Dusko Popov elskede skiløb. Interessen var med til at afgøre, hvor han tog sin doktorgrad. Valget kom til at bestemme hans livsbane.

Dusko Popov var virkelighedens James Bond

En jugoslavisk millionærsøn tilbød at skaffe vigtige oplysninger til den tyske efterretningstjeneste. Få dage efter blev han ansat i britiske MI5. Dusko Popovs dobbeltspil var tæt på at forhindre angrebet på Pearl Harbor. FBI ignorerede ham.

26. oktober 2015 af Annette Kruhøffer

Ian Fleming overvåger dobbeltagent

Lissabon summede af lyssky aktivitet. Eftertragtet information og store pengesummer skiftede hænder under hemmelige møder på byens hoteller, restauranter og kasinoer.

Portugal var officielt neutralt, og hovedstaden under 2. verdenskrig en legeplads for forretningsmænd, diplomater og spioner. Englændere, tyskere, franskmænd og amerikanere. De var der alle og kunne frit rejse ind og ud af landet, uden at myndighederne stillede for mange spørgsmål.

En af de mange agenter i byen var Ian Fleming fra den britiske flådes efterretningstjeneste. Han skulle overvåge og registrere den lovende dobbeltagent Dusko Popovs bevægelser og vurdere, om MI5 gjorde klogt i at stole på ham.

Fleming noterede sig agentens stil, manerer og charme og byggede senere sin berømte romanhelt James Bond over ham. Ligheden mellem Popov og Bond er slående, men livet var dog langt mere kompliceret end for James Bond.

Dusko Popov nød livet med sprut og kvinder

I begyndelsen af 1940 havde Hitlers armeer gennem fem måneder sat Europa i brand. Imens tog den unge serbiske overklassesøn Dusko Popov sig tid til at feste og nyde livet. Ungkarlen tilbragte de fleste nætter i Beograds klubber og restauranter og blev aldrig set uden en skønhed ved sin side.

Dusko Popov spildte ikke tiden. Han havde elskerinder, uanset hvilken by han befandt sig i.

Faderen Milorad Popov havde vist vejen. Han arbejdede ikke og brugte tiden på rejser til Monte Carlo, Schweiz og Paris i selskab med sine elskerinder. Livsstilen blev finansieret af farfarens formue, som han havde tjent på sine tekstilfabrikker og kulminer.

Popov havde afsluttet sin juraeksamen på Beograd Universitet i 1935. Han ønskede dog på ingen måde at indlede en karriere og dermed afslutte festen og det frie liv. Løsningen var at fortsætte uddannelsen.

I de sydtyske skove lå byen Freiburg med det gamle universitet fra 1457. Middelalderbyen husede mange anerkendte restauranter, og nattelivet var fuld af festende studenter – og unge kvinder.

Desuden lå Freiburg tæt på adskillige eftertragtede­ skisportssteder. Byen var velegnet. Dusko Popov besluttede at tage en doktorgrad på Freiburg Universitet.

Adolf Hitler var kommet til magten to år tidligere, og den lokale herreklub for studerende var reelt et forum for diskussionslystne unge mænd med nazistiske tilbøjligheder. Her mødte han den unge tysker Johann “Johnny” Jebsen – søn af en velhavende skibsreder fra Hamborg.

Begge mænd var demokrater og forsøgte ved enhver lejlighed at argumentere for sagen. De blev hurtigt venner og nød sammen det festlige liv i Freiburg.

En dobbeltagent bliver født

Dusko Popov var i 1940 28 år gammel. Han havde stadig ingen sympati for nazismen, men så ingen anledning til officielt at vælge side og dermed risikere at give afkald på sit sorgløse liv.

Mange af familiens venner var i toppen af det jugoslaviske politiske system, og indtil marts 1941 havde landet en pagt med Hitlers Tyskland.

Johnny Jebsen var i al hemmelighed ansat ved den tyske efterretningstjeneste Abwehr – ifølge ham selv for at undgå tysk værnepligt. Han bad Dusko om en tjeneste. Med hjælp fra sine indflydelsesrige venner skulle Dusko skaffe oplysninger om den franske hær og dernæst skrive rapport om den politiske og militære situation i Frankrig.

