Spionen der faldt ned fra himlen

1. maj 1960, kl. 05.20 – Pakistan

De hemmelige missioner udgår fra en flybase i Pakistan. Efter fire år er Powers stadig stolt af at være i fædrelandets tjeneste. Hustruen Barbara er flyttet til Tyrkiet, og parret er sammen­ mellem flyvningerne.

Endnu en mission er ved at blive sat i værk. Klokken er 05.20, og solen har allerede været oppe i en time. Powers har i en halv time siddet i sin Lockheed U-2 og ventet på starttilladelse.

Powers har ordre til at lette fra basen i Pakistan og fortsætte ind over Afghanistan, passere Hindu Kush-bjergene – den østlige udløber af Himalaya – krydse grænsen til Sovjetunionen og fotografere militære mål, for til sidst at lande på en amerikansk flybase nær Bodø i Norge. Turen varer cirka ni timer og er på i alt 6000 km – 4600 af dem bag Sovjetunionens grænser.

Solen bager på det lille cockpit, og varmen får den tætsiddende gummidragt til at klistre til kroppen. Trykdragten kan dog redde pilotens liv, hvis uheldet er ude og trykket falder i cockpittet 20 km over Jordens overflade.

Sveden­ driver af Powers, og der går endnu en time, inden han får besked på at sætte­ fuld gas på jetmotoren. Endelig ruller han hen ad startbanen. Efter 300 meter letter det spinkle fly og stiger stejlt. Uden vådt eller tørt om bord glæder den erfarne pilot sig til, at den ni timer lange mission er overstået.

Da Powers når sin flyvehøjde på omkring 20 km, sætter han autopiloten til. Mod øst ligger Kina i det gyldne daggry, og mod vest er Afghanistan, Iran og Mellemøsten på vej ud af natten. Under ham ligger de sølvglitrende­ tinder­ i Hindu­ Kush.

Efter en time trænger den flyvende spion ind i sovjetisk luftrum. Han har prøvet det mange gange før, men mærker hver gang nervøsiteten­. Al radiokommunikation er nu udelukket.

Powers er på egen hånd, og uden kontakt med omverdenen observerer han spor fra jagerfly langt under sig. Spionflyet er opdaget­ af de russiske radarstationer. Men al erfaring fortæller ham, at de fjendtlige fly ikke kan nå ham. Ingen grund til alarm.

1. maj 1960 – Moskva

Arbejdernes internationale kampdag er en årligt tilbagevendende national festdag i Sovjetunionen. Efter oktoberrevolutionens jubilæumsdage er 1. maj den vigtigste dag i partiets kalender.

Hovedstadens borgere har brugt de foregående dage på at male deres huse, så de fremstår præsentable på denne festdag. De forseglede dobbeltvinduer bliver åbnede efter den lange og kolde vinter, og sammenkrøllede aviser, der har isoleret vinduernes hulrum, bliver smidt ud. Frisk luft fylder stuerne­, og vejrudsigten lover sol.

Det store punkt på programmet 1. maj er som hvert år en gigantisk militærparade på Den Røde Plads. Med afholdelsen af en international fredskonference i Paris om kun 15 dage har generalsekrætær Khrusjtjov, Sovjets øverste leder, givet ordre til at fjerne meget af den militære pragt.

Køretøjer, plakater og uniformer bliver dekoreret med fredsduer, og paraden præsenterer ikke så mange våben som sædvanligt.

Avisen Pravda har dagen før offentligjort de officielle slogans for dette års 1. maj: “Alverdens proletarer:­ Foren jer! Mere mineral­gødning til landbruget, stræb efter en komplet afslutning på den kolde krig, og kræv yderligere­ international afspænding.”

I dagens avis skriver forfatteren og journalisten Ilja Ehrenburg: “1. maj 1960 bliver en storslået 1. maj. Khrusjtjov, USA's Eisenhower, Frankrigs de Gaulle og Storbritanniens Macmillan rejser snart til Paris. Fire magtfulde mænd med stort ansvar mødes, og deres beslutninger vil afgøre skæbnen­ for hele folkeslag.”

1. maj – luftrummet over Tjeljabinsk

Powers er nået knap halvvejs­ ­gennem sit mission over Sovjetunionen.

Efter et par timers udramatisk spiontogt går det pludselig galt. Autopiloten svigter, næsen hæver sig, og flyet stiger stejlt. Powers slår automatikken fra, flyver maskinen manuelt og slutter efter nogle minutter autopiloten til igen. Nu virker den igen – i 10-15 minutter, hvorefter autopiloten atter fejler.

