Jane Horney – uskyldig eller tysk spion?

Modstandsfolkene vikler medbragte kæder om ligets slappe underkrop for at tynge det ned og surrer jernkæderne yderligere fast med tjæret tovværk.

Kort efter lyder et plask, da Jane Horney kastes over rælingen. Liget dukker aldrig op igen.

Det sidste spor af den spion-mistænkte kvinde forsvinder i Øresunds vandmasser.

Lige siden har Jane Horneys skæbne været ivrigt diskuteret. Var hun i virkeligheden et uskyldigt offer, eller fortjente “Nordens Mata Hari”, som hun blev kaldt, at dø på det vinterkolde sund?

HISTORIE har kigget likvideringens akter igennem for at skelne myter fra fakta.

Jane Horney flyttede til spionhovedstad

Jane Horney var en kvinde, som folk lagde mærke til: Glad, livlig og med et smittede humør. Når den betagende skønhed slentrede ind i et rum, indtog hun det prompte. Især mænd søgte hendes selskab.

“Hun var næsten ufattelig, o­ver­jor­disk skøn og med en erotisk aura, der som en magnet tvang en hale af måbende mænd efter og til sig”, huskede en journalist fra avisen Politiken, som under be­sæt­tel­sen mødte Jane Hor­ney ved flere lejligheder.

Skønheden havde mange mandlige bekendtskaber, inden hun som 21-årig mødte den svenske redaktør Herje Granberg.

I december 1939 blev hun til fru Granberg, da parret giftede sig i Stockholm, og to år senere rejste de sam­men til Berlin, hvor Herje Granberg skulle være den svenske avis Aftonbladets korrespondent.

På det tidspunkt havde Hitler allerede besat Polen, og som kontinentets magtcentrum bød den tyske hovedstad på et rigt diplomat- og korrespondentmiljø, men også mange spioner.

I de første krigsår var Aftonbladet en tyskvenlig avis, som lagde stor vægt på udenrigsstoffet fra Berlin.

Herje Granberg blev betragtet som neutral, selvom tyskere ofte kom på besøg i Granberg-parrets lejlighed i Bayerische Strasse, nær Brandenburger Tor:

“I vort hjem i Berlin kom højtstående nazister, enkelte dage var huset fuldt af druk­gil­der. Maden måtte købes på den sorte børs – det var dyrt”, noterede Jane Horney i en ikke færdiggjort bog om sit liv i 1944.

Med sin charme fik hun hurtigt en rolle, hvor hun var med til at skaffe nyheder til ægtemandens avis.

Det skete ikke blot under private middage, fru Granberg blev også set i bylivet, hvor hun var en populær person – og altid spurgte hun interesseret ind til forskellige emner for at opstøve nyheder.

Jane Horneys omgangskreds i Berlin voksede, og i selskabslivet omgikkedes hun både udenlandske journalister og tyske nazister.

Men den svenske “sexbombe” – som en kor­re­spon­dent formulerede det – holdt sig ikke kun til snak. Det var velkendt, at hun havde adskillige sidespring.

“Hun passede ikke ind i tidens moralmønster”, forklarede Herje Granberg senere.

I julen 1942 viste hendes nazistiske bekendtskaber sig nyttige, da Jane Horney forsøgte at få visum til Danmark – noget, der under besættelsen krævede et virkelig vigtigt ærinde.

Jane Horney skulle blot besøge nogle venner i det land, som hendes mor stammede fra.

Ved ankomsten til København slentrede svenskeren ubekymret ind på Dagmarhus, hvor det hemmelige tyske politi Gestapo havde kontor.

Her fremviste hun et brev fra en af sine talrige kontakter i Berlin, som sagde god for hende. Herefter langede den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Dr. Werner Best, en opholdstilladelse ud.

Tilbage i Berlin ebbede festerne og ægteskabet med Granberg ud.

