Foråret 1812 er usædvanlig vådt og koldt, men den 11. maj skinner solen. Englands premierminister, Spencer Perceval, beslutter sig derfor for at tilbagelægge den korte distance fra embedsboligen i Downing Street 10 til parlamentet til fods.
Men at passe tiden er ikke premierministerens stærke side. Han ankommer først til parlamentet kl. 17.15 – tre kvarter efter at det møde, han skal deltage i, er begyndt. Mens Perceval hastigt affører sig overtøjet i det travle forkontor, forbereder han sig på at møde kollegernes skulende blikke i underhusets mødesal.
Men premierministerens forsinkelse giver ikke kun anledning til kollegial irritation. Den bliver fatal.
Morder skyder på klos hold
Mens Perceval med raske skridt bevæger sig mod døren til parlamentssalen, nærmer en mand sig med rolige skridt. Manden retter en pistol mod premierministerens bryst og trykker på aftrækkeren.
Smældet fra skuddet får al samtale i kontoret til at forstumme. Alle ser på Perceval, der svajer frem og tilbage, før han falder fremad. “Jeg bliver myrdet”, hører et vidne ham fremstamme, lige før han rammer gulvet med ansigtet først.
“Jeg bliver myrdet”. Spencer Perceval, britisk premierminister, 1812.
To parlamentsmedlemmer, Francis Phillips og William Smith, løfter Perceval op og bærer ham ind i parlamentsformandens private lejlighed.
Smith bemærker, at Perceval er bleg og har blod i mundvigene. “Nogle få krampagtige hulk, som varede måske tre eller fire sekunder, var sammen med en næsten umærkelig puls de eneste tegn på liv hos ham”, fortæller Smith senere. En tilkaldt læge bekræfter Smiths værste anelser. Perceval er død.
“Det er ham”, lyder et råb. Advokaten Henry Burgess, som under udåden tilfældigvis befinder sig i forkontoret, griber fat i morderens arm og flår den endnu varme pistol ud af hånden på ham. Manden sveder kraftigt, men gør ingen modstand.
“En mus kunne have holdt ham tilbage med et stykke sytråd”, fortæller Burgess senere.
Storbritanniens premierminister, Spencer Perceval, er netop blevet skudt. Vidner i parlamentsbygningen iler til hjælp.
Perceval er døende
Kuglen borer sig ind under Percevals fjerde ribben i venstre side. Premierministeren er døende, før han rammer gulvet.
Vidner iler til hjælp
Adelsmanden Francis Phillips vender Perceval om, mens parlamentsmedlem William Smith ser til. Sammen bærer de premierministeren til et afsides værelse.
Embedsmand udpeger morderen
En embedsmand, som har siddet vagt ved døren, rejser sig, da skuddene lyder. “Det er ham”, råber han og peger på Bellingham.
Drab skaber panik
Imens breder panikken sig i bygningen. Tiderne er urolige. England er på niende år viklet ind i en blodig krig med Napoleon Bonapartes Frankrig.
Hjemme gør de såkaldte ludditter oprør mod industrialiseringen, som netop i disse år tager fart, og som truer de traditionelle håndværk.
Blot få dage forinden har ludditterne dræbt en fabriksejer i Yorkshire, og alle frygter, at drabet på Perceval er begyndelsen på et statskup.
“Jeg føler, at jeg har haft tilstrækkelige grunde til at gøre det, jeg har gjort”. John Bellingham, 1812.
Morderen – en midaldrende familiefar og handelsmand – gør straks frygten til skamme. Hans motiv er strengt personligt. Otte år tidligere blev han af bureaukratiske årsager tilbageholdt under en forretningsrejse til Rusland.
Affæren kostede ham et anseeligt beløb i rubler, og ethvert forsøg på at få hjælp fra britiske diplomater eller politikere har været forgæves. Som en sidste udvej besluttede han at myrde premierministeren.
Under afhøringerne viser Bellingham ingen anger. Tværtimod. “Jeg føler, at jeg har haft tilstrækkeligt med grunde til at gøre det, jeg har gjort”, udtalte han.
John Bellingham tilbragte et helt år i et russisk fængsel, berettede datidens pamfletter om morderen.
Tilståelsen sikrede en hurtig rettergang og dom. Bellingham blev henrettet den 18. maj, en uge efter mordet.
En gennemgang af retsbøgerne viser, at Perceval muligvis havde været i live, hvis han var kommet til tiden. De fortæller nemlig, at Bellingham først indfandt sig i parlamentsbygningen omkring kl. 17, en halv time efter at Perceval skulle have været mødt.
Til gengæld sikrede drabet Perceval en plads i historiebøgerne. Han er nemlig den eneste britiske premierminister, som er blevet myrdet i embedet.