“Far! Jeg har ondt i maven!” råber 8-årige Timothy O’Bryan inde fra sit værelse i familiens hjem i byen Deer Park, Texas.
Det er halloween-aften, den 31. oktober 1974, og den lille dreng har netop spist indholdet af en Pixy Stix – et aflangt plastikrør med sursødt slikpulver. Sukkerrøret er en af de søde gevinster, Timothy har raget til sig ved at stemme dørklokker i løbet af aftenen.
Drengen stavrer forkrampet ud på toilettet og begynder at kaste op. Da faren går ud for at se til sin søn, er Timothys krop gået i kramper.
En hvid fråde løber ildevarslende ned ad mundvigen på drengen, der kollapser livløst i sin fars arme, mens han hiver efter vejret. Ronald Clark O’Bryan ringer efter en ambulance, der ankommer kort tid efter, men det er for sent. Timothy dør på vej til hospitalet i den nærliggende by Pasadena.
“Hvem kan finde på at dræbe et 8-årigt barn?!” Ronald Clark O’Bryan efter sin søns død.
Drengen er blevet forgiftet med cyanid, og det tager ikke politiet lang tid at finde mordvåbnet. Nogen har pillet ved Timothys Pixy Stix og fyldt den med en dødelig dosis af giftstoffet.
Tilbage i familiens hjem i Deer Park i Texas hamrer Ronald Clark O’Bryan en knytnæve ind i væggen, mens han skriger:
“Hvem kan finde på at dræbe et 8-årigt barn?!”
Det samme spørgsmål rumsterer hos resten af beboerne i Deer Park og nabobyen Pasadena, da nyheden spreder sig gennem gaderne som en gyserhistorie rundt om et lejrbål.
I pressen bliver den ukendte gerningsmand døbt “The Candyman”, og politiet indleder jagten på morderen, der har forvandlet halloween i Texas til en veritabel horrorfilm.
At klæde sig ud og gå fra dør til dør for at bede om mad eller penge er en gammel skik. I de nordiske lande opstod traditionen med at klæde sig ud og rasle til højtiden fastelavn, der falder inden påske.
Børn har raslet siden oldtiden
Traditionen med at rasle stammer fra oldtidens Grækenland. Det var dog først efter et effektivt reklamefremstød af amerikanske slikproducenter i 1950’erne, at børnene fik slik i poserne.
“Trick or treat” – bedre kendt som “slik eller ballade” på dansk – forbindes i dag med børn iført uhyggelige kostumer, der stemmer dørklokker for at få slik. Sådan har det ikke altid været.
For knap 2.000 år siden tog beboerne på den græske ø Rhodos imod børn udklædt som syngende svaler. Kvitterede de voksne ikke med mad til børnene, lavede de narrestreger, som bl.a. bestod i at pille hoveddøren af de nærige naboers hjem.
En lignende tradition kendes også fra middelalderens Europa, hvor mennesker gik fra dør til dør og tilbød at bede for folks afdøde til gengæld for en såkaldt sjælekage.
Op gennem 1800-tallet bragte tusinder af udvandrere traditionen med fra Europa til USA, hvor det nu var børn, der gik rundt og bankede på folks døre.
Praksissen med at dele slik ud til børn til halloween blev dog først indført i 1950’erne, da slikindustrien begyndte at markedsføre slik som en del af højtiden. Før det fik børn typisk udleveret mønter, legetøj, nødder eller hjemmelavet bagværk.
To familier går fra dør til dør
Den 31. oktober 1974 begyndte som enhver anden halloween-aften i byen Pasadena, 24 km sydøst for storbyen Houston i Texas, USA.
Regnen silede ned fra den mørke efterårshimmel, og traditionen tro var gaderne fyldt med udklædte børn, unge og voksne, der gik fra dør til dør for at samle slik.
Blandt de mange børn var 8-årige Timothy og 5-årige Elizabeth, som var kørt med deres far, Ronald Clark O’Bryan, til byen for at “trick-or-treate”. Det var første gang, at faren var taget med sine børn ud for at fylde slikposer op til halloween. Med på slæb var Ronalds ven Jim Bates og hans to børn.
Timothy og Elizabeths mor, Daynene, var ikke med på turen, men tilbragte aftenen i selskab med en veninde.
Børnene glædede sig til at forsøde tilværelsen lidt. Pengene var små i den lille familie, og særligt faren havde haft nogle hårde år på arbejdsmarkedet.
Fra 1969 til 1974 skiftede Ronald Clark O’Bryan job 21 gange. Hans nuværende stilling som optiker ved Texas State Optical gav ham sølle 150 dollars i løn om ugen – ikke nogen fyrstelig hyre for en mand med fire munde at mætte derhjemme.
