Sydkoreanske tropper vågnede brat kl. fire om morgenen søndag den 25. juni 1950. Granaterne haglede ned over dem, mens de søvndrukne soldater forsøgte at finde ud af, hvad der foregik.
De rådvilde tropper var alene og uden lederskab, da stort set alle sydkoreanske officerer og amerikanske militærrådgivere var taget hjem fra stillingerne nær grænsen for at holde weekend. I løbet af få timer blev de løbet over ende af enheder fra Den Nordkoreanske Folkehær, der stormede frem over hele den 320 km lange 38. breddegrad, der udgjorde grænsen mellem Nord- og Sydkorea.
Angrebet var kulminationen på flere års konflikt mellem det sovjetisk støttede Nordkorea og det amerikansk støttede Sydkorea. Men på trods af den betændte situation på Koreahalvøen havde USA’s fremmeste folk i Fjernøsten, anført af general Douglas MacArthur, ikke forventet et angreb allerede i juni 1950.
“Jeg kan ikke se, hvordan det var menneskeligt muligt at forudse et angreb som dette – på samme måde som man heller ikke kunne forudse angrebet på Pearl Harbor”, forklarede MacArthur en komité i Kongressen.
Én amerikaner i Korea havde dog luret, at et storangreb var lige på trapperne. Donald Nichols, en blot 27-årig efterretningsagent i det amerikanske luftvåben, havde haft blikket fast rettet mod grænselandet i sommeren 1950.
Hans net af spioner nord for grænsen havde berettet om store troppebevælgelser, og fra en hemmelig udkigspost ved grænsen havde amerikaneren selv set nordkoreanerne samle deres enheder. Allerede tre dage før invasionen sendte Nichols besked til MacArthurs hovedkvarter i Tokyo om, at 30 lastbiler med nordkoreanske tropper flyttede sig mod syd “med det formål at forberede en invasion af Sydkorea”.
“Der bliver krig inden for en uge”, lød meldingen.
Nichols nød dog ikke respekt blandt MacArthurs stabsmedlemmer, så agentens advarsler blev ignoreret. Det skulle vise sig at være en dyr fejltagelse. Og snart måtte generalerne i Fjernøsten erkende, at Nichols var en uvurderlig mand i Korea. Hans uortodokse metoder ville på længere sigt gøre USA i stand til at vende krisen i Korea.
Den 38. breddegrad blev den grænse, som Syd- og Nordkorea sloges om det meste af krigen.
To officerer delte Korea lige over
Efter Japans kapitulation i 1945 skyndte amerikanerne sig at udarbejde en plan for, hvordan de sejrrige allierede skulle håndtere Korea.
Præsident Trumans rådgivere foreslog, at Den Koreanske Halvø blev delt i to zoner – en sovjetisk og en amerikansk – og allerede den 11. august 1945 trak to unge amerikanske officerer en grænsestreg på et lille kort revet ud af magasinet National Geographic. Stregen fulgte den 38. breddegrad – og ingen koreanere var blevet spurgt til råds.
Grænsen var upraktisk – bl.a. fordi den mange steder skar veje og jernbaner over. Alligevel blev det den officiel skillelinje, da Stalin til amerikanernes overraskelse accepterede delingen og holdt sine styrker nord for linjen. Dermed var landet delt, og selv efter Koreakrigen er grænsen stort set forblevet uændret.
Spion er bonkammerat med præsidenten
Donald Nichols var alt andet end prototypen på en spion. Med en højde på 188 cm og en vægt på langt over 100 kg var amerikaneren en kæmpe blandt de fleste koreanere.
“Ingen koreanere matchede hans højde og fedme”, lød det fra en af hans senere koreanske medarbejdere.
Nichols’ uddannelse lå også meget langt fra den typiske spion. Han forlod skolen efter 7. klasse og levede af at klunse og stjæle i nogle år, inden han som 17-årig meldte sig til hæren. Under 2. verdenskrig blev han udsendt til forskellige områder i det sydlige Asien, hvor han arbejdede som mekaniker.
Da Japan overgav sig i 1945, og amerikanerne konsoliderede sig i Fjernøsten, besluttede Nichols sig for at blive i Stillehavsregionen. Her sikrede han sig tre ugers agentskoling i Tokyo, hvor han imponerede som den bedste på holdet.
Spionchef Donald Nichols ragede højt op over sine sydkoreanske medarbejdere.
