Flystyrt forvandler skotsk landsby til et ildhelvede

Kaptajn James Bruce MacQuarrie har budt velkommen, og mens jumbojetten cruiser afsted i 9.400 m’s højde, serverer personalet drikkevarer og uddeler høretelefoner til filmen “Crocodile Dundee II”, der vises under flyvningen.

Amerikanske Christopher Jones på sæde 52K bagerst i flyet er givetvis en af de passagerer, som modtager en drink fra stewardesserne.

Den 20-årige studerende fra Syracuse University i New York har tilbragt det seneste semester i London – ligesom 34 medstuderende, der også er med ombord på Flight 103.

Christopher Jones har fortalt sin kæreste inden afrejsen, at det bliver “en rigtig festflyvetur”.

Fremme i cockpittet registrerer kaptajn MacQuarrie kl. 18.58, at han passerer den engelsk-skotske grænse, og den 55-årige pilot kontakter kontrolcentret i Prestwick:

“Godaften, skotter. Her er Clipper 103, vi er på niveau 310”, melder MacQuarrie for at orientere om flyets højde.

“103, du er identificeret”, lyder det i radioen, hvorfra MacQuarrie også får at vide, hvornår maskinen skal dreje mod vest ud over Atlanten.

Ingen på Flight 103 aner, at jumbojetten har fået en bombe ombord. I flyets forreste lastrum ligger en brun Samsonite-kuffert med 450 gram højeksplosivt sprængstof med en tidsindstilling.

Kl. 19.02.50 eksploderer bomben. En tragedie er udløst – og den baner sig vej mod jorden.

Kontroltårn opsnapper problemer

ONSDAG 21. DECEMBER 1988 KL. 19.03:
I kontroltårnet i Prestwick har ingen endnu opdaget, at der er indtruffet en katastrofe på Flight 103.

Egentlig er det tid til Alan Topps kaffepause, men den 52-årige flyveleder er optaget af nogle uforklarlige signaler på sin radarskærm.

Skotten har få minutter forinden haft radiokontakt med kaptajn MacQuarrie, men nu er den grønne firkant – som symboliserer Flight 103’s position – blevet splittet i tre mindre firkanter.

Topp har i sine 24 år som flyveleder aldrig set noget lignende. De tre lysende felter bliver pludselig til fem, som spreder sig ud på et stadig større område.

Først tror Topp, at der er tale om en fejl på skærmen, men felterne samler sig ikke igen. I stedet bevæger de sig for hvert sekund længere og længere mod øst.

Flyvelederen rækker ud efter sin radiotelefon og kalder Flight 103’s cockpit op. Uden succes. Topp forsøger et par gange til, men hver gang med samme resultat: Intet svar.

Hund advarer enke om katastrofen

ONSDAG KL. 19.03.15:
Aftenfreden har sænket sig over den skotske landsby Lockerbie, hvor indbyggerne slapper af inden døre.

Onsdagen har været lang og trist for Ella Ramsden i huset på Park Place i landsbyen Lockerbie.

Den 59-årige enke har om morgenen taget afsked med sin søn og hans familie, som i en uge har fejret julen på forskud hos Ella.

Nu er de hjemme i Tyskland igen, og de kommende dage har Ella kun sin lille Jack Russell-terrier, Cara, som selskab.

For Ella føles huset altid tomt efter et besøg. Alt liv forsvinder fra det ene øjeblik til det andet, også selvom enken har gode venner og naboer i Lockerbie, hvor hun har boet det meste af sit liv.

Den søvnige sydskotske landsby, hvis puls primært slår, når togene mellem London og Glasgow standser her, huser omkring 3.500 mennesker.

For at muntre sig selv lidt op sætter Ella sig foran den lune radiator i stuen med en stak julekort, hun har modtaget op til højtiden. Pludselig begynder Cara at knurre.

“Hvad i alverden er der galt med dig?” spørger Ella, mens hun ser ind i hundens urolige øjne.

Sekunder efter hører hun en urovækkende brummen fra himlen. Lyden stiger støt i styrke og får en hvinende karakter. Ella rejser sig, går hen til vinduet og trækker gardinerne fra.

