Velma Orlikow troede, at hun skulle behandles for sin fødselsdepression. I stedet blev husmoren fra canadiske Winnipeg i 1956 forsøgskanin i et grusomt eksperiment.
Den amerikanske efterretningstjeneste CIA fyldte hende med LSD, så hun fik rædselsvækkende hallucinationer:
“Jeg troede, at mine knogler var ved at smelte. Lokalet så forvredet ud. Jeg ønskede bare at skrige, at jeg ville ud derfra. Jeg så egern udenfor, og jeg tænkte: De er ikke egern, jeg er egernet – jeg er i dette bur og kan ikke komme ud”.
Men Velma får ikke lov at slippe. Hun er blevet henvist til den anerkendte amerikanske psykiater dr. Donald Cameron, som driver et hospital for sindslidende i Canada.
Hvad hun ikke ved, er, at Cameron har indgået en tophemmelig aftale med CIA om at undersøge mulighederne for at hjernevaske intetanende patienter.
Donald Cameron (1901-1967) blev under Nürnbergprocessen hidkaldt for at mentalundersøge nazisten Rudolf Hess. I 1950’erne var han formand for Canadas sammenslutning af psykiatere.
Ved hjælp af narkotika, elektrochok og manipulation skal doktoren finde ud af, hvordan menneskers hjerner kan omprogrammeres, så de blindt vil adlyde alle ordrer.
For Velma og de hundredvis af andre ufrivillige forsøgskaniner får det såkaldte MK-Ultra-projekt skæbnesvangre konsekvenser.
Kommunister kunne hjernevaske
I 1949 var CIA i højeste alarmberedskab. Nyhederne om en af Den Kolde Krigs værste skueprocesser rystede den amerikanske efterretningstjeneste.
I Ungarn stod kirkelederen kardinal József Mindszenty anklaget for at konspirere mod Ungarns kommunistiske styre og spionere for udenlandske magter.
Begge dele var opspind, men Mindszenty, der ellers var kendt for at være særdeles viljestærk, trådte frem foran kameraerne og indrømmede med et zombielignende udtryk i øjnene de utroligste forbrydelser:
Kardinalen erklærede sig skyldig i at have stjålet Ungarns kronjuveler, og at han planlagde at tage magten i landet for at starte 3. verdenskrig.
József Mindszenty (1892-1975) blev idømt livsvarigt fængsel under skueprocessen i Ungarn. I 1971 fik han lov at udvandre til Vesten.
Set med CIA-øjne tydede kardinalens opførsel på, at Sovjetunionen havde udviklet en teknik eller medicin, der kunne bruges til at få magten over et menneske. Tanken var skræmmende.
Få år efter, da amerikanske krigsfanger i begyndelsen af 1950’erne vendte hjem fra Koreakrigen og spredte kommunistisk propaganda, følte CIA sig sikker i sin sag.
Efterretningstjenestens chef, Allen Dulles, beordrede den 13. april 1953 sine ansatte til at intensivere jagten på et sandhedsserum. Hans argument lød, at USA i fremtiden ville få brug for at anvende krigsfanger, på samme måde som Sovjetunionen tilsyneladende gjorde.
Projektet blev døbt MK-Ultra, og Dulles håbede desuden, at sandhedsserummet kunne bruges til at manipulere udenlandske ledere som Cubas Fidel Castro.
Dulles satte dr. Sidney Gottlieb i spidsen for projektet. I et af de få CIA-memoer, der ikke efterfølgende blev destrueret, hedder det, at målet for MK-Ultra var at blive i stand til at “kontrollere et individ til et stadie, hvor han vil gøre, hvad vi befaler, selvom det strider imod hans eller hendes egen vilje”.
Sidney Gottlieb (1918-1999) var leder af CIA’s hjernevask-program kaldet MK-Ultra.
MK-Ultra var så hemmeligt, at kun to personer i CIA kendte til projektets fulde omfang, dr. Sidney Gottlieb og hans næstkommanderende, Robert Lashbrook. Ikke engang efterretningstjenestens chef var fuldt orienteret om projektet.
Først skulle patienten nedbrydes
CIA stod ikke på bar bund, da MK-Ultra gik i gang. Efterretningstjenesten havde allerede eksperimenteret med stoffer, der skulle få fjendens spioner til at afsløre alle hemmeligheder.
Forsøgene havde imidlertid vist, at stofferne egnede sig bedst til helt at slette personers hukommelse, så de nemmere kunne manipuleres. LSD var et af de stoffer, som CIA nærede størst forhåbninger til.