Nu er Powers nødsaget til at tage en hurtig beslutning. Flyet er ekstremt vanskeligt at manøvrere manuelt. Vingerne er skrøbelige, og hvis det ikke holder en konstant højde, risikerer de at blive overbelastet og ganske enkelt knække af. Desuden er det så godt som umuligt at foretage brugbare observationer, når han samtidig skal styre maskinen­.

Var uheldet sket en time tidligere, havde han uden betænkeligheder vendt rundt, men nu befinder han sig 2000 km inde i fjendtligt luftrum. Der er langt tilbage til basen i Pakistan. I øvrigt er der klar himmel forude og uvejr bagude. Powers vælger at fortsætte.

1. maj 1960 – Khrusjtjovs soveværelse­

Sovjetuninonens antiluftskytsraketter bliver rettet mod det indtrængende fly.

Generalsekretær Khrusjtjov sover dybt, da telefonen på hans natbord ringer tidligt om morgenen. I røret hører han en ophidset forsvarsminister Malinovskij oplyse, at et uidentificeret fly har krydset grænsen i stor højde.

I fire år har både den militære og politiske ledelse været klar over, at USA gennemfører regelmæssige spionagemissioner over Sovjetunionen, så ministeren behøver ikke sige mere. De ved begge, hvor flyet kommer fra.

Khrusjtjov er rasende. Nu må det være nok. I dag er det national festdag, og om kun 15 dage skal han mødes med præsident Eisenhower for at tale fred og nedrustning. Sagen er klar.

Flyet skal skydes ned, men det er nemmere sagt end gjort. I fire år har militæret forsøgt at få ram på U-2-flyene, men hverken antiluftskytsraketternes eller jagerflyenes rækkevidde er tilstrækkelig.

1. maj, kl. 10.15 – over Sverdlovsk

Powers forsøger at holde flyet på rette kurs. Han fotograferer en kampvognsbase og en hidtil ukendt flybase.

Mens Powers med den ene hånd kontrollerer flyet og med den anden noterer, hvad han ser på landjorden, hører han pludselig et dumpt brag. Samtidig bliver flyet kastet frem, og cockpittet bliver­ oplyst af et blændende glimt. Powers bliver presset tilbage i sædet.

“Min gud! Nu er det sket. Mit held er sluppet­ op,” udbryder han. Det står hurtigt klart, at eksplosionen er sket uden for flyet – formentlig bagude, eftersom maskinen blev presset fremad.

Powers konstaterer lettet, at instrumenterne ikke viser noget alarmerende og motoren kører fint. Den højre vinge dykker en smule, men et lille drej på rattet løser problemet. Så begynder næsen at dykke. Powers river rattet mod sig, men intet sker. I samme sekund er han klar over, at han har mistet kontrollen.

Næsen peger mere og mere nedad. Et voldsomt ryk kaster Powers' hoved rundt i det snævre cockpit, og han antager, at vingerne er brækket af. Resterne af flyet spinder hurtigere og hurtigere rundt.

Nu peger næsen mod himlen og halen mod afgrunden. Alt, hvad Powers kan se, er blå himmel, og han er tæt på at miste bevidstheden. Alligevel får han tændt for nødforsyningen af ilt og indser samtidig, at hans trykdragt puster sig op som en ballon. Det kan kun betyde, at cockpittet har mistet tryk. G-kræfterne presser Powers fremad i sædet – op mod næsen.

Panikken sniger sig ind på Powers, da han konkluderer, at det er livsfarligt at bruge katapultsædet. Cockpittets kant vil skære hans ben af, fordi han er presset frem i sædet. Han får samlet tankerne og udtænker en alternativ flugtmulighed.

Det er faktisk muligt at “kravle” ud, hvis det lykkes at løsne kuplen. Powers kæmper med hængslerne, og til sin lettelse ser han kuplen forsvinde. På vej op af sædet mærker han, at noget holder ham tilbage. Iltslangerne! Han har glemt at løsne dem og må vriste­ sig fri.

Endelig er Powers fri af flyet. Kroppen falder frit og bliver fyldt af en let berusende følelse – som flød han afslappet i en swimmingpool. Omkring­ ham falder vragdele lydløst gennem i luften­.

1. maj – Den Røde Plads i Moskva

Partispidserne står på podiet og betragter den store parade glide forbi.

