Hæsblæsende Netflix-serie følger charmerende bankrøver
Røveriet mod Kreditbanken i 1973 var blot en af kendisgangsteren Clark Olofssons mange forbrydelser, og nu rammer hans livshistorie Netflix i form af miniserien Clark.
Serien er instrueret af Jonas Åkerlund, der tidligere har lavet musikvideoer for alle fra Metallica til Madonna – en fortid, der kan skimtes i seriens hektiske klipning og musikalske lydspor.
Hovedrollen som den impulsive vaneforbryder Clark Olofsson spilles af Bill Skarsgård, der leverer replikkerne på sit svenske modersmål. Fra røverier til fester og sex tager den upålidelige fortæller dig med gennem en hæsblæsende serie af forbrydelser, der uundgåeligt ender bag tremmer.
"Skurken" udgøres af den komisk uheldige politimand Tommy, der ligeså meget forpurrer politiets arbejde som Clarks forbrydelser.
Se traileren til Clark her:
... Og få den sande historie bag Stockholmsyndromet her:
DAG 1: “Festen er begyndt”
Den næsten to meter høje og muskuløse 32–årige mand ifører sig tynde, sorte begravelseshandsker. Han tager en dyb indånding og forlader det lille toilet i aviskiosken på torvet, hvor han har brugt tiden på at maskere sig.
Det er torsdag den 23. august 1973 klokken lidt over 10 om formiddagen. Om knap tre uger skal svenskerne til valg, og kong Gustav VI Adolf ligger for døden. Men de næste minutters begivenheder får Sverige til at glemme alt om både kongens dødskamp og valget.
Jan Erik Olsson alias “Janne” er indsmurt i brun creme. Iført sort paryk, falsk moustache og sorte solbriller går han i retning af Sveriges Kreditbank på hjørnet af Norrmalmstorg og Hamngatan i det centrale Stockholm.
Under jakken skjuler han en skarpladt maskinpistol. Magasinet med de 36 skud kan ikke ses, men våbenmundingen stikker frem fra åbningen i jakken.
Han har netop set filmen The Getaway med Steve McQueen i biografen, og den er stadig frisk i erindringen, da han stiller sig i køen foran hovedkassen bag tre-fire andre kunder.
I The Getaway er røverne heltene. Ingen ved, hvem Janne er, og ingen kender hans plan.
Det er meningen. Forbrydelsen er på en og samme tid nøje planlagt og såre uigennemtænkt. Planen er at tage en række gidsler og forlange en stor løsesum.
Og så spille jokeren. Det sidste krav. Han er spændt, men ikke nervøs, da han flår maskinpistolen frem fra jakkens skjul.
Janne affyrer en serie på fem-seks skud mod loftet i bygningen og råber på engelsk:
“Festen er begyndt. Ned på gulvet”.
Hvislende kugler
Maskinpistolens larm og de hvislende kugler under banklokalets hvælving får de fleste til instinktivt at springe for livet.
Janne går hurtigt om bag skranken og beordrer fire bankansatte, der rystende har lagt sig på gulvet, op igen – tre unge kvinder og en mandlig bankfunktionær. Tilfældighederne råder.
Tilfældigheder, der vil forandre tre af disse menneskers liv for bestandig og give dem årelange mareridt om skud, død og den skærende lyd af trykluftsbor.
En betjent på patrulje dukker op bag glasdøren ud mod Hamngatan, og Janne sender resolut et par skud mod glasset.
Betjenten dykker hurtigt i skjul. Det mandlige gidsel får besked på at binde kvinderne sammen med en snor fra Jannes taske.
I midten af den store, gamle bankbygning med de marmorerede piller står en trappe og skygger for de fjerneste ender af banken.
Trappen fører op til direktionslokalerne ovenpå. Til venstre for hovedkassen ser Janne den store kundeboks, et 40 m2 stort rum med hundredvis af smalle deponeringsbokse for bankens kunder.
Rummet er anbragt i et hjørne af bygningen. Det har ingen vinduer, og adgangen til lokalet sker gennem to massive boksdøre.
