikanske diamanter med en samlet vægt på 2800 carat. Værdien af smykket er svimlende – prisen svarer til et fuldt udrustet krigsskib eller 500 kg rent guld.
Juvelererne håber, at en kendt og styrtende rig, fransk adelsdame vil aftage smykket, men det er krisetider, og hun takker nej. De to juvelerer beslutter i stedet at tilbyde det fabelagtige halsbånd til dronning Marie Antoinette, der er kendt for sin ekstra-vagante livsstil.
End ikke dronningen har råd De to juvelerer går til kongepaladset, men det overdådige smykke er for dyrt selv for dronning Marie Antoinette. Afslaget knuser juvelerernes drømme om rigdom. I stedet trues deres forretning nu af konkurs.
Grevinde mangler penge De fortvivlede juvelerer kontakter grevinde Jeanne de la Motte, der hævder at være nær veninde med Marie Antoinette. Måske kan hun overtale dronningen? Grevinden, der konstant er i pengenød, lover at tale juvelerernes sag.
En nyttig idiot dukker op Til Jeanne de la Mottes store held bliver hun på samme tid kontaktet af kardinal de Rohan. Den frustrerede kardinal er faldet i unåde hos dronningen og ønsker grevindens hjælp til en forsoning. Hans håb er, at det kan skaffe ham en plads i regeringen.
Ingen havde råd til Boehmer og Bassenge halsbånd. Her ses en kopi af smykket.
5. En snedig plan tager form Jeanne og hendes mand, grev de la Motte, øjner straks chancen for at udnytte situationen til det første af en række svindelnumre. Grevinden tilbyder kardinal de Rohan at overbringe hans breve til Marie Antoinette, og snart er en brevveksling i gang. Men dronningens svarbreve er falske, skrevet af grevinden selv og hendes mand.
6. Falsk spåmand hjælper til Jeanne de la Motte får hjælp af den italienske spåmand grev Cagliostro, der hævder at kunne se fremtiden. I en “trance” forudser spåmanden, at kardinal de Rohan vil modtage dronningens gunst og opnå regeringens højeste embede.
7. Forelsket kardinal vil mødes Den henrykte kardinal, der er kendt for sin store rigdom og sin knap så store begavelse, bliver overbevist om, at den smukke Marie Antoinette er forelsket i ham. Fantasien opflammer i den grad kardinalen, at han begynder at trygle grevinden om at arrangere et møde med dronningen. Nu er gode råd dyre for svindlerparret.
8. Hemmeligt møde i buskads En augustaften i 1785 får den forelskede kardinal endelig sit ønske om et møde med dronningen opfyldt. Grevinden giver ham besked om at møde op i det såkaldte Venus-buskads i haven ved Versailles-slottet.
9. Greveparret sætter trumf på I Versaillesslottets have spiller ægteparret de la Motte deres nye trumfkort. Da kardinal de Rohan ankommer til det aftalte mødested, ser han i halvmørket en kvinde sidde i en hvid musselinkjole. Kjolen er magen til de kjoler, Marie Antoinette så ofte bærer ved offentlige lejligheder. Kvindens ansigt er halvt skjult af en bredskygget hat. Den forelskede kardinal aner ikke uråd.
10. Skøge spiller dronning “Dronningen”, som kardinalen møder i Versailleshaven, er imidlertid en prostitueret ved navn Nicole d'Oliva, som greveparret har engageret til lejligheden. D'Oliva, der tror, hun deltager i en erotisk leg, ligner dronningen til forveksling og har endda den velkendte habsburgske læbe.
11. Kardinalen er i lykkeland Den falske dronning overrækker kardinalen en rose og glæder ham med ordene: “De har lov at håbe, at alt forbiganget er glemt”. Kardinalen jubler over at være blevet taget til nåde. I virkeligheden er han nu gået i greveparrets fælde, og det er nu tid for svindlerne at hæve deres første gevinst. Nogle dage senere præsenterer grevinden kardinalen for endnu et bevis på dronningens gunst.
12. Dronningen vil have penge Ifølge grevinden ønsker Marie Antoinette at hjælpe en adelig familie i knibe, men er i øjeblikket ude af stand til at betale summen på 50.000 livres. Kan kardinalen låne hende pengene?Kardinalen er mere end lykkelig for at kunne hjælpe.
Greveparret lokker store summer ud af kardinalen.
13. Greveparret lever i sus og dus Tre måneder senere ønsker dronningen ifølge grevinden atter penge, og kardinalen pantsætter ivrigt sølvtøj og møbler for at hjælpe. Greveparret kan nu leve i luksus for kardinalens penge, og hele Paris' elite fester med dem.
14. Det store svindelnummer Nu beslutter greveparret sig for at gennemføre det endelige svindelnummer. Grevinden lader kardinalen forstå, at dronningen ønsker at bruge ham som mellemmand i købet af det vidunderlige diamanthalsbånd, som dronningen ifølge grevinden aldrig har kunnet glemme.