I 1943 blev parret skilt, alligevel vendte Jane Horney gentagne gange tilbage til den tyske hovedstad – besøg, som allierede ef­ter­ret­nings­væ­se­ner og danske modstandsfolk mente var tegn på, at Jane Horney kunne være spion.

Jane Horney blev overvåget

Efter sit forliste ægteskab satte Jane Horney i september 1943 kursen tilbage mod det neutrale Sverige.

Hun ønskede dog først at opholde sig lidt i København, men da den nu 25-årige svensker lagde vejen forbi Danmark i september 1943, var der sket store forandringer:

Nazisterne havde kort forinden overtaget magten i landet, da Danmarks samarbejdsvenlige regering havde afslået tyskernes ultimative krav og var gået af.

Danske mod­stands­folk udførte et stigende antal sabotageaktioner mod tyske interesser, og besættelsesmagten svarede igen: Sabotører blev henrettet, og den mindste mistanke om, at dans­ke­re deltog i modstandskampen, var nok til at få dem fængs­­­­­let.

Alle var på vagt – ikke mindst over for fjendens spioner.

Denne gang fik Jane Horney sin opholdstilladelse i hus ved at opsøge tyskeren Horst Gilbert, der var dansk gift.

I sit civile liv bestred han jobbet som redaktør for Skandinavisk Telegram Bureau, der var finansieret af det tyske propaganda-ministerium.

I hemmelighed var Gilbert også SS-Standarten-führer (oberst) i den tyske efterretningstjeneste.

Jane Horney blev 53-årige Gilberts elskerinde, og den kraftige oberst kom jævnligt på nattebesøg på Hotel Nordland, hvor svenskeren boede.

Snart blev Jane Horney også Gilberts kurér for hans hemmelige og uautoriserede kon­tak­ter med personer i den sovjetiske am­bas­sa­de i Stockholm.

Ifølge en dansk po­li­ti­fuld­mæg­tig med forbindelse til mod­­stands­­be­­væ­gel­­sen skal Gilbert en­gang have sagt:

“Jane Horney er spion om dagen og luder om natten”.

Om det var pral eller fakta, ved ingen i dag, for Gilbert blev skudt af danske modstandsfolk i oktober 1944.

Jane Horneys møder med Gilbert – og hen­­­des besøg på Dagmarhus – fik også den danske modstandsbevægelse og eng­el­ske spioner til at interessere sig for svenskeren.

De begyndte at følge hende tæt og holdt øje med de mange suspekte herrebesøg, som hun modtog på Hotel Nord­land.

De registrerede også, at Jane Horney førte telefonsamtaler på svensk, engelsk og tysk.

Da hun i oktober 1943 rejste til Stockholm, holdt det danske forsvars efterretningstjeneste – som var flygtet til Sverige – et vågent øje med den livsglade pige. Blandt tjenestens ledere var kaptajn Niels Bjarke Schou, som havde til opgave at overvåge såkaldt upålidelige personer.

Jane Horneys adfærd var opsigtsvækkende, da hun ved ankomsten til Sverige blev set i selskab med adskillige danske mod­stands­folk, som var flygtet over Øresund.

Parallelt med sine nazistiske forbindelser færdedes Jane Horney nu også i den danske modstandsbevægelse.

Det var også her, at Jane Horney mødte sit livs kærlighed: Modstandsmanden Jørgen Winkel.

Parret traf hinanden i begyndelsen af no­vem­ber 1943, da Jane Horney nok en gang var i København.

Men kærligheden til Winkel skulle bringe svenskeren ud i nye livsfarlige forbindelser.

Jane Horney gik i seng med Gestapo-mand

Forholdet til Winkel var lidenskabeligt, og de to tilbragte megen tid sammen, lige indtil han blev arresteret af Gestapo i slutningen af november 1943, mens han var på vej over Øresund med illegale blade.

Winkel blev smidt i Hor­se­rød­lej­ren, og Jane Horney var tilsyneladende villig til at gøre hvad som helst for at få ham ud.