Gidslerne
Elisabeth Oldgren
Birgitta Lundblad
Sven Säfström
Kristin Ehnmark
Janne bruger kvinderne som skjold, mens han orienterer sig. Enkelte bankansatte gemmer sig endnu under bordene i arealet bag hovedkassen. Hvis politiet stormer banken, risikerer de at slå uskyldige ihjel.
Det første element, der skal gøre gidsler og gidseltagere til en enhed, er skabt. Jannes træk med at bruge kvinderne som skjold er kynisk, men logisk.
En af dem, Elisabeth Oldgren, skriger pludselig højt ved synet af kriminalinspektør Ingemar Warpefelt, der ud af ingenting pludselig sigter på Janne med en 7,65-mm Walther-pistol. Janne kan ikke overvåge det hele.
Der er to indgange til banken. Og i direktionslokalerne ovenpå er en større politienhed allerede i fuld gang med at oprette en kommandocentral. Warpefelt er kommet listende ned ad den store trappe. Janne vender sig mod ham.
“Er du svensk politimand?” spørger Janne på engelsk og afventer knap svaret. Sekunderne efter affyrer han to skud.
Det første er en advarsel. Det andet rammer Warpefelt i hånden. Kuglen flår muskler og sener fra hinanden. Smerten får ham til at flygte op ad trappen igen.
Hvis nogen var i tvivl om, at Janne mener, hvad han siger, så er ingen det nu.
Det mandlige gidsel stikker af
“Bare rolig”, siger Janne til gidslerne. “Der sker ikke noget”. Hans blik afsøger hastigt kundeboksen, hvor han har forskanset sig med kvinderne. 23-årige Kristin Ehnmark med det mørke hår, Birgitta Lundblad på 31 år og Elisabeth Oldgren, der netop er fyldt 21 år.
Den aflange boks er inddelt i tre sektioner. Den er enkelt møbleret med stole, skriveborde og pulte. Janne spørger kvinderne om, hvad deres arbejde i banken består af, hvor ind- og udgangene er, og hvor politiet vil kunne storme boksen fra.
Derefter giver han den mandlige bankfunktionær besked på at hente en ubevæbnet politimand fra direktionslokalet ovenpå.
Omkring klokken 11.30 indfinder den 32-årige kriminalinspektør fra narkoafdelingen Morgan Rylander sig på trappen.
Men Rylander har ikke bemyndigelse til at forhandle, og Janne vil derfor ikke fremsætte sine krav. Samtidig står det klart for ham, at det mandlige gidsel ikke vender tilbage. Han har nu kun kvinderne tilbage.
'Stockholmsyndromet' som begreb
Patty Hearst hjalp sine bortførere med at røve en bank.
Svensk psykiater fandt Stockholmssyndromet
Efter gidseldramaet introducerede politilægen Nils Bejerot begrebet som forklaring på gidslers empati for forbrydere.
Betegnelsen “Stockholmssyndromet” tilskrives den svenske politilæge og psykiater Nils Bejerot. Han var i løbende kontakt med gidsler og gidseltageren både under og efter dramaet i Kreditbanken.
Stockholmssyndromet dækker over den tilsyneladende absurde situation, hvor gidsler som en psykologisk forsvarsmekanisme knytter sig følelsesmæssigt til deres bortførere.
I ugerne efter dramaet i Stockholm vedblev gidslerne at nære stor sympati for forbryderne, og 30 år efter havde Kristin Ehnmark stadig kontakt til Clark Olofsson.
Da rigmandsarvingen Patty Hearst et halvt år efter gidseldramaet i Sverige blev kidnappet af terrorgruppen Symbionese Liberation Army, SLA, fik betegnelsen afgørende international gennemslagskraft.
Patty Hearst var barnebarn af den amerikanske aviskonge William Randolph Hearst, og hun nøjedes ikke med at sympatisere med sine gidseltagere.
Hun endte sågar med at kæmpe deres sag, da hun bevæbnet med en maskinpistol var med til at røve en bank i San Francisco.
Både Elisabeth og Birgitta får på skift lov at gå på toilettet. Ingen af dem stikker af, selv om de sagtens kan. De vil ikke lade de andre i stikken.
Kvinderne noterer sig, at maskinpistolbevæbnede politifolk nærmest står i kø for at få ram på Janne, der nu fremsætter sit krav om en løsesum på 1,5 millioner kroner.
