Det øredøvende brag af splintrende murværk vækker prins Arthur i de tidlige morgentimer den 1. august 1202. Hastigt griber prinsen og hans mænd rustning og sværd. Stadig søvndrukne tumler de ud i slottets gård.
For sent. Slotsgården myldrer med soldater – fjendtlige soldater udsendt af Arthurs rival, den engelske kong Johan.
Efter en kort kamp overmander de prinsen. I lænker fører de ham bort til en uvis skæbne i et mørkt fangehul.
Løvehjertes død førte til borgerkrig
En helt anderledes fornem tilværelse ventede ellers prinsen, da han 14 år tidligere kom til verden som sønnesøn af Englands konge, Henrik 2.
Da Arthur var to år, døde Henrik 2., og prinsen var nu nummer to i arvefølgen efter sin onkel Richard. Han blev derfor sendt i pleje hos den franske kong Filip 2.
“Den ædle yngling skulle berøves sine øjne og sine kønsdele, så han herefter ville være ude af stand til at udøve sin gerning som hersker”. Ralph af Coggeshall, 1200-tallet.
Den engelske konge herskede dengang ikke bare over England, men over hele Det Angevinske Rige, et område, som også omfattede dele af Wales og Irland samt den vestlige halvdel af Frankrig. For en kommende konge var gode forbindelser overalt i riget vigtigt.
Nøjagtig hvor vigtige forbindelserne var, stod klart, da Richard, som nu var kendt under navnet Løvehjerte, døde under en belejring i 1199.
Selvom tronen efter skik og brug tilfaldt Arthur, udråbte Johan, Richards yngre bror, nemlig sig selv som konge. Arthur fik straks kong Filip 2. på sin side, og en langtrukken krig brød ud.
Kampene kulminerede, da Johan tog Arthur til fange på slottet i Mirebeau i det vestlige Frankrig.
Brutal plan gik i vasken
Johans mænd førte Arthur til slottet Château de Falaise i Normandiet.
Kort efter lod kongen “befale, at den ædle yngling skulle berøves sine øjne og sine kønsdele, så han herefter ville være ude af stand til at udøve sin gerning som hersker”, beretter den samtidige krønikeskriver Radulph af Coggeshall.
Prinsen blev myrdet på Seinen
Kongens udsending kom til slottet, men Arthurs fangevogter, sir Hubert de Burgh, forbarmede sig over prinsen, der grædende tryglede om nåde. Ridderen smed derfor kongens mand ud.
Sir Hubert regnede med, at Johan ville besinde sig. For at give kongen tid til at blive god igen udspredte han det rygte, at Arthur var død af sine skader.
Planen virkede imidlertid ikke efter hensigten. Rygtet om prinsens død vakte sorg og vrede i store dele af Frankrig. Efter 14 dage var området på kogepunktet. Modstræbende måtte sir Hubert indrømme, at Arthur stadig var i live.
“Han dræbte ham med sine egne hænder, bandt en tung sten til liget og smed ham i Seinen”. Margam-krøniken, 1200-tallet.
Johan reagerede afdæmpet. Han sørgede i første omgang blot for at få Arthur overført til en borg i Rouen ved Seinen. Ingen så nogensinde prinsen igen. Margam-krøniken tegner et dystert billede af Arthurs sidste timer.
Om aftenen torsdag før påske (den 3. april, red.) i 1203 opsøgte kong Johan “drukken og besat af dæmoner” prinsen. “Han dræbte ham med sine egne hænder, bandt en tung sten til liget og smed ham i Seinen”, lyder fortællingen.
Senere kilder beretter, at mordet fandt sted ombord på en båd ude på floden, og at kongen fik hjælp af en væbner.
Angiveligt fandt fiskere senere et lig, som de formodede var Arthur, og som de lod begrave ved et nærliggende kloster.
Château de Falaise lå på en klippe og var derfor et godt sted at opbevare fanger.
Om Johan virkelig myrdede Arthur, ved ingen med sikkerhed, men prinsens forsvinden var med til at give kongen et dårligt ry.
At han samtidig havde for vane at sulte sine fanger til døde og i øvrigt tabte en stor del af sine besiddelser, gjorde ikke sagen bedre.
“Fæl som Helvede allerede er, er det blevet tilsmudset af kong Johans endnu fælere tilstedeværelse”, lød krønikeskriveren Matthæus Paris’ gravskrift over den forhadte konge.