15. Den nyttige idiot bider på Kardinalen påtager sig at hente halsbåndet hos juvelererne og aflevere det hos grevinden. Med sig har han et brev fra dronningen, hvori hun skriver til de henrykte juvelerer, at hun vil betale for det kostbare smykke i rater. Da kardinalen afleverer smykket i grevindens hus, henter en mand – han antager er dronningens tjener – diamantsmykket. Alt er tilsyneladende i den skønneste orden.
16. Skandalen bryder løs
Men så forsvinder halskæden – og den rigtige dronning får for første gang nys om affæren, da hun modtager et ydmygende brev fra juvelererne. De rykker for den første ratebetaling for smykket. Dronningen nægter at kende til sagen, og snart efter bliver kardinal de Rohan anholdt. Han forsvarer sig ved at fremvise de mange breve, han har modtaget fra dronningen. Skandalen ruller ved hoffet.
Efterspillet...
...for kardinalen Kardinal de Rohan blev stillet for retten, da en chokeret Marie Antoinette insisterede på en offentlig retssag.
Alene det, at han kunne tro, at han havde så nært et forhold til selveste dronningen, viste, at han var skyldig, mente dronningen. Dermed kom retssagen til at handle om dronningens ære og ikke kardinalens handlinger.
Affæren var en gave til dronningens fjender. Da kardinalen efterfølgende blev frikendt, forstærkede sagen Marie Antoinettes dårlige ry massivt.
Hans påstand om, at han havde haft et natligt møde med dronningen, var åbenbart korrekt. Hendes uskyld i tyveriet af diamanthalsbåndet betød ingenting i den offentlige mening.
...for grevinden Grevinde Jeanne de la Motte blev dømt skyldig, pisket, brændemærket og smidt i Bastillen. Her havde hun muligvis en affære med fængslets inspektør, den arme Launay, som mistede sit hoved sammen med revolutionens andre ofre tre år senere, da pøbelen stormede det gamle fort.
Grevinden flygtede derefter til London, hvor hun skrev sine memoirer; en forskønnet version af hendes liv og rolle i affæren. Hun ønskede blot retfærdighed i verdens øjne, skrev hun.
Læsere i England og Frankrig kunne ikke få nok af denne bestseller, men grevinden kom ikke til at nyde frugterne af sin succes.
I 1791 fik hun besøg af fremmede mænd på sin adresse i London, og da hun troede, der var tale om hemmelige agenter, barrikaderede hun døren, klatrede ud af sit vindue på 3. sal og faldt til jorden. Hun døde få måneder efter af sine kvæstelser.
I 1886 blev grevinde Jeanne de la Mottes navn ført ind i Bastille-fængslets navneprotokol.
...for dronningen Dronning Marie Antoinettes fald blev indledt allerede inden skandalen om diamanthalsbåndet. Hendes forbrug af kjoler, diamanter og nye, overdådige frisurer var astronomisk.
Hele tiden nyt, hele tiden med på det nyeste. Hun havde aldrig den samme kjole på to gange, og dagene var fyldt op med tidskrævende “toilette” og planlægning af, hvad hun skulle bære til næste bal. Verden udenfor var ligegyldig. I stedet levede Marie Antoinette et lystigt liv med maskeballer i operaen, teater og fester.
For dronningen blev diamanthalsbåndaffæren en brat opvågnen. Hun indskrænkede sin ødsle livsførelse fra den ene dag til den anden og begyndte at interessere sig for den offentlige mening.
Hun klædte sig mere ydmygt og trak sig tilbage fra offentligheden. Teater, maskerader og baller undgik hun så vidt muligt, og hun kom ikke mere i kongens statsråd.
Men intet kunne rette op på hendes elendige ry. I 1789 brød den franske revolution ud, og fire år senere blev dronningen henrettet.
...og diamanthalsbåndet? Ingen ved med sikkerhed, hvad der blev af diamanthalskæden, men greve de La Motte skilte den formentlig ad og solgte stenene i London.
Nogle af diamanterne blev angiveligt købt af hertugen af Dorset og er fortsat i hans familie i form af et diadem.
Det er blevet hævdet, at 22 af de mest fabelagtige brillanter blev lavet til en enkel halskæde båret af hertuginden af Sutherland. Sidenhen er det imidlertid blevet påvist at stenene ikke stemmer overens med en gammel originaltegning af “Kardinalens halskæde”.
De to juvelerer Boehmer og Bassenge, der begyndte hele miseren, gik fallit. Deres arvinger lagde mange år senere sag an mod prinsesse Charlotte de Rohan, kardinal de Rohans arving.
Sagen trak ud, og først i slutningen af 1800-tallet betalte kardinalens efterkommere en symbolsk sum til de to juvelerers familier.