13 spioner, der skrev dødsensfarlig historie

Richard Sorge opbyggede også et netværk blandt byens vesterlændinge, der kendte ham som journalist for flere tyske blade, ekspert i kinesiske forhold, en skarp analytiker med en ph.d. i politik fra Hamburgs universitet, en underholdende drikkebroder og overbevist nazist.

Kun det sidste var forkert, hvilket Berlin i 1941 fik en mistanke om. De sendte den brutale nazist Josef Meisinger til Tokyo for at opspore fjender af Det Tredje Rige og ikke mindst at kigge Sorge efter i sømmene. Men nazisten blev i stedet en af den charmerende spions drukkammerater –
og endnu en vigtig informant.

Et af Sorges største scoop kom fra den tyske militærattaché i Tokyo, da han i 1941 fortalte, at Hitler ville angribe Sovjetunionen. Allerede i marts forsøgte Sorge at advare Moskva, og den 15. maj gentog han advarslen over radio.

Men Stalin havde tillid til sin ikke-angrebspagt med Hitler og skal have omtalt Sorge som “den skiderik, som driver forretninger og bordeller i Japan og påstår, at Tyskland vil angribe os den 22. juni!”

Da 3,7 millioner tyske soldater i juni 1941 buldrede mod øst, måtte Stalin æde sine ord i sig.

Sovjet afviste at kende Sorge

Sorges spionring stod også bag de første rapporter om pagten mellem Tyskland og Japan, og at Japan kun ville angribe Sovjet, hvis tyskerne havde held til at indtage Moskva eller Stalingrad. Den 4. oktober 1941 kom så beskeden: ”Japan vil gå i krig med USA denne eller næste måned”.

Oplysningen blev den sidste, som Sorge sendte til Moskva. To måneder senere – den 7. december – angreb japanske fly Pearl Harbor. I mellemtiden var Sorge blevet arresteret af den japanske efterretningstjeneste.

Trods tortur nægtede han at være agent for Sovjet, som også nægtede ethvert kendskab til ham. Den 7. november 1944 om formiddagen gik en fattet Richard Sorge til galgen
i Sugamo-fængslet.

2. Østtysk spion fældede Vesttysklands kansler

Den østtyske agent Günter Guillaume indrømmede det selv senere: Det var slet ikke i Østtysklands interesse, at Willy Brandt måtte gå af som Vesttysklands kansler i 1974.

For den socialdemokratiske kansler stod for en forsonlig politik over for den sovjet-dominerede del af Tyskland, DDR.

Men Brandt måtte tage konsekvensen af, at hans nærmeste fortrolige gennem flere år havde forsynet DDR’s efterretningstjeneste, Stasi, med en strøm af informationer om det politiske liv i Forbundsrepublikken.

Spion-par blev udvekslet

Ægteparret Günter og Christel Guillaume emigrerede fra Øst- til Vesttyskland i 1956.

På ordre fra Stasi arbejdede Günter Guillaume sig op gennem det socialdemokratiske parti, hvor han endte som kansler Brandts allernærmeste medarbejder og fik adgang til Vesttyskands mest følsomme oplysninger.

Under en rejse til Norge medbragte Guillaume således en hel kuffert med dokumenter, blandt andet om NATO’s atomvåben-strategi og breve fra USA’s præsident Nixon til Willy Brandt, som blev givet videre til østtyske kurerer.

Den vesttyske kontraspionage havde allerede fra 1969 mistanke til Günter Guillaume, men den advarede aldrig Willy Brandt og begyndte først at holde øje med Guillaume-ægte-parret i 1973. I 1974 blev de begge anholdt, og en chokeret Willy Brandt valgte at tage sin afsked.

Günter Guillaume fik en dom på 13 år, Christel slap med otte år, men de blev begge udvekslet med tilfange-tagne vestlige spioner i 1981. I DDR blev Guillaume modtaget som en helt og fik bl.a. arbejde som spiontræner. Han døde den 10. april 1995 i Berlin.

3. Violette blev briternes heltinde

Den gudesmukke Violette Szabo var kun 21 år, da hun i 1942 tilbød sin tjeneste til det britiske SOE. Organisationen, der var Churchills opfindelse, skulle organisere og bevæbne modstandskampen i de besatte lande. Zsabos mor var fransk, så hun talte sproget flydende og var derfor en oplagt kandidat til missioner i Frankrig.