Senere forhøjer han kravet til tre millioner og forlanger, at Morgan Rylander får fat på en overordnet med bemyndigelse til at forhandle.
Til sidst kommer Janne med sit sidste et krav. Trumfen, som skal sende rystelser gennem hele Sverige og forvandle situationen drastisk: Den berygtede gangster Clark Olofsson skal løslades fra fængslet i Norrköping og eskorteres til Kreditbanken.
Storgangster sendes i banken
Udenfor er alt kaos. I forvejen har svensk tv forberedt sendefladen til ekstraudsendelser på grund af kongens kritiske tilstand.
Nu slutter medier fra hele verden sig til pladsen foran Kreditbanken. Det vrimler med politi, pressefolk og nysgerrige. På hustagene indtager de første snigskytter deres positioner. Inde i det store banklokale svirrer det med politifolk, bevæbnet med maskinpistoler og iført skudsikre veste.
Politiets aggressivitet kommer bag på Janne, der var helt sikker på, at han ville være ude af banken allerede samme aften – med løsesum, gidsler og sit idol, Clark Olofsson.
En tilsvarende gidselsituation året før endte med, at tre kroatiske terrorister fik opfyldt deres krav.
De havde kapret et fly og fik frigivet seks fængslede landsmænd i bytte for flypassagererne. Men Janne tager fejl. En gentagelse af den situation kan ikke komme på tale med kun tre uger til valget.
Clarks storhed og fald
Storkriminelle Clark Olofsson blev hyppig gæst i svenske fængsler.
Sveriges mest berygtede forbryder
Clark Olofsson røg for første gang bag tremmer som 16-årig og blev af mange opfattet som et idol og en frihedshelt.
Hans status steg fra berygtet til berømt og feteret efter gidseldramaet i Kreditbanken på Norrmalmstorget.
De intellektuelle kredse i Sverige fattede både før og efter gidseldramaet sympati for rebellen. Men tiden løb fra ham.
Da han involverede sig i narkokriminalitet, forsvandt megen af den glamour, der førhen stod om ham.
Han sank dybere og dybere ned i kriminalitet og fik i 2009 en narkodom på ni år.
Den nu 64-årige bankrøver og narkobagmand kalder sig i dag Daniel Demuynck og har tilbragt størstedelen af sit liv bag tremmer.
Statsminister Olof Palme er bagud i meningsmålingerne. 20 lande sender direkte fra torvet, og selv USA hægter sig på via satellit, så Palme må for alt i verden ikke miste kontrollen nu.
For at afværge en katastrofe vælger han og regeringen en hård kurs.
Clark Olofsson skal eskorteres til banken, men må under ingen omstændigheder sendes derind. Samtidig er politiledelsen nu overbevist om, at de ved, hvem gidseltageren er: Kaj Robert Hansson, en nær ven af Clark Olofsson, som tidligere samme år har røvet en bank sammen med ham.
Olofsson bliver sidst på eftermiddagen kørt til Kreditbanken. Undervejs har han fået løfter om strafnedsættelse, måske endda benådning, stillet i udsigt, hvis han kan hjælpe med situationen og få Kaj Robert Hansson til at overgive sig.
Stik mod aftalerne bliver Clark Olofsson udleveret til gidseltageren, uden nogen ved præcis hvordan eller hvorfor.
En særdeles ubehagelig situation er med ét blevet endnu værre, da ikke bare én, men to skruppelløse forbrydere nu befinder sig i banken med gidslerne.
Alt er klar til stormen
Med skrækblandet beundring stirrer de unge kvinder på Clark Olofsson. Den 26-årige storforbryder er en kendis og hele Sveriges “Clark”.
Han er rolig og betænksom, charmerende og veltalende. Han er umaskeret, ubevæbnet, og han beroliger gidslerne med, at han ikke er farlig, bare de er forsigtige.
Olofsson genkender Janne, en tidligere medfange, der få uger tidligere ved hjælp af indsmuglet sprængstof havde forsøgt at befri ham fra Kalmarfængslet. Han omtaler aldrig Janne ved navn. Hverken over for politiet eller gidslerne.