Trods den korte træning blev den 23-årige agent sendt direkte i felten i 1946. Turen gik til det – på papiret – kedelige Korea, som amerikanerne på det tidspunkt ikke prioriterede særlig højt. Men Nichols gik ihærdigt til opgaven og lærte sig hurtigt koreansk.
Snart havde han rekrutteret et effektivt hold af koreanske agenter, som skulle infiltrere landets kommunistiske og anti-amerikanske grupper. Med sit hold fandt Nichols hurtigt frem til samfundsfjendtlige personer, og amerikaneren var ikke bange for at få blod på hænderne.
Nichols kom til at arbejde tæt sammen med den sydkoreanske præsidents politi, som gik brutalt til værks, når mistænkte kommunister skulle afhøres. Tortur var en sædvane.
“I de fleste tilfælde brød jeg mig ikke om deres metoder, men jeg må sige, at man kunne få lige præcis den information, de sad inde med, på kort tid”, skrev Nichols mange år senere i sin selvbiografi.
I den nordkoreanske propaganda blev sydkoreanske og amerikanske soldater beskyldt for tortur imod kommunisterne.
Han betragtede skuet, når mistænkte om vinteren blev ført udendørs i isnende kulde og placeret i koldt vand til hofterne, mens andre fanger fik “brændt testiklerne igen og igen med en cigaret”. Nogle gange stod amerikaneren personligt for afhøringerne.
Nichols fremhævede selv, at han i samarbejdet med det koreanske politi blev “ekspert til at udspørge og fik en fin fornemmelse for at stille de rigtige spørgsmål på det rigtige tidspunkt”.
Han fik også et tæt personligt forhold til den sydkoreanske præsident, Syngman Rhee. I 1949 havde USA trukket næsten alt sit militær ud af Sydkorea, fordi russerne gjorde det samme i nord. Men Rhee kunne ikke undvære den amerikanske støtte mod Nordkoreas kommunistiske leder, Kim Il-Sung. Støtten mente han, at Nichols kunne levere.
Forholdet mellem dem var så tæt, at Rhee kaldte Nichols “søn”, mens amerikaneren kaldte præsidenten “far”:
“På grund af vores venskab og tillid havde jeg ubegrænset adgang til den koreanske regering fra højeste til laveste geled. Hans dør stod åben for mig 24 timer i døgnet, syv dage om ugen”, skrev Nichols senere.
Den femstjernede general Douglas MacArthur og præsident Syngmann Rhee havde et tæt forhold i starten af Koreakrigen.
“Enmandshær” går bag fjendens linjer
I sommeren 1950 var Nichols i den grad på forkant med situationen i forhold til andre amerikanske efterretningsagenter i Fjernøsten. Han havde advaret om den forestående invasion, og da Kim Il-Sungs soldater rullede over 38. breddegrad, forsøgte han prompte at advare MacArthur om angrebets alvor. Den femstjernede general lyttede ikke.
“Det er nok bare en rekognosceringsstyrke. Hvis Washington ikke blander sig, kan jeg klare det med én arm bundet på ryggen”, lød det kæphøjt fra MacArthur på invasionsdagen den 25. juni 1950.
Men Nichols vidste bedre, og med kun 55 km fra grænsen til agentens kontor i Seoul fik amerikaneren travlt med at destruere dokumenter med navne og adresser på alle de agenter, han havde på lønningslisten i både Nord- og Sydkorea.
Blot to døgn efter invasionen var Seoul dødsdømt. Soldater, indbyggere og vesterlændinge flygtede mod syd, og MacArthur indså omsider, at “et komplet kollaps var nært forestående”.
Seoul skiftede hænder fire gange i løbet af krigen og blev reduceret til en rygende ruin.
Ingen havde lyttet til Nichols – men nu begyndte generalerne at forstå, at den uortodokse spion kunne blive deres vigtigste kort i kampen mod de koreanske kommunister. Mens amerikanske styrker blev sendt til halvøen, rasede general Earle E. Partridge – øverstkommanderende for det amerikanske luftvåben i Korea – over, at cheferne i Tokyo ikke have reageret på Nichols’ efterretninger.
“Hvis jeg havde hørt, hvad Nichols berettede, havde jeg prompte forstået, at vi var i vanskeligheder”, lød det fra Partridge, som snart brugte betegnelsen “enmandshær” om Nichols, fordi spionen igen og igen brillerede i felten.
