Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Som børn pinte forbryderne dyr

I 1970’erne og 1980’erne oplevede USA en epidemi af seriemord. Der­for gik politiets eksperter i gang med at undersøge, hvad de afsporede drabsmænd havde til­fæl­les.

New York Daily News Archive/Getty Images

Begrebet seriemord blev opfundet i 1930’ernes Tyskland. Til USA nåede det først i 1974, hvor FBI-kriminologen Robert Ressler brugte begrebet under en forelæsning.

Op gennem 1970’erne og 1980’erne havde han interviewet i alt 36 dømte seriemordere for at forstå, hvordan en seriemorder tænker – og dermed blive i stand til at stoppe de næste. Og der var nok af seriemordere på fri fod i de år.

I 1980’erne sagde Robert Ressler: “Seriemord har nået et epidemisk omfang. De typer forbrydelser, vi ser i dag, fandt ikke sted med samme frekvens før 1950’erne. Et individ, som tager 10, 12, 15 liv, er et relativt nyt fænomen i USA’s kriminalhistorie”.

I løbet af 1980’erne registrerede FBI hele 823 aktive seriemordere, som alene i året 1987 dræbte 361 personer (tallet er fortsat amerikansk rekord).

1980’erne er derfor blevet kaldt “seriemordernes årti”. I 1990’erne faldt antallet af seriemordere til 724. Og den faldende tendens er fortsat – i det forgangne årti huserede der blot 201 seriemordere.

Seriemordere er drevet af sex

På film bliver seriemordere portrætteret som yderst intelligente (fx Hannibal Lecter i “Ondskabens øjne”), som skizofrene (Norman Bates i “Psycho”) eller som charmerende psykopater (Patrick Bateman i “American Psycho”). Virkeligheden er oftest en anden.

Ingen bliver født som seriemordere. Typisk vokser de op i dysfunktionelle familier med passive eller fraværende fædre, dominerende mødre samt en overflod af psykisk og fysisk mishandling.

Langt de fleste fandt som børn glæde ved at pine dyr.

Flere seriemordere var sengevædere i en sen alder, andre yndede at sætte ild til ting, og langt de fleste fandt som børn glæde ved at torturere og dræbe dyr.

Langt de fleste seriemordere er mænd, og forskningen viser, at de som børn er blevet udsat for en skelsættende begivenhed – fx et trafikuheld eller slagtningen af et dyr, som de aldrig glemte.

Generelt er morderne sjældent sindssyge eller overintelligente – deres IQ ligger gennemsnitligt en smule under befolkningens.

Hovedparten er drevet af et seksuelt begær, som ikke nødvendigvis retter sig mod selve kønsakten; i stedet er det kontrollen over og volden mod offeret, der giver dem tilfredsstillelse.

Det store spørgsmål er, hvorfor netop USA fostrede så mange seriemordere i 1970’erne og 1980’erne. Det har HISTORIE spurgt Mike Aamodt om.

Han er professor i psykologi ved Radford Uni­ver­sity i staten Virginia.

“Det er utrolig svært at svare på, for vi ved ikke med sikkerhed, om stigningen i 1970’erne og 1980’erne overhovedet var så høj i forhold til de foregående årtier. Begrebet ‘seriemorder’ blev først taget i brug i 70’erne, så dokumentationen af seriemord før denne periode er mangelfuld”, forklarer Aamodt, der i 1992 var med til at starte Radford Universitys database over seriemordere.

Databasen er den mest omfattende i verden – den rummer 5.079 seriemordere fra år 1900 og frem til i dag. Knap 68 pct. af dem har fundet deres ofre i USA.

Mike Aamodt peger på, at den voldsomme stigning kan skyldes den daværende lovgivning:

“I 1970’erne og 1980’erne var det langt lettere at blive prøveløsladt i USA, end tilfældet er i dag. Og det er en meget vigtig pointe, for vores database over seriemordere viser, at mere end 80 pct. af samtlige seriemordere i USA’s historie tilbragte tid i fængslet, før de begik deres første mord. 17,9 pct. af seriemorderne har sågar været dømt for mord, hvorefter de blev løsladt og dræbte på ny”.