Olofsson har sin egen dagsorden. Men ligesom politiet og Palme er han i en forbandet situation. Det er kun et spørgsmål om tid, før politiet finder ud af, at man ikke kan stole på ham.
Over for pressen og politiet forsøger han derfor at give indtryk af, at Janne er en desperat og gal forbryder, der er i stand til hvad som helst.
Derfor skal de bare væk. Hurtigt. Med pengene. De fremsætter krav til politiet, hvor de ønsker en flugtbil. Meningen er, at de to yngste kvinder skal følge med.
Imens forskanser Janne og Olofsson sig i kundeboksen. Nær boksdøren står en telefon. To tunge dokumentskabe bliver trukket hen foran boksens inderste dør.
Fra en lænestol ved boksens yderdør, som står på klem, holder Janne gidslerne i skak inde i boksen, mens Olofsson patruljerer området ved kasserne i banklokalet.
Norrmalmstorget blev forvandlet fra hyggelig café-stemning til højeste alarmberedskab, da stort set hele politistyrken rykkede ud.
På en af sine runder opdager han en bankansat, der i timevis, rædselsslagen, har skjult sig.
Den 25-årige Sven Säfström finder hurtigt sin plads i hierarkiet efter en styrkeprøve, hvor Janne koldblodigt rækker ham maskinpistolen og sætter mundingen mod sit eget bryst. Tøvende sætter Sven fingeren på aftrækkeren, men han trykker ikke af.
Olofsson sørger for, at gidslerne kan ringe hjem og berolige deres familier. Han står også for kontakten til politiet.
Omkring 18.30 bemærker han nogle politifolk, der er krøbet ud i banklokalet fra trappen. Han advarer Janne, som affyrer tre skud. En af kuglerne rikochetterer, og en sky af murstøv står ud fra trappen. Olofsson indser, at alle er i livsfare her. Både gidsler, politifolk – og ham selv.
Klokken 19.40 parkerer politiet en blå Ford Mustang foran indgangen til banken i Hamngatan.
Det lader til, at Janne og Olofsson kan slippe væk. Men flugtbilen er spækket med sporingsudstyr. Snigskytter ligger parat overalt, og helikoptere er gjort klar. Politiet har ingen intentioner om at lade forbryderne undslippe.
De kan få frit lejde, men ingen gidsler med. Janne og Olofsson ved, hvad det betyder – politiet vil dræbe dem, når de prøver at flygte.
Palme og hans regering har forvandlet sig fra en krisestab til et ubøjeligt krigskabinet. Janne indser, at han ikke kommer fra banken så hurtigt, som han har regnet med.
The Getaway er og bliver en film. Inde i banken føler alle, at politiet har snydt dem. Selv gidslerne. Politiet var først gået ind på Jannes krav, men nægter nu kvinderne at rejse med gidseltagerne.
Tillidsbruddet kommer til at knytte gidsler og gidseltagere tæt sammen.
DAG 2: Gidslerne er bange for politiet
“Hvorfor slipper I os ikke fri?” spørger Kristin Ehnmark politiet og regeringens repræsentanter i telefonen. Hun mødes med tavshed. Er hendes liv slet ingenting værd?
Elisabeth Oldgren græder hysterisk over et krebsegilde, som hun går glip af. Birgitta Lundblad græder også.
Hun har to børn derhjemme at tænke på. Øjeblikke med gråd og desperation svinger til opstemte momenter med latter, samtaler og nærhed. En enhed er ved at opstå.
“Vi vil med begge to”, siger Kristin Ehnmark i telefonen til Sveriges Radio. “Jeg er ikke det mindste bange for Clark og den anden fyr. Jeg er bange for politiet”.
Elisabeth Oldgren opremser over for tv-programmet Aktuellt røverens krav om at få to revolvere og to gidsler med.
“Derefter vil vi blive sat fri, uskadte på et ukendt sted, og det tror jeg faktisk på, så længe politiet ingenting foretager sig”, forklarer hun.
Fredag formiddag bekræfter Janne politiets og offentlighedens indtryk af, at han er en galning, da politilæge og -psykiater Nils Bejerot sender den formodede bankrøver Kaj Robert Hanssons 17-årige lillebror ind i banken for at tale røveren til besindelse.
