Mand bærer kvinde foran hjerte

Sex-spionage: DDR-agenter i seng med fjenden

Udstyret med blomster, vin og en pakke kondomer blev østtyske agenter smuglet til Vesttyskland. Deres opgave bestod i at lægge an på ensomme sekretærer og få kvinderne til at spionere for sig.

Udstyret med blomster, vin og en pakke kondomer blev østtyske agenter smuglet til Vesttyskland. Deres opgave bestod i at lægge an på ensomme sekretærer og få kvinderne til at spionere for sig.

Keystone/Stringer/Getty Images & Shutterstock

32-årige Gabriele Kliem aner ikke, at hun om få minutter vil møde sit livs kærlighed, da hun den 7. juli 1977 sætter sig ind i Rheinpavillon. Fra cafébordet i den vesttyske regeringsby, Bonn, kan hun nyde udsigten over Rhinen, mens hun venter på en mandlig bekendt.

Gabriele er tolk ved den amerikanske ambassade, og efter en lang arbejdsdag glæder hun sig til at nyde en kop kaffe.

Men hendes bekendte dukker aldrig op. Efter nogen tid nærmer en ukendt mand sig hendes bord. Gabriele er straks betaget af ham – manden er høj, blond og ligner en fotomodel.

“Hvis man bare kunne få sådan en mand som kæreste”, når singlepigen Gabriele at tænke, før han til hendes forbløffelse spørger, om han må sætte sig. Manden, der præsenterer sig som Frank Dietzel, siger, at han har en besked: Gabrieles bekendte er desværre blevet syg.

Dietzel fortæller også, at han har lovet at holde hende med selskab, og bestiller en flaske vin.

Ud på aftenen bryder de to op. Gabriele nærmest svæver gennem Bonn sammen med Dietzel. Hun er smaskforelsket, men det er han ikke.

Rheinpavillon i Bonn ved Rhinen

Gisela Kliem mødte en høj, flot østtysk agent på Rheinpavillon i Bonn. Caféen er stadig et populært mødested ved Rhinen.

© Eckhard Henkel

Når det handler om Frank Dietzel, er intet, hvad det giver sig ud for at være: Hans navn er falsk, og mødet i Rheinpavillon er minutiøst tilrettelagt af den østtyske efterretningstjeneste Stasi.

Frank Dietzel er én af de såkaldte Romeo-agenter, som DDR placerede i Vesttyskland. Med sex og søde ord lokkede spionerne statshemmeligheder ud af kvinder, der alle sad i betroede stillinger.

Romeo-agenterne var en af Den Kolde Krigs mest hjerteløse idéer – og deres kyniske bedrag kom til at koste kvinderne dyrt.

Tyskerne blev ærkefjender

Efter nederlaget i 2. verdenskrig blev Tyskland delt mellem sejrherrerne. De tre vestlige besættelseszoner blev samlet i Vesttyskland og indgik i 1949 i den kapitalistiske verden. I 1955 blev landet medlem af forsvarsalliancen NATO.

Østtyskland (DDR) var underlagt det kommunistiske Sovjetunionen, og lige fra begyndelsen sendte efterretningstjensten Stasi agenter til Vesttyskland for at få fingre i den ideologiske ærkefjendes hemmeligheder.

Især i regeringsbyen Bonn placerede Stasi spioner, men alle magtcentre blev overvåget. Derudover kunne østtyskerne samle informationer fra vesttyske kommunister og andre sympatisører, så Stasi havde indsigt i alle hjørner af samfundet – fra store industrikoncerners nyeste opfindelser til interne meningsudvekslinger i de politiske partier.

I Den Kolde Krigs tidlige år havde DDR’s spioner imidlertid svært ved at komme helt tæt på vesttyske ministre. Men det ændrede sig – takket være en snarrådig Stasi-agent, der kun er kendt under sit dæknavn, “Felix”.