Først forsøgte hun at få sin tyske ven Horst Gilbert til at hjælpe, men da det ikke bar frugt, spad­se­re­de hun i december 1943 nok en gang ind på Dagmarhus.

Her kom den flirtende svensker i kontakt med O­ber­kri­mi­nal­se­kre­tär Georg Feldmann – en mellemleder på Ge­sta­po-­kon­to­ret.

Han lovede at kigge på sagen, og mens han un­der­søg­te mulighederne, besøgte han igen og igen Jane Horney på Hotel Nordland.

“Jeg måtte betale med ubehag”, forklarede Jane Horney senere under et forhør. I slutningen af marts 1944 blev Winkel løsladt, men hans venner i modstandsbevægelsen frarådede ham at opsøge sin svenske flamme.

“Hun betegnes som yderst farlig”, hedder det i en rapport, som modstandsfolkene skrev efter at have skygget Jane Horney – rap­por­ten blev også sendt til den britiske sabotageorganisation SOE i London.

Også det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, havde Jane Horney i kikkerten på grund af hendes mange mistænkelige for­bin­del­ser.

Derfor var Säpo på vagt, da hun pludselig dukkede op hos dem den 4. maj 1944 og tilbød sig som agent.

Jane Horney for­kla­re­de velvilligt om de utallige forbindelser til tyskere, som hun kunne bruge til at spionere for Sverige.

Bagefter bemærkede Säpo-agenten, som tog rapport under samtalen: “Jeg har stof til flere romaner”. Han noterede også, at rødtoppen “ingen moralske betænkeligheder har, når det gælder om at tage forbindelse med forskellige agenter og i den forbindelse spille forelsket”.

Säpo vurderede, at Jane Horney kunne “være til stor nytte”, og antog hende som agent.

Men svenskerne vidste, at de skulle passe på, for hun kunne let være dobbeltagent, og derfor lod de hende skygge.

De svenske myndigheder fik yderligere grund til at mistro Jane Horney i sommeren 1944, da anklager mod hende landede på Säpos bord.

Afsenderen var det danske forsvars efterretningstjeneste, som i samarbejde med modstandsbevægelsen listede den endnu ikke fraskilte fru Granbergs suspekte adfærd op:

Talrige møder med den tyske efterretningsofficer Gilbert, Gestapo-manden Feldmann og senest den tyske diplomat Heinz Thorner, som danskerne endda havde fotograferet i Stock­holm – i selskab med Jane Horney.

“Der hersker ingen tvivl om, at fru Granberg er tysk spion. Hun arbejder for Gilbert”, slog danskerne fast.

I oktober 1944 afhørte to erfarne Säpo-folk Jane Horney om be­skyld­nin­ger­ne, men uden at nå frem til danskernes skrå­sik­re konklusion.

Modstandsbevægelsen havde dog ikke i sinde at tage flere chancer med Jane Horney, som ikke mindst gen­nem Winkel havde fået alt for meget at vide om illegale ruter, hemmelige trykkerier og skjulte våbenlagre.

“Man taler om at skride til drastiske forholdsregler over for hende, dvs. behandle hende som en stikker, uanset at hun er svensk statsborger”, lød det i et internt brev mellem to danske modstandsfolk.

Med andre ord: Jane Horney skulle dø.

Danskerne lagde en fælde for Jane Horney

I sommeren 1944 begyndte Jane Horney at bekymre sig om sit om­døm­me, og hun ønskede at få renset sit navn for de danske anklager.

Hun vidste, det ville være farligt at tage til Danmark, men da chancen bød sig i januar 1945, slog hun al­li­ge­vel til.

I Stockholm havde hun hen over julen mødt de to danske modstandsfolk “Store Bjørn” og “Lille Bjørn”, der hav­de likvideret adskillige stikkere i Danmark og bagefter var flyg­tet til Sverige.

Hun accepterede deres tilbud om at hjælpe hen­de til Danmark, så hun kunne forklare sig over for modstandsbevægelsen.

