Francis Walsingham er den åndelige fader for alle Englands senere agenter.

© National Portrait Gallery, Mary Evans & Greg Williams
Kriminalitet - Spionage

Agent 001: Englands første spioner jagede katolikker

Spionchefen Francis Walsingham var den største af alle Englands agenter. Under mottoet “Det er farligere at frygte for lidt end at frygte for meget” grundlagde han landets første efterretningstjeneste, opstøvede forrædere og reddede majestætens trone – og hoved.

Edmund Campion ligger udstrakt på en båre af piletræ. Skældsord og forbandelser fra de mange fremmødte tilskuere regner ned over den katolske præst, mens han bliver trukket gennem Londons beskidte gader på vej mod sin henrettelse. Det er den 1. december 1581, og Campion er blevet dømt for højforræderi mod den engelske dronning, Elizabeth 1. Om lidt skal han møde sin skaber.

Campion får løkken om halsen og bliver klynget op i den berygtede galge Tyburn Tree, der har krævet adskillige menneskeliv gennem dronning Elizabeths regeringstid.

Men hans pinsler stopper ikke her. Mens Campion stadig trækker vejret, bliver han skåret ned og lagt for foden af galgen. Bødlen sprætter hans mave op og flår indvolde og genitalier ud. Campion er i live længe nok til at se dem blive brændt foran sig.

Edmund Campion er blevet offer for dronning Elizabeth 1.s hemmelige efterretningstjeneste. I månederne inden hans henrettelse har agenter nidkært indsamlet inkriminerende oplysninger om den katolske præsts forræderi og rapporteret det til den engelske monarks spionchef.

Konspirationer overalt

I slutningen af 1500-tallet vakler tronen faretruende under dronning Elizabeth. Kong Filip 2. af Spanien planlægger at angribe De Britiske Øer, og internt i landet konspirerer de engelske katolikker om at vælte den protestantiske regent og indsætte hendes kusine, Skotlands dronning, Maria Stuart, der er katolik.

Frygten er stor hos Elizabeth og med god grund, for hun er dronning over et folk, som hovedsageligt består af katolikker. I 1573 udpeger hun juristen Francis Walsingham som sin sekretær. Hendes håb er, at han kan hjælpe med at slå det ulmende katolske oprør ned.

Walsingham viser sig at være den perfekte mand til jobbet. Året før havde han personligt bevidnet de franske katolikkers brutale massakre mod protestanterne i Paris. 2.000 mænd, kvinder og børn måtte lade livet under den såkaldte bartholomæusnat.

Den nat så Francis Walsingham ondskaben i øjnene, og han var ikke i tvivl: Katolikkerne er Djævlen selv og skal stoppes for enhver pris. Men det er først, da Walsingham flere år senere hører om en 18-årig forfatterspire ved navn Anthony Munday, at det går op for ham, hvordan han skal gøre det.

I 1579 rejser Anthony Munday til Rom med en tom notesbog og et hjerte fuld af eventyrlyst. Der går ikke længe, før han befinder sig på byens universitet sammen med 40 af sine landsmænd, der alle studerer den katolske tro.

Dronning Elizabeth og spionchefen Francis Walsingham diskuterer det katolske komplot.

© John Charles Bromley

Den engelske giftslange

Munday vinder hurtigt sine medstuderendes tillid, og snart er hans blok fyldt med forræderiske udsagn om den engelske dronning, der bl.a. bliver kaldt for “en giftslange”. Eksilenglænderne og deres ytringer vækker Mundays afsky – og det samme gør byen Rom, som han beskriver som “helvede på jord”.

Da han to år senere vender hjem, udgiver han sin rejseberetning i bogform, og de saftige historier om de katolske præsters konspirationer og forbandelser mod dronningen går som varmt brød i den engelske hovedstad. I november samme år vidner Munday mod de engelske præster, der nu er vendt tilbage fra deres studier i Rom. De bliver alle hængt for forræderi. Blandt dem er Edmund Campion.

