50 personer ved præsidentens afrejse

Skuffet vælger skyder USA’s præsident

Charles Guiteau havde støttet James Garfield under præsidentvalget i 1880. Da Garfield vandt, regnede Guiteau med at modtage en fyrstelig belønning, men han blev skuffet. Så købte han en pistol.

Charles Guiteau havde støttet James Garfield under præsidentvalget i 1880. Da Garfield vandt, regnede Guiteau med at modtage en fyrstelig belønning, men han blev skuffet. Så købte han en pistol.

Granger/Imageselect & Smithsonian Institute

Lørdag den 2. juli 1881 er Charles Guiteau tidligt på færde. Længe før det nordgående morgentog ruller ind på Baltimore og Potomac-stationen i Washington, D.C., står han i ventesalen.

Ved lugen køber passagerer billetter og afleverer kufferter og rejsegods. Men Guiteau ænser dem ikke.

Han skal ikke med toget, og han medbringer ingen bagage. Den eneste ejendel, han bærer på sig, er en revolver, som han gemmer i lommen.

Med våbnet ladt og parat til skud venter han på togets mest prominente passager, USA’s næsten nyvalgte præsident, James A. Garfield.

“Aldrig i livet vil jeg igen høre Dem tale om at blive konsul i Paris”. James G. Blaine, USA’s udenrigsminister.

Tale satte gang i drømmene

Mødet med præsidenten vil ikke være Guiteaus første. Under valgkampen året forinden var han én af Garfields varmeste støtter.

Den fallerede advokat og vækkelsesprædikant troede dengang fuldt og fast på, at han havde en stor karriere som diplomat foran sig.

Da alt tydede på, at republikaneren Garfield ville vinde valget, skrev Guiteau en tale til fordel for ham og uddelte den i politiske forsamlinger.

Da Garfield blev valgt, mente Guiteau, at sejren var hans fortjeneste. Han krævede som belønning at blive udnævnt til konsul i Paris.

Garfield afviste pure anmodningen, men Guiteau var ikke sådan at ryste af. Snart blev han fast gæst i Det Hvide Hus’ modtageværelse.

50 personer overværer præsidentens afrejse
© Granger/Imageselect

Attentatmand lurede i ventesalen

Kuglen borer sig ind i præsidentens krop

Attentatmandens kugle rammer Garfield i ryggen. Kuglen borer sig ind i vævet bag bugspytkirtlen.

Angrebet chokerer Garfields ledsager

Udenrigsminister James G. Blaine går arm i arm med præsidenten, da skuddet rammer. I forvirringen vakler Blaine mellem at støtte Garfield og at løbe efter attentatmanden.

Tilskuere pågriber attentatmanden

En billetsælger og et par tilskuere griber fat i Guiteau og holder ham fast. Han bliver kort efter arresteret af en betjent, som kommer ind fra gaden efter at have hørt skud fra jernbanestationen.

Den 13. maj 1881 fik udenrigsministeren, James G. Blaine, nok og smed ham ud med ordene: “Aldrig i livet vil jeg igen høre Dem tale om at blive konsul i Paris”.

Kort efter købte Guiteau en revolver. Rasende og ydmyget besluttede han sig for at gøre det af med manden, som så brutalt havde afvist og forsmået ham.

I de følgende uger skyggede han Garfield, når præsidenten gik i kirke eller spadserede en tur.

Tre gange kom han tæt nok på til at skyde, men så svigtede modet. Da Guiteau læste i avisen, at Garfield den 2. juli ville rejse på sommerferie til New England med morgentoget, vidste han, at tiden var inde.

James A. Garfield, Charles Guiteau, British Bulldog Revolver

Guiteau valgte en revolver med et skæfte af elfenben. Den ville tage sig godt ud på et museum, mente han.

© Smithsonian Institute

Guiteau affyrede revolveren, så snart Garfield trådte ind ad døren med sit følge. Skuddet strejfede præsidentens skulder. “Min Gud, hvad sker der dog?” udbrød Garfield, mens han strakte armene i luften.

I det samme faldt det andet skud. Det ramte Garfield i ryggen, og præsidenten faldt om på gulvet.

Tilskuere greb Guiteau og holdt ham fast, indtil en betjent arresterede ham. “Jeg gjorde det, og jeg ønsker at blive arresteret for det”, erklærede han med stolthed i stemmen.

Dårlig hygiejne blev fatal

Imens blev Garfield bragt til Det Hvide Hus, hvor lægerne forgæves forsøgte at finde kuglen, som gemte sig i hans krop. Skiftende læger fortsatte undersøgelserne de følgende dage, men kuglen var og blev umulig at få øje på.

“Lægerne gjorde det. Jeg skød ham bare”. Charles Guiteau, 1882.

Læger kendte dengang kun lidt til bakterier og desinfektion, og hverken deres hænder eller instrumenter var derfor sterile. Resultatet var, at skudsåret blev inficeret. Garfield fik feber og blev stadig svagere, mens infektionen bredte sig.

Den 19. september bukkede han under, og præsidenten udåndede efter 79 dage i sygesengen.

To måneder senere blev Guiteau stillet for retten. Han nægtede sig skyldig i drab.

“Lægerne gjorde det. Jeg skød ham bare”, hævdede han muntert.

Mens storhedsvanviddet voksede, afviste han enhver tanke om straf.

“Faktisk regner jeg med at leve længe nok til at blive præsident”, erklærede han.

Retten var uenig. Den 25. januar 1882 blev Guiteau dømt til døden ved hængning.

Inden han den 30. juni 1882 trådte op på skafottet, trykkede han hånd med bødlen, vinkede til tilskuerne og reciterede et digt, han selv havde skrevet – det nærmeste, han kom på at opnå den hæder og opmærksomhed, som han inderligt efterstræbte.