Ærkebiskop James Sharp er tilfreds med tilværelsen og sig selv, da han ledsaget af sin voksne datter Isabella den 3. maj 1679 sætter sig op i sin karet.
Dagen har været hektisk, for Sharp er en vigtig mand. Både bispegerningen og møderne i Privy Council, kongens råd, skal passes. Det samme skal den selskabelighed, som følger med så betydningsfulde poster. Efter den gode frokost synker Sharp dybt ned i sædet.
Kun få kilometers kørsel borte venter bispegården i byen St. Andrews på Skotlands østkyst. Det skal gøre godt at komme hjem.
Men James Sharp skal aldrig gense sit luksuriøse hjem, for på vejen venter ni mænd på ham, og de er rasende.
Biskoppen bestemte alt
Stærke følelser var en del af kirkelivet i 1600-tallets Skotland. Landet blev i 1660 underlagt Englands nye konge, Karl 2. Samtidig blev den skotske kirke ensrettet, så den fremover skulle være styret af biskopperne og ikke af menighederne, som sædvanen havde været.
“I blev benådet som soldater, ikke som undersåtter”. James Sharp, 1666.
Modstanderne, som kaldtes covenanters (de, som indgår en pagt), fik ordre til at rette ind efter biskopperne, og kirken slog hårdt ned på alle afvigere.
Blandt de mænd, som fik til opgave at holde præster og menigheder på rette vej, var James Sharp. Den ambitiøse præst indyndede sig hos kong Karl og blev som belønning udnævnt til ærkebiskop og Skotlands religiøse overhoved. To år senere blev han medlem af kongens råd, Privy Council.
Drabsmænd hakkede biskoppen ned med koldt blod
Hverken datterens skrig eller præstens bønner gjorde indtryk på Sharps mordere.
De sammensvorne angriber Sharp
Morderne overfalder Sharp og angriber ham med stikvåben. Anføreren, John Balfour, var tidligere dømt for religiøse aktiviteter.
Sharp beder om nåde
Mens biskoppen beder for sit liv, hugger de sammensvorne løs på hans krop, arme og hoved.
Morderne holder Isabella tilbage
Sharps datter, Isabella, forsøger at komme sin far til undsætning. Beboerne i en klynge huse længere nede ad vejen fortæller, at de hørte den unge kvindes rædselsskrig.
Sharp havde nok at se til. De genstridige troende mødtes trodsigt til bøn og andagt i det fri, hvor de ikke behøvede at følge biskoppens stramme regler. Men de nøjedes ikke med at bede. I 1666 samlede de en hær på ca. 1.000 mand og marcherede mod Skotlands hovedstad, Edinburgh.
Styrken blev straks nedkæmpet, og Sharp, som ledte rettergangen, krævede alle henrettet. Det gjaldt også de 11, som havde overgivet sig med løfter om frit lejde.
“I blev benådet som soldater, ikke som undersåtter”, sagde Sharp koldt og svigtede løftet. Derpå sendte han mændene i galgen.
“Mens han stadig er i live, skal hans indvolde skæres ud, og bødlen skal vise hans hjerte frem til folket”. Kongens råd, dommen over David Hackston, 1680.
For at sikre sig mod yderligere optøjer samlede Sharp hurtigt en 9.000 mand stor milits, men han magtede ikke at styre de mange bevæbnede mænd, så militsen gav sig til at røve og plyndre, hvor de kom frem.
Ingen ville jagte attentatmand
Hadet mod Sharp kogte, og to år senere forsøgte en af de overlevende veteraner fra oprøret at snigmyrde Sharp under biskoppens besøg i Edinburgh.
Kuglen fra veteranens pistol strejfede dog blot Sharp. Biskoppen var så forhadt, at ingen af de mange omkringstående løftede en finger for at standse gerningsmanden, som slap væk.
Andre fik større succes med deres mordforsøg. Den 3. maj 1679 lå en gruppe ledet af David Hackston, en ivrig covenanter, i baghold på landevejen omkring 10 km uden for St. Andrews.
Et monument markerer Rullion Green, hvor Sharps styrker nedkæmpede oprørske covenanters. Ca. 50 mistede livet.
Da Sharp nærmede sig i sin karet, red mændene op til vognen og flåede døren op. De trak biskoppen og hans datter ud af vognen og begyndte at hugge løs på Skotlands mest forhadte mand med knive. Sharp faldt på knæ og bad for sit liv, men mændene viste ingen nåde. Med et hårdt hug splittede en af morderne biskoppens hovedskal, og Sharp udåndede i en pøl af blod.
Kun to af de ni, herunder David Hackston, blev fanget og dømt til døden ved hængning.
“Mens han stadig er i live, skal hans indvolde skæres ud, og bødlen skal vise hans hjerte frem til folket”, lød dommen. De øvrige mordere forsvandt, sandsynligvis beskyttet af nogle af biskoppens talrige fjender.
Ni år efter mordet, i 1688, endte det politiske og religiøse kaos i Skotland i en revolution og nyindretning af samfundet. Blandt ændringerne var afskaffelsen af bispevældet, som aldrig blev genindført.