Munday og hans medrivende historier om livet som undercoverspion inspirerer Francis Walsingham til at føje endnu en titel til sit CV. Han er nu ikke længere blot Elizabeths sekretær. Han bliver også hendes nye spionchef.

James Bonds forgængere

Den hemmelige efterretningstjeneste får hovedkvarter i Francis Walsinghams eget hjem på Seething Lane, der ligger nær det berygtede fængsel Tower of London. Endnu er der langt til MI5 og MI6’s flok af charmerende over­klasse­agen­ter, som bliver beskrevet i fx Ian Flemings romaner om Agent 007 James Bond. De spioner og dobbeltagenter, som Francis Walsingham samler om sig i årene fra 1580’erne og frem til hans død i 1590, er en broget skare af alt fra unge overklasseløg og universitetsstuderende til tremmeruskere og tyveknægte. De bliver alle rekrutteret til at samle oplysninger om mulige konspirationer mod dronning Elizabeth.

Endnu er efterretningstjenesten ikke nogen velorganiseret organisation, den er snarere et spraglet netværk af løse tråde, der bliver bundet sammen i Francis Walsinghams hånd.

De primære informanter og spioner er diplomater og handelsmænd, som befinder sig i de katolske fjendelande Spanien, Frankrig og Italien. Deres position gør, at de har let ved at få fingrene i informationer om fjendens gøren og laden. Folkene bliver ofte håndplukket af Walsingham, der selv har gode forbindelser i udlandet pga. sit tidligere arbejde som ambassadør i Frankrig.

Efterretningstjenesten finansieres gennem et årligt stipendium fra kongedømmets såkaldte privy seal, der administreres af Francis Walsingham selv. I 1582 lyder det årlige beløb på 750 pund. I 1585 er det næsten tredoblet til 2.000 pund, og Walsingham siges at have ikke færre end 111 agenter tilknyttet sin efterretningstjeneste i de år.

Hans folk får betaling for de opgaver, de løser, og deres løn varierer. For de almindeligste opgaver – såsom opsnapning af breve og gengivelse af mere eller mindre pålidelige rygter – modtager de i omegnen af fem pund, der svarer til ca. 15.000 danske nutidskroner.

Men pengene er ikke den primære drivkraft, når unge mænd vælger en karriere som spion. Snarere håber de, at netop deres vigtige afsløring vil katapultere dem til rigdom og bringe dem i kridthuset hos dronningen.

Katolikker var jaget vildt

“Det er farligere at frygte for lidt end at frygte for meget”, lyder Francis Walsinghams valgsprog. Og det livssyn præger i den grad hans tid som chef for Englands første efterretningstjeneste.

Alle katolikker er potentielle fjender i spionchefens øjne, og ved udgangen af 1581 bliver det nemmere for ham at slå kløerne i forræderne. Dette år vedtager parlamentet en række love, der bl.a. gør katolske gudstjenester ulovlige, ligesom der venter dødsstraf til dem, som prøver at lokke befolkningen bort fra sin “naturlige troskab til dronningen”.

Klapjagten får mange katolikker til at flygte ud af landet, og i begyndelsen af 1580’erne lever omkring 400 af dem i eksil i Paris – langt fra dronning Elizabeths jernnæve. Her kan katolikkerne planlægge, hvordan de skal vippe dronningen af tronen, og flere sender penge hjem til deres slægtninge. Pengene går til at finansiere det ulmende oprør, der skal bringe den katolske skotske dronning, Maria Stuart, til magten.

I forsøget på at uskadeliggøre hende har Elizabeth besluttet, at hun skal sættes i husarrest, mens Walsingham gør den franske hovedstad til det primære mål for spionerne. I Paris kan de, forklædt som fx sendebude eller tjenestefolk, infiltrere de velstillede katolske forræderes hjem og rapportere til London om deres aktiviteter.