Den tyske krigsmaskine skulle bruge oplysningerne i forberedelserne til en invasion af landet. Dusko tøvede, men Johnny havde fænomenale overtalelsesevner. Han kendte Duskos antipati mod den nationalsocialistiske sag og overtalte ham med ordene: “Hvis du vil uskadeliggøre en gruppe, er det mest effektivt at gøre det indefra­”.

Efter en søvnløs nat accepterede Dusko forslaget. Han lavede rapporten, men tog en kopi. Originalen gav han som aftalt til tyskerne.

Kopien medbragte han til en fest, og efter en kort uformel samtale på altanen med en britisk diplomat stak han den diskret i inderlommen på diplomaten. Nu havde Popov endeligt valgt side.

Dusko Popov var tæt på afsløring

Agent Popovs rapport blev varmt modtaget i begge lejre. Hans analyser var skarpsindige, nøjagtige og detaljerede. Tyskerne inviterede ham til det neutrale Portugal for at møde chefen for Abwehr i Lissabon, major von Karsthoff.

Von Karsthoff var en sand mester i spionspillets regler, og han oplærte Dusko i brugen af hemmelige koder og kontaktmetoder. Han gav ham også et Leica-kamera. Et af hans tricks til at tage spionagebilleder var at placere en smuk kvinde foran det egentlige motiv, så selve fotograferingen ikke vakte opsigt.

Og endelig lærte Popov at blande usynligt blæk af knuste krystaller og klorfrit vand. Von Karsthoff gav ham også hans tyske kodenavn “Ivan”.

Samtidig rekrutterede briterne Dusko Popov til Secret Service under kodenavnet “Scout”. Hans vigtigste opgave i hans majestæts hemmelige tjeneste var at infiltrere Abwehr og levere insider-information om tyske militære hemmeligheder til de allierede.

Fra Lissabon sendte Abwehr Dusko til London. Han udgav sig for at være jugoslavisk advokat, der arbejdede med godstransport i krigszoner.

Allerede inden afrejsen til England var Popovs dobbelte loyalitet ved at blive afsløret. Hans chauffør, Bozidar, som havde været i familiens tjeneste i årtier, forrådte ham og planlagde at levere beviser på hans hemmelighed.

Men Duskos ven Johnny havde hørt om planerne og kom ham til undsætning. “Bozidar snigløber dig. Din trofaste lakaj har solgt dit skind for 2000 dinarer!”.

Dusko reagerede hurtigt. Et par håndlangere fik resolut ordre til at eliminere truslen. Næste morgen dukkede chaufførens gennemhullede lig op, men politiet fandt ingen spor efter gerningsmændene. Duskos dobbeltspil var stadig hemmeligt.

Bomberegn og jetset i London

Spionen ankom til London midt under Blitzen i slutningen af oktober 1940. Tyskernes bomber regnede ned over byen hver nat og jævnede hele kvarterer med jorden, men det berørte ikke elitens selskabsliv.

Dusko Popov blev introduceret for en række magtfulde mænd og fik hurtigt en omgangskreds med høj social status. Som den verdensmand, han var, begik han sig lige så godt på sit modersmål serbisk som på tysk og engelsk.

Hans regelmæssige besøg i Frankrig, Italien og Portugal gjorde ham til en spændende og kultiveret samtalepartner, og Londons jetset optog ham velvilligt i sine rækker. Han fortsatte sin dobbelte agentrolle og sit playboyliv, og det bekymrede ham ikke, at han hver dag var i fare for at blive afsløret af tyske agenter, tortureret og likvideret for sit forræderi­.

Han rekrutterede sin elskerinde Gerda og sin informant Dick Metcalfe til sit eget lille trepersoners spionnetværk i England. Det fik briterne til at ændre hans kodenavn fra Scout til Tricycle – selv om vedholdende rygter fortæller, at tilnavnet Tricycle i virkeligheden opstod som følge af Duskos seksuelle præferencer – at have mere end en enkelt partner i sengen ad gangen.

Dusko var damernes ven, og en god portion af de oplysninger, han gav videre til sine arbejdsgivere på begge sider, kom frem under hede omfavnelser mellem fine silkelagner på alverdens dyre hoteller og i luksusvillaer. “Fra baren til mit soveværelse er et spørgsmål om naturlig progression”, forklarede Dusko om sine mange erobringer.