Bejerot forsikrer, at intet vil ske, men da drengen går ind i banken, sender Janne to skud efter ham og råber: “Stop dit forbandede vrøvl om mammi eller mutti. Her er ingen Kaj! Tag hjem!”
Bejerot er rystet. Han har nær sendt en uskyldig teenager i døden. Men han ser også en svaghed, der muligvis kan udnyttes. Røveren har nu flere gange skudt efter folk – men ikke for at dræbe.
Myter om gidseldramaet
Statsminister Olof Palme var urokkelig i forhandlingerne.
I årene efter bankrøveriet florerede rygter om, at Janne og Olofsson udnyttede dagene i banken på forskellig vis.
SANDT: Sikrede Olofsson sig et udbytte?
Da myndighederne sendte Clark Olofsson ind i banken, var det som at bede ræven vogte gæs. Vedholdende rygter forlyder da også, at Olofsson ikke kunne nære sig.
Da hverken han eller Janne blev anal-undersøgt efter dramaet, fik han smuglet 40.000 svenske kroner ud, som han havde proppet op bagi.
At han ikke, som lovet, delte udbyttet med Janne, førte siden til uvenskab mellem de to. Allerede under dramaet gisnede folk om, hvor planlagt det hele var.
Spekulationerne gik på, om røverne på forhånd havde lejet bokse, hvor de gemte penge af vejen, som senere kunne afhentes af medsammensvorne.
Både Olofsson og gidslet Kristin Ehnmark mere end antyder i dag, at Olofsson snedigt pakkede en masse penge ned i kuverter og lagde dem i bankens udgående post.
Påstanden er aldrig blevet undersøgt til bunds.
UVIST: Sagde Olof Palme til Kristin, at “Det må være skønt at få lov til at dø på sin vagt”?
Det fremhæves stadig, af Kristin Ehnmark og Janne, at Palme i en telefonsamtalen sagde sætningen som en reaktion på, at Kristin var bange for at blive skudt af politiet.
Efterretningstjenesten SÄPO optog samtalen og har angiveligt slettet halvdelen af den. Palme bestred at have udtrykt sig sådan.
UVIST: Dyrkede Janne sex med et gidsel i bankboksen?
Ifølge Jannes egen forklaring tillod en af kvinderne, at han lagde sig bag hende fredag nat og holdt om hende.
Han beskriver et regulært samleje meget farverigt og fremstiller det, som om hun skulle være blevet seksuelt opstemt af omstændighederne.
Kvindens egen forklaring er, at hun gav Janne besked på, “at det måtte han klare selv”, da han ville mere end bare holde om hende.
På bizar vis er det storforbryderen Clark Olofsson, som virker mest rationel og normal i forhold til gidseltageren Janne på den ene side og politiet på den anden.
Scenevant tilkæmper Olofsson sig hovedrollen og bruger sine talegaver i samtaler med journalisterne, der ikke kan få nok, når han udtrykker sin harme over, at politiet gambler med uskyldige kvinders liv.
Janne døser i bankboksens åbning, kun holdt oppe af koffeintabletter. Olofsson har travlt med alverdens ting.
Han fjerner og brænder film fra overvågningskameraerne og taler med politiet. I radioen afspilles en telefonsamtale mellem Kristin og statsminister Palme, hvor hun retter en indtrængende bøn til ham. Det har ingen effekt. Palme er ubøjelig.
Om aftenen runger Norrmalmstorget af et hult drøn. Det kommer fra Kreditbanken. Janne har detoneret en bombe, han havde med i sin taske, for at sætte sig i respekt.
Men politimester Kurt Lindroth, der i en sværm af politiinspektører og kriminalkommissærer har fået det overordnede ansvar, er ikke til at forhandle med. Han er under massivt pres og afviger ikke fra regeringens hårde kurs.
Om aftenen demaskerer Janne sig, og gidslerne ser ham nu, som han er. En veltrænet mand med høje tindinger, overskæg og bakkenbarter.
Han virker brutal og utilregnelig, men også tiltalende, sårbar og omsorgsfuld. Det beroliger gidslerne, at han trods alt ikke er en rabiat arabisk terrorist.
