Suverænt kig ind i seriemorderens hjerne
Netflix-serien “Mindhunter” er en befriende blodfattig beskrivelse af USA’s værste seriemordere fortalt gennem to FBI-agenter, som brugte karrieren på at forstå dem.
I serien opsøger to FBI-agenter USA's værste seriemordere. For at lære at forstå deres tankegang.
Op gennem 1970’erne og 1980’erne stod John Douglas og Robert Ressler i spidsen for en specialenhed i FBI, der som de første udarbejdede psykologiske profiler af USA’s mest berygtede bødler.
Makkerparret arbejdede ud fra devisen om, at “man skal forstå en morder for at kunne fange en morder”, og interviewede i alt 36 seriemordere – fra Ted Bundy til Edmund Kemper.
John Douglas’ og Robert Resslers arbejde revolutionerede ikke blot FBI’s efterforskningsmetoder, men gav også inspiration til populære Hollywood-film om seriemordere som “Ondskabens øjne” og “Se7en”.
I Netflix-serien “Mindhunter” kaster instruktøren David Fincher sig over Douglas’ og Resslers banebrydende arbejde med at profilere USA’s værste mordere.
FBI-agenterne i serien er fiktive karakterer ved navn Holden Ford og Bill Tench, men er tydeligt baseret på virkelighedens FBI-makkerpar.
“Mindhunter” fik desværre kun to sæsoner, men de i alt 19 afsnit står tilbage som et hovedværk inden for krimi-genren – og et glimrende bevis på, at man ikke behøver at svælge i makabre mord for at få publikums blod til at fryse til is.
Morder havde sex med hoved
“Mindhunter” er baseret på bogen “Mindhunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit”, der er skrevet af John Douglas. Han fungerede som manuskriptkonsulent på serien, og dialogerne er ofte løftet direkte fra Douglas’ egne noter og hukommelse.
Det gør samtalerne med de fængslede seriemordere, der er omdrejningspunktet for hele serien, autentiske og klinisk renset for kluntede Hollywood-klichéer.
Her er ingen “good cop, bad cop”-rutine eller rablende vanvittige seriemordere med gudekomplekser.
Serien: FBI-agents søn er en seriemorder in spe
I sæson to finder FBI-agent Bill Tench ud af, at hans adoptivsøn er involveret i mordet på et spædbarn. Mordet begås af nogle ældre drenge, mens FBI-agentens søn kigger på – og bliver opstemt af mordet.
Virkeligheden: Drenge dræbte spædbarn
Ingen af FBI-agentens tre børn var involveret i et mord, men 1971 tæskede to unge drenge et spædbarn til døde i San Francisco.
Tværtimod er morderne netop ofte skræmmende, fordi de udadtil virker så uhyggelig ordinære. Og det er en af seriens stærkeste pointer: Ondskaben tager sjældent form som et grotesk monster. Den bevæger sig ubemærket rundt iblandt os uden at gøre det store væsen af sig – indtil det er for sent.
Et godt eksempel er seriemorderen Edmund Kemper, der spiller en afgørende rolle i FBI-agenternes profileringsarbejde.
Kemper er en charmerende og intelligent gigant med en udstråling som en sanktbernhardshund – lige indtil vanviddet pludselig tænder inde bag hinkestensbrillerne og afslører hans sande natur.
Når Edmund Kemper fx fortæller om, hvordan han skar halsen over på sin mor og derefter dyrkede oralsex med det afhuggede hoved, gør han det i et roligt og helt almindeligt toneleje. Vidste man ikke bedre, kunne han lige så godt fortælle om en gåtur i parken.
Serien: Alt skrives ned
Notesblokkene er rødglødende, når de to FBI-agenter interviewer seriemorderne. Nogle gange optager agenterne også de fængslede forbrydere for at få alle detaljer med.
Virkeligheden: Notat efter interviewet
Ifølge virkelighedens to FBI-agenter Ressler og Douglas brugte de kun diktafon én gang under de mange timers interviews, de lavede med i alt 36 fængslede seriemordere.
Mødet med den skræmmende Edmund Kemper ender med at tære så meget på John Douglas’ alter ego i serien, Holden Ford, at han får et angstanfald. Noget lignende skete også for John Douglas, der på et tidspunkt blev diagnosticeret med PTSD efter i årevis at have stået ansigt til ansigt med USA’s værste seriemordere.
I anden sæson af “Mindhunter” løfter serien sig på glimrende vis op og udfolder en skarp kritik af USA’s institutionaliserede racisme. Det sker, da FBI-makkerparret sendes til Atlanta i sommeren 1979, hvor hele byen desperat jager en barnemorder.
Myndighederne forsøger at dysse mordene ned for at skåne byens renommé, og politiet nedprioriterer bevidst drabene, fordi ofrene er fattige – og sorte.
Atlanta-barnemordene er taget direkte fra virkeligheden, og det samme er myndighedernes negligering af ghettoens drabsofre – en tendens, der bl.a. også gjorde sig gældende, da seriemorderen Jeffrey Dahmer huserede i 1990’erne. Her undlod politiet længe at undersøge hans lejlighed, der var fyldt med afhuggede kropsdele fra ofrene, fordi han var en hvid mand i et sort, fattigt kvarter.
Serien: Bestialsk seriemorder lurer i skyggerne
Gennem hele sæson 2 ser vi den berygtede seriemorder Dennis Rader BTK (Bind, Torture, Kill) operere i skyggerne.
Virkeligheden: BTK blev endelig anholdt i 2005
“Mindhunter” blev desværre aldrig forlænget med en sæson 3, så BTK-seriemorderens historie forbliver i det store hele ufortalt. I virkeligheden var den sadistiske seriemorder på spil i årtier, indtil han endelig blev fanget i 2005. På det tidspunkt havde han slået mindst 10 mennesker ihjel.
Serie borer sig ind i knolden
“Mindhunter handler mere om at komme ind i folks hoveder end om at skære hovederne af”, skrev The New York Times i sin anmeldelse af serien. Og tak for det.
Med “Mindhunter” har David Fincher skabt et af de mest realistiske og neglebidende værker om fænomenet seriemordere uden (næsten) at spilde så meget som en dråbe blod.