Kandiserede æbler og andre hjemmelavede godter så et dyk i popularitet i USA i den anden halvdel af 1900-tallet pga. historierne om forgiftet slik.
Forgiftet slik er en sjældenhed
Frygten for forgiftet slik var stor i 1970’erne, og mange frygter det fortsat, særligt i USA. Men børnene har ikke meget andet at være bange for under halloween end mavepine og huller i tænderne.
1970: Forvekslede kokain med sukker
Den 5-årige Kevin Tonston fra Detroit kom til at spise sin onkels kokain, fordi han troede, det var sukker. Familien forsøgte at bilde politiet ind, at nogen havde strøet stoffet ud over hans slik.
1978: Pressen gav slik skylden
Patrick Wiederhold fra Michigan døde efter at have spist halloween-slik. Pressen advarede om, at farligt slik var i omløb, men obduktionen viste, at den 2-årige dreng døde af naturlige årsager.
1990: Farlige godter var falsk alarm
Pressen udpegede først forgiftet slik som synderen, da den 7-årige Ariel Katz fra Santa Monica i Californien døde, mens hun var ude at rasle. I virkeligheden døde pigen af et forstørret hjerte.
2001: Bakterier stod bag dødsfald
En 4-årig pige fra Vancouver døde efter at have indtaget slik på halloween-aftenen. Politiet fandt dog ingen tegn på forgiftning, og senere viste det sig, at pigen var død af en streptokok-infektion.
Åndelig føde var der til gengæld masser af i O’Bryan-familien, der var dedikerede kristne. Særligt Ronald Clark O’Bryan var et kendt ansigt i hjembyen Deer Park, hvor han lovpriste Gud hver søndag som forsanger i kirkens kor.
Halloween-aftenen var dog traditionen tro helliget de mørke kræfter, og som aftenen skred frem, fik de udklædte børn og voksne skræmt sig til bugnende slikposer. Ved et af de sidste huse på ruten bankede børnene på forgæves. Ærgerlige vendte de om og gik, men Ronald Clark O’Bryan blev tilbage ved hoveddøren.
Efter et par minutter sluttede han sig igen til gruppen med fem Pixy Stix-slikrør i hånden. Der havde alligevel været nogen hjemme i huset, fortalte faren storsmilende. Han uddelte gevinsten til de fire glade børn, og da de kort efter kom hjem, stak han det sidste slikrør til et barn, der ringede på hos O’Bryan-familien for at rasle.
Blot få timer senere udåndede Timothy i ambulancen, forgiftet af det slikrør, hans far havde indsamlet ved det sidste hus på ruten.
Politiet jagter giftige slikrør
Det tog ikke lang tid for politiet i Pasadena at slå fast, at Pixy Stix-slikrøret var mordvåbnet, der endte lille Timothys liv. En test af slikrøret viste, at det indeholdt store mængder af giftstoffet cyanid – nok til at tage livet af to fuldvoksne mænd.
Slikrøret var klipset sammen foroven, hvilket var et klart bevis på, at nogen havde pillet ved det, inden det var blevet uddelt til det sagesløse offer. Politiet satte straks en stor eftersøgning i gang i Pasadena for at lokalisere andre potentielt forgiftede Pixy Stix-rør.
Med hjælp fra Ronald Clark O’Bryan fandt politiet hurtigt frem til de fire andre rør, der ligeledes alle var klipset sammen foroven. Heldigvis havde ingen af børnene nået at spise af det dødelige slik.
Politiet bad O’Bryan om at udpege det hus, hvor han havde fået uddelt de fem Pixy Stix.
Idéen til det sursøde pulver i Pixy Stix fik slikkets skaber – J. Fish Smith – i 1942, da han fandt ud af, at mange børn spiste pakker med sursødt pulver, der egentlig var beregnet som en ingrediens i læskedrik.
Først kunne faren ikke huske, hvor huset lå, hvilket politiet fandt mistænkeligt. Pga. regnen havde familien kun raslet på to gader, så det burde være til at huske.
Betjentene bad derefter O’Bryan om at gå ruten sammen med dem, og efter tre ture kunne faren pludselig genkende huset. Han påstod, at hjemmets ejer ikke havde tændt lyset, da de ringede på, men blot havde åbnet døren på klem og stukket ham de fem slikrør.
Husejeren viste sig at være en flytrafik-medarbejder ved William P. Hobby Airport. Han havde arbejdet i lufthavnen hele aftenen og var først kommet hjem kl. 23.00 – flere timer efter at han ifølge O’Bryan skulle have uddelt det forgiftede slik.
Over 200 vidner bekræftede, at manden havde været på arbejde på halloween-aftenen, og politiet strøg ham hurtigt fra listen over mistænkte. Nu var Ronald Clark O’Bryan deres hovedmistænkte.