“Jeg må snart afsted. Nu må det bære eller briste”, sagde Jane Horney til sin nye svenske forlovede, få dage før hun tog natekspressen fra Stockholm til Malmø sammen med “bjør­ne­ne”.

Selskabet indlogerede sig på Grand Hotel om mor­ge­nen den 18. januar 1945.

Jane Horney virkede tillidsfuld, da hun mødte nogle andre danskere på hotellet.

Den ene af dem var en rødhåret kvinde, som om aftenen skulle tage nattoget tilbage til Stockholm udklædt og sminket som Jane Horney og rejsende i svenskerens navn – på den måde ville modstands­folkene slippe af med Säpos overvågningsagenter.

Næste morgen blev “Store Bjørn” og “Lille Bjørn” sendt væk, da der ikke var plads til dem på den lille fiskekutter, som skulle fragte selskabet halvvejs over Øresund.

Herude ville en dansk båd samle Jane Horney op, fik hun forklaret. Derfor befandt kun tre personer sig i den taxa, der ved 22-tiden kørte fra Malmø til havnebyen Höganäs, 25 km nord for Helsingborg: Jane Horney, den danske modstandskvinde Bodil Frederiksen og modstandsmanden Hjalmar Ravnbo, som havde fået til opgave at likvidere Jane Horney.

På torvet i Höganäs mødte trioen den danske skipper Edvard Lyse, der ejede kutteren Tärnan, som han brugte til illegalt at krydse Øresund i.

Sammen gik de ned til skuden i havnen, hvor bådsmanden Erik Petersen ventede.

Vinden hylede, og blæsten rev i Tärnan, da den lidt før midnat forlod havnen.

Skipper og bådsmand var oppe i styrehuset, mens resten af selskabet sad nede i en lille kahyt, hvor de forsøgte at få varmen ved en lille kakkelovn.

“Jane var i godt humør, pjattede og pjankede. Hun var hverken nervøs for det ene eller det andet. Vi dampede afsted og kom godt ud til Kullen (lidt nordvest for havnen, red.). Vi kiggede ned til dem i kahytten. Jane Horney var frisk og livlig, de andre var vist lidt søsyge”, huskede Erik Petersen, som snart efter kaldte Jane Horney op på dækket.

Mens hun spejdede efter den danske båd, nærmede Hjalmar Ravnbo sig lydløst bagfra.

“Jeg vil indrømme, at jeg ikke var særlig godt til mode. Jeg havde aldrig før fået ordre til den slags – og det var jo ubehageligt at være sammen med hende fra første færd. Men det var jo noget, der måtte gennemføres”, fortalte Hjalmar Ravnbo årtier senere.

I den ruskende vind stak Ravnbo sin 9-mm Parabellum-pistol op mod Jane Horneys nakke og klemte to gange om den kolde aftrækker.

Jane Horneys ur, halskæde og et smykke blev taget af hende, inden svenskerens lig blev kastet i havet.

Sådan lyder Ravnbos og Petersens beretning om, hvad der skete på Øresund natten til den 20. januar 1945.

Ingen af dem var i tvivl om, at det rigtige var sket. De var blevet forklaret, at Jane Horney var en stikker, som skulle dø.

Men meget tyder på, at det ikke er hele sandheden.

Anklager mod Jane Horney var fyldt med fejl

Først da de sidste bomber var faldet i 2. verdenskrig, duk­ke­de sagen om Jane Horney igen op til overfladen – ikke mindst takket være hendes familie, som krævede at få klar be­sked:

Talte rygterne om Janes likvidering sandt? Sagen var pre­kær, fordi danske modstandsfolk, som havde nydt godt af Sveriges gæstfrihed under krigen, ifølge rygterne havde li­kvi­de­ret en svensk statsborger.

Stockholms politimester drog til København for at få klarhed, men måtte nøjes med en bekræftelse af, at dan­­ske modstandsfolk hav­de skudt Jane Horney.