SOE trænede hende i flere våbentyper, nærkamp med og uden våben, sprængstoffer, hemmelige koder og radioteknik, og i april 1944 var hun klar. Hun blev kastet ud med faldskærm over den franske by Cherbourg ved Den Engelske Kanal.

Under dæknavnet “Louise” organiserede hun byens modstandsbevægelse, saboterede jernbaner og broer og udspionerede våben- og ammunitionsfabrikker, som briterne derefter bombede. Efter 25 dage på fransk jord vendte hun med fly hjem til Storbritannien.

Kort efter D-dag 6. juni 1944 blev hun igen sendt til Frankrig. Denne gang saboterede hun succesfuldt tyske kommuni­kationslinjer. Men efter fire dage kom hendes modstandsgruppe i ildkamp ved en tysk vejspærring.

Hun blev såret, men formåede at barrikadere sig i et hus, hvor hun alene holdt stand i timevis, før hun blev overmandet. Hun blev forhørt i fire dage og derefter overført til Paris, hvor Gestapo torturerede hende, men hun røbede stadig intet.

Szabo blev sendt til kz-lejren Ravensbrück i august 1944. Her omkom 92.000 kvinder, men Szabo holdt ud, hjalp sine svagere medfanger og mistede først livet, da hun blev henrettet 5. februar 1945.

4. Virkelighedens agent 007 skulle dræbe Lenin

Karrieren som bedragets mester indledte russeren Salomon Rosenblum allerede som 18-19-årig.

Zarens frygtede politi havde opsnuset, at han var stikirenddreng for en revolutionær gruppe, men det lykkedes ham i 1892 at iscenesætte sin egen død i havnebyen Odessa ved Sortehavet – og derefter at få hyre på et britisk skib med kurs mod Brasilien under navnet “Juan”.

De nærmere detaljer om, hvordan det lykkedes ham, fortaber sig i tågerne, hvilket gælder store dele af russerens eventyrlige liv.

Historikerne ved dog, at han i årene, der fulgte, solgte sit talent for skuespil og forklædning til højestbydende: Forklædt som russisk våbenhandler afslørede han for briterne de hollandske våbenforsyninger til boerne i Sydafrika.

Som præst sikrede han den britiske flådes olieleverancer fra Persien. Og han udspionerede Krupps våben-fabrikker i Tyskland.

Da 1. verdenskrig brød ud, var den driftige spion i New York, hvor han solgte våben til både Tyskland og Rusland.

Han optrådte under adskillige navne, men det var som Sidney Reilly, at han i 1918 blev hvervet af den britiske efterretningstjeneste til at forhindre kommunisternes magt-over­tagelse i Rusland og tage livet af revolutionslederen Lenin.

Forhør nedskrevet på cigaretpapir

Selv om Reilly havde en sovjetisk dødsdom hængende over hovedet, krydsede han grænsen fra Finland i september 1925 – og gik durk i en russisk fælde. Igennem to måneder blev han forhørt i efterretningstjenesten NKVD's Lubjanka-fængsel, men afslørede intet.

Med undtagelse af forhørsmetoderne, som han beskrev på cigaretpapir.

Efter hans henrettelse fandt fangevogterne de små notater stukket ind i sprækkerne i hans celles væg. Få år efter sin forsvinden blev Sidney Reillys bedrifter beskrevet i den britiske
presse og inspirerede forfatteren Ian Fleming til “James Bond”.

5. USA's første spion holdt kun en uge

I 1776 rasede den amerikanske uafhængighedskrig, og general George Washington tørstede efter information om briternes styrker ved Long Island og New York.

Unge Nathan Hale meldte sig omgående. Den 21-årige løjtnant havde endnu ikke været i kamp, selvom han havde været i den amerikanske hær i over et år. Nu ville han gøre en forskel, og han skiftede sin uniform ud med civilt tøj for at gå bag fjendens linjer.

Det skulle blive en af historiens korteste spionkarrierer. Den 12. september 1776 blev Hale roet over til New York, og under dække af at være en fattig skolelærer vandrede han uhindret gennem den britiske general Howes forposter.

Undervejs tog Hale notater, som han gemte i sine sko. Efter en god uges tid satte han atter kursen mod de amerikanske stillinger. Men han nåede aldrig frem.

Gik stolt i døden for sin nye nation

Historikerne er ikke sikre på, hvordan og hvornår Nathan Hale blev afsløret som spion. Men en af historierne lyder, at Hale fordrev ventetiden på en beværtning, før hans skib ankom. På kroen blev han genkendt af en pro-britisk officerskollega, og rød-frakkerne pågreb ham.