“Felix” var i 1952 blevet sendt til Vesttyskland for at spionere, mens han udgav sig for at være parfumehandler. I Bonn indledte han et forhold til en kvindelig sekretær, der arbejdede i forbundskanslerens forkontor.

Agenten overtalte kvinden til at bringe ham hemmeligstemplede papirer fra kontoret. Deres samarbejde var en stor succes, indtil den vesttyske efterretningstjeneste kom på sporet af ham. “Felix” måtte skyndsomst stikke af til Østberlin, og her betroede han sin chef, Markus Wolf, at kæresten langtfra var den eneste ensomme sekretær i Bonn.

Række kvinder til frisøren

Vesttyskland havde i 1950 betydelig flere kvindelige indbyggere end mandlige. Til 100 kvinder var der kun 86 mænd, viste en folketælling.

© ullstein bild Dtl./Getty Images

Tyskland mistede 5,3 mio. mænd under 2. verdenskrig, og i både Øst- og Vesttyskland manglede der nu kærester og ægtemænd at flette fingre med. På de vesttyske ministerkontorer sad der et stort antal singlekvinder og hungrede efter kærlighed, forklarede “Felix” sin chef.

Markus Wolf besluttede uden større betænkeligheder at oprette et korps af professionelle forførere – Romeo-agenterne.

Svagheder skulle udnyttes

Korpset startede i det små, men i begyndelsen af 1960’erne var Romeo-programmet fuldt udviklet. Mulige Romeoer blev udpeget af Stasis medarbejdere på universiteter og i ungdomsorganisationer. Herefter granskede Wolfs folk kandidaterne og indkaldte de bedst egnede til samtale. Kun én ud af 100 slap gennem nåleøjet.

Gode manerer og en universitetsuddannelse var påkrævet, men sindelaget var det afgørende.

“Først og fremmest skulle de politisk set være til at stole på. Hvad er der ved en flot mand, hvis man ikke kan stole på ham”, forklarede en oberst i Stasi efter Murens fald.

De udvalgte kom på Stasis agentskole uden for Berlin. Her blev de grundigt indoktrineret, så de troede klippefast på kommunismens velsignelser og ikke risikerede at falde for kapitalismens fristelser.

Agentuddannelsen omfattede også fotografering, teknikker til at opdage en forfølger og meget mere. Vigtigst af alt var dog faget psykologi, hvor de lærte at manipulere deres kommende “mål”.

Før en Romeo-agent blev sendt i marken, fik han et dæknavn, en falsk livshistorie samt oplysninger om den kvinde, han skulle forføre. Andre agenter havde møjsommeligt samlet fakta – særlig vigtige var hendes længsler og svagheder.

Frank Dietzel fik fx at vide, at Gabriele aldrig havde kendt sin far, som var død i sovjetisk krigsfangenskab. Da de mødtes på caféen i Bonn, kendte Dietzel hende næsten bedre, end hun selv gjorde.

“Det var ikke kun, at han var flot og intelligent. Frank Dietzel mindede mig om den far, jeg aldrig havde haft. Mange troede, at det handlede om seksuel tiltrækning. Det gjorde det også, men det var især en evig længsel inden i mig, som jeg end ikke vidste, at jeg havde – indtil jeg så ham”, forklarede Gabriele mange år senere.

Intet var overladt til tilfældighederne, når en Romeo-agent forførte sit offer. Længe før han mødte hende, var forholdets forløb blevet tilrettelagt af efterretningstjenestens psykologer.

Silhuet af offer
© Shutterstock

1: Offeret udvælges

Stasi-agenter sværmede især om sprogskoler og populære rejsemål. Her ledte efterretningstjenesten målrettet efter vesttyske singlekvinder. Hvis en kvinde viste sig at arbejde for et vesttysk ministerium – eller havde gode muligheder for at få job dér – blev det rapporteret til Stasi-hovedkvarteret i Østberlin.