Politiet ved efter fadæsen med Kaj Robert Hanssons bror, at han i hvert fald ikke er den, de troede. Og de er også klar over, at deres mægler Clark Olofsson har vidst det længe uden at sige noget.
DAG 3: Boksdøren smækker
Tidligt lørdag formiddag skriger gidslerne “Stop, stop, stop”. De skrabende lyde fra boksdøren vækker også Janne, der har siddet og slumret. Sultne og søvndrukne kommer Kristin, Elisabeth og Birgitta på benene.
Janne har spredt plastisk sprængstof som små klumper af brunkagedej på gulvet. De må for alt i verden ikke træde på dem. Sort tændtråd forbinder klumperne. Noget udenfor maser mod boksdøren. Janne er sikker på, de bliver stormet.
“Hvis I bliver ved, sprænger jeg”, brøler Janne. Men indtrængerne viser tilsyneladende ingen nåde.
Det mandlige gidsel Sven Säfström er overbevist om, at mellemrummet mellem de to tunge boksdøre også er mineret, og er sikker på, at alle i umiddelbar nærhed af boksdøren vil blive blæst i stumper og stykker, når politiet trænger ind. Alt er panik.
Gidslerne skubber af alle kræfter mod den inderste boksdør for at holde politiet ude. Med ét bliver alt stille. Ingen forsøger længere at trænge ind. Og det går op for Janne hvorfor: Politiet ville slet ikke ind, men blot smække den yderste boksdør, der kun kan åbnes udefra. De er nu låst inde.
Janne ved det. Clark ved det. Spillet er tabt.
Deres chance var flugtbilen. Den er forpasset nu. Janne forudser politiets næste træk: gas. Han er rædselsslagen for, at politiet skal sende gas ind. Han fortæller gidslerne, at han først vil skyde dem, dernæst Olofsson og sig selv.
“Jeg vil ikke se jer lide”, siger han. En ulidelig venten begynder. Olofsson er handlingslammet. Telefonen kan ikke længere ringe ud af banken. Ingen interviews. Ingen muligheder for at lægge pres på myndighederne.
Politiet sneg sig rundt på fortovet uden for banken for at undgå Janne Olssons kugler.
Kvinderne begynder at tro, at politiet definitivt har tænkt sig at ofre dem, og at de nu kun leder efter en passende undskyldning for den uundgåelige massakre.
De forsøger at bringe normaliteten frem ved at indrette boksrummet. Midtersektionen bliver spisesalen. Papirkurve i de tilstødende sektioner fungerer som toiletter.
Ventilationen i lokalet fungerer, men alligevel breder den fæle stank sig hurtigt.
Uden for boksen aner politiet ikke, hvad de skal gøre. De råder ikke over en gas, der både er risikofri og hurtigtvirkende.
Bejerots analyser af gerningsmandens motiver og reaktionsmønstre tyder på, at Janne er en vaneforbryder, der ikke vil gøre gidslerne noget ondt og i det hele taget ikke vil gøre noget, der ikke er til hans fordel.
Bejerot vurderer, at røveren vil få sværere ved at slå gidslerne ihjel, jo længere tid, der går.
Den ukendte faktor er, hvordan Janne vil reagere, hvis han bliver desperat. Efter at have diskuteret frem og tilbage beslutter myndighederne lørdag formiddag, at den eneste mulighed er at gasse Janne ud.
Imens dikterer Olofsson en række krav om mad og drikke via bankens interne telefonlinje til kommandocentralen ovenpå. Politiet skal åbne døren, hvorefter en af kvinderne vil tage imod med en løkke om halsen. Men det er omsonst. De får ingenting.
Kvinderne ønsker at tale med deres overordnede. Olofsson ved, at de ikke får lov. Ingen kan høre dem længere ud over politiet. Og politiet trækker bare tiden ud. Gidseltagerne skal udmattes nu.
Janne har gemt nogle pærer, som han sent om aftenen skærer i lige store dele, så alle får lidt at spise. Han ønskede at blive en stor gangster – en mand, alle talte om. Det sidste er gået i opfyldelse.
