Da den 21-årige Kim Philby i juni 1933 har overstået den sidste eksamen i økonomi på universitetet i Cambridge, køber han Karl Marx' samlede værker og en motorcykel.
Få uger senere triller han på sit nyerhvervede køretøj ind i den østrigske hovedstad Wien, hvor han finder et billigt logi hos ægteparret Kohlmann i Latschkagasse 9.
Som glødende marxist er det hans plan at studere praktisk kommunisme, og til det formål er Wien uhyre velvalgt.
Den ellers så romantiske storby ved Donau ulmer af uro, og Philby ved, at et blodigt sammenstød mellem ideologierne når som helst kan bryde ud.
Socialdemokraternes position som magthavere i byen er på spil, idet den antisocialistiske koalition under statsminister Engelbert Dollfuss truer med at knuse de røde og drive dem ud af landet.
Kim Philby har ikke været i Wien længe, før han bliver hvirvlet ind i den politiske undergrundsbevægelse.
Det er den 23-årige Litzi, hans værtspars mørkhårede datter, der slæber ham med alle vegne, for som utrættelig militant kommunist har hun forbindelserne i orden.
Møderne med de aktive idealister gør stærkt indtryk på den kejtede, britiske overklassedreng, der hidtil udelukkende har haft en teoretisk tilgang til kommunismen. Men først og fremmest er det den livlige og indtagende Litzi, der fylder hans bevidsthed.
Sammen med hende gør han sine første seksuelle erfaringer, og i hende finder han sit livs første store kærlighed.
Frem til begyndelsen af 1934 har Philby travlt med at hjælpe de mange kommunister, som er flygtet til Wien fra Tyskland, hvor partiet er blevet forbudt efter rigsdagsbranden.
Og så bryder det opgør ud, som alle har ventet på: Den 12. februar 1934 stormer den fascistiske privathær Heimwehr en af Wiens store arbejderkarreer for at lede efter skjulte våben.
De bevæbnede soldater bliver mødt med hård og indædt modstand, og i de næste fire døgn pifter riffelskuddene gennem luften, mens gaderne flyder med blod.
Statsminister Dollfuss erklærer militær undtagelsestilstand og forbyder det kommunistiske parti.
De socialistiske ledere bliver smidt i fængsel, og da en gruppe bevæbnede arbejdere efter en konfrontation med regeringsstyrkerne trækker sig tilbage til deres boligblokke, bliver det tunge artilleri kørt frem, og to af byens største arbejderkomplekser, Karl Marx Hof og Goethe Hof, skudt i ruiner.
Kim Philby overværer det sønderlemmende angreb, hvor op mod 1000 mænd, kvinder og børn bliver dræbt. I kampens hede hjælper han en skare arbejdere med at skjule sig i en kloak.
Wien, 1933: Philby forsøgte at hjælpe sine kommunistiske venner i den ophedede stemning, hvor der blev slået hårdt ned på bl.a. 1. maj-demonstrationer.
Efter opstanden brænder jorden under socialisterne og kommunisterne i Wien. Byens venstrefløj flygter skræmt til alle sider, men Litzi, Kim Philbys kæreste, nøjes i første omgang med at gå under jorden.
Forgæves forsøger Philby at finde et skjulested til hende i Wien, men eftersom politiet er på sporet af den unge kvinde, vælger han en anden udvej: Den 24. februar 1934 gifter han og Litzi sig på rådhuset i Wien.
Kort efter får hun britisk pas, og så forlader hr. og fru Philby Østrig. De sætter på motorcykel kurs mod Storbritannien.
Farvel til venstrefløjen
Da det nybagte ægtepar er kommet til London, er det, som om Kim Philby begynder at skifte ham.
Dog først efter at han har holdt et foredrag om den østrigske krise i socialistklubben i Cambridge, hvor en gammel studiekammerat – den farverige fjerdeårsstuderende Guy Burgess – lover at samle penge ind til ofrene for fascisternes forfølgelser i Wien.
Efter Cambridge-besøget går Kim Philby i gang med stille og roligt at kappe sine bånd til venstrefløjen og begynder at se sig om efter et arbejde.