Partridge sørgede for, at Nichols fik flere ressourcer – og frie tøjler – til at udvide sin spionenhed. To uger efter invasionen fløj Nichols i et ubevæbnet rekognosceringsfly hen over den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, og opdagede 18 sovjetiske jagerfly. Fotografierne førte til, at flyene blev bombet, og Nichols blev hædret med et Distinguished Flying Cross samt rang af kaptajn.
Den firestjernede general Earle E. Partridge var en af de største fortalere for at give Nichols frie hænder i Korea.
Spionens efterretninger afslørede også, at to ukampdygtige sovjetiske T-34-kampvogne befandt sig inde på nordkoreansk territorium. På dette tidspunkt havde amerikanerne kun meget begrænset viden om denne våbentype, så Nichols begav sig afsted mod målet sammen med fire af sine sydkoreanske agenter.
“Da de nåede de ukampdygtige tanks, opdagede kaptajn Nichols, at fjendens kampvognsbesætninger og andre tropper befandt sig mindre end 40 fod væk. På trods af den overhængende fare fjernede kaptajn Nichols de vigtigste operationelle dele, tekniske manualer, hele radioen og adskillige 85-mm-granater”, lød det i en officiel rapport, som også konstaterede, at missionen varede “ni timer under stadigt voksende fare”.
Napalm blev brugt massivt under Vietnamkrigen, men våbnets dødelighed blev tydelig allerede i Korea.
Koreakrigen blev napalmens ilddåb
Napalmbomber var amerikanernes nye flammende værktøj, som de gjorde hyppigt brug af i Korea. Brandbombens grufulde ødelæggelser fik nordkoreanernes had til USA til at flamme op.
Selvom amerikanerne allerede under 2. verdenskrig havde kastet napalm over Japan, blev Koreakrigen første gang, at napalm blev en central del af strategien.
“I ren og skær desperation forsøgte vi med napalm at brænde hver eneste by og landsby, som potentielt kunne skjule fjendtlige styrker og udstyr”, skrev den amerikanske krigskorrespondent Homer Bigart, der så flammehavet over Nordkorea, der tog fart fra slutningen af 1950.
Donald Nichols var en af hovedpersonerne, da han med sine efterretninger udpegede bombemål i Nordkorea. Målene omfattede alt fra fabrikker til landsbyer, hvor fjenden gemte sig. Napalmen var især effektiv mod tropper og tanks, da bomberne skabte så meget varme, at brændstoffet inde i en T-34-kampvogn antændtes, også selvom der ikke var tale om en fuldtræffer.
Fjernøstens amerikanske luftvåben regnede napalm som ”det foretrukne våben mod tropper”, fordi ingen kunne skjule sig i det altædende ildtæppe, napalmen forvandlede junglen til. Både soldater og civile frygtede bomben, der består af en benzin-gelé, som klæber sig fast til målet, brænder med meget høj temperatur og er næsten umulig at slukke.
Napalmens ødelæggelser var frygtelige, og i takt med at amerikanerne smed mere og mere, voksede nordkoreanernes had til USA. Nichols konstaterede, at “napalmbomber har en enorm psykologisk effekt på det nordkoreanske folk”.
Nichols knækker koden
I de følgende måneder bølgede krigen frem og tilbage. Men ved slutningen af 1950 havde Nordkorea med kinesisk støtte vundet territorium tilbage helt til den 38. breddegrad, så grænselinjen i slutningen af 1950 var stort set den samme som før krigen.
Den amerikanske strategi blev herefter at intensivere bombningen af Nordkorea og de fjendtlige styrker. I det spil var Nichols afgørende og arbejdede tæt sammen med flyvevåbnet under Partridges kommando.
Hans spion-imperium voksede uge for uge, så det til sidst omfattede 58 amerikanere, 200 sydkoreanske efterretningsofficerer og mere end 700 menige agenter – de fleste afhoppere og flygtninge fra Nordkorea, som kunne levere værdifuld viden om fjenden.
En af Nichols’ vigtigste nordkoreanske agenter var radiooperatøren og kryptografen Cho Yong Il, som lige inden krigens udbrud var flygtet til syd med Folkehærens kodebøger. Nichols fik med det samme indlemmet Cho i sin fold.
“Nick var altid et skridt foran nordkoreanerne og gav Cho besked på at træne et hold af kryptografer”, fortalte Nichols’ assistent, Serbando Torres.