Det er dog sikkert, at Hale blev afhørt af general Howe selv. Da briterne fandt Hales gemte beskeder, var sagen klar: Hale skulle hænges.

Galgen var den usleste måde for en soldat at ende sin tjeneste på, alligevel holdt unge Hale modet oppe:

“Jeg fortryder kun, at jeg blot har dette ene liv at give for mit land”, skulle han havde sagt, inden han den 22. september 1776 blev ført til galgen.

På trods af hans kortvarige krigsindsats blev Hale kendt som en af den unge amerikanske nations første og største helte.

6. Spion snød England i 26 år

Det russiske fragtskib Dolmatova forlod Beirut så hastigt, at dele af lasten stadig stod på kajen den 23. januar 1963.

Men skibet havde en passager, som gik forud for al fragt – Harold Adrian Russell Philby, bedre kendt som “Kim” Philby. Efter 26 år som sovjetisk spion i Vesten skulle han bringes i sikkerhed i Odessa.

Intet var hemmeligt i MI6

Kim Philby var født i Indien i 1912 i enbritisk diplomatfamilie. Mens han læste på Cambridge, blev han overbevist socialist og viede sine unge år til at bekæmpe fascismen, først i Østrig og senere i Spanien, hvor han arbejdede undercover som journalist blandt Francos fascister og spionerede for den sovjetiske efterretningstjeneste.

Hjemme i Storbritannien blev Philby hvervet til MI6, og da han bl.a. kom til at arbejde i afdelingen for kontraspionage, blev han for alvor værdifuld for Moskva.

Da Philby blev chef for den britiske agentvirksomhed i Tyrkiet i 1947, afslørede han anti-kommunistiske bulgarere og albanere, som blev pågrebet, så snart de blev kastet ned i faldskærm.

Som officer i Secret Service på den britiske ambassade i Washing-ton fra 1949 fik Philby adgang til en enorm viden, som han forsynede sine sovjetiske kontakter med.

Men nettet strammedes om ham, efter at han havde advaret to gamle studiekammerater og spioner, Donald Mac-lean og Guy Burgess, som begge flygtede til Sovjetunionen i 1950.

Efter en lang række forhør trak Philby sig fra efterretnings-tjenesten, men den britiske udenrigs-minister Harold Macmillan rensede ham: ”Jeg har ingen grund til at tro, at mr. Philby nogensinde har forrådt sit lands interesser”.

Udenrigsministerens ord gav Philby yderligere 10 års arbejdsro i bl.a. Beirut.

7. USA's første detektiv-chef forlængede krigen

Under mottoet ”Vi sover aldrig” stiftede den 31-årige skotske immigrant Allan Pinkerton USA's første detektivbureau i Chicago i 1850. Som logo valgte han et overvågende øje.

Vesten var vild, og jernbanerne var plaget af togrøvere. Pinkertons bureau forfulgte banderne med stor succes. Da borgerkrigen brød ud i 1861, valgte præsident Lincoln og hans topgeneral George McClellan detektivbureauet som deres hemmelige øjne bag fjendens linjer.

Umidelbart et klogt træk, for Pinkerton havde trænet sine folk i at overvåge, infiltrere og forklæde sig. Han var heller ikke selv bleg for at tage en sydstats-officers uniform på og slentre rundt i Konføderationens områder. Hans indsats gav nordstaterne meget værdifuld viden.

Men nordstaterne fik også mange halve vinde og vilde overdrivelser, for Pinkertons agenter lyttede til bortløbne slaver og desertørers tvivlsomme påstande, og agenterne havde selv en hang til at overdrive sydstatshærens styrke dramatisk.

Derved gav de den krigsangste general McClellan masser af undskyldninger for ikke at gå i offensiven, og borgerkrigen blev unødigt forlænget. Efter blot et år som leder af nord-staternes efterretningsenhed vendte Pinkerton tilbage til detektivarbejdet.

Den snu detektiv døde heller ikke på agentmaner. I 1884 snublede Pinkerton på et fortov i Chicago, bed sig i tungen og døde af blodforgiftning.

