Spioner har eksisteret siden antikken, men først under 2. verdenskrig tog udviklingen af egentligt spionudstyr for alvor fart. Overalt arbejdede efterretningstjenesterne på højtryk for at få en fordel over for fjenden.
Spionagen blev endnu vigtigere under den kolde krig, hvor åben konflikt mellem stormagterne for alt i verden skulle undgås, og værdien af information var højere end nogensinde.
1. Matador hjalp krigsfanger med at flygte
Under 2. verdenskrig var det umuligt for den britiske efterretningstjeneste at sende hjælp til landets krigsfanger i tyske fangelejre, da alle pakker blev nøje gennemsøgt af vagterne.
Men så fik en agent en fantastisk idé: Alt, hvad fangerne havde brug for, skulle kunne gemmes i et spil Matador. I samarbejde med firmaet bag det populære brætspil skabte MI9 en udgave, hvor spillepladen var udhulet og pakket med landkort, en fil og et kompas. Blandt Matador-pengene var den lokale valuta, der kunne bruges under flugten, gemt.
LÆS OGSÅ: Brætspil gennem historien – hvornår blev de opfundet?
Briterne John Powell Davies og James Yule sad i krigsfangelejren Colditz. Ved hjælp af et spil Matador havde de held til at flygte.
Nazisterne håbede, at spillene ville få krigsfangerne til at tænke på noget andet end flugt, og tillod, at de blev leveret, da briterne kontaktede dem gennem en falsk humanitær organisation oprettet til formålet.
Det vides ikke, præcis hvor mange britiske krigsfanger der kunne stikke af takket være de falske Matador-spil, men idéen var så god, at amerikanerne senere overtog den.
2. Dræberparaply fik ram på systemkritiker
Den oprindelige paraply er sandsynligvis blevet destrueret, men eksperter har konstrueret replikaer, som bl.a. kan ses på Deutsches Spionagemuseum i Berlin.
Ingen kunne begribe, hvorfor den bulgarske systemkritiker Georgi Markov døde. Han levede i eksil i London efter at have lagt sig ud med det kommunistiske styre, men i september 1978 faldt han om på Waterloo Bridge. Og tre dage senere var han død.
En obduktion viste, at han var blevet forgiftet med stoffet ricin via et lille metalprojektil. Da vidner berettede om en mand, der var stødt ind i Markov med sin paraply, kort før han faldt om, begyndte brikkerne at falde på plads.
Den bulgarske efterretningstjeneste var i besiddelse af KGB-udviklede giftampuller, der kunne skjules i dagligdagsting. Ved at der blev trykket på en knap i paraplyens håndtag, var giftampullen blevet skudt ud af paraplyens spids og ind i Markovs lår, da de to mænd passerede hinanden på broen.
Den hovedmistænkte for mordet er dansk-italienske Francesco Gullino, som efter sigende arbejdede for den bulgarske efterretningstjeneste, men han er aldrig blevet dømt.
3. Spionbilleder skulle læses med mikroskop
Dusan Popov kaldes ofte for virkelighedens James Bond.
Den 10. august 1941 stiger den serbiske dobbeltagent Dusan Popov ombord på et fly mod New York for at aflevere en mappe til FBI. Popov arbejder både for den britiske efterretningstjeneste MI6 og den nazistiske pendant, Abwehr, og bliver senere kendt som den primære inspirationskilde til karakteren James Bond.
Udadtil tyder intet på, at mappen indeholder meget andet end en bog af Virginia Woolf. Men litteraturen skjuler vigtig information om et forestående angreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor. Der er bl.a. en affotografering af et tysk dokument, der nævner Pearl Harbor 11 gange og spørger ind til basens indretning.
For det blotte øje er billedet helt usynligt, for Popov har skrumpet det ned til mikrodotfilm, der er 1 mm i diameter og derfor kan skjules ved at klæbe det oven på et punktum i bogen.
Popovs anstrengelser viser sig dog forgæves, da FBI ikke tog advarslen alvorligt.