Fire typer af seriemordere

I den banebrydende bog “Serial Murders” kategoriserede kriminologerne Ronald Holmes, Stephen Holmes og James De Burger i 1988 seriemorderne ud fra deres motiver – ikke deres metoder, som FBI ofte analyserer.

Forfatterne fandt fire grupper af mordere med hver deres motiv.

  • Magt og kontrol

    Langt de fleste seriemordere opnår seksuel tilfredsstillelse ved at kontrollere og udøve magt.

    De nyder at ydmyge og torturere deres ofre. For morderne er selve mordet ofte det ultimative udtryk for den magt, som de har over deres ofre.

  • Psykiske lidelser

    Disse seriemordere hører stemmer eller ser syner, der kræver, at de dræber en bestemt person.

    Befalingen kan komme fra fx en dæmon eller Gud. Seriemordere i denne kategori lider næsten alle af psykoser eller andre psykiske lidelser.

  • På en mission

    Seriemordere i denne kategori er overbeviste om, at de har en pligt til at eliminere en specifik gruppe mennesker, som ikke er værdig til at leve.

    Ofrene er typisk prostituerede, børn, ældre, syge eller mennesker af en bestemt race.

  • Nydelse ved drabet

    Kannibaler og nekrofile finder nydelse i at maltraktere og spise deres ofre.

    Denne kategori rummer også seriemordere, som nyder selve det at dræbe.

    Spændingen bliver et mål i sig selv. Denne type af seriemordere er typisk intelligente.

Californien har haft flest seriemord

Nogle af de mest berygtede drabsmænd slog til under “seriemorder-epidemien” i Californien.

Men på trods af at “Night Stalker”, “Golden State Killer” og “Grim Sleeper” har føjet gruopvækkende kapitler til USA’s kriminalhistorie, har Californien kun en 7.-plads på listen over delstater med flest seriemordere – efter bl.a. Alaska og Florida.

Med sine næsten 40 millioner indbyggere er Californien USA’s folke­rigeste delstat.

Derfor er det ikke over­raskende, at de fleste ofre for seriemordere har mistet livet her: 1.777 kvinder og mænd siden år 1900.

Tallet svarer til ca. 14 pct. af det samlede antal ofre for seriemordere i USA.

I dag er seriemordere blevet sjældne

Siden 1990’erne er antallet af aktive seriemordere faldet med hele 85 pct., og ifølge FBI står de i dag for mindre end 1 pct. af alle drab i USA.

Ifølge seriemorder-forskeren Enzo Yaksic skyldes nedgangen bl.a., at politiet er blevet bedre til at fange morderne, inden de begår tre eller flere drab, hvilket definerer en seriemorder.

Morderens patologi er blevet studeret i årtier, hvilket betyder, at politiets efterforskere i dag er gode til at se mønstre i mordsagerne og derved bliver i stand til at stoppe gerningsmændene hurtigt.

Siden årtusindskiftet er efterladt DNA i stigende grad blevet brugt til at fælde morderne. Desuden giver internettet og mobiltelefonen politiet bedre muligheder for at overvåge en mistænkt.

”Der kan sagtens eksistere tusinder af seriemordere, som vi ikke kender til”.
Professor i psykologi Mike Aamodt, Radford University

Der er dog et ukendt mørketal: Hvis politiet er blevet bedre til at identificere seriemorderne, kan det også være, at morderne har lært at undgå fælderne, så de ikke havner i politiets søgelys.

Mørketallet viser sig i en dalende opklaringsprocent: Hvor amerikansk politi i 1965 opklarede 91 pct. af alle mord, var tallet i 2017 faldet til 61,6 pct.

“Der kan sagtens eksistere tusinder af seriemordere, som vi ikke kender til, og som vi af den ene eller anden grund ikke identificerer”, siger professor Aamodt.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul