Southside Slayer: Slumkvarter var lystmordernes paradis

I 1980’erne begyndte ligene af kvindelige prostituerede og narkomaner at hobe sig op i Los Angeles’ slumkvarter. Seriemorderen “Southside Slayer” var løs, og han sov tilsyneladende aldrig, for antallet af ofre var ekstremt.

I 1980’erne begyndte ligene af kvindelige prostituerede og narkomaner at hobe sig op i Los Angeles’ slumkvarter. Seriemorderen “Southside Slayer” var løs, og han sov tilsyneladende aldrig, for antallet af ofre var ekstremt.

Enietra Washington står foran spejlet i sin lejlighed i South Central, Los Angeles.

En stram, cremefarvet nederdel smyger sig om hendes lår, og et tykt lag rød læbestift pryder hendes mund.

Det er den 19. november 1989, og den 30-årige mor til to gør sig klar til en festtur med en veninde.

Hun tænder en joint, der er dyppet i kokain, og trækker røgen ind. Efter en hård dags arbejde som husholderske føler hun behov for at feste igennem.

Veninden Lynda bor i gå-afstand fra Enietras lejlighed, så da hun bliver passet op af en sort mand i en orange Ford Pinto med en hvid stribe på kølerhjelmen, takker hun nej til hans tilbud om et lift.

“Det er problemet med jer sorte kvinder”, siger føreren ud af bilens vindue, “I nægter at modtage hjælp fra andre”.

Et smil breder sig over førerens ansigt, og Enietra begynder selv at klukle. Den fremmede mand træder ud af bilen for at snakke.

Han er iført kaki-farvede bukser, mørkeblå T-shirt og beige jakke.

“Rør ikke det håndtag! Så skyder jeg dig igen”. Ordre fra morderen til Enietra Washington

Han er på hendes egen alder og ser lige så harmløs ud som en golden retriever, tænker hun. Hvad kan der ske?

“Okay så, du må gerne køre mig over til min veninde”, siger hun og sætter sig ind på forsædet.

Radioen blæser ud af bilens højttalere, mens de kører ned ad South Harvard Boulevard.

Pludselig, uden det mindste varsel, trækker føreren en lille pistol og skyder Enietra i brystkassen.

Hun registrerer det dog først, da blodet pibler ud. Panisk forsøger hun at flå døren op.

Enietra blev skudt med en pistol med meget lille kaliber.

© Crime Archive

“Rør ikke det håndtag!” råber hendes overfaldsmand, der nu har stoppet bilen. “Så skyder jeg dig igen”.

Smerten i Enietras bryst er uudholdelig, og hun kan knap nok trække vejret. Hun glider ind og ud af bevistheden og opfanger kun sporadisk det mareridt, hun befinder sig i: En tung krop oven på hende.

Tøj, der bliver flået i stykker. Lysglimt fra et polaroidkamera, der tager billeder af hendes blodindsmurte krop.

Enietra kommer først til fuld bevisthed igen, da manden skubber hende ud af bilen, så hun lander på fortovet som en efterladt affaldssæk.

Overbevist om, at hun er død, starter han bilen og kører ud i den kølige efterårsaften.

Enietra skriger ikke og søger ikke hjælp i de nærmeste huse. De færreste mennesker i den stærkt kriminelle bydel South Central åbner døren for fremmede efter solnedgang.

Desuden er veninden Lyndas hus blot få gader væk. Med blodet sivende fra skudhullet slæber Enietra sig hen til venindens hus.

“Hjælp mig!” skriger hun, mens hun desperat banker på døren.

Ingen lukker op. Lynda og hendes mand har opgivet at vente og er taget i byen uden hende.

Kort efter besvimer Enietra. Da Lynda vender hjem kl. 2 om natten, ligger hendes veninde i fosterstilling på jorden.

“Lad mig ikke dø. Lad mig ikke dø!” gentager hun sagte.

Lynda ringer efter en ambulance, og Enietra bliver fragtet til hospitalet. Først fire dage efter er hun stabil nok til, at lægerne kan fjerne den kaliber .25-kugle, gerningsmanden plantede i hendes bryst.

Den har akkurat ramt ved siden af hendes hjerte.

Hvad ingen endnu ved, er, at Enietra som det eneste offer har overlevet mødet med Los Angeles’ værste seriemorder: The Southside Slayer.

Mange år senere mødte Enietra Washington sin overfaldsmand i retten.

© Damian Dovarganes/AP/Ritzau Scanpix

Southside Slayer var flere mordere

Enietra Washington var millimeter fra at blive endnu et tal i den uhyggelige mordstatistik, der plagede Los Angeles i sidste halvdel af 1980’erne.

Alene i 1989 blev der begået 1.693 mord i hele Los Angeles County. Omkring halvdelen af de ca. 800 mord, der i gennemsnit blev begået årligt i Los Angeles i 1980’erne, fandt sted i bydelen South Central.

“South Central har den højeste mordrate i landet”. Interview i The New York Times, 1989.

Som en frivillig, der hjalp bandemedlemmer ud af kriminalitet, udtalte det til avisen The New York Times: “South Central har den højeste mord­rate i landet. Og ingen passer på de sorte og brune borgere. Californien er mulighedernes land, hvis du lever i Westwood og Sherman Oaks. I South Central er det kriminalitetens land”.

Crack-afhængigheden flåede hele familier i stykker i Los Angeles’ fattige kvarterer.

© William Karl Valentine

Crack forvandlede South Central til et kriminelt helvede

Det stærkt vanedannende stof crack-kokain oversvømmede i 1980’erne Los Angeles-bydelen South Central. Det gav seriemorderne rig mulighed for at få stillet deres bestialske lyster.

Crack dukkede første gang op i storbyen Miami i begyndelsen af 1980’erne, hvor immigranter fra Caribien lærte teenagere, hvordan de kunne omdanne kokain til crack, så det kunne ryges.

Crack er billigere end almindeligt kokain og blev derfor hurtigt udbredt i fattige bydele som South Central i Los Angeles, hvor indbyggerne især var sorte eller af latinamerikansk afstamning.

For at få bugt med crack-epidemien strammede den daværende præsident Ronald Reagan i 1986 lovgivningen. Nu blev folk straffet langt hårdere for besiddelse af crack end af kokain.

Fundet af 50 g crack udløste 10 års fængsel, mens det krævede 5 kg kokain at få lige så lang en straf.

Loven fik antallet af sorte i USA’s fængsler til at eksplodere. I South Central endte fædrene i stort tal i fængsel, mens deres koner måtte sælge sig selv for penge i et nabolag, der emmede af fortvivlelse.

Forholdene gav seriemordere rig mulighed for at slippe afsted med mord.

En død crack-misbruger eller prostitueret var uhyggeligt almindeligt i South Central, og med så mange banderelaterede drab samt en enorm mistro til politiet var det stort set umuligt at finde gerningsmændene.

Data fra FBI viser, at prostituerede er seriemordernes foretrukne bytte.

Risikoen for at blive myrdet af en seriemorder er 18 gange større for kvinder, der sælger sex.

Eller som seriemorderen Gary Ridgeway udtalte i retten i 2003: “De prostituerede var lette at samle op, uden at det tiltrak opmærksomhed. Jeg vidste, at de ikke ville blive efterlyst med det samme – hvis de nogensinde ville blive det. Jeg udvalgte prostituerede, fordi jeg troede, at jeg kunne dræbe så mange af dem, jeg havde lyst til, uden at blive fanget”.

Overfald på sorte stofmisbrugere som Enietra Washington var hverdag i disse år, hvor stoffet crack havde forvandlet bydelen til et hotspot for kriminalitet.

Alligevel udløste overfaldet på den 30-årige mor stor interesse hos politiet.

Mordforsøget og ikke mindst kuglen, der blev gravet ud af Enietras bryst, bar nemlig præg af en helt særlig seriemorder, som politiet havde jagtet i knap fire år.

Fire år forinden fandt politiet liget af en 29-årig prostitueret ved navn Debra Jackson under et rødt tæppe i en gyde nær hovedgaden Vermont Avenue i South Central.

En hånd stak frem under tæppet, som rakte den ud efter hjælp. Maddikerne, der kravlede ud af øjne, næsebor og ører, vidnede om, at ingen havde hørt hendes nødråb.