8. Hun flirtede oplysninger ud af Japans officerer

“Og hvor skal De så sejle hen i morgen, hr. oberst?” kunne den brunhårede italienske sangerinde Dorothy Clara Fuentes flirtende spørge sine japanske gæster i Tsubaki Club i Manila i Filippinerne. Ofte svarede de hende beredvilligt og forsynede hende med værdifuld viden om Japans styrker.

Signora Fuentes’ italienske papirer var dog kun et dække. I virkeligheden var sangerinden en amerikansk spion ved navn Claire Phillips.

Når hun fik brugbare oplysninger, sendte hun dem videre til sine landsmænd gennem indfødte filippinere. Oplysningerne førte i flere tilfælde til, at USA kunne sænke japanske fartøjer.

Phillips' eventyrlyst havde bragt hende til Filippinerne i 1941, kort før japanerne invaderede den amerikanske koloni.

Snart efter åbnede hun sin natklub Tsubaki Club i hovedstaden Manila, hvor hun pumpede de japanske officerer.I maj 1944 blev hun afsløret, og de japanske bødler mishandlede Phillips nådesløst med vandtortur, cigaretter og utallige prygl – uden hun røbede noget.

Efter Japans nederlag rejste Claire Phillips tilbage til USA, hvor hun på an-befaling af general MacArthur blev tildelt den højeste civile orden, Frihedsmedaljen.

9. Et brændende had til alt britisk

Hele sit liv havde Frederick Duquesne kun en eneste ambition – at bekæmpe Storbritannien med alle midler.

Som søn af en sydafrikansk boer­familie var han opdraget til at bekæmpe briterne, der i slutningen af 1800-tallet var ved at fordrive de hollandske nybyggere.

Duquesne blev mod sin vilje indkaldt til britisk militærtjeneste i den 1. boerkrig i 1899. Han blev dog hurtigt taget til fange af portugisiske kolonister, som sendte ham til Portugal. Herfra stak han af til Storbritannien, og under falsk identitet blev han officer i den britiske hær.

Under dét dække rejste han tilbage til Sydafrika for at sabotere den britiske krigsindsats. Han blev afsløret og forvist til en ø i Atlanten, men Duquesne undslap og flygtede til USA.

Da 1. verdenskrig bragede løs, så Duquesne sit snit til igen at gøre livet surt for briterne: Forklædt som arkæolog sænkede han flere af deres skibe.

I 1917 opdagede briterne igen Du-quesne og krævede ham udleveret af USA. Men han spillede lam i næsten to år – hvorefter han stak af fra fængselshospitalet forklædt som kvinde. Da han blev pågrebet 15 år efter, forlangte briterne ham igen udleveret – men da var sagen forældet, og Duquesne gik fri.

Under 2. verdenskrig optrævlede FBI et 43 mand stort tysk spionnetværk, der blev ledet af en gammel kending: Duquesne. Han fik 18 år i fængsel.

10. Spionchefen beskyttede Elizabeth mod katolsk kup

I 1577 blev Francis Walsingham slået til ridder af dronning Elizabeth – bl.a. for hans utrættelige indsats som chef for et stort netværk af spioner.

Han var dronningens beskytter og højre hånd i kampen med katolicismen i England, men hans spioner hjalp også huguenotterne i Frankrig og det spanskbesatte Holland.

Først i 1587 fik han taget livet af dronningens farligste rival: hendes kusine, Skotlands katolske dronning Maria Stuart.

Konspiratoriske kræfter blandt Englands katolikker havde – endnu en gang – planlagt et komplot mod den protestantiske Elizabeth for at sætte Maria Stuart på tronen.

Ved hjælp af spioner og grusomme forhørsmetoder optrevlede Walsingham komplottet, og som straf blev Maria Stuart henrettet – selvom hun formentlig ikke havde spillet en aktiv rolle i planlægningen.

Overvågningen af Europas katolikker var så dyr, at den velhavende Walsingham selv skød penge i den. Da han døde som 58-årig i 1590, var han næsten ruineret.

11. Videnskabsmand gav Sovjet atombomben

I 1939 flygtede kommunisten Klaus Fuchs fra Nazityskland til Storbritannien og blev en af landets førende fysikere. Trods sin fortid fik han plads blandt de britiske kapaciteter, som skulle bidrage til USA’s atomvåbenprogram.

Men Fuchs stod ikke på Vestens side. Han havde for længst meldt sig som spion på den sovjetiske ambassade i London.