Her­ef­ter fik mod­­­­stands­­­be­­­væ­­gel­­sen travlt med at for­kla­re, at de havde hand­­let korrekt.

De henviste til rap­por­ten, som Dan­marks mi­li­tæ­re ef­ter­ret­nings­tje­nes­te og mod­stands­be­væ­gel­sen i sommeren 1944 havde afleverede til Säpo.

Rapporten viste sig i­mid­ler­tid at være fuld af fejl; fx nævnte den en lang række tyskere, som Jane Horney skulle have haft kontakt med.

Blandt navnene var sågar SS­-rigs­fø­rer Heinrich Himm­­ler, u­den­rigs­mi­nister Joachim von Rib­ben­trop og pro­pa­gan­dami­­nis­ter Jo­seph Goebbels.

Intet tyder dog på, at Jane Horney nogensinde hav­de mødt disse topnazister.

Det eneste beviselige i den forbindelse var Jane Horneys forsøg på at arrangere et møde med Himmler i juli 1944 for at få danske kz-fanger løsladt. Men mødet var aldrig blevet til noget.

Danskernes anklageskrift indeholdt også beskyldninger om, at Jane Horney skulle have stukket en lang række danske modstandsfolk – heriblandt en modstandsmand med dæknavnet “Tom”, der ledte et illegalt postkontor, som Gestapo stormede i juli 1944.

Beskyldningerne gik på, at Jane Horney havde opsnappet viden om postkontoret gennem Jørgen Winkel, men sandheden var, at en stikker blandt Toms egne hjælpere stod bag lækagen.

Dette indrømmede den centralt pla­ce­re­de modstandskvinde Edith Bon­ne­sen flere årtier år senere. Bonnesen havde ellers været med til at formulere anklagerne mod Jane Horney.

Oplysningen om det fordækte spil lå gemt i det danske rigsarkiv helt frem til 2006.

Men Säpo tog de danske rapporter seriøst – ikke mindst fordi svenskerne i forvejen ikke stolede helt på deres kvindelige agent.

I oktober 1944 havde to erfarne Säpo-folk således afhørt Jane Horney på baggrund af anklagerne:

“Vi begyndte at undersøge beskyldningerne. Punkt for punkt viste påstandene sig at savne grundlag. Hun berettede uden vaklen om sine forskellige kontakter, såvel tyske, danske som svenske. Det lykkedes os aldrig at afsløre, at hun skjul­te noget for os”, fortalte en af afhørerne til avisen Svenska Dagbladet i 1985.

Säpo foretog også en ransagning af Jane Horneys lejlighed i efteråret 1944, men fandt intet mistænkeligt.

Der var ingen tegn på, at hun modtog store agenthonorarer af tyskerne – tværtimod fandt politifolkene gældsbreve, låneaftaler og kvitteringer, der viste, at hun havde indleveret flere af sine værdier til en pantelåner.

Svenskerne havde efter undersøgelsen ingen grund til at konkludere, at Jane Horney fungerede som tysk spion.

Men de var dog opmærksomme på, at hun kunne udgøre en potentiel fare – også for Sverige:

“Hun er meget eventyrlysten, nysgerrig og snakkesalig. Ser man dette på baggrund af hendes forbindelser med fremstående tyskere og illegalt arbejdende udlændinge, kan man ikke se bort fra, at hun let kan komme til at skade vort land ved at udtale sig til uvedkommende om, hvad hun kender til ting og sager”, noterede de to svenske agenter.

Derfor fortsatte Säpo med at overvåge Jane Horney. Under en skygning kunne de muligvis have fundet beviser for, at Jane Horney vitterlig var spion.

Men dette fældende bevis havde den danske modstandsbevægelse imidlertid ikke tålmodighed til at vente på.

Selvom mange af danskernes an­kla­ger mod Jane Horney umiddelbart var baseret på fejl og overdrivelser, havde den svenske kvindes talrige tyske og danske bekendtskaber virket mistænkelige.