DAG 4: Boret bryder gennem betonloftet
Søndag aften kl. 22.08 begynder politiets trykluftbor at hamre sig ned gennem boksens loft. Boret tjener to formål.
Dels skal det lave et hul, som gassen kan sendes ned gennem, dels skal den infernalske larm nedbryde Janne psykisk.
Strømmen går, da boret kapper nogle ledninger. Lysstofrørene i boksens loft går ud. Alt mørklægges.
Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, opsnapper lyde og stemmer fra mikrofoner, der er blevet anbragt i boksens ventilationssystem.
Lydene er ildevarslende: Kvinderne skriger, hvilket tyder på, at de bliver voldtaget. Alligevel borer politiet videre.
Kort efter får det mandlige gidsel Sven øje på en lille plastslange, et gastroskop, der er beregnet til observation. Janne er rasende.
Han er sikker på, at det skal bruges til at lede gas ned i boksen. Intense forhandlinger over telefonen med kriminalinspektør Bengt-Olof Lövenlo fører ingen vegne.
Forbryder fik fanbreve
Seks år efter gidseltagningen medvirkede tre af hovedpersonerne i tv-programmet “Kvällsöppet”.
Trods sin forbrydelse mødte Janne stor sympati i befolkningen, og et fanbrev førte sågar til ægteskab.
Jan Erik “Janne” Olsson blev idømt 10 års internering for gidseltagningen. Det betød i teorien, han skulle afsone hele straffen uden chance for benådning.
Alligevel var Janne i 1980 atter en fri mand, da han fik eftergivet de sidste tre år af dommen pga. god opførsel. I fængslet modtog han bunkevis af fanbreve. Et af dem førte til ægteskab og to børn.
Janne bor nu i Thailand og tager skarpt afstand fra sine ugerninger.
Ingen af de implicerede gik upåvirkede gennem gidseldramaet. Elisabeth Oldgren ville ikke identificeres som et gidsel resten af sit liv og sagde sit job op i banken. Det samme gjorde Kristin Ehnmark.
Birgitta Lundblad led af kronisk træthed, indtil hun i 1974 besøgte Clark Olofsson i fængslet og fik talt ud om begivenhederne. Hun fortsatte sammen med Sven Säfström i Kreditbanken, der senere skiftede navn til Nordea.
Janne truer med at sprænge boret, når det trænger ned i boksen. Kvinderne tigger for deres liv.
“Hvorfor piner du kvinderne, som du gør?” spørger Bengt-Olof Lövenlo.
“Det er dig, der piner os”, svarer en af kvinderne i boksen. En anden hulker. “Hold nu op, hold nu op”.
Da boret bryder gennem betonloftet, gør Janne alvor af sin trussel. Han detonerer sprængstoffet.
Et kæmpe stykke beton river sig løs fra loftet og rammer gulvet med et hult drøn. Gidslerne har han forinden bragt i sikkerhed under et tæppe.
På forhånd har han instrueret dem i at holde munden åben, når braget kommer, så trommehinderne ikke springer.
Eksplosionen beskadiger boret. Men der går ikke lang tid, før politiet har gang i et nyt. De borer flere huller, så gassen kan spredes hurtigere.
DAG 5: Gidslerne skal hænges
Det er natten til mandag. Klokken er 03.00, da journalisterne tramper rundt i cigaretskod på torvet foran Kreditbanken.
De forsamles omkring politimester Kurt Lindroth, der grå i hovedet og dødtræt fortæller, at politiet har udsat boringerne frem til klokken 14.00.
Det skyldes, at Janne som et modtræk har stillet gidslerne på rad og række inde i kundeboksen med reb om halsen.
“Slipper vi gas ind i lokalet, vil de unge mennesker blive hængt”, forklarer politimesteren.
I timevis er banken stille. Janne har købt tid. Han insisterer på, at mindst ét af gidslerne konstant skal stå med en løkke om halsen.
Rebene er bundet løst til at begynde med, men knuderne strammer til, efterhånden som de af frygt for, at politiet stormer boksen, må rykke længere ind i boksen. Det er mørkt. Kun Janne har en lommelygte, der virker.
Gulvet er sjaskvådt af kølevand fra borehovedet. Puds og betonstøv daler ned fra loftet. De er alle trætte og sultne.