Dusko Popov forærede tysk teknik til USA

Efter et halvt år i London besluttede tyskerne at sende Popov på mission til USA. Formålet var at opbygge en spionring i New York på samme måde, som han tilsyneladende havde gjort i London. Men inden turen gik til New York, tog spionen til Lissabon for at mødes med Abwehr-chefen von Karsthoff.

Det var midsommer 1941. USA deltog endnu ikke i krigen. Den ellers så kølige efterretningsofficer var i sprudlende humør, da han vinkede sin protegé over til et bord, hvorpå der lå et hæfte med efterretningsspørgsmål, som skulle besvares i USA.

“Udenadslære!”, sukkede Popov.

Men von Karsthoff standsede ham: “Nej, ikke mere memorering. Denne opfindelse vil revolutionere spionagesystemet!”.

Han forklarede, at tyskerne havde udviklet en metode, så almindelige papirer blev nedkopieret til et såkaldt mikropunkt. Med de rigtige instrumenter blev adskillige siders oplysninger komprimeret til et punkt på størrelse med et punktum. Det kunne transporteres risikofrit og var så godt som umuligt at spore.

I Lissabon mødte Dusko også sin gamle ven Johnny. Året inden var Johnny blevet overtalt til at arbejde som dobbeltagent for briterne. De to udvekslede nyheder over en flaske god whisky, og Johnny fortalte om en mystisk opgave, som Abwehr udførte for den japanske efterretningstjeneste.

Japanerne havde betalt godt for information om slaget ved Taranto, Syditalien, i november 1940. Her led den italienske flåde et knusende nederlag, da briterne angreb fra luften. “Men hvorfor var japanerne interesserede i Taranto?”, spurgte Dusko.

“Fordi de naturligvis vil vide, hvordan et enkelt succesfuldt angreb fra luften kan tilintetgøre en stor del af en fjendtlig flåde”, forklarede Johnny.

De to mænd blev enige om, at årsagen til japanernes interesse formodentlig var kampen med USA om kontrollen med Stillehavet. Der var altså efter al sandsynlighed udsigt til et luftangreb på amerikanerne i Stillehavet.

Hor og umoral i Guds eget land

Da dobbeltagenten Dusko Popov ankom til USA i august 1941, fortalte han straks FBI om både mikropunktet og japanernes angrebsplaner. Og så hørte han ikke mere fra FBI.

Til gengæld blev hans livsstil hurtigt et problem. Duskos hang til luksus og kvinder var for meget for de puritanske amerikanske efterretningsfolk, og i særdeleshed for chefen for FBI, J. Edgar Hoover.

Popov fortsatte nemlig sine vilde natlige udskejelser i New York, og især hans intime forhold til adskillige skuespillerinder faldt den stivnakkede FBI-direktør for brystet.

Da Dusko seks uger efter ankomsten til USA inviterede sin smukke elskerinde Terry Brown til Florida, spolerede FBI's agenter den hede ferie ved at anklage ham for at bryde den føderale utugtslov “The Mann Act”.

Ifølge denne lov måtte ingen mand transportere en kvinde over statsgrænserne i USA med det formål at udføre umoralske, handlinger. Loven var vedtaget i kampen mod prostitution.

“Washington laver ikke sjov, mr. Popov”, sagde FBI-agenterne og truede topagenten Tricycle med fængsel og deportation, hvis han ikke straks afbrød sin rejse og tog tilbage til New York. Tilbage i storbyen blev han mødt af selveste J. Edgar Hoover.

FBI-chefen var rasende og skældte Dusko ud som en skoledreng:
“De kommer hertil, og i løbet af seks uger har De installeret Dem i en penthouselejlighed på Park Avenue, jagtet filmstjerner, begået en alvorlig lovovertrædelse og forsøgt at korrumpere mine agenter! Jeg vil ikke finde mig i det!”.

Dusko forsøgte at dæmpe gemytterne og sagde: “Jeg forsøger bare at udføre mit job, men hvis jeg har skabt røre, må De meget undskylde”.

Hoover for i flint. “Han kan gå!”, brølede han til sin underordnede.