I det samme lyder en eksplosion, og himlen blusser op i et skarpt, orange lys. Ella tror først, at den nærliggende benzintank er sprunget i luften.

I virkeligheden er Flight 103’s vinger braget ned i boligkvarteret Sherwood Crescent med 800 km/t. – ca. 1 km fra Ellas hus.

De godt 90 tons højoktan-brændstof i vingerne har forårsaget eksplosionen, der har jævnet tre af gadens huse med jorden.

“Er det her verdens ende? Hvad skal jeg gøre?” tænker Ella, som beslutter sig for at tage Cara op i favnen og komme ud af køkkenets bagdør.

Hun når kun lige at tage i dørhåndtaget, før en susende lyd udfylder køkkenet. Enken mærker en hvirvlende vind om benene, og kort efter følger et brag.

Strømmen går, og Ella står indhyllet i mørke. Hun kan mærke, at væggene vibrerer; det føles, som om huset er ved at falde sammen.

Muren og døren foran Ella står dog stadig oprejst, men da enken kigger mod loftet, ser hun direkte op i himlen.

Taget er forsvundet – fejet væk af Flight 103’s 20 m lange midterparti, som netop er styrtet ned i Ellas have.

Bagdøren er gået i baglås, så enken må finde noget at knuse dørens rude med. En stegepande fra det nærmeste køkkenskab klarer jobbet, men Ella kan stadig ikke klemme sig ud.

Gennem det åbne tag regner brændende vragrester ned omkring hende, og Ella er overbevist om, at hun aldrig vil slippe ud.

Forsigtigt stikker hun hovedet ud gennem den knuste rude og kalder på hjælp med en svag stemme: “John, Martha! Er I der?”

Men naboerne svarer ikke. Ella er alene. Hun tager en dyb indånding og råber: “Hjælp, hjælp! Kom og hjælp min lille hund ud! En eller anden, kom og hjælp mig!”

Ildregn vælter ned fra himlen

ONSDAG KL. 19.04:
Ingen i Lockerbie har for alvor forstået, hvad der er sket. Flere dele af det ødelagte fly er styrtet ned midt i landsbyen.

Landmanden Jimmy Beattie gyser ved synet, da han og konen Mary ser ind mod Lockerbie ude fra deres baghave.

Parret bor med deres to børn på en gård 5 km fra den lille stationsby, som er indhyllet i flammer.

Selvom strømmen er gået i det meste af Lockerbie, oplyses byen af det vældige ildhav, der især er kraftigt ved Sherwood Crescent, hvor Flight 103’s flybrændstof nærer flammerne.

Jimmy aner ikke, hvad der er sket, men den 44-årige landmanden formoder, at det må være en fabrik, som er eksploderet.

Han og konen får imidlertid snart travlt med at tænke på alt andet end årsagen, da glødende og brændende vragdele begynder at vælte ned fra himlen omkring deres gård.

Parret spæner ind i huset for at få fat på deres børn, som lige er blevet lagt i seng. Jimmy frygter, at regnen af brændende nedfald skal antænde gården.

Både 5-årige James og 6-årige Margaret græder, da forældrene kommer ind til dem. Børnene er skræmt. De har hørt de høje lyde og set lyset fra brandene.

I samlet flok løber familien udenfor, hvor de stiller sig tæt op ad en mur for ikke at blive ramt af de mange genstande, der fortsat regner ned fra himlen.

Forvredne metalstykker borer sig ned i markernes muld. Mest skræmmende er det, da Jimmy får øje på en uhyggelig silhuet på den mørkerøde aftenhimmel.

En stor, sort tingest, større end en lastbil, tordner mod Jorden, mens den drejer rundt om sig selv. Det ligner et gigantisk projektil!

Jimmy fyldes af rædsel, men til familiens held ramler genstanden ned på marken 80 m fra deres hus. Nedslaget er så voldsomt, at familien kan mærke jorden skælve.

Jimmy spejder hen imod den nedfaldne genstand. Der er ingen flammer at se, og han kan kun akkurat få øje på tingesten ude på græsmarken, hvor den ligger som en død kæmpe.