“Jeg fik LSD omkring 14 gange, tror jeg”, forklarede Velma Orlikow, der troede, at dr. Cameron behandlede hendes fødselsdepression.
“Jeg ved ikke, hvor længe det stod på. Det var ét langt mareridt. Hver gang jeg skulle ned på hans kontor, rystede jeg af angst”, forklarede hun mange år senere.
CIA’s 230.000 m² store hovedkvarter ligger i Langley, Virginia.
CIA skal beskytte amerikanerne
Mens FBI efterforsker forbrydelser begået på amerikansk jord, holder efterretningstjenesten CIA et vågent øje med USA’s fjender.
Under 2. verdenskrig oprettede USA det såkaldte OSS – en efterretningstjeneste, der skulle spionere mod USA’s fjender. Efter verdenskrigen blev OSS lukket, men det stod hurtigt klart, at stormagten havde brug for en organisation, der kunne operere i største hemmelighed i udlandet.
Central Intelligence Agency (CIA) blev derfor oprettet i 1947 – især for at overvåge den ideologiske ærkefjende: Sovjetunionens kommunistiske diktatur.
CIA sendte fx spionflyet U-2 ind over Sovjetunionens hemmelige militærbaser. USA frygtede også, at kommunismen ville brede sig og demokratiske lande falde som dominobrikker.
Derfor skulle kommunismens fremmarch stækkes – og det gik fx ud over Brasiliens venstreorienterede præsident, João Goulart. I 1964 fik CIA ham afsat og senere forgiftet.
Da Sovjetunionen invaderede Afghanistan i 1979, sendte CIA våben til de fundamentalistiske muslimer, der kæmpede mod russerne.
Velma Orlikows familielæge havde anbefalet dr. Cameron, der i 1950’erne blev betragtet som en af verdens førende eksperter i depressioner. Ligesom Velma anede lægen intet om Camerons hemmelige samarbejde med CIA.
På samme måde blev hundredvis af andre patienter henvist til psykiatere, som var blevet hyret til at føre MK-Ultra ud i livet.
Velma hørte, hvor utroligt det end lyder, til blandt de heldige, for MK-Ultra gav psykiaterne grønt lys til at eksperimentere med næsten alle metoder og stoffer.
Nogle udførte forsøg med elektrochok for at se, om stød kunne svække patienternes modstandskraft, så det ville blive muligt at få kontrollen over dem. I 1950’erne fik depressionsramte typisk en behandling to-tre gange ugentligt, mens MK-Ultra udsatte sine ofre for elektrochok to-tre gange om dagen.
Mange ofre blev apatiske af de talrige elektriske stød. De blev kaldt “grøntsager” og sad dagen lang og kiggede ind i væggen.
Formålet med chokterapien var at nulstille patientens hjerne, så den nåede tilbage til et infantilt stadie. Herefter skulle psykiateren langsomt genopbygge sin forsøgskanin efter CIA’s anvisninger.
“Mens jeg sov, gav de mig stød hele tiden...”. Robert Logie, MK-Ultra-offer.
En af dr. Camerons andre patienter hed Robert Logie. Han lå bedøvet i 23 dage.
“Mens jeg sov, gav de mig stød hele tiden og afspillede kassettebånd”, forklarede han.
Båndene skulle hhv. nedbryde og opbygge patientens mentale tilstand. Nogle patienter blev i timevis tvunget til at høre en stemme sige: “Din mor hader dig”.
Andre lyttede til bånd med ordrer. Formålet var at se, om denne form for såkaldt soveterapi kunne få dem til at udføre en bestemt ordre, når de vågnede.
Patienterne bukkede under
Mens Logie og Velma begge slap fri af CIA’s kløer, inden de mistede forstanden, bukkede andre under. Velma huskede især én patient, som også var indlagt på dr. Camerons hospital:
“Hun var meget livlig og tynd. Hun gik ud og dansede, men en dag var hun der bare ikke mere”.
Da Velma spurgte efter patienten, fik hun at vide, at kvinden var blevet overført til et andet hospital. Senere blev også Velma flyttet og genså patienten, men hun var helt forandret:
“Der sad en tyk dame, der så ud, som om hun var lavet af dej. Hun kunne ikke genkende mig. Hun vidste ikke engang, hvem hun selv var”.
På Allan Memorial Institute i Montréal blev Velma Orlikow og over 300 andre canadiske patienter CIA’s forsøgskaniner.