Forstørrelsesglas på grøn baggrund
© Shutterstock

2: Svaghederne afdækkes

DDR’s efterretningstjeneste undersøgte nøje kvindens baggrund. De var særlig interesserede i eventuelle svagheder, som kunne bruges til manipulation. Ensomhed, længsel efter en faderfigur og sorg over et brudt forhold var nogle af de skrøbeligheder, som en Romeo-agent senere kunne udnytte.

Hånd holder rød rose
© Shutterstock

3: Tillid opbygges

En Romeo-agent blev herefter smuglet til Vesttyskland med falsk identitet. Derefter arrangerede Stasi et stævnemøde og lod agenten forføre sit mål. Gennem måneder opbyggede han et tillidsforhold til kvinden. Først når hun følte sig tæt knyttet til ham, bad han hende om at spionere. Hvert skridt var nøje planlagt af efterretningstjenestens psykologer.

Silhuet af kvinde med knækket hjerte
© Shutterstock

4: Kvinden forlades

Efter nogle år afbrød agenten forholdet til kvinden. Til den tid var hun selvkørende som spion. Agenten var nu klar til at nedlægge sit næste offer. Hvis kvinden tog bruddet hårdt og nægtede at levere flere statshemmeligheder, blev en ny kærligheds-agent sendt over for at formilde hende.

Da de var blevet kærester, bad Frank Dietzel Giesela om at tage nogle vigtige papirer med hjem fra arbejdet på den amerikanske ambassade.

“Han forklarede, at han arbejdede for en slags tænketank, som samlede forskellige oplysninger, herunder økonomiske. Oplysningerne skulle bruges til at skabe fred i verden”, forklarede hun senere.

Og forelskelsen fik hende til at tro på ham.

Sekretærer var en investering

Frank Dietzel var heldig med Gabriele. Andre Romeo-agenter havde sværere ved at lokke deres kærester til at tage kopier af fortrolige papirer med sig hjem. For Stasi gjaldt det derfor om at få kontakt med så stort en antal vesttyske kvinder som muligt.

Stasi brugte gerne tid og penge på at indfange de rette kvinder – også længe inden kvinderne fik et job med adgang til statshemmeligheder.

Jævnligt sendte Stasi sine Romeo-agenter til sprogskolen Alliance Francaise i Paris. Instituttet blev ligefrem kaldt “sekretærernes sandkasse”, fordi unge offentligt ansatte fra Vesttyskland fik franskundervisning her.

Tysklandskort med Tysklands flag

Da USA, Frankrig og Storbritannien ikke kunne blive enige med Sovjetunionen om Tysklands fremtid, blev landet i 1949 delt i to: Vesttyskland og Østtyskland.

© Shutterstock

Romeo-agenterne forførte de unge sekretærer og opmuntrede dem til at stræbe efter ansvarsfulde stillinger i fx det vesttyske udenrigsministerium eller NATO.

En af dem var en enlig mor ved navn Dagmar Kahlig-Scheffler. I 1970’erne blev hun forført af Romeo-agenten “Herbert Schröter”.

Dagmar arbejdede dengang som sekretær på universitetet i Bonn, men hun udviste så stor hengivenhed over for Schröter, at Stasi bekostede et kursus i fransk og stenografi til hende samt sørgede for, at hendes lille datter kom på kostskole i Schweiz.

Stasi blev rigt belønnet, for Dagmar tiltrådte i efteråret 1975 den betroede stilling som sekretær i den vesttyske kansler Helmut Schmidts forkontor. Herfra videregav hun velvilligt oplysninger.

Mens nogle Romeo-agenter var flotte, var andre forholdsvis grimme ifølge den tyske forfatter Marianne Quoirin, som har mødt mange af dem.

“Deres charme lå i blomster, vin og gode manerer – men frem for alt i, at de gav sig tid til at lytte. Det gør mænd sjældent, så det gjorde dem yderst attraktive”, sammenfatter Quoirin.

Offeret Dagmar i fængselsbussen

Agent Romeo-offeret Dagmar Kahlig-Scheffler på vej ud af fængselsbussen. I 1978 blev hun dømt for spionage.