Nysgerrigheden blusser op i Jimmy. Han må hen for at se, hvad det er, der er faldet ned fra himlen.

Bombe sprængte flyet i stykker:

Flyveleder bliver klar over ulykken

ONSDAG KL. 19.06:
Store dele af Lockerbie står i flammer. Flere huse er jævnet med jorden, mens andre ligner ruiner fra en krigszone.

Flere minutter er gået, siden flyveleder Alan Topp så Flight 103’s grønne radarfirkant dele sig på skærmen i kontroltårnet. De fem grønne felter på skærmen er nu forsvundet.

Topp har ringet til flere andre kontroltårne, men heller ikke de modtager signal fra flyet.

Uvisheden får flyvelederen til at kalde på sin overordnede, Adrian Ford, som sidder ved en arbejdsstation 10 m væk.

Ford har et telefonrør presset mod øret og signalerer med en løftet arm, at han har travlt.

Topp ved ikke, at Ford for to minutter siden har modtaget et opkald fra en British Airways-pilot, som fra sit fly har set en eksplosion på jorden nær landsbyen Lockerbie i det sydlige Skotland.

Ford prøver derfor at komme igennem til det lokale politi. “Jeg har et problem”, råber Topp ophidset.

“Det har jeg også”, svarer Ford og fortæller kollegaen om den indrapporterede eksplosion på jorden. “Uha, så er det nok Clipper 103”, udbryder Topp.

Ford lægger telefonrøret på bordet og løber hen til Topps arbejdsplads. De to skotter betragter radarskærmen, hvor alle Flight 103’s symboler er forsvundet.

Begge mænd er tavse. De ved nu, at et flystyrt har fundet sted.

Ella hører bandeord udefra

ONSDAG KL. 19.07:
Alle de uskadte indbyggere i Lockerbie er efterhånden kommet ud på gaden for at se, hvad der foregår i deres lille by.

“Hun er i live! Hun er fandeme i live!” Ella synes først, at tonen er noget uopdragen, men stemmen er alligevel kærkommen. Nogen er heldigvis kommet hende til undsætning.

Naboens svigersøn har set Flight 103’s flykrop styrte ned i enkens have efter først at have ødelagt husets facade og revet taget af.

Ella stod i køkkenet, da flyet ramte, og det reddede hendes liv – for køkkenet er et af de få næsten uskadte rum i huset. Hun er dog lukket inde og kan kun komme ud gennem bagdørsvinduet.

Naboens svigersøn får fat på flere mænd, og ved fælles hjælp får de Ella reddet ud af huset.

Også hunden Cara er med, da mændene bærer Ella igennem haven, der er dynget til med brændende rester fra flyet.

Mændene sætter hende ned på et stykke af græsplænen, som er gået fri af ulykken. Enken kigger bestyrtet tilbage på sit hus.

Soveværelset på første sal, hvor hendes to børnebørn i de foregående dage har sovet, står tomt tilbage. Kun et enkelt klædeskab står urørt i det blotlagte rum.

Pga. mørket kan Ella heldigvis ikke se rædslerne på sin grund. Overalt i murbrokkerne og haven ligger omkomne fra Flight 103 – som var de drysset ud over ejendommen.

Én ubevægelig mandekrop får Ella dog øje på, mens hun står på vejen bag sit ødelagte hjem. Enken kender stort set alle på Park Place, men denne stakkel genkender hun ikke.

“Har nogen ringet efter en ambulance?” spørger hun. Men manden er som så mange andre stendød.

Landmand finder cockpit på marken

ONSDAG KL. 19.10:
Indbyggerne i Lockerbie har travlt med at hjælpe alle, der ikke selv kan slippe ud af deres brændende huse. Uden for byen har Jimmy Beattie hentet sin lommelygte.

Regnen af tunge ting fra himlen er ophørt, men pengesedler og papirer hvirvler stadig rundt i luften.

På noget papir kan Jimmy skimte Pan Am’s logo, og landmanden kan regne ud, at et fly må være styrtet ned.

Med lommelygtens lyskegle flakkende foran sig haster den 44-årige skotte over græsmarken nær gården. Jorden er ujævn og blød pga. vinterregnen.