Han vil gerne være journalist, men ledige stillinger er der få af, så da han i september 1934 bliver tilbudt et job som redaktionssekretær på det hensygnende, liberale månedsblad “Review of the Reviews” i London, slår han straks til.
Med fire pund om ugen er der ikke tale om nogen fyrstelig løn, men Philby behøver på den anden side heller ikke at overanstrenge sig.
Ud over at redigere andres artikler skriver han i ny og næ lidt selv. “Japans Stillehavsøer”, “Lawrence of Arabia – arbejdet bag legenden” og “Balkantragedien” lyder overskriften på nogle af de artikler, han får fra hånden.
Philbys politiske indstilling er nu klart borgerlig, faktisk fascistisk, og i omgangskredsen begynder folk at undre sig over, hvad der er sket med den førhen så glødende marxist.
Hvorfor har han pludselig bevæget sig langt mod højre, og hvorfor spilder han tiden på et job, han er stærkt overkvalificeret til? Selv leverer han intet svar, men passer blot sit arbejde.
Hvad ingen andre ved, er, at han sideløbende med sit job som journalist fungerer som sovjetisk efterretningsagent på prøve.
Hver uge mødes han på afsidesliggende pladser i London med en kontakt fra det sovjetiske efterretningsvæsen – i begyndelsen dog uden den store succes.
Igen og igen må Philby nedslået meddele, at han ikke har været i stand til at opsnappe informationer af betydning.
Kontaktpersonen beroliger ham med, at han bare skal tage det helt roligt og forsætte med at gøre sig fri af venstrefløjen. “Vent, gør intet. Vi skal nok sige til, når De skal foretage Dem noget,” formaner den nye samarbejdspartner.
I 1936 kvitter Kim Philby sit job på “Review of Reviews” til fordel for en stilling som lønnet funktionær i den anglo-germanske forening, hvor også Philbys studiekammerat Guy Burgess er medlem.
I foreningsbladet lufter Philby tit og ofte sin næsegruse beundring for Hitler og Goebbels, ligesom han deltager i middage i foreningen, hvor aristokrater og andre indflydelsesrige personer samles om hagekorsprydede borde, mens de lytter til Hitlervenlige taler og skåler for Det Tredje Rige.
I sine ferier rejser Philby sammen med sin kone et par gange til Spanien, og da den spanske borgerkrig bryder ud i juli 1936, meddeler spionlærlingens sovjetiske kontakt, at Philby vil kunne gøre større nytte bag fascisternes linjer i Spanien end på et kontor i London.
Komintern, som er en international sammenslutning af kommunistpartier, mangler meddelere, der kan skaffe livsnødvendige oplysninger om fjendens dispositioner og våbenudstyr.
I februar 1937 drager Philby til Spanien, efter at han har sikret sig en freelancetjans på The Times.
Aftalen er, at Philby får betaling for det stof, avisen vælger at trykke, og samtidig bliver han udstyret med akkrediteringer, så han kan få adgang til højtstående kilder i Spaniens højreorienterede Nationale Front.
Hyldest fra Franco
Samme måned som Philby ankommer til Spanien, indleder nationalisternes militære og politiske leder, general Franco, en offensiv ved floden Jarama syd for Madrid.
På en enkelt dag bliver 375 mand fra 15. Internationale Brigades britiske bataljon dræbt. Blandt de omkomne er adskillige af Philbys socialistvenner fra studieårene i Cambridge.
Men Philby står tilsyneladende på den anden side nu, på Francos side, og han slår sig ned i Salamanca, hvor Franco har sit hovedkvarter.
Blandt de spanske officerer, der har med udenlandske pressefolk at gøre, får Philby snart ry for at være en ægte gentleman, hvis hjerte banker varmt og loyalt for nationalistsagen.
Langt de fleste af de artikler, han skriver, bliver antaget af The Times, og efter blot tre måneder bliver Philby udnævnt som avisens særlige Franco-korrespondent.
Allerede i den første varme sommer i Spanien finder Philby en elskerinde til erstatning for Litzi hjemme i London, og selv om han har travlt med at pleje sin affære, finder han også tid til at fodre sin sovjetiske arbejdsgiver med informationer.
