Et sted i Helsingør skratter en pen hastigt hen over et ark papir. Det er januar 1625, og det hemmelige brev med sidste nyt fra Danmark skal hurtigst muligt videre til den svenske rigskansler, Axel Oxenstierna:
“Her ved hoffet hersker i øjeblikket uvilje imod Sverige, fordi rygtet siger, at I gør forberedelser til at invadere Tyskland. Jeg talte med den engelske ambassadør, som svarede mig, at hvis dette var sandt, så ville han bringe det i orden, for en konflikt mellem Danmarks og Sveriges to protestantiske monarker vil ikke være godt”.
Pennen dyppes i blækhuset og fortsætter:
“Hans Majestæt var i København og i fantastisk humør. Flere gange inviterede han mig ind i sit soveværelse, selvom jeg følte mig utilpas derved, for at spørge mig, om den svenske gesandt var kommet over Sundet”.
Dyp. Hånden tøver, fortsætter så:
“Min Herre, tag mig det ikke ilde, at jeg ikke kan forklare alting ordentligt. Jeg må lytte, men tør ikke spørge nærmere til det, jeg hører. Tjenestefolkene er dårlige til at lytte ved dørene for tiden”.
Brevet afsluttes med “Deres Nådes mest lydige tjener, Petter Isaac”.
I dybeste hemmelighed arbejder hollandske Pieter Isaacsz (der fordanskede sit navn til Petter Isaac) for ærkefjenden Sverige.
Officielt er han Christian 4.s højt besungne hofmaler og kunstindkøber, men ca. hver tredje uge sender Isaacsz en detaljeret rapport om alt, hvad der foregår ved det danske hof. Og hans svenske arbejdsgiver læser begærligt hver eneste linje.
Hofmaleren spiller højt spil, når han samler oplysninger i slottets korridorer og lytter ved dørene. Hvis han bliver afsløret som spion, mister han hovedet, men Pieter Isaacsz er villig til at risikere alt, for har kun en sand ven: Penge.
Axel Oxenstierna var svensk rigskansler i 42 år. Han havde en enorm magt og var bl.a. med til at reformere den svenske hær, industri og lokaladministration.
Mestrene blev studeret i Italien
Pieter Isaacsz kom til verden i Helsingør i 1568, hvor hans hollandske far, Isaac Pietersz, var udstationeret for sit lands regering. Som toldkommissær havde faren til opgave at overvåge den hollandske handelssejlads gennem det trafikerede Øresund. Pieter voksede op i det internationale miljø i Helsingør, hvor han også lærte at tale dansk.
I 1580 vendte familien tilbage til Amsterdam, og 12-årige Pieter, som havde gode anlæg for at tegne, kom i lære hos en af byens mange dygtige kunstnere, portrætmaleren Cornelis Ketel. Efter halvandet år i Ketels atelier rejste han til Italien for at studere renæssancens store mestre.
Isaacsz udviklede sig til en dygtig maler i en bred vifte af forskellige discipliner, og da han endelig vendte hjem til Amsterdam i 1593, blev han en meget eftertragtet kunstner.
Forbindelsen til Danmark blev genetableret, da hans far i 1596 vendte tilbage til sit gamle job som toldkommissær i Helsingør. Her havde en ung, dynamisk konge besteget tronen, og han skulle snart ændre den hollandske malers skæbne.
Mere end 1.000 hollandske skibe sejlede hvert år igennem Øresund og skulle betale told til den danske konge.
Headhunted til kongens tjeneste
Da den 19-årige Christian 4. blev kronet i sensommeren i 1596, lod han sig fejre i ugevis i København. Syv kælderbeværtninger udskænkede gratis øl og vin til byens ca. 20.000 indbyggere, og på en plads nær Vor Frue Kirke, hvor kroningen fandt sted, kunne folket mæske sig i spidstegt okse og tylle sig sanseløse i vin fra en fontæne.
Christian var en moderne monark, der lige fra begyndelsen arbejdede selvbevidst på sit image. Han brugte ivrigt arkitektur, musik og skuespil til at signalere sin magt og betydningsfylde – og til det formål ønskede han sig også en kunstner i international topklasse til at male sit portræt.
Derfor var kongens agenter på udkig efter dygtige kunstnere til at styrke den royale kunstsamling – og det var næsten uundgåeligt, at kongen ville falde over den respekterede Isaacsz, som ofte var i Danmark.
