Jack O’Mara er nervøs, da han træder ind i mødelokalet denne kolde aften i november 1946. Hans overordnede havde været fåmælt, da han ringede og bad O’Mara om at møde ind omgående.
Nu frygtede betjenten en irettesættelse. Det kommer derfor som lidt af et chok, at der venter 17 andre politifolk i lokalet. I den fjerne ende af rummet får O’Mara øje på politiassistenten Willie Burns, der tager ordet.
“Politichefen har bedt os om at danne en specialenhed”, forklarer Burns.
Enhedens opgave bliver at sætte en stopper for Los Angeles’ organiserede kriminalitet. I årevis har forbryderne hærget byen med mord, vold, ulovligt spil, narkohandel og prostitution.
“I kommer til at arbejde med sådan nogle her”, siger han og peger på det Thompson-maskingevær, som ligger på bænken foran ham.
Mens han taler, begynder han at skille geværet ad med samme selvfølgelighed, som når andre binder et snørebånd.
Den nye enhed skal arbejde på kanten af loven, forstår betjentene. De skal glemme alt om normalt politiarbejde og tage skrappe midler i brug i jagten på byens hårdkogte gangstere.
Men officielt eksisterer enheden ikke, slår Burns fast.
Mændene får en uge til at beslutte, om de vil være med. Kun syv melder sig, blandt dem Jack O’Mara. De otte mænd kommer til at udgøre en højst usædvanlig enhed.
Men på trods af deres vigtige opgave råder betjentene hverken over et kontor eller patruljevogne.
De skal køre rundt i to udtjente personbiler, og deres navne figurerer kun på mandskabslisten på den station, som de hidtil har arbejdet på.
Ikke engang et navn har enheden, som i begyndelsen blot omtales som “specialenheden”.
Senere får den navnet Organized Crime Intelligence Division (OCID), men i daglig tale bliver betjentene kendt som “Gangster Squad”.
“Bugsy” Siegel blev i 1947 skudt gentagne gange af en ukendt gerningsmand, da han var på besøg hos sin kæreste.
Los Angeles var gangsternes paradis
Da specialstyrken Gangster Squad blev oprettet i 1946, havde Los Angeles længe haft ry for at være et slaraffenland for organiseret kriminalitet.
Fundet af olie og ikke mindst den fremvoksende filmindustri fik byen til at vokse eksplosivt i begyndelsen af 1900-tallet.
Rigdommene, de mange mennesker og beliggenheden nær narkotikamarkedet i Mexico gjorde byen attraktiv for gangstere.
Blandt de mange tilflyttere var Benjamin “Bugsy” Siegel. Han tjente store penge på spil, bordelvirksomhed, narkohandel og andre kriminelle aktiviteter og var i 1940’erne L.A.s ubestridte gangsterkonge.
I 1942 indbragte alene det ulovlige spil på heste ham en halv mio. dollars om dagen. Siegel var også en del af Hollywoods eksklusive overklasse og var bl.a. venner med stjerner som Clark Gable og Cary Grant.
Bystyret og politistyrken Los Angeles Police Department (LAPD) var gennemsyret af korruption, så de kriminelle havde let spil.
Med bestikkelse, dyre middage og adgang til prostituerede kunne gangsterne skaffe sig politisk støtte og politiets velvilje.
Loven bliver sat ud af kraft
Los Angeles var i efterkrigsårene en sump af korruption og lovløshed.
Mindst 1.800 ulovlige bookmakere, 600 bordeller og 200 ulovlige spillebuler lokkede fastboende og turister til. Gangsternes bagmænd kom ofte op at toppes om de mest lukrative markeder, og mord forekom hyppigt.
At dømme gangsterne lykkedes sjældent, for vidner turde ikke stå frem af frygt for hævn.
Dertil kom, at mange politifolk og lokale politikere var i lommen på gangsterne.
Jack O’Mara og hans kolleger blev hurtigt sat ind i sagerne.
De måtte ikke arrestere nogen – denne del skulle det almindelige politi tage sig af. Men derudover stod de frit.
Reglen var, at der ikke var nogen regler, forstod medlemmerne af Gangster Squad.
Friheden gjorde betjentene fuld brug af, når de fx ville skræmme kriminelle ud af byen.
At slå en mistænkt i gulvet eller holde ham ud fra en bro hørte til de foretrukne fremgangsmåder.
Da betjentene besøgte en barber, som var mistænkt for at drive en spillebule i baglokalet, smadrede de inventaret og fjernede hårene fra hovedet på den mistænkte med en sløv barberkniv.
