Israelsk spion infiltrerede syrisk ærkefjende

I virkeligheden har agenten kun været i Sydamerika de seneste 11 måneder, men her har han haft held med at skabe gode bekendte blandt den store gruppe af arabiske emigranter i Buenos Aires.

Med hans overskæg og flydende arabisk har ingen fattet mistanke til israeleren, og hans nye syriske venner i Argentina har hjulpet med at skaffe en indrejsetilladelse til Syrien.

Eli ved dog, at en afsløring af hans kommunikationsudstyr ved grænsen kan spolere hele hans hemmelige mission, før den er begyndt, og derfor har han brug for al-Ard.

Den 37-årige spion bliver lidt roligere, da han ser al-Ard omfavne og kindkysse en løjtnant, efter at Peugeoten er stoppet foran grænsebommen.

“En brav gammel ven vender hjem”, lyder det overbevisende fra al-Ard, da han præsenterer Taabet over for løjtnanten under paskontrollen.

Forsigtigt trækker al-Ard officeren lidt væk og lader 700 syriske pund dumpe ned i lommen på ham. Uden videre anstalter giver løjtnanten signal til sine vagter om, at de ikke behøver at tjekke bagagen.

Al-Ard hopper tilfreds ind på førersædet og starter motoren, mens bommen hives op.

Bilen sejler sløvt ind i ørkenen, og Eli ser de bevæbnede syriske vagter blive mindre og mindre i sidespejlet. Han er inde – med alt sit udstyr. Spioneventyret kan for alvor begynde.

Eli flytter ind i løvens hule

VINTEREN 1962: Med al-Ards hjælp kommer Eli i kontakt med udlejere i det eksklusive Abu Rummaneh-kvarter i hjertet af Damaskus.

Eli er ikke i tvivl, da han træder ud på balkonen på fjerde sal. Formiddagssolens stråler rammer bygningen overfor, som er intet mindre end det syriske Deuxième Bureau, hvor efterretningstjenesten arbejder.

Spionen har også udsigt til Generalstabens Hovedkvarter og regeringens gæstehus, hvor fremmede staters VIP'er bliver indkvarteret under besøg i Damaskus.

Inde i luksuslejligheden er der persiske tæpper på gulvene, mens væggene er pyntet med lokalt vævede gobeliner.

De i alt fem værelser danner den perfekte ramme for eksklusive fester, hvor spionen vil kunne invitere hovedstadens prominente personligheder.

“3.900 om året”, lyder det fra udlejeren, da hr. Taabet spørger til prisen i syriske pund.

Det høje beløb bliver alligevel betalt af den israelske efterretningstjeneste, så Eli er ikke i tvivl: Det er her, han skal bo. Han skriver under og er få dage senere på plads i lejligheden midt i magtelitens centrum, hvorfra han kan følge med i alt.

Det eneste, han mangler i boligen, er et billede af sin kone, Nadia, men han ved, det er for farligt at have stående. Intet må kunne forbindes til hans liv hjemme i Israel, ligesom han over for familien derhjemme heller ikke kan røbe et ord om sit farlige dobbeltliv.

De tror blot, han er ude på en af sine lange forretningsrejser.

“Virksomheden har brug for nogen, der skal rejse til Europa og købe udstyr og materialer. Men jeg kommer ofte hjem – på lange orlover”, har Eli med sit sædvanlige pokerfjæs fortalt Nadia og sine brødre, som tror, han arbejder for en underleverandør til et israelsk våbenfirma.

I Damaskus må Eli også have et virke, som retfærdiggør Kamal Taabets mondæne livsførelse, så agenten får hurtigt oprettet et import-eksport-firma, der skal eksportere eksklusive varer som syriske tæpper og dekorerede brætspil til Europa.

På snedig vis kan firmaet også bruges til at sende hemmeligt materiale ud af landet.