Hendes krop var ilde tilredt på grund af varmen, og det var umuligt at slå fast, om hun var blevet voldtaget.

Politiet var dog ikke i tvivl om, hvad dødsårsagen var. I brystet sad tre kugler fra en kaliber .25-pistol.

Den billige crack blev især populær blandt USA’s fattigste – de sorte og folk med rødder i Latinamerika.

© Bettmann/Getty Images

Betjentene J.C. Johnson og Lionel Robert stod for efterforskningen af mordet, og de efterfølgende måneder overvågede de alle kaliber .25-kugler, som blev sendt ind til Los Angeles’ politi.

Præcis et år senere var der bid. Den 12. august 1986 blev betjentene kaldt ud til en gyde nær West Vernon Avenue i South Central.

Her lå liget af den 34-årige Henrietta Wright – dumpet, akkurat som Debra Jackson var blevet det.

Offerets trøje var flået op til hagen, så brysterne var nøgne. I munden sad et stykke stof, som muligvis var blevet brugt til at kvæle hendes skrig med. Dødsårsagen var to skud i brystet, begge kaliber .25.

Pistol-drabene var dog ikke det eneste, som optog politiet. En drabsenhed ved navn “Southside Slayer Task Force” undersøgte på dette tidspunkt 10 drab på prostituerede begået fra 1983 og frem.

Morderens drabsmetode var kvælning og knivstik, så de to skudofre interesserede ikke enheden. Endnu.

Crack-epidemien fik også bande­kriminaliteten til at eksplodere i Los Angeles.

© William Karl Valentine

Men da endnu en prostitueret blev fundet smidt i en gyde med en kaliber .25-kugle i brystet i januar 1987, overtog Southside Slayer-gruppen også efterforskningen af de tre pistoldræbte prostituerede.

Indtil da troede politiet, at kun én person stod bag.

Men de forskellige drabsmetoder viste, at de jagtede to mordere. Mindst.

Politiet på bar bund

I Southside Slayer-enheden arbejdede der nu 50 betjente på sagerne uafbrudt.

Afdelingen brugte ca. 600.000 kroner om måneden alene i overarbejdstimer.

På et år havde betjentene undersøgt hele 4.326 spor. Men ud over et par anholdelser af mistænkte, som viste sig at være uskyldige, var de på bar bund.

Det fik Los Angeles’ politi til at skære enheden ned til blot 17 betjente.

“Efterforskningen fortsætter”, udtalte den ansvarlige leder i december 1988. “Men lige nu er det som et tredimensionelt puslespil. Vi bliver ved med at flytte og vende brikkerne, i håbet om at de passer sammen”.

Beskeden om nedjusteringen af indsatsen skabte vrede blandt de sorte indbyggere i South Central.

Margaret Prescod fra organisationen “Black Coalition Fighting Back Serial Murders” rasede:

“Hvis mordene havde fundet sted i alle andre bydele, ville man ikke have set denne opgivende attitude fra politiet”.

Aktivisten Margaret Prescod forsøgte med demonstrationer at råbe politiet op om de mange mord i South Central.

© Rose South LA

Frustrationen blev ikke mindre af, at seriemorderen, som skød sine ofre med en kaliber .25-pistol, nu havde myrdet fire prostituerede crack-misbrugere.

Beboere i den plagede bydel var frustrerede over de manglende gennembrud i sagen.

“Selv hvis der er øjenvidner til mordene, ønsker ingen at involvere sig med politiet”. Paul Mize, efterforskningsleder, 1989.

Det samme var politiet. Selv da Enietra Washington i november 1989 på mirakuløs vis overlevede sit møde med en af morderne og kunne beskrive både hans udseende og køretøj, kom betjentene ingen vegne.

Det skyldtes især det særdeles anstrengte forhold, som mange af beboerne i bydelen havde til politiet.

“Selv hvis der er øjenvidner til mordene, ønsker indbyggerne ikke at involvere sig med politiet, fordi de ikke stoler på os”, udtalte chefen for Los Angeles’ drabsafdeling til en avis.

