Begrebet seriemord blev opfundet i 1930’ernes Tyskland. Til USA nåede det først i 1974, hvor FBI-kriminologen Robert Ressler brugte begrebet under en forelæsning.
Op gennem 1970’erne og 1980’erne havde han interviewet i alt 36 dømte seriemordere for at forstå, hvordan en seriemorder tænker – og dermed blive i stand til at stoppe de næste. Og der var nok af seriemordere på fri fod i de år.
I 1980’erne sagde Robert Ressler: “Seriemord har nået et epidemisk omfang. De typer forbrydelser, vi ser i dag, fandt ikke sted med samme frekvens før 1950’erne. Et individ, som tager 10, 12, 15 liv, er et relativt nyt fænomen i USA’s kriminalhistorie”.
I løbet af 1980’erne registrerede FBI hele 823 aktive seriemordere, som alene i året 1987 dræbte 361 personer (tallet er fortsat amerikansk rekord).
1980’erne er derfor blevet kaldt “seriemordernes årti”. I 1990’erne faldt antallet af seriemordere til 724. Og den faldende tendens er fortsat – i det forgangne årti huserede der blot 201 seriemordere.
Seriemordere er drevet af sex
På film bliver seriemordere portrætteret som yderst intelligente (fx Hannibal Lecter i “Ondskabens øjne”), som skizofrene (Norman Bates i “Psycho”) eller som charmerende psykopater (Patrick Bateman i “American Psycho”). Virkeligheden er oftest en anden.
Ingen bliver født som seriemordere. Typisk vokser de op i dysfunktionelle familier med passive eller fraværende fædre, dominerende mødre samt en overflod af psykisk og fysisk mishandling.