De fleste af spionerne er enten selv katolikker, som er blevet presset af Walsingham og hans folk til at spionere mod deres egne, eller også er de patriotiske protestanter, som udgiver sig for at være katolikker for at få bugt med fjenden.

Usynlige bogstaver skrevet med urin

I takt med at Walsinghams efterretningstjeneste vokser, og spionernes arbejdsmetoder bliver kendt af katolikkerne, begynder Maria Stuart og hendes medsammensvorne at tage deres forholdsregler. Fx bliver de mest prekære meddelelser nu skrevet i et kompliceret kodesprog kaldet nomenklatur.

Koden består af en række forskellige symboler, der står for alle bogstaverne i alfabetet samt de mest brugte ord og vendinger. For det utrænede øje giver indholdet ingen mening, og kun ved hjælp af den såkaldte nøgle kan det afsløres, hvad symbolerne står for. Medmindre man hedder Thomas Phelippes.

Han er uddannet i lingvistik ved Cambridge Universitet og en af tidens bedste kryptografer i Europa. Der går derfor heller ikke længe, før han står på Francis Walsinghams lønningsliste. Phelippes mestrer både fransk, tysk, italiensk og latin, og hans enorme viden om symboler og sprog samt en tålmodighed, som synes næsten uudtømmelig, gør ham til den perfekte kodebryder.

Phelippes udvikler også selv nye koder til efterretningstjenestens brug og underviser det brogede netværk af spioner i kodning og forfalskning op gennem 1580’erne. Han er en dygtig læremester, og når oplysningerne mellem ham og hans spioner er af allerstørst betydning, foregår kommunikationen ved hjælp af usynlig skrift.

Forrædernes kode Nomenklatur-koden, som blev brugt af bl.a. den katolske dronning Maria Stuart, var den mest anvendte i 1500-tallet. Bogstaver og faste vendinger blev byttet ud med symboler.

© National Archives & National Portrait Gallery

Den hemmelige meddelelse bliver skrevet med mælk, citronsaft eller urin blandet op med almindeligt vand. Den usynlige tekst er ofte ledsaget af en helt uskyldigt lydende tekst for at få det virkelige indhold til at fremstå så harmløst som muligt og derved mindske fjendens mistanke om et hemmeligt indhold. Først når brevet bliver holdt over et stearinlys, kommer meddelelsen til syne.

Det er Phelippes’ evner, som til slut fælder Maria Stuart. Det afgørende bevis er et kodet brev fra Maria Stuart til de katolske oprøreres leder, Anthony Babington. I brevet billiger Maria Stuart oprørernes planer om at myrde dronningen, og da Phelippes bryder koden, er Maria Stuarts skæbne beseglet.

“Spioner er mænd af meget tvivlsom karakter”, siger Maria Stuart, inden hun den 8. februar 1587 bliver halshugget for sit forræderi. Maria Stuarts død bliver højdepunktet for Francis Walsinghams hemmelige efterretningstjeneste, der i et par turbulente årtier egenhændigt har sikret den engelske dronnings – og protestantismens – overlevelse.

Da dronning Elizabeth drager sit sidste suk den 24. marts 1603, trækker de kløgtige kodebrydere, dristige dobbeltagenter og snu spioner sig tilbage til de skygger, de kom fra.

Men det er langtfra det sidste, verden har set til hemmelige agenter. Som Francis Walsingham selv udtrykte det over for dronning Elizabeth, så er “viden det dyrebareste, der findes”.

Den sandhed har alle efterretningstjenester arbejdet videre med – ved at aflytte samtaler, dampe breve op og om nødvendigt sprede falsk information.

Læs også:

Den kolde krig

James Bond skulle være dødkedelig

2 minutter
Spionage

Dusko Popov var virkelighedens James Bond

14 minutter
Hesten Sam er stamgæst
Historiske billeder

Galleri: Historiske pletskud

5 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!