Endelig får de mad og noget at drikke, menstruationsbind, vat, toiletpapir og cigaretter hejst ned gennem et af hullerne i loftet.
Forbryderne bandt løkker om gidslernes hals, så de ville blive hængt, hvis politiet gassede kundeboksen. Billedet er taget gennem et af hullerne, politiet borede i boksens loft.
Den karismatiske Olofsson underholder gidslerne. Han fortæller den ene anekdote og røverhistorie efter den anden.
Latter og alvor afløser hinanden på skift. De ved alle, at løbet er kørt. Men afviser kategorisk politiets forsøg på at få dem til at overgive sig. Boringerne genoptages.
P3-musikken og nyhederne strømmer fra Jannes transistorradio. Alligevel mister de fornemmelsen af tid.
De ved ikke, om det er morgen eller aften. Alle taler om dem, men ingen taler med dem. De hvisker, venter, forsøger at sove, mens kølevandet plasker ned gennem hullerne i loftet.
Janne siger, at han nok bliver nødt til at skyde Sven i benet, så politiet kan se, at han mener truslerne alvorligt. Kvinderne synes, det er en god idé. Kristin siger:
“Det er jo ikke så farligt, det er bare i benet”.
DAG 6: Gassen stikker i kroppen
De ved, det snart er forbi. Også Janne. Men han giver sig ikke uden kamp. Han får kvinderne til at lægge sig på gulvet under borehovederne og skrige om nåde.
Men det virker ikke. Janne inspicerer et af hullerne i loftet, sigter mod det og affyrer tre skud. Kort efter hører de i radioen, at en politimand er blevet ramt.
Janne ligger og hviler sig hen over et bord, da gassen kommer. Gidslet Sven synes, han får det lige i ansigtet, og dukker sig.
Birgitta kaster sig ned i vandet på gulvet og hiver et tæppe over hovedet. Hun føler det, som om ansigtet trækker sig sammen. Hendes øjne svider, og næsen løber.
Hun skal kaste op. Janne rejser sig og forsøger at få kvinderne til at tage reb om halsen, men ingen lytter længere. Alle bliver liggende på det sjaskvåde gulv.
“Vi overgiver os”, råber de i kor.
Da politiet åbner boksdøren, er Janne sikker på, de vil slå ham ihjel. Han siger derfor, at kvinderne ønsker, at han og Olofsson skal ud først. Birgitta bekræfter det i døråbningen.
Held spillede en afgørende rolle for, at politiaktionen ikke endte i en katastrofe. Den særlige CS–tåregas, politiet sendte ned i bankboksen, spredte sig dårligt og var desuden fejldoseret. Kun fordi Janne hurtigt overgav sig, endte dramaet lykkeligt. Her slæber to betjente ham ud af banken.
“Ja, vi lader dem gerne gå først, for han har været rigtig god imod os”, forklarer hun.
Politihundene glammer, blitzlysene blænder, og ydmygende buhråb fra et kæmpe pressekorps møder Janne, da han kl. 21.40 tirsdag aften i dyngvåd skjorte og lænket i håndjern føres udenfor.
Kvällsposten er om morgenen udkommet med kæmpeoverskriften: “NU SKAL HAN DØ”, og Palme har forsikret politimester Lindroth om, at ingen vil blive retsforfulgt, såfremt Janne eller Olofsson dør.
På torvet foran banken breder lynchstemningen sig. Olofsson har allerede fået et slag i maven inde i banken, og udenfor bliver han håndfast lagt ned.
“Slå ham ikke, slå ham ikke”, råber Kristin.
Af gidslerne er hun den første, som kommer ud af banken. Hun anbringes på en båre ligesom Sven, Elisabeth og Birgitta.
Imens paraderes Janne frem og tilbage på pladsen foran de snurrende kameraer. Han føler sig langtfra som Steve McQueen i The Getaway. Gassen stikker i kroppen. Det føles, som om han er ved at brænde op.
“Skyd den satan”, råber en tilskuer.
Janne kan se, at politibetjentene har lyst. Og han forstår dem. I seks døgn har han holdt Sverige på pinebænken og såret to betjente. Lige nu er han blot glad for, at han stadig er i live.