Den 29-årige O’Mara var som skabt til jobbet som gangsterjæger og opfandt sin egen metode til at skræmme livet af forbryderne.
Sammen med sin makker smed han gangsteren ind i bilen og kørte afsted.
Undervejs diskuterede de to betjente højlydt, hvad de skulle gøre med den formastelige. Enden på snakken blev altid, at de ville tage ham med “op i højene” – højdedraget i udkanten af Los Angeles.
Til sidst stoppede bilen, og O’Mara tvang gangsteren ned på knæ. Uden at sige noget stak han så sin pistol i øret på den rædselsslagne mand.
Kun gangsterens hurtige åndedrag hørtes i mørket, indtil betjenten brød stilheden.
“Trænger du til at nyse?” spurgte han udfordrende. “Kan du føle, at det er på vej? Et kæmpe... stort… højt nys?”
O’Maras adfærd fik mange gangstere til at stikke halen mellem benene.
“Vi gjorde mange ting, som vi ville være blevet dømt for i dag”, udtalte den pensionerede O’Mara mange år senere.
Mickey Cohen elskede at være i mediernes søgelys og var på hundredevis af avisforsider igennem sit liv.
Gangsternes konge
De forbrydere, som Gangster Squad jagtede i de første måneder, var, hvad Jack O’Mara betegnede som “skæl” – småforbrydere af samme ringe betydning som det irriterende drys på jakkekraven.
Den egentlige udfordring var storgangsterne, som styrede de illegale forretninger.
Da kongen af L.A.s underverden, Benjamin “Bugsy” Siegel, blev dræbt af adskillige skud i 1947, overtog hans højre hånd, Mickey Cohen, værdigheden.
Men Cohens rival Jack Dragna så sit snit til at overtage titlen, og i de næste mange år rasede en mindre krig i L.A.s gader.
Mickey Cohen elskede at føre sig frem. Han klædte sig i dyre jakkesæt og bar altid silkeslips, sokker importeret fra Frankrig og hatte til 275 dollars stykket.
Jack O’Mara (i midten) og en anden betjent inspicerer en stor mængde konfisker et materiale i 1946, kort inden O’Mara bliver en del af Gangster Squad.
Om aftenen kørte han og vennerne fra natklub til natklub i Cohens flåde af Cadillacer. Alle vidste, at velstanden ikke kom fra Cohens manufakturhandel, men var tjent på prostitution, spillebuler og afpresning.
Det var også velkendt, at Cohen to år tidligere, mens han var Siegels bodyguard, havde dræbt bookmakeren Maxie Shaman, angiveligt pga. en spillegæld.
Dengang var Cohen sluppet for straf ved at overbevise retten om, at han havde handlet i selvforsvar.
Cohen var så godt som umulig at få ram på for politiet, da han kendte alt og alle i L.A. og var en mester i at håndtere sit offentlige image.
Når en anklager i retten eller en nysgerrig journalist kom for tæt på, spillede han rollen som en forfulgt uskyldig, der kunne være svær at forstå pga. hans manglende uddannelse.
“Det er, fordi jeg aldrig har gået på nogen af de der fine skoler”, var hans afvæbnende svar, når han blev taget i at tale udenom eller trak udtalelser tilbage.
Cohen betaler for politiets aflytning
Gangster Squad forsøgte først at ramme Cohen med sin favoritmetode – intimidering.
Betjentene udskiftede nummerpladerne på én af deres biler med falske plader fra Illinois – staten, hvor gangsterbyen Chicago lå. Her havde Cohen flere fjender.
Langsomt kørte betjentene forbi Cohens forretning, og da de var lige på adressen, stak deres maskingeværer ud gennem de åbne vinduer.
Foran butikken kastede et par af Cohens venner sig straks ned på fortovet.
Men det viste sig hurtigt, at der skulle mere til at skræmme en forbryder som Cohen. Derfor lagde betjentene en udspekuleret plan:
Da Cohen en aften var ude, listede en teknisk kyndig betjent op til gangsterens villa og brød ind for at installere en mikrofon i gangsterens klædeskab.
“Jeg understregede, at det her er L.A., og vi finder os ikke i det pis.” Betjent Jack O’Mara
Betjentene havde imidlertid ikke taget højde for, hvad aflytningen gjorde ved Cohens fjernsyn.
Apparatet var et af markedets dyreste, og tilsyneladende var det også meget følsomt, for aflytningsudstyret fik billedet til at flimre, hver gang Cohen slog over på Kanal 2.