Southside Slayer-enheden blev opløst i slutningen af 1989. Snart efter nåede mordraterne i Los Angeles nye højder. I 1992 blev der begået 2.589 mord, hvilket var ny rekord.

I december 1993 fik Los Angeles’ politi dog en tiltrængt succes, da de fældede et af Southside-monstrene.

Afroamerikaneren Michael Hughes blev anholdt for mordet på fire kvinder mellem 1992 og 1993.

Den første Southside Slayer, Michael Hughes, blev fanget af politiet i 1993.

© Nick Ut/AP/Ritzau Scanpix

Hughes gik ligesom de andre mordere efter kvindelige prostituerede og narkomaner, hvis lig han smed på gaden.

Et af ofrene var fra South Central, de tre andre fra Culver City. I 2008 blev Michael Hughes dømt for at have kvalt yderligere fire kvinder i Los Angeles mellem 1986 og 1993.

Den mest berygtede seriemorder i Southside Slayer-slænget, som politiet årtier senere mener talte op mod seks forskellige mordere med ca. 90 mord på samvittigheden, holdt dog lav profil.

De brutale mord med kaliber .25-pistolen stoppede brat efter 1989.

Måske blev morderen skræmt af, at hans sidste offer overlevede, eller også var han død. Politiet havde mange teorier, men ingen svar.

DNA gav stort gennembrud

I 2000 fik Los Angeles’ politi imidlertid et nyt værktøj, der banede vejen for anholdelsen af en anden af South Central-seriemorderne.

Et nyt DNA-register tillod nu politiet at sammenholde DNA-prøver fra fx sædpletter eller spyt fundet på gerningssteder med DNA fra statens mange tusind fængselsindsatte.

Med teknologien blev det muligt for en ny enhed at undersøge DNA-spor fra uopklarede mordsager på ny. De to drabsbetjente Cliff Shepard og Jose Ramirez blev tilknyttet den nye enhed.

Shepard medbragte bl.a. DNA fra en gammel mordsag, han selv havde arbejdet på tilbage i 1998.

Offeret var en hjemløs kvinde, Paula Vance, som var blevet voldtaget og kvalt på et gadehjørne i bydelen Downtown L.A., og i september 2002 var der et match.

DNA’et fundet på Paula Vance matchede DNA’et på en fange ved navn Chester Turner, der afsonede otte år i statsfængslet.

Chester Turner sad i fængsel for voldtægt, da politiet sigtede ham for at stå bag en lang række mord i Southside.

© Anne Cusack/Getty Images

Han sad spærret inde for voldtægt af en 45-årig, hjemløs kvinde, og i forbindelse med anholdelsen havde han givet politiet sit DNA.

Med Chester Turner i søgelyset gennemgik Shepard og Ramirez næsten 30 uopklarede mordsager, som bar den mistænktes varemærke: Voldtægt og kvælning.

Til betjentenes forbløffelse matchede Turners DNA otte yderligere ofre – alle myrdet i South Central mellem 1987 og 1998.

Chester Turner var blot 20 år, da han slog sit første offer ihjel. Dengang arbejdede han som pizzabud.

Yderligere to ofre blev siden knyttet til Chester Turners DNA-profil – ofre, som en 33-årig pedel med en IQ på 62, David Jones, ellers sad fængslet for. Jones blev siden frikendt for mordene.

Gennembruddet med at identificere Chester Turner gav borgerne i bydelen en smule ro i sjælen. Men dæmonen med kaliber .25-pistolen, der havde myrdet ni kvinder op gennem 1980’erne, spøgte stadig.

Shepard og Ramirez kastede sig derfor over DNA-materialet fundet i forbindelse med kaliber .25-morderen. Kun tre af ofrene havde DNA-materiale til rådighed.

De andre ofres lig var for nedbrudte, da de blev fundet.

Til politiets store skuffelse matchede DNA’et fra ligene ingen kendte kriminelle.

Men i december 2004 gjorde Shepard en chokerende opdagelse.

DNA fundet på offeret Mary Lowe i 1987 svarede til DNA fundet på to nye ofre – 15-årige Princess Berthomineux og 35-årige Valerie McCorvey, myrdet i 2002 og 2003 i South Central.