Da han nærmer sig det nedfaldne objekt, kan han se, at det er et flycockpit. Cockpittets næse er knust, og bagtil er det revet op, så Beattie kan lyse ind.

Et syn af forvredet metal og sammenfiltrede kabler møder ham – som om en kæmpe med gigantiske næver har forsøgt at vride flyet fra hinanden.

Lommelygtens lyskegle rammer først ét lig, så endnu et. I alt ligger syv halvnøgne døde i kabinen – den voldsomme vind under faldet har flået deres uniformer af. Flere af dem er smurt ind i blod.

Sønderrivningen af flyet har sammen med vindtrykket under faldet forvandlet cockpittet til et kammer fyldt med sylespidse metalstykker, der er blevet slynget omkring og har boret sig ind i besætningens kroppe.

Jimmy får også øje på et afrevet ben samt noget, der ligner en hovedskal. Imens landmanden betragter det makabre skue, når Mary Young – hans 56-årige nabo – frem til ulykkesstedet.

Kort efter sin ankomst får Mary øje på en kvinde, som ligger på græsmarken nær snuden af det nedstyrtede cockpit.

Da hun nærmer sig, kan Mary se, at det er en stewardesse – og hun trækker stadig vejret!

Mary dækker straks den nødstedte kvinde til med sin egen frakke, inden hun i et raskt tempo går hjem for at hente et varmt tæppe. Da Mary kort efter vender tilbage, er stewardessen død.

Helikopterpilot må afbryde sin juleferie

ONSDAG KL. 19.30:
Myndighederne er blevet informeret om tragedien i Lockerbie, og redningsfolk bliver tilkaldt.

“Har du drukket?” lyder det, da redningspiloten Geoffrey Leeming tager telefonen i sit hjem på øen Anglesey i det nordvestlige Wales.

Leeming er egentlig gået på juleferie, men i sit job som helikopterpilot i Royal Airforces eftersøgnings- og redningstjeneste risikerer han altid at blive kaldt ind i sin ferie. Hvis han vel at mærke er ædru.

“Nej, Ken. Og rigtig glædelig jul til dig også”, griner Leeming til sin kollega, som ringer fra redningsbasen.

Leeming kører med det samme den korte tur hen til basen på Anglesey, hvor han bliver orienteret om den alvorlige situation i Lockerbie.

I den skotske by er brandbiler, ambulancer og politi allerede gået i gang med redningsarbejdet, men adskillige brande hærger byen, der er overstrøet med flyrester og døde flypassagerer.

For at skabe et overblik over katastrofen skal Leeming flyve de 220 km til Lockerbie og assistere redningsfolkene. Kl. nærmer sig 20.45, da Leeming får det første glimt af katastrofestedet fra sin Wessex-helikopter.

Brandene har stadig godt fat, og eksplosioner har ødelagt dele af byens vandforsyning, så den sydlige del af Lockerbie er uden vand, hvilket besværliggør slukningsarbejdet.

Piloten retter helikopterens skarpe søgelys mod jernbanen for at sikre sig, at der ikke ligger vragdele på skinnerne. Togene skulle nødig også forulykke.

Heldigvis er vragresterne havnet ved siden af banelegemet. Derefter begynder piloten sammen med en anden helikopter at finkæmme området for farligt placerede vragdele.

Helikopterne leder også efter ofre. Men Leeming ved, at chancen for at finde overlevende efter et flystyrt er meget lille.

Pårørende til de omkomne får besked

ONSDAG: I New York er kl. 17.30.
De første pårørende er kommet til JFK-lufthavnen for at tage imod deres kære fra Flight 103.

Mens det er sen aften i Skotland, er det sidst på eftermiddagen i New York, da Georgia og Tony Nucci triller ind på parkeringspladsen i JFK-lufthavnen i deres Ford Bronco.

På køreturen til lufthavnen fra hjembyen Claverack har ægteparret haft bilradioen slukket.

Selvom det er godt tre en halv time siden, at Pan Am Flight 103 styrtede ned i Lockerbie, har de derfor ikke hørt om katastrofen endnu.