Række efter række af soldater, studenter, bønder, atleter og dansere passerer samlingen af landets øverste ledere. Magteliten troner på toppen af bygningen, der i 1960 stadig er kendt som “Stalin-Lenin-Gravmælet”. I midten står Khrusjtjov og nyder det spektakulære skue og folkets jubelrøst under den skyfri himmel.

Mens gigantiske orkestre spiller marchmusik, ruller raketbatterier og kanoner med atomare granater forbi gravmælet. De bliver fulgt af fem meter høje fredsduer af papmaché, mens Khrusjtjov­ klapper børn på hovedet. Børnene er inviteret­ til at stå ved hans side.

1. maj – en pløjemark ved Sverdlovsk

U-2-flyet er ramt af ltrykbølgen fra en eksploderende sovjetisk­ raket.

Powers styrter mod jorden i frit fald, men han tager situationen roligt. Han ved, at faldskærmen er indstillet til at åbne i 15.000 fod. ­Da den folder sig ud, rykker den hårdt i hans mørbankede krop.

Alt bliver stille, og den isnende kulde trænger gennem gummidragten, men han har overskud til at nyde udsigten til det let bakkede landskab med skov, spredte søer, huse og landeveje.

“Det er smukt og kunne lige så godt være i USA. Ligesom Virgina,” tænker Powers og studser over, at han har overfløjet tusinder af kilometer ødemark og alligevel styrter ned i beboet område. Få hundrede meter over jorden ser han en bil, som tilsyneladende følger ham.

Lige under ham står endnu to mænd ved siden af en traktor. Med nød og næppe undgår Powers at kollidere med et par elledninger og rammer pløjemarken hårdt – kun 10 meter fra traktoren.

Mere end 50 mennesker stimler sammen om Powers. En af dem ser pistolen i hans bælte og skynder sig at tage den. Fortumlet bliver Powers ført ind i en bil og kørt bort.

1. maj – Den Røde Plads i Moskva

Meldingen om tilfangetagelsen af Powers indløber til Moskva. I USA ved ingen­ endnu­, at flyet er styrtet ned.

Kommandøren over Sovjetunionens antiluftskytsstyrker, S.S. Birjusov, maser sig gennem rækkerne af prominente partibosser på podiet. Da han når frem til Khrusjtjov, hvisker han en kort besked til generalsekretæren­:

“Det indtrængende fly er skudt ned. Piloten lever, er taget til fange og på vej til afhøring.­”

Khrusjtjov betragter Birjusovs medbragte kort og smiler bredt. Han lykønsker Birjusov med “de vidunderlige nyheder”.

1. maj – Sverdlovsk

Powers er taget til fange. På basen i Bodø aner ingen uråd endnu. Der er længe til, at U-2-flyet­ burde ankomme.

Powers sidder på bilens passagersæde ved siden af føreren. Bag ham sidder fire mand klemt sammen. Den ene har en pistol klar. I bagagerummet ligger Powers' faldskærm og hjelm. Han aner ikke, hvor han bliver kørt hen. Hans mund er tør, den hurtige nedstigning har fremkaldt en høj hyletone i hans ører, og pulsen ligger på mindst 90.

Den tilfangetagne pilot sidder nu og spekulerer over, hvad han skal svare, når han på et tidspunkt vil blive afhørt af en engelskkyndig. CIA har aldrig forsynet ham med en dækhistorie. Til en briefing sagde agenterne:

“Du kan lige så godt fortælle alt. De får det alligevel ud af dig.”

2. maj – Det Hvide Hus, Washington

Eksperter i CIA anser Powers for død. De ved ikke, at han er på vej til en fængselscelle i Moskva.

Brigadechef Goodpaster virker altid beslutsom og hjemmevant i Det Ovale Værelse. Denne morgen ser han dog tydeligt trykket ud, da han nærmer sig præsident Eisenhowers skrivebord. Præsidenten kigger op og aner straks uråd.

“Mr. President; U-2-flyet, som De hørte om i går, er stadig savnet. Der er ingen chance­ for, at det stadig er i luften. Piloten er død,” meddeler Goodpaster uden den mindste tvivl i stemmen.

Allerede dagen før havde brigadechefen bedt CIA om et forslag til en dækhistorie. Det sovjetiske militær er uden tvivl vidende om styrtet. For at undgå en afsløring af USA's brud på Sovjetunionens suverænitet og risikoen for en international skandale kun to uger før nedrustningsforhandlingerne i Paris må amerikanerne have en plausibel løgne­historie­ klar.