Ved pressekonferencerne er Kim Philby altid den journalist, der borer mest i detaljen, og når alle hans kolleger er på vej ud af døren, stiller han stadig spørgsmål til – eller nærmest forhører – de spanske officerer.
Nytårsaftensdag 1937 kører Kim Philby i en kortege af pressebiler til byen Teruel på højsletten for at dække et slag. Pludselig hører Philby et øresønderrivende brag og mærker et voldsomt slag i panden.
En granat har ramt hans bil, og to af de tre kolleger, som er med som passagerer, bliver dræbt. Selv slipper Philby mirakuløst med en flænge i panden og en skadet hånd.
Et par måneder senere, den 2. marts 1938, bliver Philby dekoreret for militært vovemod af general Franco, der ved en højtidelighed hæfter fascistordenen på Philbys bryst.
Spanien i 1938: Mens Philby skrev om den spanske borgerkrig for avisen The Times, blev han såret i hovedet af en granat. Franco overrakte ham senere personligt en medalje for loyalitet og tapperhed.
Efter næsten to og et halvt år i Spanien – og godt tre måneder efter, at Franco sejrrigt har proklameret borgerkrigens afslutning – tager Kim Philby i sommeren 1939 afsked med sin elskerinde og vender tilbage til Storbritannien, der få uger senere erklærer Tyskland krig.
- verdenskrig bryder ud i Europa, og som garvet krigskorrespondent bliver Philby nu sendt til Frankrig for at referere de britiske udlandsstyrkers kampe til The Times.
Inden da når han dog at blive skilt fra Litzi i al fordragelighed. Ægteskabet med en kommunist er ikke længere passende for en mand som Philby.
I Frankrig fortsætter Philby med at dyrke sine højrefløjsforbindelser, men da Paris falder, bliver han evakueret og sendt til London.
Hjemme er nazister nu lige så foragtede som kommunister, så Philby holder lav profil og mødes i hemmelighed med studiekammeraten Guy Burgess.
Ligesom Philby skjuler Burgess sine kommunistiske sympatier – med så stor succes, at han i januar 1939 er blevet hvervet som agent for det britiske efterretningsvæsen.
Et ikke uvant job for Burgess, der i forvejen er undergrundsagent for Sovjetunionen.
I august 1940 introducerer Burgess Philby til en agent, Marjorie Maxse, der efter at have udspurgt og studeret den unge journalist grundigt optager Philby i den hemmelige britiske efterretningstjeneste.
Kort efter siger Philby sit job op på The Times og helliger sig sit nye virke.
Som nyhvervet agent må Kim Philby i første omgang nøjes med at fungere som instruktør på agentskolen, hvor han – altid piberygende og altid iført flannelsbukser, slips og tweedjakke – underviser nyrekrutterede spioner i at udarbejde og trykke propagandaflyveblade.
Sender sine elever i døden
Jobbet keder ham, men efter et års tid er hans stjerne så meget for opadgående, at han bliver tilbudt en nøglestilling i den britiske militære efterretningstjeneste i udlandet.
Her skal Philby stå i spidsen for den iberiske underafdeling af MI 6's sektion 5, som tager sig af kontraspionage i Spanien og Portugal. Dermed har han taget skridtet ind i en afgørende fase af sin karriere og er godt på vej til at blive en af historiens mest effektive dobbeltagenter.
Philby får lynhurtigt ry for at være exceptionelt dygtig til sit job, og i 1944 gør han – og Moskva – det store scoop. Philby får tilbudt den gunstigst tænkelige stilling overhovedet for en sovjetisk agent:
Han bliver udpeget som chef for den antikommunistiske kontraspionage. Alle britiske forsøg på at udspionere Sovjetunionen er dermed dømt til at mislykkes:
I samme øjeblik en agent bliver sendt af sted, underretter Philby lydigt den sovjetiske statssikkerhedstjeneste NKVD (forløberen for KGB, red.), som så eliminerer den vestlige spion. Adskillige af de folk, Philby sender i døden, er agenter, som han selv har uddannet.
Strømmen af førstehåndsoplysninger flyder nu i en lind strøm fra London til Kreml, idet Philby løbende orienterer om alt, hvad han og hans kolleger foretager sig.