“De vidste, præcis hvor hver enkelt enhed af nordkoreanere var på vej hen. Det var fantastisk”. Amerikansk kommandør om efterretninger fra Nichols’ spionhold.
Med sine kodebrydere var Nichols i stand til at opfange informationer om fjendens troppebevægelser, forsyningslinjer og artilleristillinger. Så snart koderne var knækket, susede Torres afsted i sin jeep med oplysningerne til den nærmeste flybase, så general Partridge kunne sende sine piloter mod målene.
“De vidste, præcis hvor hver enkelt enhed af nordkoreanere var på vej hen. Det var fantastisk”, lød det fra en amerikansk kommandør.
Nichols’ indflydelse steg, fordi hans efterretninger var guld værd for hæren og luftvåbnet. Samtidig med at Seoul bliver generobret af nordkoreanerne i begyndelsen af 1951, noterede Partridge i sin dagbog, at Nichols havde “behov for en form for uafhængig status, hvor han kan bruge sit talent for organisering”.
Resultatet var, at agenten fremover kunne operere uden at skulle indhente tilladelse fra højere instanser. Nichols fik frie tøjler til at udføre sabotage og gennemføre guerillaoperationer bag fjendens linjer.
USA smed i alt 635.000 tons bomber over Korea i løbet af krigen – næsten fire gange så meget, som de kastede over Japan i løbet af 2. verdenskrig.
Bomberegn pulveriserede byer i Nordkorea
De amerikanske bombardementer dræbte knap 1,5 millioner nordkoreanere – svarende til ca. 15 pct. af befolkningen. Bomberegnen med især napalm destruerede hele byer.
De mest ødelagte nordkoreanske storbyer:
1. Kunu-dong: 100 %
2. Sinanju: 100 %
3. Hwangju: 97 %
4. Sariwon: 95 %
5. Sunan: 90 %
Hovedstaden Pyongyang: 75 %
MiG-mission blev Nichols’ største kup
Nichols var efterhånden blevet for værdifuld til selv at sætte livet på spil under missioner bag fjendens linjer – men hvis der var udsigt til en særlig spektakulær opgave, stod han alligevel klar til at deltage og høste æren.
En sådan mission ventede den 17. april 1951, da et havareret MiG-15-jagerfly blev spottet på jorden dybt inde bag fjendens linjer. Nicols stod i spidsen for missionen og anførte otte specialtrænede sydkoreanske agenter, som fløj i helikopter mod målet under heftig beskydning.
Da holdet fandt MiG’en i god stand, gik Nichols i gang med “køligt og effektivt at fotografere” jetflyet, som det hedder i luftvåbnets rapport. Hans mænd splittede flyet ad med håndgranater og slæbte de vigtigste dele over til helikopteren.
Efter ca. 35 minutter nærmede fjendtlige soldater sig fra en bakketop, og agenterne fik travlt med at komme i luften. Sikorsky-helikopteren lettede med besvær pga. af de tunge flydele, men slap akkurat væk, selvom et rotorblad blev ramt under beskydningen.
MiG-missionen var Nichols’ mesterværk, og Partridge var fuld af begejstring, da han næste dag så flydelene og billederne.
“Han udførte et vidunderligt stykke arbejde, og jeg vil sørge for, at han bliver hædret for det”, skrev generalen i sin dagbog. Nichols modtog efterfølgende et Distinguished Service Cross, som gives for “ekstraordinær tapperhed”.
Specialhold var klar til opgaven
Opgaven med at finde en MiG-15 var så vigtig, at Nichols flere måneder forinden var begyndt at specieltræne otte sydkoreanske agenter til opgaven. Derfor stod de klar, så snart muligheden bød sig.
Ø fungerede som base
Få timer efter at de fik koordinaterne på den nedskudte MiG, fløj Nichols og hans otte agenter afsted mod Nordkorea – først fra hovedkvarteret uden for Seoul til øen Baengnyeongdo, som var på amerikanske hænder.
Helikopter skulle snige sig ind
På Baengnyeongdo skiftede holdet til en Sikorsky-helikopter. Den skulle flyve dem 250 km ind bag fjendens linjer til Ch’ŏngch’ŏn-floden, hvor MiG-15’eren var blevet fotograferet fra luften.