Efter nogle uger er alt på plads, og Eli hiver sin hemmelige bagage frem. Han åbner blenderen, tager radiosenderen ud og gemmer den i en antik kobberlampe i soveværelsesloftet.

Antennen vikler han ud af sin barbermaskine og monterer fra vinduet op til taget – en kort antenne­længde, som sikrer, at han ikke vil vække alt for stor mistanke hos naboerne. Samtidig ved han, at lejlighedens geniale placering midt i et kommunikativt centrum betyder, at den syriske efterretningstjeneste vil have svært ved at adskille hans signaler fra den anden radiotrafik.

Klokken syv om morgenen den 12. februar sender spionen sin første besked hjem til Mossad:

“Har fundet lejlighed. Begynder arbejdet”.

Nazist kommer i spionens søgelys

FORÅRET 1962: En af Elis opgaver i Syrien er at finde frem til undslupne naziforbrydere. Gennem al-Ard sporer Eli sig frem til en person ved navn Rosello, der dækker over den flygtede nazi-diplomat Franz Rademacher.

T. Rosello” står der på dørtelefonen, som Majid al-Ard trykker på en sen fredag eftermiddag.

En brummende tone lyder, og den lille mand traver op ad trapperne sammen med sin ledsager, Kamal Taabet.

Da de to stakåndede når tredje sal, står en tynd, halvskaldet, velklædt mand i døren.

“Marhaban, t’fadalu” – goddag og velkommen, lyder det med tysk accent, da manden hilser på Eli og efterfølgende præsenterer sig som “Rosello”.

“Du kan uden frygt fortælle ham dit rigtige navn”, kommer det smågrinende fra al-Ard, mens han lægger hånden om Elis skulder og fortæller Rosello, at Kamal Taabet er en god ven, man kan stole på.

“Rademacher. Franz Rademacher”, lyder det i stedet på umiskendeligt tysk fra den tynde mand, som bukker pænt.

Over en kop sød tyrkisk kaffe begynder tyskeren hurtigt at snakke om sin fortid, hvor han har spillet en rolle i deportationen af central- og østeuropæiske jøder.

Han har under krigen rådgivet en af hovedmændene bag holocaust, Adolf Eichmann, men efter krigen stak Rademacher af til Syrien, da en retssag truede.

“Jøderne leder efter mig overalt. De beskylder mig for at have dræbt jøder under krigen. Men her i Damaskus er jeg forholdsvis sikker”, fortæller Rademacher sine gæster, inden de tager afsked med løftet om et nyt besøg.

Eli tænker dog med det samme, at han vil sende nazisten en helt anden hilsen næste gang. Da han om aftenen aktiverer sin sender, lyder beskeden til Israel:

“R. var en af Eichmanns hjælpere”. Og en senere melding bliver langt mere handlingsorienteret:

“Tilbyder selv at likvidere R.”.

Mossad-hovedkvarteret i Tel Aviv ønsker ikke, at deres nyplantede spion skal risikere for meget ved personligt at opsøge målet, så i stedet bliver løsningen en brevbombe.

Mens aftenbønnen fra minareterne gjalder ud over Da­ma­skus, sidder Eli ved sit spisebord og fortætter kemikalier til et fint pulver ved hjælp af en forsigtig opvarmning. Omhyggeligt smører han substansen på indersiden af en kuvert og monterer en lille detonator, inden han forsegler brevet.

Da natteroen har sænket sig, trisser israeleren ned på gaden og dumper brevbomben i en postkasse. Næste dag bliver Eli vækket under sin middagslur, da telefonen ringer.

“Jøderne har fået ram på Rademacher”, lyder det fra en ophidset al-Ard i den anden ende, der kan fortælle Kamal, at en brevbombe er eksploderet i tyskerens ansigt, og at han er hasteindlagt på hospitalet.

Kamal spiller chokeret for ikke at afsløre noget over for sin nye ven, som desværre ikke kender noget til Rademachers tilstand.

I stedet ringer Eli få minutter senere til hospitalet for at få vished, men hr. Rosello er kun “lettere såret og uden for livsfare”, lyder beskeden.