Som tak modtager Philby brudstykker af korrekte, men forældede oplysninger om sovjetiske agenter og sovjetiske planer, så han har noget at fremlægge for sine overordnede i London.
Alt går godt indtil august 1945, hvor Philbys dobbeltspil er faretruende tæt på at blive afsløret:
Konstantin Volkov, som er sovjetisk konsul i Istanbul og tillige chef for den sovjetiske efterretningstjeneste i området, henvender sig til den britiske konsul i Istanbul med et tilbud:
Til gengæld for 27.500 pund og asyl i Storbritannien er Volkov villig til at røbe navnene på sovjetiske kontraspioner i Storbritannien.
Rapporten om Volkovs tilbud når ikke længere end til Kim Philbys skrivebord, og da det går op for ham, at fælden er tæt på at klappe om ham og hans medsammensvorne, tager han straks affære.
Han kontakter den russiske efterretningstjeneste, der kidnapper Volkov i Tyrkiet og sender ham med fly til Moskva, hvor han bliver henrettet.
Operationen ender i blodbad
Efter krigen rejser Philby sammen med sin nye kone Aileen og parrets fire små børn til Istanbul, hvor Philby officielt skal være førstesekretær ved den britiske ambassade. I virkeligheden er han fortsat spion for MI 6.
Opholdet i Tyrkiet forløber uden skelsættende begivenheder, men når Guy Burgess lejlighedsvis kommer på besøg fra London, er der fest og glade dage.
Burgess hopper på hovedet i Bosporusstrædet fra øverste etage af Philbys hus, og de to ungdomsvenner drikker støt dagen lang. I samme øjeblik, Burgess rejser hjem igen, er Philby dog atter tørlagt.
I 1949 bliver Philby sendt til Washington, hvor han skal være forbindelsesofficer til USA's centrale efterretningstjeneste, CIA, som er blevet oprettet to år tidligere.
Endnu en gang befinder dobbeltagenten sig i en ønskeposition, og i Kreml kan de gnide sig i hænderne.
Den kolde krig mellem de kapitalistiske og de kommunistiske lande er brudt ud, og Philby har nu de allerbedste kort på hånden, når han skal orientere sit bagland om fjendens træk:
Dels kan han uden at vække mistanke indsamle vigtig viden om CIA, dels er han altid ajour med både briternes og amerikanernes antisovjetiske operationer.
Den mest betydningsfulde er et britisk-amerikansk forsøg på at styrte Albaniens kommunistiske styre.
Allerede i 1946 er den britiske efterretningstjeneste begyndt at sende agenter til landet på Balkanhalvøen for at stable en antikommunistisk opstand på benene.
Infiltrationen har dog været ørkesløs, så i 1949 går USA og Storbritannien sammen om at fjerne kommunisterne fra magten ved en guerillaaktion under ledelse af amerikaneren Christopher Felix – og briten Kim Philby.
Kong Zog 1., som siden 1939 har levet i eksil i Kairo i Egypten, tilbyder at stille den kongelige garde til disposition for briterne og amerikanerne, og selv om det lykkes CIA og MI 6 at stable en hel guerillahær på benene, bliver operationen en eklatant fiasko allerede fra dag ét:
Den albanske hær er på pletten, hver eneste gang en guerillastyrke lander med faldskærm i bjergene eller forsøger at trænge over grænsen til fods. Og straffen falder prompte: Guerillasoldaterne bliver skudt på stedet.
Hver måned har sit blodbad i Albanien i disse år, og eksempelvis meddeler den albanske regering i januar 1951, at 43 albanske emigranter, som er vendt tilbage til deres hjemland i ubåd og med faldskærm, er blevet besejret af politiet i en langvarig ildkamp. I alt 29 guerillakrigere er blevet dræbt, og 14 taget til fange.
Nogle uger før påske 1952 finder den sidste operation i Albanien sted, men også denne gang ender det med en katastrofe:
12 topagenter lander med faldskærm midt i en kreds af albanske militsfolk, der øjeblikkeligt skyder de uvelkomne, men ventede gæster.