I 1607 blev Isaacsz hyret som underviser for en ung kunstner i Malmø, som kongen havde taget under sine vinger. Samme år fik Christian desuden Isaacsz til en bestille en gobelin til ham i Holland.
Samarbejdet gik godt, og snart begyndte Isaacsz at pendle til Danmark for at løse opgaver for kongen.
Pieter Isaacsz’ berømteste værk er dette portræt af Christian 4. malet i 1612.
Kunst og kuriosa til kongen
I 1613 var Christian 4. klar til at gøre alvor af sin drøm om en storslået kunstsamling. Danmark havde lige sejret over Sverige i Kalmarkrigen og ikke bare understreget sin position som Nordens mægtigste magt, men også modtaget en klækkelig krigsskadeserstatning, så statskassen var fyldt til randen.
Isaacsz fik fast ansættelse og flyttede permanent til Danmark, hvor han omgående blev beskæftiget med både at male et vigtigt portræt af kongen med Kalmarslottet i baggrunden og at indkøbe værker til kongens slotte.
De mange bevarede breve om kunstindkøbene vidner ganske vist ikke om nogen særlig kunstforståelse hos kongen. Men en flot samling gav prestige, og dét var en pointe, Christian forstod.
Maleren var hurtig til at udnytte sin position som kongelig kunstindkøber og udsmykkede slottene med mange af sine egne gamle malerier, som blev købt i dyre domme.
“Nej, væk med ham, inden han får sat børn i verden!” Christian 4., da Pieter Isaacsz fortæller ham, at han har en sort dreng, kongen kan købe.
Men Isaacsz’ havde utvivlsomt fingeren på kunstens puls og fik efterhånden et tæt forhold til Christian 4. Snart var det ikke kun malerier, han indkøbte, men også antikviteter og forskellige kuriositeter.
I 1620, under en spadseretur i Rosenborg Slotshave midt i København, fortalte maleren endda kongen, at han havde kontakt til en sælger af en ganske speciel levende kuriositet: En sort slavedreng. Kongen var i første omgang ikke begejstret.
“Nej, væk med ham, inden han får sat børn i verden!” råbte han til Isaacsz ifølge malerens egne breve.
Men Christian var alligevel fristet og skrev efterfølgende til maleren for at spørge, hvad drengen mon skulle koste. Ingen kilder tyder på, at Christian købte drengen, men nogle år senere blev det højeste mode blandt Europas monarker at have et sort barn ved hoffet.
Indbringende bijob for Holland
Isaacsz havde mange jern i ilden, og da hans far døde i 1615, ansøgte han straks om at overtage jobbet som øresundstolder for Holland. Han havde reelt ingen erfaring og fik et afslag, men han lod sig ikke slå ud og fortsatte med at søge om tjansen, indtil hans plageri i 1617 skaffede ham jobbet og en fyrstelig årsløn på 800 hollandske gylden.
Foruden at overvåge de hollandske handelskonvojer skulle han levere regelmæssige rapporter om alle skibsbevægelser gennem det danske stræde. Allerede i 1619 fik han dog kritik af det hollandske parlament, fordi han ingen rapporter havde sendt i to år. Det fik Isaacsz til at hale op i sokkerne, flytte fra København til Helsingør og begynde at sende rapporter til Amsterdam. Så bad han også om lønforhøjelse, hvilket dog blev afslået.
Kalmarkrigen var en succes for Danmark, men Holland og England pressede danskerne til en fredsforhandling, inden den endelige sejr over Sverige kunne sikres.
I mellemtiden pønsede hans danske arbejdsgiver, kongen, på nye krigseventyr, for i 1618 var Trediveårskrigen brudt ud i Tyskland, hvor den katolske kejser, Ferdinand 2., ville rulle reformationen tilbage og omvende protestanterne i Bøhmen og Ungarn.
Straks gik den danske konge i gang med at lægge invasionsplaner imod Tyskland og begyndte at opføre Christianshavn – en befæstet bydel for Københavns havnefront. På den anden side af sundet blev svenskerne urolige – for hvem gjorde den danske konge klar til krig imod?
Startskuddet til Trediveårskrigen kom i 1618, da utilfredse protestanter smed to højtstående katolikker ud fra slotsvinduerne i Prags borg.