Til gengæld bringer attentatet fokus på Rademacher, som snart bliver anklaget af de syriske myndigheder for spionage, og nogle år senere havner han i Tyskland, hvor han får en fængselsdom for sine forbrydelser.

Eli får adgang til tophemmeligt område

FORÅRET 1963: Efter mere end et år i Syrien er Kamal Amin Taabet et kendt ansigt i Damaskus’ elite. Spionen er endda blevet medlem af Baath- partiet, der netop har kuppet sig til magten.

Eli venter spændt, mens militærbilen bumler afsted gennem støvskyer mod de knejsende Golanhøjder i grænselandet til Israel.

Han har svært ved at tro sit eget held. Ved sin side har han Salim Hatum, en højtstående major, som i løbet af det sidste halve år er blevet en nær ven.

Hatum er en hyppig gæst i lejligheden på fjerde sal, og det er også gennem venskabet med den unge major, at Kamal Taa­bet er blevet medlem af Baath-partiet.

Derfor kan spionen nu komme på besøg i ministerierne – ingen nærer den mindste mistanke mod Taabet, der med sine nationalistiske bemærkninger betragtes som den hjemvendte søn, der brænder for et stærkere Syrien.

Elis skuespil har også gjort, at han nu kan sidde i en militærbil på vej gennem et område, hvor almindelige syrere er forment adgang.

Selv den højtstående Hatum må vise papirer ved de mange checkpoints for at passere ind til Golanhøjderne, hvor Syrien har sit bedste våben rettet mod Israel – kilometervis af kanoner placeret i 5-600 meters højde.

Eli bliver dog skuffet, da de to venner ankommer til hovedkvarteret i den sydlige del af bjergene, og en general inviterer dem ind på sit kontor, der er prydet af et tykt persisk tæppe og et elegant skrivebord.

Generalen er nemlig hemmelighedsfuld og afslører ingen vigtige detaljer om området. Spionen øjner dog en ny chance, da områdets officerer samles om aftenen. Taabet er som altid i sit gavmilde hjørne.

Han hælder godt med sprut på officererne og kommer hurtigt på fornavn med dem. Og gildet, som i virkeligheden er betalt af Israel, er hvert et syrisk pund værd.

Da solens stråler skyder ned over højdedraget næste morgen, modtages Taabet som en gammel ven, da han og Hatum møder officererne på deres planlagte tur ude ved forsvarsværkerne.

Den skarpe kontrol er druknet i alkohol og tømmermænd, og uhindret slentrer den israelske spion rundt og suger informationer ud af soldaterne.

Han studerer hver en kanon og maskingevær grundigt og får endda charmet sig til en guidet tur op på en radarstation, ligesom han får en briefing foran et militærkort.

Mesterspionen bliver far igen

SENSOMMEREN 1963: Mossad har kaldt Eli hjem til Tel Aviv, så han kan se sin familie.

Det er blot anden gang på halvandet år, at Eli kan åbne døren til sit hjem i Bat Yam syd for Tel Aviv. Foran ham står en overrasket Nadia med en ballonmave, der gemmer på parrets andet barn.

Hustruen har i de forløbne måneder modtaget breve fra forskellige steder i Europa – sendt af Mossad – hvor Eli med sorg har fortalt, at han nok ikke kunne være der til fødslen, så hun er lykkelig, da hun kan falde sin elskede om halsen.

Også Elis datter, Sofie, krammer sin far, som hun ikke har set i snart ni måneder.

For Eli er det en befrielse at tale hebraisk og se sin familie igen, men spionen kan ikke slippe sit dobbeltliv. Han tænder konstant radioen for at lytte til nyhederne fra Damaskus, og gentagne gange kommer han til at tale arabisk.

Familien bemærker de små ændringer og undrer sig over, at Eli ikke altid har styr på, hvor i Europa han har været.