© Picture alliance/dpa/William Leuschner

Kvinder med knuste hjerter blev dømt

Sorgen ved at blive svigtet af prinsen på den hvide hest var hård ved Romeo-agenternes ofre. Det samme var den ydmygende retssag, som mange af dem måtte igennem.

Når Vesttysklands efterretningstjeneste afslørede en af Romeo-agenternes kærester, afhang straffen i høj grad af, hvornår spionagen blev opdaget.

Mens Den Kolde Krig rasede, og truslen fra det kommunistiske DDR og Sovjetunionen var overhængende, faldt der hårde domme. Dagmar Kahlig-Scheffler havde udspioneret Vesttysklands daværende kansler Helmuth Schmidt. Hun blev arresteret i 1977 og idømt fire år og tre måneders fængsel.

Gabriele Kliem udspionerede USA’s ambassade i Bonn, men blev først afsløret efter Berlinmurens fald i 1989. I 1996 blev hun idømt en betinget fængselsdom og bødestraf.

Romeo-agenterne slap generelt billigere end både deres ofre og andre afslørede DDR-spioner. Under Den Kolde Krig blev østtyske spioner ofte idømt 10 års fængsel eller sågar livstid. Romeoerne nøjedes med et par år bag tremmer.

Efter Murens fald blev de slet ikke retsforfulgt, fordi de blot havde fulgte ordrer, vurderede anklagemyndigheden.

Charme gjorde det muligt at manipulere Gabriele, Dagmar og andre af Romeo-agenternes kærester til at smugle dokumenter med hjem i håndtasken eller affotografere officielle papirer i hemmelighed med et lommekamera.

Andre fik udleveret mere avanceret spionudstyr af deres kæreste: Bolsjedåser med dobbeltbund til at gemme kassettebånd fra chefens diktafon i. Stasi forsøgte sig også med håndtasker forsynet med et skjult rum, men de østtyske designere var så dårlige til at matche den vestlige mode, at de kvalitetsbevidste sekretærer nægtede at gå med dem.

Hemmeligheder blev skjult i BH

En sekretær i forsvarsministeriet udtænkte selv en snedig måde at smugle dokumenter med hjem til sin Romeo på: Hun gemte dem i sin lyserøde BH med skumindlæg. Hvis hun en sjælden gang blev udtaget til en stikprøvekontrol, fik den erotiske beklædningsgenstand straks vagten til rødmende at opgive sit forehavende.

Et Minox-kamera

Mange af sekretærerne fik udleveret et Minox-kamera, der let kunne gemmes i en håndtaske.

© Crypto Museum & Shutterstock

Kæresteforholdene forløb dog sjældent helt gnidningsløst. De fleste Romeo-agenter havde fire-fem forhold på samme tid, og nogle var endog gift hjemme i Østtyskland. De havde derfor kun tid til at besøge deres ofre en gang eller to om måneden – en ordning, som ofte førte til konflikter over manglen på nærhed og sex.

Agenten måtte forsøge at holde kvinden hen med gaver, søde ord og mere eller mindre sammenhængende forklaringer.

“Han fortalte mig, at hvis vi gik i seng sammen seks-syv gange i løbet af en weekend, så svarede det matematisk set til mængden af sex i et normalt forhold”, huskede Gabriele.

Hvis gaver og omsvøb ikke var nok, kunne Romeo-agenten tage sin kæreste med til en “parterapeut”, som også stod på Stasis lønningsliste. Terapeuten skulle prøve at “stabilisere” kvinden, som det hed i Stasis fagjargon, for at redde forholdet og strømmen af hemmelige dokumenter.

“Nogle mænd har svært ved at binde sig”, var en af Stasi-terapeutens banaliteter. En anden lød: “Tålmodighed belønnes”.

Tre kvinder

Romeo-agenternes ofre måtte endelig ikke mødes, så Stasi sørgede for, at hver agent forførte kvinder i fire-fem byer, der lå langt fra hinanden.