Philbys forræderi koster ved den albanske operation mindst cirka 300 mennesker livet, men selv om både MI6 og CIA nu har god grund til at formode, at de har en “muldvarp” i deres midte, nærer ingen mistanke til Kim Philby.
Han befinder sig i Washington, langt fra myrderierne på Balkan, og mens blodbadet er på sit højeste, har han ikke alene travlt med at orientere den sovjetiske sikkerhedstjeneste om CIA og MI6's planer, han har også fået en højst ubehagelig opgave på halsen:
Han skal assistere ved efterforskningen af en spion, der er mistænkt for at have lækket værdifulde oplysninger om USA's atomvåbenprogram til Sovjetunionen.
Spionens kodenavn er “Homer”, men Philby er ikke et øjeblik i tvivl om mandens sande identitet: Det er Donald Maclean, hans ven og gamle studiekammerat fra Cambridge.
I en årrække har Donald Maclean været ansat i Washington som chef for den amerikanske sektion i udenrigsministeriet.
Her har han haft rig lejlighed til at skaffe og viderebringe oplysninger til Sovjet om amerikanske atomeksperimenter.
Efter at have drevet storstilet spionage i USA i godt fire år er Maclean i september 1948 blevet forflyttet til Kairo til en stilling som ambassaderåd.
Druk og utilslørede anti-amerikanske holdninger har gjort ham til persona non grata i diplomatkredse, og nu er fortiden ved at indhente ham.
Amerikanerne har knækket en sovjetisk kode og derigennem fået kendskab til “Homers” gøren og laden. Nu bliver alle kræfter sat ind på at fange den højtplacerede spion.
Kim Philby fornemmer, at nettet strammes om Maclean, og han indvier deres fælles ven, spionen Guy Burgess, i sine bekymringer.
Øjeblikkelig går de to venner i gang med at udtænke en flugtplan, og kl. 11.47 fredag den 25. maj 1951 – tre dage før Maclean skal møde til afhøring hos MI6 i London – styrter Burgess og Maclean om bord på en færge, der få minutter senere står til søs fra Southampton i England.
“Er tilbage på mandag,” råber Burgess til en sømand, der forundret betragter dem. Men Burgess er ikke tilbage om mandagen eller nogen anden dag. Han og Maclean har kurs mod Moskva, og dér har de tænkt sig at blive.
De to topdiplomaters forsvinden retter søgelyset mod Philby. Som den eneste, der kan kædes sammen med både Maclean og Burgess – som først efter sin flugt er kommet under mistanke for at være dobbeltagent – bliver Philby lynhurtigt udpeget som forræderen, der har givet de to et tip om, at det var på tide at hoppe af.
I efterforskningen og i pressen får han snart tildelt rollen som den “tredje mand”.
Trods gentagne afhøringer og langvarige undersøgelser lykkes det ikke det britiske efterretningsvæsen at finde håndfaste beviser for Philbys dobbeltspil, eller hans rolle i Burgess og Macleans forsvindingsnummer.
Men mistanken mod ham består, og i juni 1951 bliver han sat fra bestillingen som forbindelsesofficer til CIA, men beholder sit job som agent i MI6 og bliver sendt på adskillige mindre opgaver.
Slutspil i Beirut
I 1955, efter fire år, udkommer endelig den britiske regerings hvidbog om Maclean-Burgess-affæren.
Philby har frygtet at blive afsløret, men erfarer glædestrålende, at rapporten renser ham for enhver mistanke. Det eneste, man har på ham, er hans tætte forbindelse med Guy Burgess og hans fortid som kommunist i Cambridge.
I Underhuset slår den daværende udenrigsminister Harold MacMillan 7. november 1955 fast:
“Jeg har ingen grund til at konkludere, at hr. Philby på noget tidspunkt har forrådt sit lands interesser, eller til at identificere ham som “den tredje mand”, hvis der overhovedet var sådan én.”
Stadig som agent, men under dække af at være udsendt som korrespondent for The Observer og The Economist, rejser Philby i september 1956 til Beirut i Libanon.
Aileen og børnene bliver tilbage i London, så da Philby blot en måned efter ankomsten falder for en journalistkollegas kone, Eleanor, lader han forelskelsen få frit løb.