Velma Orlikow huskede en anden af sine medpatienter, der endte med at begå selvmord:
“En herre hoppede fra taget af Allan Memorial Institute (dr. Camerons hospital, red.). Han var lige kommet ud af soveterapien og kiggede rundt med et stort smil på læberne. Så sagde han farvel til alle, gik op på taget og hoppede ud”.
Grusomhederne fik mange patienter i MK-Ultra-projektet til at forsøge at slippe ud. Men psykiaterne truede dem. Hvis patienter ikke vendte tilbage efter fx et weekendophold hjemme hos familien, fik de at vide, at politiet ville afhente dem.
Langt de fleste var allerede så mentalt ødelagte, at de ikke turde andet end at parere ordre og underkaste sig.
Kritiker blev skaffet af vejen
Hos CIA brød langtfra alle sig om de kyniske overgreb mod intetanende civile.
“Jeg tror, at hver eneste af os var kede af at skulle forsøge sådan noget. Vi vidste, at vi overskred en grænse”, forklarede en anonym CIA-ansat flere år senere.
CIA’s største fiaskoer
Spionkat blev kørt over på første mission
I 1960’erne indopererede CIA mikrofoner i en kat og slap den løs nær den sovjetiske ambassade i Washington. En taxa kørte kort efter katten over, og det 1,4 mia. kroner dyre projekt blev skrottet.
CIA beskyttede kokain-smuglere
Hele tre kongreskomitéer har undersøgt CIA’s hjælp til nicaraguanske kontrarevolutionære (contraer), der smuglede kokain ind i USA. Overskuddet blev brugt i kampen mod Nicaraguas marxistiske styre.
Sovjetisk dobbeltagent afslørede 100 agenter
I slutningen af 1980’erne blev over 100 af CIA’s informanter i Sovjetunionen afsløret. 10 af dem blev henrettet. Det viste sig, at CIA-agenten Aldrich Ames havde solgt deres navne til russerne.
Fidel Castro-kup fejlede ynkeligt
I 1961 landsatte CIA 1.500 pro-amerikanske cubanere i Svinebugten. Herfra skulle de marchere mod Havana og vælte Fidel Castro. Allerede på stranden nedkæmpede cubanske styrker dem.
En af agenterne, der var involveret i MK-Ultra-eksperimentet i Canada, skrev i en kommentar på en rapport:
“Har projekt-officeren godkendt disse amoralske og inhumane tests? Jeg foreslår, at alle, der støtter den ovenstående operation, tilbyder deres hoveder til brug i doktor XXXXXX’s (navnet er overstreget, red.) noble projekt”.
Mindst én kritisk CIA-ansat – bakteriologen Frank Olson – blev ryddet af vejen, da andre agenter vurderede, at han ville afsløre MK-Ultras hemmeligheder.
Under et møde i Maryland hældte en agent LSD i bakteriologens drink. Få dage senere forsøgte Olson at sige op, men blev i stedet lokket til New York, hvor han ifølge den officielle rapport “sprang ud af vinduet” fra sit værelse i det 68 etager høje Statler Hotel på Manhattan.
Samfundets svage skulle hverves
I længden var CIA ikke tilfreds med antallet af patienter i MK-Ultra. Flere måtte hverves. Derfor oprettede efterretningstjenesten et antal safe houses i New York og San Francisco.
CIA gav prostituerede husly, mod at de deltog i forsøg med hjernevask. Også deres kunder blev ufrivilligt indlemmet i MK-Ultra-projektet.
De “sikre huse” skulle lokke intetanende ofre med gratis mad og overnatning, mod at de til gengæld deltog i MK-Ultra. Narkomaner og prostituerede udgjorde derfor hovedparten af den næste bølge forsøgskaniner.
CIA mente, at de nye ofre ville være billigere og mere villige til at deltage, og frem for alt ville ingen tro på dem, hvis de en dag skulle finde på at sladre om MK-Ultra.
Prostituerede var særlig interessante, fordi CIA gerne ville finde ud af, hvordan man “kunne tage en kvinde, der var villig til at bruge sin krop til at få penge ud af en fyr, og i stedet få hende til at snakke med fyren om ting, der var meget vigtigere, fx statshemmeligheder”, fortalte en forhenværende CIA-agent til TV-stationen ABC i 1979.
De prostituerede blev også brugt til at hverve flere mandlige forsøgskaniner til MK-Ultra. Kvinderne tog kunder med hjem til deres safe house, hvor CIA hældte LSD i mændenes drinks, uden at de opdagede det.
Derefter blev kunderne observeret af CIA-agenter, der kiggede med vha. spionspejle og overvågningskameraer.