Begge var afhængige af crack og tvunget til at sælge deres kroppe for at få råd til det næste fix – indtil de begge blev voldtaget og myrdet.

DNA-matchet kunne kun betyde én ting: Efter 15 års pause var South Centrals mest berygtede morder begyndt at myrde igen.

Politiets veteraner blev sat ind

Den 1. januar 2007 blev endnu en kvinde føjet til morderens grusomme CV. En hjemløs, der ledte efter pantflasker i en container i South Central, faldt over en sort skraldesæk, som han troede indeholdt flasker.

Da den hjemløse flåede posen op, så han til sin rædsel en misfarvet arm falde ud.

I posen lå liget af den 25-årige narkoman Janecia Peters med to kaliber .25-kugler i brystet. Spyt på skraldesækken matchede med DNA fundet på de andre myrdede kvinder.

Dennis Kilcoyne var leder for en særlig seriemorder-enhed, og han oprettede en specialgruppe.

Den nye enhed fik navnet “800 Task Force” og talte syv mand med tilsammen mere end 100 års politierfaring. Flere af dem var få år fra pensionen og opsatte på at fange morderen, inden de skulle aflevere politiskiltet.

Medierne havde døbt den ukendte seriemorder “Grim Sleeper” – “Den uhyggelige sovende” – på grund af hans mangeårige pause.

I 2007 kunne specialenheden forbinde 10 ofre med gerningsmanden, men Kilcoyne frygtede, at han kunne stå bag det dobbelte.

Derfor undersøgte enheden 150 tidligere mord på sorte kvinder i South Central for at se, om de bar morderens DNA – forgæves.

I 2010 var 800 Task Force blevet skåret ned til fire frustrerede politimænd, som ikke var kommet tættere på at fange morderen end deres kolleger i 1980’erne.

To år tidligere havde efterforskerne taget et nyt værktøj i brug, som gjorde det muligt at udvide søgningen til også at inkludere personer, der delte genetisk materiale med den mistænkte – altså nære familiemedlemmer.

“Vi har et match”. DNA-tekniker til kriminalbetjenten Dennis Kilcoyne

Den første søgning gav intet, men i løbet af de forløbne to år var DNA-databasen over kriminelle vokset med 400.000 til 1,4 millioner. I marts 2010 satte Dennis Kilcoyne derfor endnu en søgning i gang.

Tre måneder senere fik han en opringning fra lederen, der tog sig af søgningerne.

“Sidder du ned?” spurgte hun Kilcoyne. “Nej, hvorfor?” svarede han.

“Vi har et match”, lød beskeden.

Matchet var den 28-årige Christopher Franklin, som var blevet anholdt for ulovlig våbenbesiddelse i 2009.

Hans DNA var delvist identisk med det genetiske arvemateriale, politiet havde indsamlet på ofrene.

Men han var for ung til at kunne have begået de første mord to årtier tidligere.

Det måtte i stedet være en ældre slægtning – formentlig den anholdtes far. Fædre og sønner deler nemlig næsten identisk DNA.

Lonnie Franklin boede på en villavej i Southside. Han arbejdede som mekaniker for politiet og kendte derfor deres arbejdsmetoder.

© Nick Ut/AP/Ritzau Scanpix

Pizza fældede Grim Sleeper

Faren, den 57-årige far Lonnie Franklin jr., boede med sin kone i et hus på 1728 West 81st Street i South Central – epicenteret for Grim Sleeper-mordene.

Han arbejdede som mekaniker for politiet og havde været ansat som skraldemand i South Central.

Han kendte derfor politiets metoder samt alle bydelens skumle gyder. Betjentene var ikke i tvivl: Lonnie Franklin var deres mand. Nu skulle de bare bevise det.

Først og fremmest var de nødt til at få fat i den formodede morders DNA.

Southside-bydelen blev gennemskåret af en stor motorvej. På hver side af vejen lå et utal af øde gyder.

© Alfred Twu/Creative Commons

Seriemorderne myrdede løs i deres egen baggård

USA’s seriemordere dræber ifølge statistikkerne sjældent uden for deres egen stat. Det gjaldt også de to mest berygtede Southside Slayers, som myrdede deres ofre ganske få gader fra hjemmet.