4. Diskrete kameraer fangede beviserne
Slips gemte på kamera
Det såkaldte Tochka-58-kamera var et af de populæreste spionkameraer i Østeuropa, brugt af bl.a. KGB og Stasi. Det var så lille, at det kunne gemmes i et slips, hvor linsen var skjult i en slipsenål. Billederne blev taget, ved at man trykkede på en lille udløser, der typisk løb fra slipset og ned i bukserne.
Detektivernes ynglingsur
Et Steineck ABC-kamera fra 1949 lignede et armbåndsur. Skiven viste dog ikke klokken, men skjulte i stedet en linse, der tog billeder, når den blev udløst med et tryk på siden. Kamerauret var også populært blandt privatdetektiver i 1950’erne.
Lighter tog billeder
I 1951 så den japanske Echo 8 dagens lys. Det var verdens mindste kamera og lignede en lighter på en prik. Derfor kunne spionen diskret hive kameraet frem under foregivende af at tænde en cigaret, rette linsen mod motivet og udløse det ved at åbne lighteren.
5. Vægdekoration spionerede i syv år
I 1960 blev seglet fremvist i FN’s Sikkerhedsråd som bevis på, at Sovjetunionen udspionerede USA.
Den amerikanske ambassadør i Moskva, W. Averell Harriman, blev rigtig glad, da 15 børn fra en sovjetisk ungdomsorganisation i august 1945 som et symbol på venskab overrakte ham en udskåret model af USA’s segl. Men det var nu ikke venskab, der var tanken bag sløjdarbejdet.
Inde i træpladen sad nemlig en 23 cm lang antenne tilsluttet en meget tynd membran, som gemt bag træpladen kunne opfange lydbølger, der fik den til at vibrere og fungere som en mikrofon. Installationen var nærmest umulig at spore, da den ikke havde nogen sender. Mikrofonen blev aktiveret af udefrakommende radiosignaler.
I flere år kunne russerne følge med i hver eneste samtale, der blev ført på ambassadørens kontor. De fortrolige samtaler blev transmitteret til en adresse tæt på ambassaden.
Installationen blev først opdaget i 1951, da en britisk radiooperatør undrede sig over at opfange amerikanske samtaler på en frekvens tilknyttet det sovjetiske luftvåben.
6. Læbestift gav sine ofre dødskys
Med en kaliber på kun 4,5 mm har læbestiften skullet ramme et meget udsat område for at dræbe.
Under den kolde krig udnyttede KGB flittigt, at smukke kvinder er mange mænds svaghed. Russerne hyrede derfor mange kvindelige agenter og var eksperter i opstille “honningfælder”.
Alle – fra ambassadører til toppolitikere – er gennem årene faldet for den sovjetiske sexspionage, som enten fik ofrene til at tale over sig eller gjorde dem nemme at afpresse. Forud for en seksuel kontakt stillede KGB kameraer op bag spejle og satte mikrofoner op, som opfangede hvert et kompromitterende ord.
Også kvinderne havde spionudstyr med, fx en håndtaske med et indbygget skjult kamera.
Mest berømt er læbestiften, der blev fundet hos en kvindelig KGB-agent ved den vesttyske grænse i 1965. I virkeligheden var den en lille pistol med en kaliber på 4,5 mm. Læbestiften kunne affyre et enkelt skud og skulle give agenten en flugtmulighed, hvis hun blev opdaget. Læbestiften fik i Vesten tilnavnet “Dødens Kys”.
7. Døde rotter bar på hemmelige beskeder
A. En frysetørret rotte, overhældt med tabascosovs.
B. Indvoldene blev taget ud, så en lille metalcylinder kunne gemmes i rotten.
CIA brugte under den kolde krig døde rotter til at sende beskeder til deres agenter i Moskva. Rotterne fungerede som “døde postkasser”, der var placeret på aftalte steder, så agenterne ikke behøvede at mødes personligt og tiltrække sig unødig opmærksomhed.
