I 1988 grundlagde Osama bin Laden terrorgruppen al-Qaeda (Basen), der skulle bekæmpe islams fjender over hele kloden.
Bin Laden betragtede det kapitalistiske USA som sin største fjende, og fra slutningen af 1990’erne stod han bag flere terrorangreb, der skulle provokere amerikanerne til en åben krig i Mellemøsten.
Denne krig ville – håbede bin Laden – dræne den amerikanske statskasse og bringe USA i knæ.
Invasionen kostede kassen
Først med angrebet på World Trade Center i New York i 2001 fik bin Laden held med sin plan. USA’s præsident, George Bush, så angrebet som en krigserklæring og gav ordre til en invasion af Afghanistan, hvor al-Qaeda havde sin base.
Krigen blev en bekostelig affære. Ved udgangen af 2020 havde krigen kostet 987 milliarder dollars – og dertil havde over 3.500 vestlige soldater mistet livet.
Men Osama bin Ladens drøm om at se USA forbløde i Afghanistans bjerge blev aldrig virkelighed – og den 2. maj 2011 ændrede billedet sig.
To Black Hawk-helikoptere fløj under radaren og ankom til bin Ladens base i den pakistanske by Abbottabad. Her stormede Navy SEALs tilflugtsstedet og dræbte Osama bin Laden med maskinpistolsalver.
Aktionen satte punktum for al-Qaeda-lederens liv fuld af gåder og modsætninger, som nok vil overraske de fleste. Herunder har vi samlet 10 af de mest overraskende ting om Osama bin Ladens liv.
1. Familiens patriark fik børn i hobetal
Osama bin Laden var søn af den stenrige saudiske byggematador Mohammed bin Laden. Bin Laden senior blev gift 22 gange, og han fik i alt 54 børn. Osama fulgte sin fars forbillede. Som voksen tog han selv mindst fem koner og fik 20-24 børn.
2. Terrorlederen havde benzin i blodet
Den saudiske rigmandssøn førte generelt set en beskeden tilværelse, men når han skulle slappe af, tog han sig en tur i sin guldfarvede Mercedes. Bin Laden kørte lange ture ud i ørkenen, hvor han kunne trykke speederen i bund.
3. Gavmildhed reddede liv
Under Sovjetunionens invasion af Afghanistan fra 1979 til 1989 oprettede bin Laden nødhjælpslejre til flygtninge og sårede krigere. Her uddelte han mad og penge til de nødlidende, og han blev kendt under aliasset “Den Barmhjertige Samaritaner”.
4. Bruce Lee tjente som idol
Ifølge en nabo til bin Laden-familien i Jedda i Saudi-Arabien, Khaled Batarfi, var Bruce Lee den unge Osamas store idol. Når film med den kinesisk-amerikanske kampsportsekspert blev vist, sad den unge dreng klar.
5. Moren betød alt
I barndomsårene var Osama ikke den kølige og kalkulerede anfører, han senere blev. Han var snarere en følsom dreng, der holdt af at kærtegne sin mors fødder. Osama havde sågar svært ved at sove, hvis han vidste, at hans mor var bekymret.
6. Westerns kørte i TV
Under sin opvækst holdt Osama af at se amerikanske western-serier som “Bonanza” og “Fury” i TV. Som voksen gik han ofte rundt med en bredskygget cowboyhat. Han håbede, at hatten ville skjule ham for USA’s droner og satellitter.
7. Højden gjorde ham god til sport
Osama bin Laden elskede at spille fodbold og volleyball. Han ønskede dog at spille iført lange bukser, da han anså shorts for at være uanstændige. Med sine 198 cm var bin Laden i særdeleshed god til volleyball.
8. Solsikker skulle være verdens største
Selvom han var vokset op i en ørkenstat, havde bin Laden grønne fingre. Under sit ophold i Sudan eksperimenterede han med genmanipulation i et forsøg på at lave verdens største solsikke – en af hans yndlingsblomster.
9. Pornofilm fundet efter drab
Da en amerikansk indsatsstyrke i 2011 stormede bin Ladens tilflugtssted i Pakistan og dræbte ham, gjorde de et overraskende fund: Pornofilm. Ifølge en teori gemte han hemmelige beskeder i filmene, som han sendte ud til sine løjtnanter.
10. Cola fra USA slukkede tørsten
Når bin Laden skulle slukke tørsten, tyede han ofte til en dåse Pepsi eller Coca-Cola. Det påstår i hvert fald to lokale pakistanere, som stod for at købe mad- og drikkevarer til al-Qaeda-lederen, i årene inden han blev dræbt.