Ifølge FBI’s officielle rapport om seriemordere fra 2005 begår 74 pct. af alle seriemordere i USA deres forbrydelser i den stat, de selv bor i – og ofte tæt på steder, de er trygge ved.

Disse såkaldte komfortzoner tæller typisk seriemorderens arbejdsplads eller egen bolig.

For Chester Turner og Lonnie Franklin jr., der myrdede mindst 20 kvinder i Los Angeles-bydelen South Central fra 1980’erne og frem til 2002, var deres bolig sjældent mere end et par kilometer væk, når de begik deres uhyrlige mord.

Da Lonnie Franklin jr. skød sit eneste overlevende offer, Enietra Washington, i 1989, holdt bilen tre huse fra hans egen bolig.

De resterende 10 kvinder, som ikke overlevede mødet med ham, blev fundet inden for en radius af maks. 6 km fra hans hjem.

Chester Turner var endnu mindre glad for at bevæge sig væk fra sin trygge base. Ni af Chester Turners i alt 10 ofre blev alle fundet i gå­afstand fra hans bolig.

Som betjenten Cliff Shepard, der fældede Turner, udtalte, da han blev dømt i 2007:

“Han var en doven seriemorder. I en af Chester Turners sidste forbrydelser gik han simpelthen bare ud af sin lejlighed, drejede rundt om hjørnet og slog en tilfældig hjælpeløs kvinde ihjel. Det synes jeg stadig er helt ufatteligt”.

Endnu havde de ikke beviser til at kunne kræve en DNA-prøve fra Franklin, som de frygtede ville skaffe sig af med andre beviser, hvis de spurgte ham.

I stedet skulle DNA’et skaffes fra et offentligt sted, forklarede Dennis Kilcoyne: “Hvis han spytter på fortovet, er der frit slag. I offentligt rum er du ikke længere ejer af det DNA, du giver fra dig”.

Et par betjente skyggede derfor Franklin i håbet om at indsamle hans DNA. Og den 5. juli var der jackpot.

Her deltog Grim Sleeper i en børnefødselsdag med sin elskerinde og hendes to mindre børn.

Festen foregik på en pizzeria, så med hjælp fra restaurantens ejer iførte en betjent sig i firmaets blå T-shirt og kasket og udgav sig for at være afrydder. Balloner og barneskrål fyldte lokalet, mens betjenten gik på jagt.

Politimanden spottede hurtigt Lonnie Franklins selskab og begyndte at rydde deres bord.

Snart havde han samlet det nødvendige: En gaffel, en serviet, to plastikkrus, en pizzaskorpe og en tallerken med rester af chokolade på.

To dage senere kom resultatet: DNA på pizzaskorpen og de to servietter matchede 100 pct. med Grim Sleepers genetiske profil.

Samme aften anholdt politiet Franklin. Under ransagningen af hans hus indsamlede politiet mere end 800 stykker bevismateriale, som bl.a. talte 20 kameraer og hundredvis af fotos af nøgne kvinder.

Vigtigst af alt fandt de en lille pistol af kaliberen .25.

180 fotos af kvinder, som politiet for­moder er Franklins ofre, blev offentliggjort i 2010.

© Jae C. Hong/AP/Ritzau Scanpix

33 mulige ofre blev aldrig identificeret

Politiet offentliggjorde i 2010 over 100 billeder af mulige ofre, som Lonnie Franklin havde taget billeder af. En femtedel af kvinderne har stadig ikke noget navn.

Noget af det sidste, Enietra Washington huskede, da hun blev overfaldet af Lonnie Franklin i 1989, var lysglimtet af et polaroidkamera.

Men seriemorderens eneste overlevende offer var langtfra den eneste uheldige kvinde, som Grim Sleeper tog fotos af.

Senere kom det frem, at Lonnie Franklin helt tilbage i 1974 sammen med to andre havde voldtaget en kvinde i Tyskland, da han var udstationeret som soldat. Også dengang blev offeret fotograferet.

Da politiet ransagede morderens bolig i 2003, fandt de mere end 1.000 fotos og mange hundrede timers videomateriale af ukendte kvinder.