Ifølge Toni Hiley, kurator på CIA-museet i Washington, var rotterne oplagte som “døde postkasser”:
“Hvem vil røre ved en død rotte? De er så ulækre, at ingen vil nærme sig dem”.
Rotternes indvolde var blevet fjernet og erstattet med en lille metalcylinder til hemmelige beskeder, hvorefter dyrene kunne lukkes sammen igen med velcro.
For en sikkerheds skyld blev rotterne overhældt med stærk sovs, oftest tabasco, for at holde sultne katte væk, inden de blev smidt i en gade i den russiske hovedstad på aftalte steder og tidspunkter. Ud over rotter var duer og trafikdræbte dyr, der blev fundet ved vejkanten, også anvendelige som “døde postkasser”.
8. Officer opfandt dødbringende handske
Handskepistolen optræder bl.a. i Quentin Tarantinos 2. verdenskrigs-film “Inglourious Basterds”.
Soldater fra den amerikanske flåde fik under 2. verdenskrig til opgave at anlægge militære flybaser på de japanskbesatte Kiribati-øer i Stillehavet. Det hårde fysiske arbejde krævede begge hænder, men samtidig var muligheden for japanske snigangreb konstant til stede.
Soldaterne havde brug for et våben, de kunne have på sig, mens de arbejdede. Løsningen kom fra den amerikanske officer Stanley Martyn Haight, der skabte en enkeltskudspistol med en kaliber .38, som sad fast på bagsiden af en arbejdshandske. Alt, hvad soldaten skulle gøre, for at affyre pistolen var at slå sin fjende med knyttet hånd.
Når hånden blev knyttet sammen, blev våbnet afsikret, og kuglen skudt afsted, så snart aftrækkeren ramte angriberens krop.
Der blev produceret omkring 200 handskepistoler i årene 1943-1944. Mindst en af dem slog en person ihjel, da soldaten John Blocker fra USA’s 31. flåderegiment brugte den mod en japaner, der var kravlet op på hans gravemaskine.
9. Skjulesteder gjorde beviserne usynlige
En mønt kunne gemme på adskillige mikrodotfilm.
Opfindsomheden kendte ingen grænser, når spioner skulle holde værdifuld information skjult for fjenden. Det var vigtigt, at de camouflerede informationer ikke vakte mistanke, og derfor tog udstyret gerne udgangspunkt i objekter, der stemte overens med spionens fremtoning; fx skjulte en vesttysk husmor, der i virkeligheden arbejdede for det østtyske Stasi, en krypteret besked i sit strygejern.
Hos KGB var hule mønter, batterier og søm populære skjulesteder til bl.a. mikrodotfilm, mens agenter i den britiske efterretningstjeneste skjulte landkort i piber med et hemmeligt rum under pibehovedet. Her kunne gløderne ikke skade kortene. Blev agenten opdaget, skulle han blot vride i piberøret, så gløderne alligevel fik fat og brændte beviserne.
Det hemmelige politi i Tjekkoslovakiet opfandt en hul sæbe, der skjulte ikke-fremkaldt film viklet om en lille lyspære. Blev sæben åbnet forkert, begyndte pæren at blinke og tilintetgjorde dermed billederne.
10. Hundelorte narrede fjenden
Hundelorte-senderen hjalp det amerikanske luftvåben under Vietnamkrigen.
Under Vietnamkrigen assisterede radiosenderen T-1151, bedre kendt som Lortesenderen, den amerikanske hær forud for bombningen af militære mål. Øgenavnet opstod, fordi de mange T-1151-sendere blev camoufleret som dyreekskrementer, inden de blev spredt langs Viet Congs avancerede forsyningslinje, Ho Chi Minh-stien, der gav amerikanerne store udfordringer.
Senderne registrerede, så snart der var menneskelig aktivitet på jorden, og sendte besked til de amerikanske piloter, så de vidste, hvor de skulle smide deres bomber. De fleste radiosendere lignede hundelorte, men nogle var også camouflerede som en bunke små abeekskrementer, der var en mere naturlig del af den vietnamesiske jungle og dermed undgik Viet Congs opmærksomhed.