I Sveriges hemmelige tjeneste
I januar 1620 blev Isaacsz kontaktet af Sveriges ambassadør i Holland, Jan Rutgers. Ambassadøren var sendt til København for at skaffe efterretninger om Danmark – og for at hyre en kompetent informant ved det danske hof til den svenske rigskansler, Axel Oxenstierna.
Opgaven havde vist sig vanskelig, for mange indflydelsesrige danskere var flygtet ud på landet for at undslippe pesten, der hærgede i København. Men endelig var det lykkedes Rutgers at rekruttere den rette person til jobbet som svensk spion: Pieter Isaacsz, maleren, der stod på nær fod med kongen.
Oxenstierna indvilgede i at betale 400 svenske rigsdaler om året til gengæld for jævnlige rapporter fra København. Sammen med Rugters tilrettelagde Isaacsz og Oxenstierna postgangen ud af Danmark, så hofmaleren ikke vakte mistanke.
Når den svenske postmester i Hamborg sendte bundter af breve til Sverige, ville de komme forbi Helsingør, hvor Isaacsz kunne gemme sine hemmelige rapporter mellem de andre forsendelser, inden de blev sendt over sundet.
Kunstnere var perfekte spioner
Danser spillede på to heste
Mata Hari var en eksotisk danserinde af hollandsk oprindelse. Under 1. verdenskrig hyrede franskmændene hende til at forføre den tyske kronprins og skaffe informationer. Men danserinden solgte i stedet fransk information til tyskerne og endte med at blive henrettet som forræder i Frankrig.
Malerier skjulte dokumenter
Peter Paul Rubens havde som 1600-tallets mest feterede maler adgang til alle Europas hoffer. Imidlertid var han også spion for Spaniens Filip 4., som lod Rubens smugle dokumenter i sine malerier og spionere mod Englands Karl 1., der beundrede mesteren og slog ham til ridder i 1630.
Komponist var dobbeltagent
Pierre Alamire var en tysk-hollandsk komponist og spion for Englands Henrik 8. Under påskud af at handle med nodehæfter rejste han i 1515 til Frankrig for at spionere imod rivalen til den engelske trone, Richard de la Pole. Men Alamire skiftede side, hvilket Henrik opdagede. Komponisten overlevede kun, fordi han aldrig vendte tilbage til England.
Operasanger snød Hitler
Margery Booth var en britisk operasanger bosat i Tyskland. Under 2. verdenskrig blev hun spion for MI6, mens hun fortsat optrådte i Berlins Statsopera for bl.a. Hitler, der bjergtaget sendte sangerinden roser viklet ind i hagekorsflag. Hun blev i 1944 arresteret som mistænkt spion og tortureret af Gestapo, men aldrig afsløret.
Fældet af pesten
På fem år skrev Isaacsz i alt 58 rapporter om alt fra militære anlægsplaner, udenlandske diplomaters besøg, Øresundstolden og masser af hofsladder.
Han tog tydeligvis jobbet meget seriøst og sendte detaljerede udredninger, der ikke kun stammede fra ham selv, men tjenestefolk, han havde betalt for at lytte ved dørene. På den måde fik svenskerne rede på, at Christian pønsede på krig mod den tyske kejser – hvilket han gjorde alvor af i 1625.
I mellemtiden foreslog Oxenstierna, at Isaacsz nu og da sendte ham et maleri, så hans ekstraindtægter kunne forklares som betaling for bestilte kunstværker. Oxenstierna var ifølge kilderne yderst tilfreds med sin spion, der løb en høj risiko.
Isaacsz vidste, at hans liv var på spil, hvis Christian gennemskuede ham – hvilket kongen formentlig aldrig gjorde.
Pieter Isaascz var en fast del af Christian 4.s hof og havde ofte møder med kongen.
Derfor sørgede både kongen og den svenske rigskansler, da Isaacsz i 1625 blev indhentet af pesten og døde i sit hus i Helsingør.
Isaacsz var blevet yderst velhavende på sit arbejde for hhv. Danmark, Holland og Sverige og havde skaffet sig en af de største kunstsamlinger i Danmark. Som bevis på Christian 4.s hengivenhed tillod han Isaacsz’ to døtre at bringe alle deres fars ejendele og efterladte værker hjem til Amsterdam uden at kræve skat af dem. Kongen anede ikke, at spionagen mod ham havde betalt for store dele af samlingen.