© Bundesarchiv/B 145 Bild-F032086-0034/Gathmann, Jens

Ofte ebbede et forhold ud, når kvinden mistede tilliden til sin kærestes seriøsitet. Men i nogle tilfælde var en sekretær så værdifuld som kilde, at Stasi simpelt hen ikke havde råd til at slippe hende.

En meget religiøs sekretær nægtede at gå i seng med sin Romeo, før de var blevet gift. Derfor arrangerede Stasi et fupbryllup i København. En efterretningsofficer spillede rollen som katolsk præst, der tog imod brudens skriftemål og derefter forrettede vielsen. Under den efterfølgende bryllupsreception spillede en kvindelig agent gommens mor.

En anden Romeo-agent fik problemer, da hans kæreste insisterede på at møde sine kommende svigerforældre. Som nødløgn forklarede han, at de begge var omkommet i en ulykke. Men så let gav kæresten ikke op. Nu ville hun besøge graven.

I hast måtte Stasi skaffe et gravsted og få en stenhugger til at fremstille et gravmonument for Romeoens fiktive forældre.

Tusindvis af papirer endte i DDR

Alle forviklinger til trods lykkedes det Romeo-agenterne at få kvinderne til at indsamle betragtelige mængder af uvurderlige oplysninger.

VIDEO: Romeo fik kondomer

Alene Gabriele skaffede i årene 1977-1989 hele 1.500 fortrolige dokumenter – en bedrift, som gjorde hende til én af Stasis mest skattede informanter.

Set fra Stasi-hovedkvarteret i Østberlin var Romeo-programmet en bragende succes.

“Hvad angik det politiske efterretningsarbejde, udgjorde hvervning af sekretærer gennem kærlighedsforhold en af de vigtigste metoder i Stasis arbejde”, skrev en højt placeret medarbejder i den østtyske efterretningstjeneste.

Kvinderne betalte derimod en høj pris for Stasis hjerteløse leg med deres følelser. 34 af dem blev afsløret og dømt for spionage. For mange var fængsling den mindste del af straffen. Først måtte de gennem en ydmygende retssag, hvor anklager og aviser omtalte dem som letlevende tøjter. Derefter måtte kvinderne indse, at de havde levet på en løgn.

Gabriele slap med en betinget dom i 1996, men flyttede til Holland – langt væk fra alt, der kunne minde hende om den smertelige fortid med Romeo-agenten Frank Dietzel.

VIDEO, Gabriele Kliem: De ødelagde mit liv

Da Gabriele i 2004 lod sig interviewe til en TV-dokumentar, boede hun alene med sine 13 hunde som eneste selskab. Stasi havde knust hendes drømme og ødelagt hendes liv.

“For dem var jeg bare en laboratorierotte og for ham et redskab”, fortalte hun med foragt i stemmen.

For de ansatte i Stasi var det lettere at lægge Den Kolde Krigs metoder bag sig. Romeo-programmets opfinder, spionchefen Markus Wolf, skrev uden nogen form for beklagelse i sine memoirer:

“Når alt kom til alt, var jeg chef for en efterretningstjeneste, ikke for de ensomme hjerters klub”.

Stasis spionchef, Markus Wolf

Stasis spionchef, Markus Wolf (1923-2006), blev kaldt “Manden uden ansigt”, fordi ingen vestlige efterretningstjenester i 25 år vidste, hvordan han så ud. Først i 1978 lykkedes det svenske Säpo at fotografere ham.

© Bundesarchiv/Bild 183-1989-1208-420/Schöps, Elke

Heller ikke Romeo-agenterne lod til at være tynget af skyld.

“Jeg holdt mig til partiets linje og gjorde, hvad jeg fik besked på. Og så var det sjovt”, udtalte Gerhard Beier, der var en af DDR’s mest succesrige Romeo-agenter.

Beier blev efter Berlinmurens fald gift med et af sine ofre, som fuldt ud har tilgivet ham. Hævder han.