CIA arrangerede også fester, hvor gæsterne fik LSD. Dette foto er dog fra en privat fest.
Forsøgene omfattede også løsslupne LSD-fester, hvor CIA-agenterne, igen skjult bag spejle, undersøgte effekten af LSD og andre stoffer på store grupper.
Tilmed blev tusinder af amerikanske soldater uden deres vidende brugt i LSD-forsøgene, og et stort antal universitetsstuderende meldte sig frivilligt til medicinske forsøg, der angiveligt skulle føre til udviklingen af ny medicin. I virkeligheden deltog de i MK-Ultra-eksperimenterne.
Nogle historikere mener, at CIA’s eksperimenter blev en af hovedårsagerne til, at LSD-misbrug spredte sig til så mange unge amerikanere i slutningen af 1960’erne.
Jagten på et effektivt sandhedsserum fortsatte, og MK-Ultra voksede år for år.
Med alle midler forsøgte MK-Ultra-agenterne at opnå de samme resultater som de kommunistiske forhørsledere i østblokken. Først mange år senere fandt CIA ud af, de hjernevaskede krigsfanger fra Koreakrigen havde været udsat for noget så gammeldags som tortur og almindelig indoktrinering.
Sandhedsserum og andre avancerede metoder til hjernevask havde ikke været i brug, mens de amerikanske soldater var i nordkoreanernes vold.
Først i løbet af 1960’erne begyndte tvivlen at nage CIA. Efter mere end et årtis eksperimenter var MK-Ultra stadig ikke i nærheden af at finde brugbare metoder, så eksperimenterne blev droslet ned. Adskillige steder i USA og Canada fortsatte de imidlertid helt frem til 1973.
Hemmeligheden blev afsløret
I løbet af eksperimentets 20-årige forløb blev tusindvis af amerikanere brugt som forsøgskaniner uden at vide det. Og med tiden gjorde antallet af ofre det umuligt at holde MK-Ultra hemmeligt.
Sidney Gottlieb (tv.) fik lov til at vidne anonymt under kongresundersøgelsen i 1975.
Alle ansvarlige slap for tiltale
The New York Times’ afsløring af MK-Ultra tvang USA’s kongres til at undersøge projektet, men ingen i CIA blev nogensinde straffet.
I 1975 begyndte en undersøgelseskommission under ledelse af senator Frank Church at granske CIA. Senatoren konkluderede, at MK-Ultra havde eksperimenteret med civile, som aldrig havde givet CIA tilladelse til at bruge dem i forsøg.
I en tale afslørede senator Ted Kennedy flere detaljer:
“Over 30 universiteter og institutioner deltog i de omfattende eksperimenter, som inkluderede brugen af narkotika på intetanende borgere”.
Trods kritikken blev ingen stillet til ansvar. CIA-chef Allen Dulles og dr. Cameron var begge døde i slutningen af 1960’erne, kun MK-Ultra-leder dr. Gottlieb levede stadig.
CIA havde imidlertid destrueret stort set alle beviser og indgik i hast forlig, hvis ofrenes efterladte kunne dokumentere, at deres kære havde deltaget i MK-Ultra. Resultatet blev, at ingen sager kom for retten i 1970’erne.
Søndag den 22. december 1974 fik mange amerikanere morgenkaffen galt i halsen, da journalisten Seymour Hersh skrev om det tophemmelige projekt i avisen The New York Times.
Afsløringen medførte et ramaskrig, og et kongresudvalg indledte jagten på beviser for MK-Ultras enorme omfang.
Var Hersh kommet på sporet af sagen lidt før, ville vi måske i dag kende overgrebenes fulde omfang, men i kølvandet på Watergate-skandalen havde CIA-direktør Richard Helms i 1972 beordret tusindvis af dokumenter om MK-Ultra destrueret – af frygt for en dag at skulle gøre rede for projektets uhyggeligste detaljer.
I de følgende år stod nogle af ofrene frem, men kun 127 af dem har siden fået erstatning, fordi CIA ødelagde deres liv. I 1984 gik den nu pensionerede MK-Ultra-chef, Sidney Gottlieb, med til at mødes med familien til Frank Olson, som havde mistet livet på grund af sin kritik af hjernevask-projektet.
Specielt angrende lød Gottlieb dog ikke, da han fortalte Olsons søn:
“Din far og jeg var meget ens. Vi kom begge med i dette pga. vores patriotiske følelser for USA. Og vi gik begge en smule for langt og gjorde ting, som vi nok aldrig burde have gjort”.