CIA foreslår, at NASA, USA's rumfartsagentur, skal udsende en pressemeddelelse: “Et U-2-fly fra NASA lettede 1. maj fra Tyrkiet. Piloten skulle foretage vejrobservationer. Mens han befandt sig i luftrummet over det østlige Tyrkiet, meddelte han over radioen, at han havde problemer med iltforsyningen.

Flyet er forsvundet. En eftersøgning er sat i gang. Piloten er ansat af flyproducenten Lockheed Aircraft, der har kontrakt med NASA.” Præsidenten godkender dækhistorien.

2. maj – KGB's hovedkvarter, Moskva

Powers er blevet fløjet til Moskva. Han er klar over, at KGB har bjærget filmruller fra vraget – beviset på spionage.

Powers sidder på bagsædet af en stor, sort bil. Vinduerne er dækket af gardiner, og de har netop forladt lufthavnen i Moskva. Da bilen standser, bliver gardinerne trukket til side, og en vagt kigger ind i bilen.

Med en håndbevægelse giver han chaufføren tilladelse til at fortsætte gennem en bred jernport. Powers er sikker på, at han går en grum skæbne i møde – at han inden længe vil blive henrettet som spion.

Powers bliver lægeundersøgt og lukket ind i en lille celle. Siddende på den hårde briks drikker han den varme te, som er stillet frem.

3. maj – KGB's hovedkvarter, Moskva

Powers er anbragt i det berygtede Lubjanka­fængsel – KGB's hovedkvarter.

Afhøringerne begynder tidligt om morgenen, fortsætter eftermiddagen igennem og til langt ud på aftenen. Powers har allerede besluttet sig for kun at sige sandheden om tiden efter take-off i Pakistan den 1. maj. Han ved, at KGB-agenterne sidder inde med effekter fra vraget, der beviser, at han ikke fløj ind over Sovjetunionen ved en fejl.

Filmruller fra flyets kamera beviser, at han er spion. Powers erkender sit forehavende, men står fast på, at det var hans første overflyning, og at han intet kendskab har til andre missioner af samme karakter­.

Afhøringerne fortsætter dag efter dag – 19 døgn i træk. Så kommer en enkelt hviledag uden spørgsmål, hvorefter prøvelserne begynder­ forfra.

4. maj – Den Øverste Sovjet, Moskva

I to dage har den amerikanske regering holdt fast i dækhistorien om NASA-flyet. Der er 11 dage til konferencen i Paris.

Khrusjtjov stiller sig op på talerstolen i Den Øverste Sovjet – nationens øverste lovgivende forsamling. Efter en to timer lang tale om valutapolitik­ og indkomstskat kommer han helt uventet ind på internationale forhold.

“Imperialistiske kredse i Pentagon har i årevis sendt fly ind over vores grænser. Og de gjorde det igen den 1. maj. Jeg beordrede flyet skudt ned, og ordren blev udført.”

Et stort bifald og taktfaste tilråb – “skam over aggressoren, skam over aggressoren” – lyder fra salen. Khrusjtjov leverer dog ikke ét eneste bevis ved denne lejlighed. Hans plan er at lade Eisenhower fastholde løgnen.

7. maj – Den Øverste Sovjet, Moskva

USA's ambassade i Moskva har bedt det sovjetiske­ udenrigsministerium om oplysninger om “den forsvundne pilot fra det ubevæbnede­ vejrobservationsfly”.

Khrusjtjov har nu i en uge holdt oplysningerne om den overlevende pilot og de håndfaste beviser på spionage tæt til kroppen. USA har levet i troen på, at piloten er død, og at U-2-vraget er pulveriseret. Nu går Khrusjtjov atter på talerstolen i Den Øverste Sovjet.

Han tager langsomt sine læsebriller på, åbner sin mappe og begynder i en rolig tone at genfortælle USA's dækhistorie. Og så hæver han stemmen og lader bomben falde:

“For tre dage siden undlod jeg med vilje at nævne, at vi er i besiddelse af vragdele fra spionflyet. OG VI HAR OGSÅ PILOTEN – HAN LEVER OG HAR DET GODT. Han hedder Francis Gary Powers og har erkendt sin mission.” Øredøvende bifald og latter lyder fra salen.

16. maj – Élyséepalæet, Paris

Mens Powers bliver afhørt i Moskva, begynder­ fredskonferencen i Paris­­­­­.