Hans bror Maurice bider en dag mærke i, at den dukke, Eli har haft med hjem til Sofie, stammer fra det berømte parisiske stormagasin Galeries Lafayette, og vil vide, om broren har været i Frankrig.

“Nej”, kommer det uovervejet fra Eli, der efterfølgende farer op, da Maurice viser ham dukkeæsken.

“Hvad er alt det her? Tester du mig?” råber Eli og forsvinder ud af rummet.

Cohen på mission med minikamera

FORÅRET 1964: Eli Cohens ven fra tiden i Argentina general Amin al-Hafez har taget magten i Syrien. Spionen får derfor plads i Baath-partiets forsvarskomité.

Eli er overvældet af synet. Stakke af Kalasjnikov-rifler, mortérer og bazookaer ligger overalt i det store militæranlæg i al-Hama, og han er glad for, at han har insisteret på at besøge basen, som rummer alle de senest ankomne våben fra Sovjet.

I lommen ligger et miniaturekamera, som han har fået udleveret af Mossad, og spionen ville ønske, han kunne tage nogle billeder af de mange våben, men det er for farligt, så længe han slentrer rundt sammen med sin ven Hatum og basens kommandør, oberst Muhammad Tawil.

Et sted i lejren ser Eli også en række containere med russiske bogstaver, hvoraf nogle stadig står åbne.

Et blik i dem afslører over for israeleren, at det er dele til jetfly, og han spørger interesseret Tawil, hvorfor MiG-flyene endnu ikke er samlet. Obersten undgår at svare på, hvornår

Syrien præcis har de nye fly klar, men til sidst forstår Cohen, hvorfor det ikke haster voldsomt.

“30 piloter er stadig ved at gennemføre deres træningsprogram i Moskva”, forklarer den buttede oberst, som dog flere gange på rundturen tøver med at komme med detaljerede svar på Kamal Taabets meget tekniske spørgsmål.

“Kamals position i partiet gør, at han behøver en grundig viden om våbensystemer”, forsikrer Hatum.

Inden Eli og Hatum forlader den hemmelige base, får de også en kop kaffe og en længere snak om truslen fra jøderne på Tawils kontor, men Eli er mest optaget af de store opslag, der hænger på væggene: lister med alle nyerhvervede våben, store som små – endda med detaljer om oprindelsesland og datoer for bestilling og levering.

Til spionens held er der pludselig bud efter obersten, og da også Hatum forlader rummet, farer Eli op fra sin stol, flår minikameraet frem og trykker ivrigt på knappen.

Nogle minutter senere går døren pludselig op, og Hatum og Tawil træder ind.

Men da er Kamal solidt placeret i en af kontorets læderstole, hvor han stirrer ud ad vinduet som en mand, der sidder og småkeder sig.

Lidt efter siger mændene farvel, og Kamal takker oberst Tawil for gæstfriheden og lover, at han vil aflægge rapport om situationen på basen til “vores hæderkronede al-Hafez”.

Israel bomber mål i Syrien

NOVEMBER 1964: På kort tid har Eli samlet uvurderlig viden om Syriens våbenkraft og placeringer af forsvarsværker og artilleri.

Om eftermiddagen onsdag den 13. november brøler israelske Mirage-jetjagere og Vautour-bombefly i luftrummet over Syrien og Israel.

Få timer forinden har en syrisk militærpost affyret skud og granater mod israelske traktorer i den demilitariserede zone mellem de to lande, og hændelsen er lige, hvad Israel har ventet på – en perfekt anledning til et massivt angreb.

Deres kampfly suser ind over grænselandet og smider først napalm ned over fjenden, hvorefter næste serie af fly drysser bomber ned over de syriske artilleripositioner med en helt uvirkelig præcision.

Efter en time og et kvarter stopper bombardementet, og tilbage står røgen op i landskabet, hvor sårede syrere vakler rundt, komplet lamslåede over fjendens effektivitet.