Turen ind var fyldt med farer
Ind imod Nordkorea kom helikopteren under svær beskydning. “Vi blev beskudt af lette våben, tunge maskingeværer og flak hele vejen ind”, berettede Nichols efterfølgende.
Gådefyldt fly blev skilt ad
Holdet fandt flyet og fik jaget de få soldater, der beskyttede det, på flugt. MiG’en blev sprængt i stumper med håndgranater, så bl.a. flere motordele kunne slæbes over i helikopteren. Resten fotograferede Nichols.
Rotorblad blev gennemhullet
Efter 35 minutter ankom nordkoranske forstærkninger, og så fik Nichols’ hold travlt. Under flugten blev helikopterens ene rotorblad beskadiget, men den fik alligevel reddet sig tilbage til Baengnyeongdo.
Agenter sendes i døden
Spionkongen Nichols høstede medaljer og blev skamrost for sine resultater, men han opnåede kun succesen gennem sin kyniske udnyttelse af både venner og fjender. De koreanske agenter var ikke blot hans øjne og ører, men også lette at erstatte, når de blev sendt på rene selvmordsmissioner til Nordkorea.
Agenterne blev fx kastet ned med faldskærm eller sat af på kysten, hvorefter de måtte kæmpe sig frem uden nogen form for støtte. Nogle skulle fx finde militære bombemål, andre sprænge en bro – men der var altid en overhængende fare for, at de blev fanget, tortureret og dræbt.
Nichols skrev selv, at hans chefer “ønskede svar og ville ikke vide, hvordan jeg havde skaffet dem. De vidste, at det betød liv, nogle gange mange”.
Nordkoreansk og kinesisk propaganda udnyttede flittigt de amerikanske bombetogter.
Fra sommeren 1951 blev krigen til en udpræget bombekrig, mens kampene på jorden ebbede ud. Dette gjorde kun Nichols’ evner til at finde egnede bombemål endnu vigtigere. Men prisen var høj: 8 ud af 10 af de agenter, Nichols kastede ned med faldskærm over Nordkorea, kom aldrig tilbage.
Ifølge flere af hans koreanske agenter var spionkongen ikke bleg for at udnytte sin position og magt.
“Han bekymrede sig ikke om menneskerettigheder. Hvis han ikke brød sig om en eller andens fjæs, satte han en faldskærm på vedkommende og fløj ham til Nordkorea”, fortalte den afhoppede nordkoreaner Lee Kun Soon.
Nichols truede tit afhoppere med, at de kun slap for at blive fængslet, hvis de tog tilbage til Nordkorea og kom hjem igen med brugbare informationer. Afhopperen Kim Ji-eok undgik kun tilfældigt en sådan hjemtur:
“Folk kalder Nichols en helt, men det er jeg ikke så sikker på. Havde han sendt mig tilbage til Nordkorea, ville det have været afslutningen på mit liv”.
Under sig havde Nichols næsten 1.000, som arbejdede stort set uden hverken det amerikanske militærs eller de sydkoreanske myndigheders kontrol. Friheden gav ham en enorm magt, som han også udnyttede for egen fornøjelses skyld.
Nichols havde aldrig interesseret sig for kvinder, til gengæld var han fascineret af de unge sydkoreanske mænd på flyvebaserne. Og ingen turde sige nej til “mr. Nichols” – præsidentens ven og sikkerhedspolitiets forbundsfælle – så de unge mænd gjorde oftest, som han ville.
“Unge, flotte mænd fra luftvåbnet blev inviteret til mr. Nichols’ kontor, og nogle gange var to af dem der på samme tid”, huskede den pensionerede luftvåbensoberst Chung Bong-sun.
Donald Nichols fik lov til at opføre sig som en konge, fordi han leverede resultater på stribe.
Spionkongen ryger hjem i spændetrøje
Det amerikanske luftvåben kendte sandsynligvis ikke til mange af Nichols’ mere lyssky affærer. Cheferne her vidste bare, at han kunne skabe resultater. I 1952 leverede Nichols’ spionbase – som nu havde 15 afdelinger på sydkoreansk territorium – 1.000 månedlige rapporter med efterretninger.
Det amerikanske luftvåbens officielle historie betegnede Nichols som den “mest betydningsfulde enkeltstående indsamler” af efterretninger til den taktiske bombning af Nordkorea. Hans enhed udpegede alt fra våbenfabrikker og ammunitionslagre til troppekoncentrationer og nyudgravede tunneller.