Sidst i 1957 dør Aileen af en blodprop, og kort efter gifter Philby sig med Eleanor, der i mellemtiden er blevet skilt.
Årene i Beirut slæber sig af sted med en blanding af journalistik og mindre opgaver for efterretningstjenesten, både den britiske og den sovjetiske.
Men – måske fordi han fornemmer, at skæbnen er ved at indhente ham – Philby slår sig på flasken og drikker sig sanseløst beruset i skotsk whisky stort set hver dag.
Beirut, 1963: Philby er pludselig forsvundet i Beirut, og en britisk journalist hjælper hans kone Eleanor med at søge efter ham.
I begyndelsen af 1962 får MI6 gennem en højtplaceret sovjetisk afhopper, KGB-major Anatolij Golitsyn, bevis for, at Philby er “den tredje mand”, og afhopperen har konkrete detaljer fra Philbys synderegister som spion for Sovjet.
Den 10. januar 1963 får Philby uanmeldt besøg i Beirut af en gammel agentkollega fra MI6, Nicholas Elliot.
“Du skylder mig en drink for gammelt venskabs skyld,” siger den intetanende Kim Philby, da han mødes med Elliot på en bar.
Men Elliot går lige til sagen: “Du har holdt mig for nar i årevis, nu vil jeg have sandheden, om jeg så skal hale den ud af dig,” snerrer han.
Lamslået og uden at sige et ord lytter Philby til sin agentkollega, der roligt og punkt for punkt fremlægger sine beskyldninger.
Bagefter begynder han at forhøre Philby, der føler sig trængt op i et hjørne. Hårdt presset indrømmer han, at han har været med til at planlægge Burgess og Macleans flugt, og desuden erkender han, at han – “i begrænset omfang” – har arbejdet for den sovjetiske efterretningstjeneste.
Han nægter dog at præcisere opgavernes art eller navnene på sine kontakter.
Elliot forsøger at få Philby til at aflægge en skriftlig tilståelse og lover, at man i London vil se med mildere øjne på hans forbrydelser, hvis han samarbejder.
Philby beder om nogle dages betænkningstid. Knap to uger senere, onsdag den 23. januar, er Philby på vej til et aftenselskab i taxa, da han beder chaufføren standse.
Han “skal sende et telegram til London fra posthuset”. Men Philby vender ikke tilbage til taxaen og dukker heller ikke op til middag hos sine venner.
Han flygter ned til havnen til et sovjetisk fragtskib, “Dolmatova”, der samme aften står til søs.
Efter i godt 30 år at have tjent kommunismen, først som politisk aktiv, siden som trofast spion, sejler Philby “hjem” til Moskva og det land, han har kæmpet for.
Ensom i Moskva
Hvis mesterspionen har forventet en heltemodtagelse hos KGB, bliver han slemt skuffet. Af princip stoler det sovjetiske efterretningsvæsen ikke på udenlandske agenter, og Philby var så perfekt en spion, at flere KGB-chefer nu mistænker ham for at være plantet af briterne.
Sidst i 1960'erne går det for alvor ned ad bakke for Philby. Han har intet at tage sig til, ud over at se BBC om morgenen og læse cricketresultater i The Times.
Han bliver dybt alkoholiseret og depressiv, og i 1969 forsøger han selvmord ved at skære pulsåren over. Men allerede året efter møder han en glad aften i byen kontorassistenten Rufina, der i 1970 bliver den fjerde mrs. Philby.
I 1975 tager hans liv en ny drejning, da KGB hyrer ham til at undervise kommende agenter.
Philby får sit alkoholforbrug under kontrol, bliver dekoreret for sin indsats for Sovjet og opnår desuden den ære at blive indbudt til at holde tale for omkring 100 KGB-officerer om sit liv som overløber.
Resten af sit liv fastholder Philby, at kommunismen er den mindst ringe ideologi – også selv om han skuffet må erkende, at Sovjetunionen – med sine klasseskel, sin fattigdom, korruption og varemangel – langtfra var det paradis, han har forestillet sig.
Med sig i graven tager Philby et bjerg af hemmeligheder, og få måneder før sin død som 76-årig i 1988 udtaler han i et interview til sin gamle avis The Times: “Jeg fortryder intet”.