Ikke bare er vigtige militærstillinger ved Golanhøjderne lagt i ruiner, men også den dæmning, som araberne var i gang med at bygge for at lukke af for Israels naturlige vandforsyninger fra Jordan-floden, er destrueret, og bulldozere, traktorer og mekanisk udstyr er splintret til atomer.

Eli sidder hjemme i Bat Yam i Israel og hører det hele i radioen og føler en vis stolthed.

Få måneder forinden har han lokket et kort over dæmningsprojektet ud af en sløset chefingeniør, og koordinaterne til de bombede syriske stillinger ved grænsen stammer fra hans spionage, ligesom hans arbejde også har afsløret, at Syrien næppe ville være i stand til at forsvare sig mod et angreb fra luften.

Men dobbeltlivet har sin pris, og selvom Nadia netop har født ham en søn, er han mere indelukket end nogensinde.

De sædvanlige kække bemærkninger er væk, og den nu 39-årige far ønsker ikke længere at se venner og bekendte.

Alle i familien går rundt med en mistanke om, at Elis arbejde nok ikke bare handler om at rejse rundt i verden.

Inderst inde ved Eli, at han snart må stoppe sit spionliv, da det er ved at ødelægge tilværelsen hjemme i Israel.

“Jeg vil snart kunne bygge en villa og holde op med at rejse – så vil det hele slutte, og jeg vil have mulighed for at være sammen med dig og børnene hele tiden, ligesom de andre mænd i nabolaget”, forsikrer han Nadia.

“Jeg kvitter mit job. Næste år kommer jeg tilbage til Israel”, lover han, da han sidst i november kysser dem alle farvel. Det bliver sidste gang, de ser hinanden.

Syrerne pejler sig ind på spionen

JANUAR 1965: Israelernes præcise bombninger har gjort Syriens efterretningsvæsen, Deuxième Bureau, mistænksomt.

I begyndelsen af det nye år lægger et sovjetisk fragtskib til i den syriske havneby Latakia. Store trækasser fra lasten bliver løftet over på en lastbil, som med det samme gasser op og kører til militærbasen ved al-Hama.

Oberst Tawil registrerer som altid indholdet – et helt nyt russisk sporingsudstyr, som langt bedre kan opfange og skelne radiosignaler fra hinanden end det udstyr, syrerne hidtil har brugt.

Efter at det nye gear er installeret i en pejlevogn, bliver bilen med det samme kørt til Damaskus på oberst Ahmad Suidanis ordre.

Lederen af Deuxième Bureau er efter det israelske præcisionsbombardement sikker på, at en spion befinder sig i byen, og den handlekraftige oberst håber nu, at udstyret kan afsløre fjendens mand i Damaskus.

Fredag morgen den 22. januar får Suidani det opkald, han har hungret efter. En sporingsenhed har opfanget et signal fra Abu Rummaneh-kvarteret, som ikke stammer fra statens mange egne bygninger.

Men officeren i den anden ende af røret tvivler på, at pejlingen kan være rigtig. Signalet kommer nemlig fra en lejlighed på fjerde sal lige over for Generalstabens Hovedkvarter.

Men hvem bor der? vil en utålmodig Suidani vide.

“Kamal Amin Taabet”, lyder svaret.

“Taabet, De er anholdt”

24. JANUAR 1965: Da syrerne opfanger flere signaler fra Taabets lejlighed de efterfølgende døgn, er de ikke længere i tvivl. Selvom Taabet er favorit til at blive landets nye viceforsvars- minister, må han være spion.

Klokken har passeret 6.30, da en kortege af køretøjer triller ind i Abu Rummaneh-kvarteret. Forsigtigt åbnes dørene, og Suidani og et hold af bevæbnede mænd lister sig i position.

Imens er Eli ved at sætte sit sendeudstyr op, som han har gjort stort set hver morgen i tre år. Da klokken er 7.00, får han kontakt med Tel Aviv, og han begynder sin tappen på morsenøglen.