I 2010 offentliggjorde politiet 180 billeder af i alt 160 uidentificerede kvinder. Med hjælp fra offentligheden fik politiet fastlagt identiteten på de fleste, men 33 kvinder er stadig uidentificerede.

“Vi ved ikke engang, om de er ofre. Men vi bilder os bestemt ikke ind, at vi er så heldige eller dygtige, at vi kender til alle hans ofre.

Vi har brug for offentlighedens hjælp”, udtalte Los Angeles’ politichef på et pressemøde.

Politimanden Dennis Kilcoyne, der var med til at fælde seriemorderen, tilføjede: “Vores største ønske er, at vi får et telefonopkald på hver eneste af de her kvinder, og at de allesammen har det godt”.

“Satan i menneskelig form”

Efter adskillige års forsinkelser, som bl.a. skyldtes forhalinger af retssagen foretaget af forsvarsadvokaten, kunne sagen mod den værste morder i South Centrals historie endelig begynde den 16. februar 2016.

Sagen varede tre måneder og inkluderede over 40 vidner, heriblandt det eneste overlevende vidne, Enietra Washington.

Da hun blev bedt om at udpege, hvem der havde skudt hende i brystet den 19. november 1989, pegede hun på Franklin.

Med tårer i øjnene og bævende stemme talte Enietra til sin overfaldsmand for første gang i knap 30 år.

“Du er Satan i menneskelig form”.

Det var juryen og dommeren enige i. Den 10. august dømte de Lonnie Franklin til døden for mordene på ni kvinder og en teenager i perioden 1984 til 2007.

“Det, du har gjort, kan ikke retfærdiggøres over for hverken Gud eller landets love”, sagde dommeren.

Lonnie Franklin nåede dog aldrig at blive henrettet af den stat, som havde brugt tre årtier på at fange ham.

Den 28. marts 2020 blev han fundet død i sin celle på dødsgangen i San Quentin-fængslet. Dødsårsagen er stadig ukendt.

I Californiens San Quentin-Uncredited/AP/Ritzau Scanpixfængsel har dødssprøjte-rummet ikke været i brug siden 2006.

© Uncredited/AP/Ritzau Scanpix

Giftproblemer reddede morderne fra døden

28 år. Så lang tid har South Central-seriemorderen Michael Hughes siddet på dødsgangen i San Quentin-fængslet i Californien.

Chester Turner, der myrdede mindst 10 kvinder i Los Angeles’ fattige bydel har siddet på samme gang siden 2003. Og det er uvist, om de nogensinde bliver henrettet.

Siden 2006 har der ikke blevet eksekveret nogen dødsdomme i Californien. Faktisk er blot 13 indsatte på dødsgangene i Californien blevet henrettet siden 1978.

I samme periode er 1.519 fanger på landsplan blevet henrettet.

Nedgangen af henrettelser i Californien skyldes særligt metoden med giftindsprøjtninger, som har været anvendt de fleste steder i USA siden 1980’erne.

Lægestanden tager afstand fra giftstofferne af etiske årsager, og medicinal-firmaerne nægter at sælge kemikalier, der dræber.

Mens USA forsøger at fylde de tomme lagre med giftindsprøjtninger op, har Californiens guvernør, Gavin Newsom, sat et stop for henrettelser.

I 2019 underskrev Newsom en bekendtgørelse, som betyder, at de dødsdømte i staten ikke vil blive henrettet i hans embedsperiode.

Den beslutning er majoriteten af vælgerne i staten ikke glade for. I forbindelse med præsidentvalget i 2016 stemte borgerne i Californien om dødsstraffen for første gang siden 1978.

I spørgmålet om, hvorvidt staten skulle ophæve dødsstraffen, stemte 53,9 procent af vælgerne nej, mens 46,1 procent stemte ja.

Politiet mener, at Franklin kan have dræbt op imod 30 kvinder i den tid, han hærgede South Centrals mørke gyder.

Endnu fire mord er siden blevet knyttet til Grim Sleeper – et navn, som Dennis Kilcoyne, betjenten, der var med til at fælde ham, ikke er enig i.

“Jeg tror ikke, der var en dvaleperiode mellem mordene”, udtalte han efter dommen. “Jeg tror aldrig, han sov”.