46-årige Georgia glæder sig enormt til at tage imod sin hjemvendte søn, Christopher Jones, som har studeret i London det seneste semester.

Georgia, der er skilt fra Christophers far, ser frem til at have selskab af sin 20-årige søn i juleferien, selvom højtiden givetvis også vil blive følelsesmæssigt svær.

For knap et år siden blev familien ramt af en tragedie, da Georgias andet barn – Christophers lillesøster, Jennifer – døde kort efter nytår under et ophold i Ecuador. Sorgen sidder endnu tungt i moren.

Men i dag er en god dag, og for at glæde Christopher har Georgia bagt sønnens yndlingschokoladekiks. Hun lader dem dog ligge i bilen, da hun og Tony går ind i Pan Am-terminalen.

Parret er ankommet tidligt, fordi de skal møde en bekendt, Audrey Wilson, til middag på en restaurant.

Georgia kaster et blik på infoskærmen over ankomster, men sønnens fly er endnu ikke kommet frem på displayet.

Audrey Wilson har hørt om Flight 103, og hun har forsøgt at ringe til familien Nucci tidligere, men parret var allerede kørt hjemmefra.

Da hun ser Georgia og Tony, som smiler og knuser hende, bliver hun lettet. Så har Christopher givetvis ikke været med det forulykkede fly. “Hvor er Christopher?” spørger Audrey.

“Han er stadig deroppe”, svarer Georgia og forklarer, at sønnen lander kl. 20.30 med Pan Am 103.

Svaret er som et slag i mellemgulvet for Audrey. “Det fly er styrtet ned”, hører hun sig selv sige med spag stemme.

Georgia har svært ved at kapere beskeden. Hun tager et par skridt baglæns og støtter sig til en mur, lukker øjnene og beder.

Da hun igen slår øjnene op, går hun hen til en lufthavnsassistent for at få beskeden bekræftet. “Fortæl mig, hvad der skete med 103. Styrtede det ned?” fremstammer Georgia med bævende stemme.

“Ja”, lyder det korte svar fra assistenten. Georgia bryder hulkende sammen: “Min datter døde i år. Det er ikke retfærdigt”.

Ambulancer holder på række

TORSDAG 22. DECEMBER 1988 KL. 2.00:
Brandene i Lockerbie er under kontrol og redningsarbejdet i gang.

Det er mere end fem timer siden, at Geoffrey Leeming ankom til Lockerbie. Piloten har efterhånden placeret adskillige punkter på et kort, som skal give redningsmandskab og politi et overblik over situationen.

Værst ser det ud i selve Lockerbie. Her har de fleste flydele og motorerne ramt. Leeming er ikke stødt på større flydele længere væk end på marken nær Jimmy Beatties gård.

Selvom brandene i Lockerbie er under kontrol, æder flammerne stadig løs i Sherwood Crescent, hvor de brændstoffyldte vinger havnede.

Redningsarbejdere er stadig i gang med at lede efter overlevende i murbrokkerne, men de fleste savnede lever netop i Sherwood Crescent, hvor flere huse er jævnet fuldkommen med jorden.

For helikopterpiloten Leeming er det deprimerende at kigge ned på den lange række af ambulancer, som holder på hovedgaden i Lockerbie – klar til at bringe sårede til hospitalet.

Der er ikke længere brug for dem. Alle tilskadekomne er for længst kørt væk, og håbet om at finde flere overlevende fra flystyrtet er så godt som opgivet.

Rækken af stillestående ambulancer vidner blot om, at en ufattelig tragedie har fundet sted.

Efterladte sørger i USA

ONSDAG KL. 23.00 i New York:
Pårørende til de afdøde passagerer ombord på Flight 103 er samlet i Pan Am’s Clipper Class Lounge i JFK-lufthavnen.

Georgia Nucci har i flere timer siddet med sin mand, Tony, i Pam Am’s lounge for familiemedlemmer og andre pårørende.

Mere end 100 mennesker er samlet i lokalet, hvor sygeplejersker, læger og præster er til stede for at støtte de mange lamslåede familier.