Livsforsikringer vækker mistanke
Husejeren med det vandtætte alibi var ikke Ronald Clark O’Bryans eneste problem. Da politiet gravede lidt i familiefarens økonomi, begyndte et uhyggeligt mordmotiv at tegne sig.
O’Bryan var i dyb gæld og skyldte omkring 100.000 dollars. En del af gælden var et ubetalt lån på en bil, som O’Bryan havde modtaget rykkere for de seneste otte måneder.
Den dårlige økonomi var ikke i sig selv et drabsmotiv, men Ronald Clark O’Bryan havde i januar 1974 tegnet livsforsikringer på begge sine børn til en værdi af i alt 30.000 dollars pr. barn. Det fik politiet til at spekulere i, om den på overfladen så fromme kirkesanger kunne have dræbt sin søn i et forsøg på at dække hullerne i sin elendige økonomi.
Da politiet opdagede, at Ronald Clark O’Bryan havde forsøgt at indløse sin søns livsforsikring kl. 9 om morgenen dagen efter hans død, var de ikke længere i tvivl. Det hjalp heller ikke på O’Bryans sag, at han mildest talt ikke havde forsøgt at skjule sin plan for omverdenen.
“Vi skylder hans potentielle fremtidige ofre at fjerne denne kræftsvulst fra samfundet”. Anklager Mike Hinton under retssagen.
Den gældsramte far gik på aftenskole på byens community college, og i en af timerne havde han spurgt underviseren:
“Hvad er mest dødeligt: Cyanid eller en anden form for gift?”
En medarbejder hos en kemiforhandler i Houston henvendte sig også til politiet og fortalte, at en person på et tidspunkt havde spurgt om, hvorvidt han kunne købe cyanid i forretningen.
Øjenvidnet var ikke i stand til at udpege Ronald Clark O’Bryan, men han kunne huske, at manden havde båret en blå kittel. Beskrivelsen passede på den dragt, familiefaren var iført, når han arbejdede hos optikeren.
Politiet havde nu nok beviser til at udstede en ransagningskendelse, og da de gennemsøgte O’Bryan-familiens hjem, fandt de en saks med spor af plastik fra de forgiftede Pixy Stix.
“The Candyman” dømmes til døden
Ronald Clark O’Bryan blev arresteret af politiet den 5. november 1974, blot fem dage efter sin søns tragiske død. Han fastholdt sin uskyld, men bevismaterialet mod ham fortalte en anden historie.
Den 3. juni 1975 kendte en enig jury O’Bryan skyldig i mordet på sin 8-årige søn, Timothy. Anklageren, Mike Hinton, var ikke i tvivl om, at straffen skulle være den hårdest mulige.
“Den eneste konklusion må være, at denne mand slog sit eget kød og blod ihjel for penge”, sagde anklageren til juryen, mens han dirrede af raseri.
Den gældsramte O’Bryan havde for nylig tegnet en livsforsikring på sin afdøde søn.
Hinton tilføjede herefter:
“Tænk så på, hvor let det vil være for ham at slå en komplet fremmed ihjel for penge. Vi skylder hans potentielle fremtidige ofre at fjerne denne kræftsvulst fra samfundet”.
Juryen og dommeren var overbeviste, og Ronald Clark O’Bryan blev dømt til henrettelse i den elektriske stol.
Henrettelsen udskydes
Selvom O’Bryans henrettelse oprindeligt var sat til den 8. august 1980, lykkedes det hans forsvarsadvokat at udskyde den flere gange ved at appellere sagen. Først den 31. marts 1984 fik Ronald Clark O’Bryan sit sidste måltid på dødsgangen, Ellis Unit, i Texas’ statsfængsel.
På det tidspunkt var den elektriske stol blevet afskaffet som henrettelsesmetode, så Ronald Clark O’Bryan fik i stedet en dødelig indsprøjtning. Inden giften flød gennem hans årer, ytrede han sine sidste ord til de tilstedeværende:
“Jeg tilgiver alle – og jeg mener virkelig alle – der har været medvirkende til min død. Gud velsigne jer alle”.
Lokale texanere planlagde en såkaldt halloween-fest på dagen, hvor Ronald Clark O’Bryan blev henrettet.
Ude foran fængselsmurene stod 300 mennesker, som ikke havde i sinde at tilgive O’Bryan hans synder. De jublede hånligt “Trick or treat”, da dødsdommen blev eksekveret. Nogle stod endda med hjemmelavede, overdimensionerede Pixy Stix-slikrør for at håne forbryderen.
Den berygtede “Candyman”, som anklager Mike Hinton erklærede havde “ødelagt halloween for hele verden”, var død.