Gangsteren fik et raserianfald.
“Fjern den forbistrede tingest, eller få nogen til at komme ud og reparere den!” brølede han i telefonen til forhandleren.
Betjentene hørte opkaldet via den hemmelige mikrofon, og prompte stod to mænd forklædt som fjernsynsteknikere foran Cohens dør.
Mens de foregav at indstille fjernsynets kanaler, monterede de en ny mikrofon, som opererede på en anden frekvens og derfor ikke ville forstyrre Cohens TV.
Inden de gik, lovede de at kigge ind en gang om ugen og sikre sig, at alt var i fineste orden – et træk, der gjorde det muligt for betjentene at skifte batterierne i mikrofonen. Som tak gav Cohen 50 dollars i drikkepenge.
Betjentene morede sig over, at Cohen betalte for sin egen aflytning, men beviser fik gangsterjægerne ikke.
Cohen havde muligvis lugtet lunten, for alt, hvad betjentene fik ud af aflytningen, var gøen fra hunde og ligegyldig tågesnak.
Begravelseskrans sendt til betjent
Imens Gangster Squad forsøgte at få ram på Cohen, understregede en række afsløringer, hvor korrupt L.A.s politi var, og hvorfor gangsterbossen var så svær at få ram på.
Det kom bl.a. frem, at flere betjente havde taget imod bestikkelse fra bordelejere og fine middage.
Når bestikkelse ikke virkede, forsøgte Cohen sig med skræmmemetoder. Fx blev der leveret en begravelseskrans til Willie Burns, Gangster Squads leder.
Kransen bar hans hustrus navn, og Burns var ikke i tvivl om, hvem der stod bag.
Men intet kunne bevises, og det stod efterhånden klart, at selvom Gangster Squad måtte bruge alle de skrappeste metoder, var de stadig kun novicer i forhold til Cohen.
Kuglerne fløj ofte i L.A.s underverden – især fra 1947 til 1953, hvor krigen mellem Mickey Cohen og hans rival Jack Dragna var på sit højeste.
I et desperat forsøg på at få ram på den udspekulerede gangster begyndte Gangster Squad at passe ham op på gaden for at se, hvad han havde i lommerne.
Metoden var ikke ufarlig, for Cohen var hurtigt til at råbe op om, hvordan politiet chikanerede ham, men den bar frugt.
På denne måde lykkedes det betjentene at få fingre i en række regninger, der viste, at Cohen havde et forbrug, som lå langt over en almindelig manufakturhandlers.
Fx betalte han en indretningsarkitekt 49.329 dollars for arbejde på sin villa, og han havde givet 800 dollars for sine sko.
Cohen forklarede, at han skam ikke havde pengene fra ulovligheder, men blot havde lånt 300.000.
“Hvis det er ulovligt at låne nogle skejser, ja, så er jeg skyldig”, grinede han, da myndighederne udspurgte ham.
Gangster Squad bruger bestikkelse
Cohen var sikker på, at myndighederne aldrig kunne bevise hans kriminelle aktiviteter.
Han havde nemlig opstillet en brændeovn i baghaven. Her lod han sin vagtmand Neal Hawkins brænde kvitteringer og regninger, der kunne sladre om Cohens store forbrug.
Hvad gangsteren ikke vidste, var, at Hawkins blev betalt af Gangster Squad og henvendte sig direkte til O’Mara.
Hawkins skaffede de nødvendige bilag, så Cohen i juli 1951 kunne dømmes for skattesvig og puttes i fængsel.
Gangsterens dom lød på fire år bag tremmer – en lille sejr, men langtfra tilfredsstillende for Gangster Squad.
“Hvis det er ulovligt at låne nogle skejser, ja, så er jeg skyldig.” Mickey Cohen
På trods af patruljens hårde arbejde og opfindsomme initiativer havde betjentene stadig ikke formået at få nogen dømt for mord.
I en intern rapport blev det fastslået, at der i årene 1900-1951 var begået 57 mord med relation til organiseret kriminalitet. Kun ét var blevet opklaret.
Mens Cohen henslæbte dagene som straffefange, arbejdede Gangster Squad videre med at rydde op i Los Angeles’ underverden.
Jobbet var en del lettere nu, hvor der ikke længere var en gangsterboss af Cohens kaliber. Men betjentene vidste, at den gode tid ikke ville vare for evigt. Ingen regnede med, at Cohen ville komme ud af fængslet som en lovlydig borger.
Heldigvis for Gangster Squad havde gangsterbossen ikke regnet ud, at vagtmanden Hawkins arbejdede på begge sider af loven.