Popovs forudsigelse blev virkelighed

Således bortvist fra FBI's hovedkvarter blev Popov lagt på is af amerikanerne. De ville ikke samarbejde med ham overhovedet – i stedet blev han aflyttet og skygget overalt, hvor han gik.

For slippe for presset tog Popov på krydstogt til Brasilien. Den 7. december 1941 samlede skibets kaptajn passagererne i de smukke saloner. Han beordrede alle til at være stille og skruede op for den skrattende skibsradio:

“…luftangreb på flådebasen i Pearl Harbor. Vi sætter atter kursen mod New York. Dette er IKKE en øvelse!”.

Dusko Popov undrede sig dybt. Han havde jo selv advaret amerikanerne om, at Japan sandsynligvis planlagde et angreb på stillehavsflåden fra luften for fire måneder siden – hvordan kunne de så være så uforberedte, da angrebet kom?

Da krydstogtskibet anløb New York, blev Popov mødt af FBI-agenter på kajen. De eskorterede ham hjem til penthouselejligheden. Ingen ønskede at give en forklaring på, at angrebet på Pearl Harbor kom så uforberedt for amerikanerne.

Chefen for FBI's Special Intelligence Service, Percy E. Foxworth, sagde tværtimod, at Popov skulle holde op med at stille spørgsmål. Men Popov svarede: “Jeg har aldrig troet på soldatens blinde lydighed. Det har jeg set for meget af i Tyskland!”.

Næste gang Dusko mødte J. Edgar Hoover, var FBI-chefen iskold. Han gjorde det klart, at den serbiske spion ikke skulle blande sig i interne amerikanske anliggender, og mødet sluttede dramatisk, da Dusko beskyldte Hoover for at tage æren for at have afsløret mikropunkternes eksistens.

Der var ingen vej tilbage; forholdet mellem dobbeltagenten og FBI lå i ruiner, og Dusko måtte ikke længere operere på amerikansk jord. Han fik i stedet tiden til at gå med at leve sit jetset-liv i New York, stå på ski i Aspen og sole sig på Hawaii. Han forførte den ene kvinde efter den anden.

Efterhånden kedede han sig så meget, at han efter et år gav op og tog hjem.

Dusko Popov frygtede tysk sandhedsserum

Tilbage i Europa stod spionen i et alvorligt dilemma. Hans tid i USA var mildt sagt en fiasko, og de få efterretninger, han sendte tilbage til Abwehr under opholdet, var sparsomme og ofte fyldt af fri fantasi.

Amerikanerne havde aldrig forsynet ham med information, der med sikkerhed ville overbevise tyskerne om hans loyalitet over for Det 3. Rige. Til gengæld havde han enorme udgifter på grund af sin livsstil. Stolede tyskerne mon overhovedet på ham mere?

Til sidst blev uvisheden for meget. Han besluttede sig for at tage tyren ved hornene og mødes med von Karsthoff i Lissabon. Her udspurgte specialtrænede forhørsledere ham grundigt, ofte i mange timer ad gangen, om selv de mindste ting for at afsløre eventuelle usammenhængende dele af hans historie.

Hans ophold i USA varede 18 måneder, men han bragte stort set ingen brugbare resultater tilbage til tyskerne. Det var mistænkeligt – især fordi han regnedes som en af tyskernes topagenter, som nok plejede at kunne få oplysninger ud af folk.

Under hele forhøret frygtede han, at tyskerne ville bruge sandhedsserum på ham. Hvis de gjorde, var han færdig.

Men Dusko var en dreven spion og en overbevisende løgner. Efter to døgns forhør lod tyskerne ham endelig gå, tydeligvis overbeviste og helt uden brug af sandhedsserum – og de gik endda med til at betale hans underskud. Dobbeltagentens dække var intakt.

2. verdenskrig sluttede, og det samme gjorde Duskos spionkarriere. Men i modsætning til filmenes James Bond var Dusko Popov ikke upåvirket af alt det, der var sket; han mistede sin bedste ven Johnny og ifølge eget udsagn også formålet med livet. Han var udbrændt.

Oplysningerne om mikropunkterne gav de allierede et afgørende redskab til tarnsport af vigtige oplysninger. Informationerne om bombningen af Pearl Harbor kunne have ændret krigen – hvis bare FBI havde samarbejdet.

Måske er du interesseret i...

Læs også