Først og fremmest var det suspekt, hvor frit Jane Horney kunne bevæge sig over grænserne.

Enhver rejse til Danmark og Tyskland krævede visum, som var svært at få, men den eventyrlystne svensker havde aldrig haft problemer med at rejse fra land til land – rejseaktiviteter, der kun var mulige pga. hendes tyske bekendtskab oberst Gilbert og Gestapo.

Tyskernes motiv for at hjælpe Jane Horney gav anledning til spekulationer.

Umiddelbart lå det lige for at tænke, at den unge svensker var tysk agent og måtte have mulighed for at bevæge sig frit for at kunne spionere.

Det var, hvad den danske modstandsbevægelse tænkte, og her var især Jane Horneys forhold til Gilbert påfaldende, frem­hæ­ve­de modstandsbevægelsen:

“Hans hovedopgave er uddannelse af a­gen­ter til udlandet, og det oplyses, at Jane er en af hans mest fremragende og dyg­tig­ste agenter af internationalt format”, fremgik det i et internt brev mellem danske modstandsfolk i juli 1944.

Andre mente, at tyskernes hjælpsomhed over for den smukke kvinde var af mere personlig karakter.

Det udtrykte eksempelvis den tidligere danske statsadvokat, Troels Hoff, som stod for at formidle samarbejdet med besættelsesmagten:

“Jeg ved, hvad det drejede sig om for de tyske herrer! De morede sig med Jane i København. Hun var ganske enkelt ikke brugbar som spion, selv ikke til de mindste sager”, havde statsadvokaten udtalt i 1944, da Säpo kiggede nærmere på an­kla­ger­ne mod Jane Horney.

Så entydigt uskyldig synes Gilberts kontakt dog ikke at have været.

Over for Säpo havde Jane Horney selv indrømmet, at Gilbert fra slutningen af 1943 havde anmodet hende om at tage kontakt til den russisk presseattaché i Stockholm, Alexander Pavlov, hvilket hun havde gjort.

Gilberts hensigt med forbindelsen havde været at få en russisk kontakt. Tyskerne var særdeles pressede på Øst­fron­ten, Gilbert ville gerne drøfte muligheden for en se­pa­rat­fred med Sovjetunionen.

Den ville gøre det muligt for Tysk­land at koncentrere sine kræfter mod briterne og amerikanerne.

Således kom Jane Horney til at fungere som kurér, men ikke som spion.

Ifølge chefen for den tyske ud­lands­spi­o­na­ge i Danmark, Hermann Seibold, var det Jane Hor­neys eneste agentlignende tjeneste.

“Hun havde aldrig nogen betydning. Hun havde været interesseret i mandfolk. Hendes eneste vigtige rolle var kontakten til Pavlov. Gilbert havde hovedsageligt brug for fru Granberg for at pleje egne interesser (sex, red.)”, afslørede Seibold under en afhøring i 1957.

Alligevel var kontakten blevet gjort til et afgørende punkt i Jane Horneys sagsmappe hos den danske militære ef­ter­ret­nings­tje­nes­te.

Og efterhånden havde den danske mod­stands­be­væ­gel­se ikke turdet tage flere chancer med svenskeren.

Kontroversielt foto af Jane Horney beviste intet

Jane Horneys dødsdom blev reelt afsagt, da hun blev fotograferet sammen med den tyske diplomat Heinz Thorner i Stock­holm den 22. august 1944.

Modstandsbevægelsen hæv­de­de senere, at den fik grønt lys fra London til at li­kvi­de­re Jane Horney, da britiske efterretningsfolk havde set billederne.

Thorner var nemlig mistænkt for at infiltrere mod­stands­fol­ke­nes forsyningsruter.

Senere, efter krigen, henviste danske mod­stands­folk til billederne som et bevis – men de fortiede, at modstandsbevægelsen og den danske efterretningstjeneste selv havde bragt Jane Horney sammen med Thorner.