Luftangrebene var medvirkende til, at Nordkoreas leder, Kim Il-Sung, i 1953 blev så mør, at han satte sin underskrift på en våbenhviletraktat.
“Han lagde grunden for spionage i Sydkorea. Uden ham havde vi tabt krigen”. Nichols’ medarbejder Kim In-ho om sin chef.
Dermed fik krigen ikke nogen egentlig vinder, og Nord- og Sydkorea beholdt grænselinjen ved 38. breddegrad. Men uden Nichols kunne krigen være endt meget værre for sydkoreanerne og amerikanerne, vurderede hans medarbejder Kim In-ho:
“Han opførte sig som en konge under krigen, men han var også en utrolig spion. Han lagde grunden for spionage i Sydkorea. Uden ham havde vi tabt krigen”.
Efter krigen beholdt Nichols sin position i Sydkorea, men hans enegang som spionkonge – og den manglende vilje til at parere ordrer – blev til sidst for meget for det amerikanske luftvåben. I krigstid kunne en sådan fremfærd gå an, fordi hans efterretninger var vitale, men i fredstid var det uacceptabelt.
Nichols’ tætte bånd til den diktatoriske præsident Rhee hjalp ham heller ikke mere, da han i stigende grad var blevet en torn i øjet på USA. Amerikanerne følte ikke længere, at de kunne stole på Nichols. Ifølge en oberst i luftvåbnet var han “en tikkende bombe”, og en efterårsnat i 1957 blev agentkongen fyret og fjernet med magt.
“Under morgenmaden hørte vi, at mr. Nichols var blevet slæbt væk fra basen iført en spændetrøje. Vi var forbavsede, for han havde ikke udvist det mindste tegn på psykisk sygdom. Vi fik ingen forklaring. Intet mere blev sagt”, udtalte en af Nichols’ amerikanske medarbejdere.
Selvom Nichols havde mistet næsten alt i USA, blev han mødt med hyldest, da han besøgte Sydkorea i 1987.
Spionkongen døde på et sindssygehospital
Nichols’ liv efter den tvungne hjemsendelse til USA blev én lang nedtur. Hvis han ikke allerede var psykisk uligevægtig i Korea, blev han det efterfølgende. Fire år efter at han i 1958 var sendt på “midlertidig invalidepension”, blev han tvunget helt ud af militæret.
Nichols’ deroute tog fart i 1967. En 12-årig dreng kunne fortælle, at Nichols havde betalt ham to dollars for oralsex. Drengens far meldte sagen til politiet, hvorefter Nichols tog flugten til Mexico. Først efter flere måneder blev eksagenten sendt tilbage og stillet for retten, hvor han dog blev frikendt.
I 1981 chokerede Nichols igen, da han skrev en selvbiografi – hvilket ellers er næsten utænkeligt blandt spioner. Her pralede han ivrigt om sine præstationer i Korea. Biografien fik dog ingen større succes, og efter nye anklager om seksuelle overgreb i 1987, stod Nichols igen for retten. Dommeren sendte ham til afsoning på et psykiatrisk hospital, hvor han døde i 1992 i en alder af 69 år.
Spionkongen blev fløjet hjem og anbragt på et psykiatrisk hospital i Florida. Først blev han bedøvet med store mængder antipsykotisk medicin, dernæst fik han elektrochok i to uger. Da Nichols igen blev lukket ud af hospitalet i 1958, kom han på en “midlertidig invalidepension”, og diagnosticeret som skizofren og paranoid.
Rapporter om Nichols’ fyring og den drastiske tvangsbehandling eksisterer hverken hos CIA, det amerikanske udenrigsministerium eller i Nichols’ officielle militærpapirer. Det tætteste på en forklaring findes i hospitalets journaler, hvor årsagen til Nichols’ indlæggelse er noteret som “usædvanlig adfærd under tjeneste i Korea”.
Selv var Nichols ikke det mindste i tvivl om, hvad de øverste chefer havde for øje. “De forsøger at slette min hukommelse”, fortalte Nichols sin familie efter tvangsindlæggelsen i 1957. Nichols’ tese er måske ikke helt ved siden af. Herb Mason, der fungerede som det amerikanske luftvåbens historiker i mere end 50 år, udtalte om Nichols:
“I krigstid var han manden, du ønskede på holdet. I fredstid burer du ham inde”.