Sammen lagde de en ny plan: Kort før Cohens løsladelse foreslog Hawkins ham at smøre og tjekke alle de pistoler, som den fængslede boss havde liggende.
På den måde ville de ligge klar, når gangsterbossen en dag blev løsladt.
Cohen var med på idéen, og Hawkins hentede syv pistoler i gangsterens hus. Men i stedet for at gøre som lovet kørte Hawkins sammen med O’Mara ud til politiets skydebane.
Våbenregisteret fortalte, at ingen af våbnene stod i Cohens navn. O’Mara noterede alle våbnenes serienumre og sørgede for, at der blev affyret testskud fra hvert af dem til senere ballistiske undersøgelser.
Inden O’Mara leverede pistolerne tilbage til Hawkins, skruede han bundpladerne af og ridsede bogstaver ind i metallet.
Så låste betjenten listen med serienumre og mærker inde i et skab på politistationen.
Nu var det bare om at vente, til pistolerne blev brugt til et nyt mord – og derefter kunne Gangster Squad endelig bure Cohen inde for altid.
Gangster Squad brugte især vold og trusler til at få information ud af gangsterne.
Tæsk, tyveri og trusler blev betjentenes våben
Kun resultater talte for Los Angeles’ gangsterjægere. Lovgivningen og en dommerkendelse blæste betjentene på, når det gjaldt om at få has på byens organiserede kriminalitet.
Planteskole står bag afpresning
Intet tydede dog på, at O’Maras drøm ville blive virkelighed. Da Cohen i 1955 blev løsladt, var han tilsyneladende fast besluttet på at leve et lovlydigt liv.
Han passede fromt sine forretninger, som foruden flere natklubber og kasinoer også talte en planteskole.
Selvom alting så lovlydigt ud, holdt Gangster Squad stadig øje med deres gamle hovedmål, for meget tydede på, at Cohens virksomheder blot var et skalkeskjul for kriminalitet.
Fx blev et tilbud om at købe planter hos Cohens planteskole som oftest opfattet som den slags, som ingen kunne afslå, for gangsteren truede alle, som nægtede at modtage planterne, med vold og hærværk.
Grovere overfald og mord afholdt den tidligere straffefange sig imidlertid fra.
I årevis holdt Cohen den blanke facade, men det ændrede sig den 2. december 1959. Den eftermiddag modtog Jerry Wooters, et tidligere medlem af Gangster Squad, et opkald fra en gangster ved navn Jack Whalen.
Wooters var blevet smidt ud af enheden, fordi han var kommet til at stå nogle af de kriminelle for nær – og Whalen betragtede Wooters som en, han kunne stole på.
Den bredskuldrede gangster var Cohens nærmeste rival, og efter at gangsteren havde forsøgt at snyde Whalen i et hestevæddeløb, var en konfrontation uundgåelig.
“Jeg er i en slem knibe. Kan du give mig en hånd?” spurgte han Wooters i håb om at få Gangster Squads hjælp til at vippe Cohen af tronen.
Kort forinden havde Whalen ringet og truet Cohen, som iskoldt havde svaret, at han ville være på restauranten Rondelli’s om aftenen, og at Whalen da bare kunne komme.
For at redde sin ære var Whalen nødt til at tage imod Cohens invitation, men Wooters afslog at hjælpe.
I stedet ringede han til sine tidligere kolleger og fortalte dem om det snarlige sammenstød i Los Angeles’ underverden.
Bilens forrude
blev skiftet ud, så den bestod af to dele, og kunne åbnes udad, så et geværløb kunne stikkes ud.
Hver dør
var beklædt med et 20 mm tykt stålpanser og vejede 45 kg. Værkstedet testede pansringen ved at skyde på bilen med de kraftigste rifler, som var til rådighed for Los Angeles’ politi. Intet bed på.
Ruderne
kom til at bestå af 4,5 cm tykt, skudsikkert fiberglas.
Bunden
af bilen blev forstærket med panser, så den kunne modstå selv en bombesprængning.
Dækkene
kostede 400 dollars stykket og var efter sigende skudsikre.
Mord forstyrrer middagen
Som så ofte før holdt Mickey Cohen hof på Rondelli’s. Kl. 23.28 stormede Whalen hen mod bordet, hvor også Cohens elskerinde, Sandy Hagen, og to af hans håndgangne mænd, Sam LoCigno og George Piscitelle, sad.
Men inden Whalen nåede bordet, ramte en kugle ham i panden, og han sank livløs om på gulvet. Restaurantens gæster flygtede i panik.