Pan Am-ansatte har stillet sandwich, kaffe, kolde drikke og bourbon frem. Georgia har selv drukket en del Coca-Cola, men hun har ikke rørt maden. Stort set ingen i lokalet har spist. Appetitten er væk.

Fædre og mødre. Sønner og døtre. Søstre og brødre. Familiemedlemmer til passagererne på Flight 103 kryber sammen overalt.

Nogle ligger i fosterstilling på gulvet og kan ikke holde op med at græde, andre klemmer sig ind til væggen med et tomt blik i øjnene, nærmest paralyserede.

Fælles for dem alle er, at de er ved at blive ædt op indvendigt af den pludselige sorg.

“Jeg vil ikke leve længere!” skriger en pårørende, mens en mor et andet sted i lokalet råber “min skat, min skat, min skat – det skulle have været mig!”

Efter syv timer kan Georgia ikke længere udholde gråden i loungen. Pan Am har booket et hotelværelse på det nærliggende Holiday Inn, og luftfartselskabet sørger for at bringe Nucci-parret hen på hotellet.

En ung Pan Am-ansat følger efter i deres Ford Bronco. På bilens bagsæde ligger pakken med chokoladekiks, som Georgia havde bagt til sin søn.

Eftersøgningen fortsætter i seks uger

TORSDAG KL. 8.00:
Lyset er brudt frem over Lockerbie, og redningsfolkene kan danne siget overblik over katastrofen.

Morgengryet afslører omfanget af ødelæggelserne i Lockerbie. Den lille flække ligner mest af alt en bombet by fra 2. verdenskrig, og røgen står stadig op fra ruinerne.

120 lig er fundet, men helikopterpiloten Leeming fortsætter ufortrødent eftersøgningen med sin Wessex-helikopter.

Nogle lig stikker makabert op fra de sumpede bredder nær områdets flod- og åløb, andre ligger slængt hen over markernes stengærder. Hvert offer bliver af hensyn til efterforskningen bevogtet af en betjent.

Når Leeming flyver hen over landskabet, ligner betjentene i deres sorte regnslag nærmest statuer, som er stillet på jorden for at markere de overdækkede lig.

Synet er en påmindelse om den tragedie, der har udspillet sig i den skotske landsby – og Geoffrey Leeming ved, at han aldrig nogensinde vil glemme sine oplevelser fra Lockerbie.

Eftersøgningsarbejdet fortsætter i seks uger for Geoffrey Leeming og de 1.100 andre politi- og militærfolk, der er blevet udkommanderet til at søge efter omkomne i landskabet omkring Lockerbie.

17 lig bliver aldrig fundet – herunder seks lokale indbyggere i beboelseskvarteret Sherwood Crescent – og flystyrtet over Lockerbie ender med at koste 11 lokale livet, mens alle 259 ombord på Flight 103 omkommer.

Efterskrift:

Allerede den 28. december fandt efterforskningsholdet spor efter eksplosiver i vragresterne. Eksperterne kunne derfor med sikkerhed fastslå, at Flight 103 havde været udsat for et terrorangreb.

Jagten på de skyldige blev indledt, men en entydig forklaring har undersøgelserne endnu ikke givet.

Efter ulykken var Ella Ramsdens grund forvandlet til en veritabel kirkegård. 70 lig blev fundet i husets ruiner og i haven – herunder de 35 studerende fra Syracuse University.

Ella flyttede ind i et nyt hus i den anden ende af byen. Hun døde som 81-årig i 2010.

Landmanden Jimmy Beattie og hans familie blev boende på deres gård, som kun havde fået begrænsede skader i forbindelse med ulykken.

Jimmy døde i en alder af 74 år i 2018. Han blev begravet på Tundergarth Parish Churchyard (kirkegård), der ligger ganske tæt på marken, hvor Flight 103’s cockpit styrtede ned.

Geoffrey Leeming stoppede som redningspilot i 1990.

Georgia Nucci fik konstateret posttraumatisk stress efter flystyrtet. I 1990 adopterede hun fire forældreløse børn fra Colombia.

På sig bærer hun altid et billede af det sted i Lockerbie, hvor Christopher omkom.