Forfatteren John Chamberlain sender jævnligt sin gode ven Dudley Carleton, Englands ambassadør i Venedig, breve med de vigtigste nyheder hjemmefra.
Den 12. februar 1612 har han meget at fortælle: Proklamationer fra hoffet, efterretninger om den spanske flåde og nyheder fra den netop anlagte koloni i Amerika.
Og så er der historien om Moll Cutpurse. Den berygtede tyv havde om søndagen lovet biskoppen i St. Paul’s Kirke bod og bedring.
“Det viste sig, at hun var plørefuld. Hun havde drukket næsten tre liter vin, før hun mødte op i kirken”. John Chamberlain, 1612.
Men fromheden var påtaget, betror Chamberlain ambassadøren.
“Det viste sig, at hun var plørefuld. Hun havde drukket næsten tre liter vin, før hun mødte op i kirken”, tilføjer forfatteren med slet skjult sensationslyst.
Få tyve nød den ære at blive nævnt i diplomatiske bulletiner. Men Moll Cutpurse var ikke nogen almindelig tyv.
I næsten et halvt århundrede påkaldte den behændige lommetyv og landevejsrøver sig lige dele foragt og ærefrygt, når hun iført herretøj og med piben i mundvigen førte sig frem i Londons betændte underverden.
Indbrudstyv omgik loven
Den tvivlsomme berømmelse lå ikke i kortene, da Mary Frith – den senere Moll Cutpurse – i 1584 kom til verden i en respektabel skomagerfamilie.
Alt tydede på, at hun ligesom sin mor ville blive en dydig håndværkerkone. Men sådan gik det ikke. Som 16-årig begyndte Frith at stjæle.
Hendes foretrukne metode var at klippe snorene over til de pengeposer, “purses”, som folk medbragte i byen og på markeder, og derefter stikke af med indholdet.
Evnerne skaffede hende tilnavnet “Moll Cutpurse” og rollen som leder af en pigebande i Londons hastigt voksende underverden.
Senere kunstnere har fantasifuldt fremstillet Mary Frith som en kvindelig udgave af Robin Hood. Illustrationen er fra 1950.
Moll Cutpurse begår røveri mod general Fairfax
Mary Frith udser sig sit offer
Under en ridetur på Hounslow Heath lige uden for London får Frith øje på den berømte og velhavende general sir Thomas Fairfax. Hun beslutter sig for at slå til og trækker sin pistol.
Tjenerens hest bliver skudt
For at sikre sig, at generalens tjener ikke rider efter hjælp, skyder Frith hans hest. Herefter kan hun koncentrere sig om at røve generalen.
Frith skyder general Fairfax
Efter at have uskadeliggjort tjenerens hest retter Frith våbnet mod general Fairfax og skyder ham i armen. For at slippe med livet i behold må Fairfax aflevere 250 guldmønter.
Frith nøjedes ikke med at stjæle pengeposer.
Hun begik også landevejsrøveri og indbrud, en forbrydelse, som viste sig at være indbringende.
Loven påbød nemlig, at konfiskeret tyvegods gik til kronen, hvis tyven blev dømt.
Den bestemmelse omgik Frith ved at indgå en aftale med sine ofre. Til gengæld for en andel af varerne leverede hun resten af det stjålne tilbage til ejeren, før myndighederne fik fingre i godset.
Friths evne til at få ofrene til frivilligt at slippe værdierne var så god, at andre tyve snart hyrede hende til at agere mellemmand for dem.
“Fairfax fik Frith arresteret, og hun blev dømt til døden ved hængning”.
Dødsdom knækkede tyven
Imellem opholdene i Londons tugthuse gjorde Frith sig så bemærket som muligt.
Hun klædte sig i herretøj, røg pibe og bandede – en uhørt opførsel for en kvinde. Tilmed underholdt hun ofte på værtshuse, hvor hun spillede lut og sang vovede viser.
Den provokerende opførsel gjorde Frith til en berømthed. I 1611 udkom der en bog om hendes eskapader. Samme år blev hun gjort til hovedperson i et teaterstykke.
Berømmelsen gjorde, at myndighederne aldrig for alvor turde røre Frith.
Selv da hun i 1612 stod skoleret for biskoppen, fandt menigheden hende mere interessant end prædikenen.
“De, som blev siddende, gjorde det for at høre Moll Cutpurse”, berettede John Chamberlain i sin bulletin til Venedigs ambassadør.
En tegning af den piberygende Frith pryder titelbladet til skuespillet om hendes liv, The Roaring Girl, fra ca. 1610.
Men under et landevejsrøveri i 1644 gik det galt.
Offeret var ingen ringere end sir Thomas Fairfax, Englands berømteste general. Fairfax fik Frith arresteret, og hun blev dømt til døden ved hængning.
Kun ved at bestikke fængselsmyndighederne med den svimlende sum af 2.000 pund slap hun fri.
Men oplevelsen rystede Frith så meget, at hun blev indlagt på det berygtede sindssygehospital Bethlem Royal Hospital, også kaldet Bedlam.
Efter udskrivelsen levede Frith en tilbagetrukket tilværelse.
Men hendes opfindsomhed, når det gjaldt forretninger, fornægtede sig ikke.
På sine ældre dage åbnede Frith et bordel.
Her kunne velhavende kvinder forlyste sig med mandlige ansatte, som især blev rekrutteret blandt afdankede soldater fra den nyligt overståede borgerkrig.