Men efter blot to minutter lyder et brag fra hoveddøren, da en rambuk knalder ind i træet. Eli gør intet forsøg på at gribe sin pistol ved skrivebordet, men napper i stedet en flaske med syre, som ligger nær ham, og hælder hurtigt den ætsende væske ud over sine koder.

“Kamal Amin Taabet, De er anholdt”, lyder det fra Suidani, mens en betjent tager den mistænke i førergreb og presser et pistolløb ned i nakken på spionen.

Styrken har stormet lejligheden på det bedst mulige tidspunkt, for i soveværelset ligger stadig papirer med informationer om de kommende politiske forandringer i Syrien, som Eli skulle til at sende.

Under køkkengulvet finder mændene også en reservesender og to stykker sæbe med skjult plastisk sprængstof indeni og adskillige ruller med mikrofilm.

Midt i betjentenes ransagning forsøger Eli at sluge en cyanidpille, men i det øjeblik israeleren prøver at kyle den i munden, er en betjent opmærksom og kaster sig over ham.

Spionen bliver lagt i håndjern og ført ned til en bil, som kører ham til en militærbase, hvor han får fjernet bælte, slips og snørebånd, inden han bliver smidt ind i en celle.

Et par timer senere kommer selveste præsidenten og assisterer Suidani i afhøringen. Amin al-Hafez er chokeret over, at Taabet – hans gamle ven fra tiden i Argentina – er en forræder. Og først nu, da han i cellens grå lys kigger vennen dybt ind i øjnene, går det op for ham:

“Jeg tror, han er jøde. En israelsk agent!” siger han.

De har begge troet, at spionen var en araber rekrutteret af Israel, men efter at Hafez beder fangen om at recitere Koranens første sura, al-Fatiha, og spionen tumler rundt i ordene, er Hafez helt sikker i sin sag.

Præsidenten giver signal til, at efterretningsfolkene kan gøre brug af tortur for at få fangens tunge på gled, da Eli pludselig afbryder:

“Det behøves ikke. Jeg er israeler, plantet af Mossad. Mit navn er Eliahu ben Shaoul Cohen, og jeg bor med min kone og tre børn i Bat Yam nær Tel Aviv. Alt, jeg vil tilføje, er, at jeg har handlet i mit lands interesse”.

Cohen havner i galgen

18. MAJ 1965: Under retssagen, der er blevet vist i TV, og som selv Elis familie har kunnet følge hjemme i Israel, dømmes Cohen til døden.

Det er midt om natten, da cellens tunge trædør skubbes op. Eli har hørt sine bødlers slæbende skridt nærme sig og har allerede rejst sig fra sin seng, da de kommer ind.

“Jeg er klar”, siger han beslutsomt, efter at en oberst nok en gang har læst kendelsen fra retten op.

I håndjern føres spionen ud i en militærlastbil, hvor fire soldater med maskinpistoler tager plads omkring ham. Et følge af biler og motorcykler kører efter lastbilen, mens de bevæger sig gennem det stille natlandskab og ind mod Damaskus’ moskéer og minareter.

Da kortegen drejer ind på Martyrpladsen i hovedstadens centrum, er der til gengæld alt andet end roligt.

Hængningen er annonceret i nyhederne, og mere end 10.000 arabere har trodset søvnen og er valfartet hen til den galge, som er rejst på et lille træpodie midt på pladsens græsareal. Den konstante summen mellem de skubbende mænd bliver lejlighedsvist afbrudt af høje tilråb og forbandelser, som den vrede flok slynger mod israeleren, da han føres hen til galgen.

Eli er iført en lang, hvid kjortel, så hans skikkelse nærmest lyser op i mørket. Alle øjne hviler på ham, da bødlen lægger løkken om halsen på spionen, som samtidig takker nej til at få sit hoved dækket af en sort hætte. Klokken 3.54 strammes rebet om Eli Cohens hals, og 90 sekunder senere er Israels mand i Damaskus erklæret død.