Kl. 00.10 lød alarmen hos politiet. Byen var ramt af endnu et gangstermord. Mickey Cohen afviste straks, at han skulle have noget at gøre med drabet.
“Jeg sad bare og spiste pasta”, fortalte han de tilkaldte betjente.
“Pludselig hørte jeg skud. I kan lige tro, at jeg fik travlt med at gemme mig”.
Cohens tre gæster ved bordet hævdede også, at de kun havde hørt skuddene. Vidneudsagn gjorde det imidlertid klart, at Cohen og hans venner løj.
Fx fortalte en forretningsmand, at Cohen havde grebet fat i ham i den tro, at han var én af Whalens medsammensvorne.
Efter et mordforsøg på Mickey Cohen i 1948, blev gangsteren arresteret sammen med tre fra hans mandskab.
Et gennembrud i opklaringen kom, da politiet nogle timer efter fandt tre pistoler i en plastikpose nær restauranten.
Ved at åbne bundpladen og kigge efter O’Maras markeringer kunne politiet konstatere, at to af dem tilhørte Cohen.
Seks dage senere meldte Cohens ven LoCigno sig til politiet og erklærede, at han havde skudt Whalen i selvforsvar.
Gangster Squad var sikre på, at de nu kunne få ram på Cohen.
Ganske vist fortalte LoCigno, at han begik drabet, men meget tydede på, at han var blevet betalt for at tage skylden, og at ejerskabet til pistolerne viste en forbindelse til Cohen.
Under retssagen fremlagde O’Mara pistolerne, og selvom det ikke var Cohen, der var for retten, antydede O’Mara kraftigt, at gangsterbossen havde haft mere end én finger med i Whalens død.
Cohen selv løj omkring 100 gange under retssagen – fx ved at påstå, at “jeg har aldrig ejet nogen pistoler”.
Cohen på vej ombord i båden til Alcatraz efter sin fængselsdom i 1962.
Selvangivelsen sendte gangsterbossen i fængsel
Mord kunne myndighederne aldrig fælde Cohen for, men til sidst fik lovens lange arm alligevel fat i den snu forbryder.
I 1961 blev Cohen stillet for retten og dømt for skattesvindel – samme skæbne, som i 1931 overgik den ellers urørlige storgangster Al Capone.
Retssagen omfattede 194 vidner, og udskriftet af retshandlingerne fyldte 8.000 maskinskrevne sider. Vidnerne kunne berette, at Cohen strøede om sig med penge.
Ifølge vidner var det normalt, at Cohen bar 30.000 dollars i kontanter på sig. Intet, som gangsteren havde indleveret til skattevæsenet, kunne dokumentere, at pengene var tjent på lovlig vis.
Dommen lød på 15 års fængsel, som han tilbragte på den flugtsikre fængselsø Alcatraz samt i et statsfængsel i Atlanta, Georgia.
Efter ni år, i 1972, blev Cohen løsladt – og han var ikke blevet glemt. TV-shows og bogforlag havde bud efter den tidligere gangster, hvis erindringer blev en bestseller.
Efter længere tids sygdom døde Cohen af et hjerteanfald i 1976. Hans formue beløb sig officielt til 3.000 dollars.
Gangster Squad går i glemmebogen
Den 31. marts 1960 blev LoCigno dømt til fængsel på livstid.
Spørgsmålet om Cohens medvirken fik retten til at genoptage sagen året efter.
Her faldt politiets beviser til jorden. Ingen af de fundne pistoler havde været brugt til at skyde Whalen med, viste tekniske undersøgelser nu.
At pistolerne overhovedet var blevet fremlagt som bevis, var en klar fejl, mente retten. Resultatet var, at LoCigno nu blev frifundet. Fiaskoen tog så hårdt på O’Mara, at han forlod politiet få dage efter.
Tingene så dog ikke meget bedre ud for Cohen. Samme år blev han idømt 15 års fængsel for skattesvindel.
Kort efter dommen ophørte Gangster Squad reelt med at eksistere. Storforbryderne havde mistet grebet om L.A., og politiets ledelse ville helst glemme, at de i 15 år havde en enhed, der opererede uden for loven.
Da Cohen i 1975 udgav sine erindringer, kom han ind på det gamle mord:
“Sam LoCigno kunne ikke ramme væggen i en balsal. Personen, som ramte Whalen, var ekspert i at skyde”.
Han kunne ikke dy sig for at tilføje: “Og jeg var selv forbandet god med en pistol”.