Den franske præsident er vært for konferencen mellem Sovjetunionen, USA, England og Frankrig. Egentlig skulle de fire statsledere Khrusjtjov, Eisenhower, Macmillan og de Gaulle diskutere afspænding mellem øst og vest. I stedet bliver mødet til et skænderi om de amerikanske­ U-2-overflyvninger.

Khrusjtjov truer med at afbryde konferencen, hvis ikke han får en uforbeholden undskyldning fra USA's præsident, som inden mødet har lovet at indstille flyvningerne.

Både Eisenhower, de Gaulle og Macmillian holder på, at spionage har eksisteret til alle tider, og at alle nationer benytter det som middel til at opnå sikkerhed for egne borgere – også Sovjetunionen.

De Gaulle nævner desuden den nye sovjetiske satellit, der 18 gange i døgnet overflyver Frankrig. Han har ingen garanti har for, at den ikke tager fotografier – men han er ligeglad, og han kræver ikke en undskyldning af Sovjetunionen.

Konferencen ender i kaos. Khrusjtjov udvandrer og fornærmer Eisenhower ved at kalde ham en “andenrangsmand; en skakbrik i hænderne på sine tjenestefolk”. Den kolde krig har aldrig været koldere.

16. august – Moskva

Powers har nu siddet i i fangenskab i 3 1/2 måned. Hans forældre og kone er ankommet til Moskva for at overvære retssagen.

2200 tilhørere sidder bænket i Handelsunionens store sal, der før har lagt søjler til både Stalins skueprocesser og Tjajkovskijs symfonier. Anklagen lyder på “kriminel aggresiv aktivitet mod det sovjetiske folk”. Powers erkender sig skyldig.

Derefter bruger dommerne tre dage på at lytte til forsvareren Grinijevs argumenter. Under retssagens sidste dag henvender han sig direkte til Powers:

“Hvis du vil undgå dødsstraf, må du fortælle retten, at du undskylder meget og angrer dybt.”

Det gør Powers. Dommerne giver ham tre års fængsel og syv års straffearbejde.

10. februar 1962 – Havelfloden, Berlin

Powers har siddet i fængsel i 21 måneder. Straffen er afsonet om otte år.

Den sovjetiske spion Rudolf Abel sidder i amerikansk fangenskab. Han blev arresteret af FBI i 1957. Anklagen lød på, at han som leder af et netværk af spioner og meddelere havde spioneret­ mod USA's atombombeprogram i Los Alamos. Abel blev idømt 30 års fængsel.

Powers' far får den idé at skrive et brev til Abel i fængslet. Han spørger, om det ville være i orden, hvis han opfordrede præsident Kennedy til at arbejde på en udveksling mellem Abel og hans søn Gary Powers. Abel – og snart efter Kennedy – indvilliger, og efter længere tids forhandlinger gør Sovjetunionen også.

Udvekslingen foregår tidligt om morgenen den 10. februar 1962 på Glienicke-broen, der krydser Havel-floden, som adskiller Øst- og Vestberlin. De to spioner er begge ledsaget af et følge på hver sin side af floden og bliver frigivet samtidig. Uden at stoppe udveksler Powers og Abel korte blikke på midten af broen. Powers er nu i friheden, og Abel tilbage bag Jerntæppet.

18. februar 1962 – Washington

CIA har via Azorerne i Atlanterhavet fløjet Powers­ tilbage til Washington, USA.

Fra lufthavnen bliver Powers kørt til godset Ashford Farms uden for Washington. Her nyder han det varme vand i hanen, toiletsædet og det rene spejl – alle de ting, han engang tog for givet.

Powers læser de amerikanske aviser, der er lagt frem. En af overskrifterne rammer ham i hovedet­ som en hammer: "Er han en helt eller en fiasko?” spørger Herald Tribune på sin forside. Powers aner nu, at hjemkomsten nok ikke bliver så glædelig som ventet – selv om han ser frem til genforeningen med sin kone Barbara og forældrene.

I de følgende måneder forklarer han sig i utallige interviews og stiller op til høringer foran en kongreskomité. Mistænkeliggørelsen tærer på hans kræfter, og selv om komiteen til slut frikender ham for de alvorlige anklager om, at han har ladet vitale instrumenter falde i fjendens hænder, må han forlade sit job.

Powers gik arbejdsløs i flere år, indtil han fik job som pilot for et tv-selskab. I august 1977 styrtede han ned – og døde. Først i år 2000 fik han genoprejsning og en symbolsk æresmedalje.