Og kort efter den første atombombe-prøvesprængning i New Mexico forsynede Fuchs Sovjetunionen med stakkevis af dokumenter om kernevåben. De følgende år fortsatte han med at videregive op-lysninger til kommunisterne om USA’s kernevåbenarsenal.

Fuchs blev afsløret i 1949, hvor han brød sammen og indrømmede alt. En kæde af afsløringer sendte flere sovjet­iske agenter i fængsel. Fuchs afsonede selv 10 år bag tremmer og udvandrede så til DDR, hvor han hjalp det kommunistiske Kina med at udvikle a-våben.

12. Sydstatskvinde charmerede sig ud af dødstraffen – gang på gang

Belle Boyd endte sine dage som feteret skuespillerinde. Et fag, hun havde lært på den hårde måde – som spion for sydstaterne under den amerikanske borgerkrig.

Hendes forældre ejede et hotel i staten Virginia, hvor nordstaternes officerer holdt til, og Belle Boyd var god til at charmere dem til at give strategiske oplysninger, som hun straks gav videre til sydstaternes hær. Da Belle Boyd blev taget på fersk gerning, blev hun truet med dødsstraf, men slap med husarrest.

Boyd lod sig ikke skræmme, og i året 1862 gemte hun sig i fire stive timer i et skab på forældrenes hotel og lyttede til cigar­rygende nordstats-officerers militære planlægning. Midt om natten red hun af sted i fuld fart med en kodet besked.

To gange stoppede nordstatssoldater hende, men hver gang fik hun besnakket dem, så hun kunne fortsætte sit ridt. Hun fik overleveret oplysningerne til sin be-troede sydstatsofficer, og de var baggrund for en stor uventet sejr til sydstaterne.

Få måneder senere angav hendes elsker hende, og igen blev hun fængslet. Men ligesom den første gang undgik hun en dødsstraf. I stedet blev hun sluppet fri efter en måned og kunne fortsætte sin spionage resten af borgerkrigen.

13. Forførersken tog sig godt betalt

At Margareta Geertruida Zelle ikke var datter af en indisk hellig mand og tempeldanserinde eller hed Mata Hari, er stensikkert.

Mere usikkert er det, om hun var spion for tyskerne, som franskmændene hævdede, da de henrettede hende den 15. oktober 1917.

Margareta Geertruida – kaldet Gerda – blev født i en solid borgerlig familie i Holland i 1876. Hun var ikke udpræget smuk, men hun havde en stærk sensuel udstråling, som hun udnyttede hele sit liv.

18 år gammel giftede hun sig med den 39-årige hollandske officer Rudolf MacLeod. Parret blev udstationeret på Java, men ægteskabet var ikke noget for Gerda, som havde utallige affærer med andre mænd i den hollandske koloni.

Mata Hari opstår på Java

Da parret blev skilt hjemme i Holland, ejede Gerda ikke en klink. Hun flyttede til Paris, hvor hun blev prostitueret.

Det var hér, hun fik sit gennembrud som dansende indisk tempel-prinsesse – omend
navnet Mata Hari, “Morgenens Øje” var javanesisk, ligesom de danse, der inspirerede hendes selvopfundne dansetrin.

Som borger i det neutrale Holland kunne Mata Hari rejse nogenlunde frit, og i Berlin fandt hun et velvilligt publikum til sin halvpornografiske optræden. Blandt de talløse mænd, der fandt vej til hendes seng, var både kronprinser, politikere, officerer og diplomater.

På grund af hendes mange stævnemøder med militærfolk holdt den britiske efterretningstjeneste øje med hendes rejser ind og ud af Frankrig.

Da hun første gang blev afhørt, hævdede hun, at hun var hyret af den franske efterretningstjeneste. Men hun var også blevet set, da hun modtog 30.000 rigsmark af Berlins politipræsident, tre dage før 1. verdenskrigs udbrud.

Uduelig dobbeltspion

Franskmændene betalte Gerda store summer, men fik aldrig nogen informationer af betydning. Til gengæld afkodede de et tysk telegram, der omtalte en ”Agent H.21”. Det kunne kun være Gerda Zelle, mente franskmændene. Hun blev arresteret i februar 1917.

Mata Hari blev beskyldt for at være skyld i 50.000 franske soldaters og 65 franske spioners død og i sænkningen af 17 britiske troppetransporter.

Men efterhånden som arkiverne er blevet åbnet, tyder alt på, at Mata Hari stort set ikke rapporterede nogen hemmelig-heder af betydning til nogen – men gerne tog imod penge.