Da Jane Horney i sommeren 1944 ønskede at få sit navn renset i Danmark, havde den danske modstandsmand Arne Sejr opfordret til at bevise sin loyalitet ved at kontakte Thorner.

Sejr forklarede, at den tyske diplomat måske kunne hjælpe med at få nogle fængslede danske frihedskæmpere løsladt, og dermed ville Jane Horney kunne bevise, at hun hele tiden havde haft hjertet på rette sted.

Jane Horney syntes godt om idéen og arrangerede et møde med Thorner, som hun kendte i forvejen.

Få måneder forinden havde hun gjort ham en tjeneste ved at opsøge en reporter fra det amerikanske magasin Life i Sverige.

Hun havde medbragt billeder af sønderbombede tyske byer, som hun solgte til magasinet for 400 kr.

Billederne viste sig at stamme fra det tyske propagandaministerium og blev aldrig trykt.

Men Sejrs forslag var imidlertid ikke udtryk for hjælp­som­hed i en god sags tjeneste – det var en fælde: Da Jane Horney mødtes med Thorner i august 1944, lurede en fotograf.

“Danskerne havde skygget Jane og Thorner, da de mødtes på en gade i Stockholm, og ordnet det sådan, at en fotograf tog billeder af parret.

Bil­le­der­ne anvendte man derefter som “bevis på hendes tyske kontakter”, slog Säpo fast allerede i oktober 1944, hvor både Jane Horney og Sejr gav ens­ly­den­de vidneudsagn i Säpos un­der­sø­gel­se af anklagerne.

Ifølge den danske journalist og forfatter Erik Nørgaard var det for­mo­dent­lig kaptajn Niels Bjarke Schou fra det danske forsvars efterretningstjeneste, der orkestrerede fotograferingen og efterfølgende lod bri­ter­ne se det såkaldte bevis.

Sandheden om Jane Horney jagtes stadig

I årtier efter krigen holdt modstandsbevægelsen stædigt fast i, at likvideringen var sket på “allieret opfordring”, som blandt andre medlem af Frihedsrådet Frode Jakobsen for­kla­re­de de svenske myndigheder.

Men den angivelige op­for­dring til likvidering findes ikke i de britiske arkiver, og dans­ker­ne har aldrig sat navn på de britiske ef­ter­ret­nings­folk, der skulle have fremsat opfordringen.

Hverken kaptajn Schou fra ef­ter­ret­nings­tje­nes­ten eller andre danskere har efter krigen villet stå ved, at de gav ordren til at likvidere Jane Horney.

I stedet har de implicerede fra mod­stands­be­væ­gel­sen og ef­ter­ret­nings­tje­nes­ten givet modstridende vidneudsagn, som kun har skabt større forvirring.

Næsten ingen har udtryk tvivl om, at Jane Horney var skyldig i spionage, sandsynligvis fordi de ikke ønskede at sætte modstandsbevægelsen i et dårligt lys.

Hidtil hemmeligstemplede dokumenter har heller ikke bidraget med væsentligt nyt.

I 2015 åbnede Rigsarkivet sine gemmer og gav adgang til en såkaldt Fælleserklæring fra Schou, Sejr og Ravnbo.

Mange havde håbet, at den ville bi­brin­ge nye beviser, men erklæringen lagde blot yderligere røgslør ud over likvideringen.

I 76 år har ingen derfor kunnet finde den endegyldige sandhed om “Nordens Mata Hari”.

Jagten vil utvivlsomt fortsætte, indtil det en dag kan slås fast, om Jane Horney var tysk spion eller en naiv og eventyrlysten kvinde på forkerte tid og sted i.

Inden den skæbnesvangre sejltur med Tärnan antydede Jane Horney selv, at hun efterhånden var kommet ud, hvor hun ikke længere kunne bunde:

“Jeg har båret mig dumt ad. Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde”, skal Jane Horney have sagt kort før hun gik ombord.