Gidseldrama i Idi Amins rige

27. juni 1976, kl. 12.30, Athen

Efter mellemlandingen i Athen letter Air France Flight 139 med kurs mod Paris.

Varmen ligger som en dyne over Athen, da Air France Flight 139 ruller ud ad startbanen og kort efter slipper jorden med kurs mod Paris. Intet synes usædvanligt om bord, men alligevel er flere af de 246 passagerer urolige.

Flyet er lettet samme morgen fra Tel Aviv, og blandt de mange israelske turister hersker en permanent ængstelse for, at terrorister skal slå til mod flyet. I flyets sæder sidder Sarah Davidson med sin mand Arieh og deres to sønner Ron og Bennie.

De er på vej til USA på ferie, og allerede da Arieh købte de fire billetter med Air France, blev Sarah bekymret: “Lad os tage et andet fly. Vi ved ikke, hvem der kan finde på at gå om bord, når vi mellemlander i Athen”, sagde hun, vel vidende, at lufthavnen i Athen allerede havde været udgangspunkt for flere terroraktioner på grund af lufthavnens ringe sikkerhed.

Hendes mand slog bekymringerne hen, men i luften over Middelhavet er Sarahs bange anelser ikke blevet mindre. Kontrollen i Athen virkede så sjusket, som hun havde frygtet, og flere af de nye passagerer er tydeligvis palæstinensere. Sarah når knap at tænke tanken til ende, før en høj mand rejser sig op længere fremme i flyet og begynder at råbe højt.

27. juni 1976, kl. 12.40, Flight 139 over Middelhavet

Bevæbnet med håndgranater og pistoler tager fire kaprere kontrollen i cockpittet.

Flere passagerer tror, at den råbende mand er psykisk syg, men sekunder efter springer to andre mænd ud af sæderne og løber i højt tempo mod 1. klasse. Her stiller de sig ved indgangen og vifter med en håndgranat i den ene hånd og en pistol i den anden.

Overalt i flyet begynder folk at skrige. Sarahs søn griber fat om hende. “Mor, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø!” græder han, imens hans chokerede mor forsøger at berolige ham.

I cockpittet hører besætningen råb fra kabinen. Den rolige og erfarne pilot Michel Bacos tror i begyndelsen, at der måske er opstået brand et sted i flyet, men så brager en blond fyr med pistol ind i cockpittet og råber stakåndet, at flyet er kapret og øjeblikkeligt skal ændre kurs mod Libyen.

Det store fly krænger mod venstre, og kort efter hører passagererne en ny stemme i flyets højtaleranlæg: “Dette er kaptajn Basil Al-Kubeisi, medlem af Che Guevara Forces under Den Palæstinensiske Befrielsesfront. Dette fly er blevet kapret. Hvis I opfører jer ordentligt, vil der ikke ske jer noget”.

I de næste minutter gennes passagerne rundt i kabinen. Alle bliver bedt om at tømme lommerne, og kvinder og børn isoleres i 1. klasse. Efterhånden får passagererne klarhed over, at i alt fire kaprere har taget magten: to arabisk udseende mænd og to tyskere – den ene en meget aggressiv kvinde, der vil tiltales “Halima”. Hun vandrer ustandseligt op og ned ad midtergangen iført blond paryk og med en håndgranat i hånden.

Sådan når flyet omsider frem til havnebyen Benghazi, Libyen, hvor passagererne kan se, at flyet tankes op omringet af libyske soldater. Ét gidsel får lov at slippe fri her; en kvinde, som foregiver at være gravid og hævder, at hun er ved at abortere. Snart efter annoncerer “kaptajn Basil”, at Flight 139 igen skal i luften – denne gang mod en unavngiven destination.

27. juni 1976, kl. 16.15, Tel Aviv

Alvoren går op for Israels premierminister – hans ministre kaldes straks til krisemøde.

Den israelske regering er i gang med sit ugentlige møde, da premierminister Yitzhak Rabin pludselig kaldes ud. Da han kommer tilbage, er ansigtet i alvorlige folder. Han hæver straks mødet og beder fire ministre blive tilbage.

Det er langtfra første gang, at den israelske regering står foran en kapring eller gidseltagning. Fra 1968, hvor det første israelske El Al-fly blev kapret, er landet blevet udsat for 29 kapringer. Dertil kommer en lang række gidseltagninger på landjorden, fx to år tidligere, hvor terrorister trængte ind på skolen i den israelske by Ma’alot. 27 blev dræbt – hovedsageligt børn.

Med sådanne angreb i erindringen gennemgår Yitzhak Rabin den nuværende situation. Endnu kender ingen kaprernes krav, men premierministeren gentager Israels faste politik, når det kommer til kapringer og gidseltagninger: “Israel vil som udgangspunkt aldrig indfri terroristernes krav”. Kommer myndighederne kravene i møde en enkelt gang, frygter Israel, at det vil give anledning til endnu flere angreb.

28. juni 1976, kl. 02.00, over Sahara

I en kold kabine flyves passagererne gennem mørket­ til et ukendt mål.

Natten er bælgmørk, da det kaprede fly krydser sig ned over det afrikanske kontinent. Kabinen er kold, og passagererne forsøger at dække sig med små tæpper, puder eller avissider.

Enkelte formår at falde i søvn, men de fleste er for angste til at overgive sig til søvnen. De frygter, at piloten er for presset til at flyve sikkert, og at ingen lufthavn i sidste ende vil lade dem lande.

Endelig klokken 03.15 knitrer flyets højtalere, og en af kaprerne forklarer, at de nu befinder sig i Ugandas luftrum: “Alt bliver fint nu. Vi vil blive beskyttet af den lokale hær”, forklarer stemmen, imens en overrasket mumlen spreder sig ned igennem kabinen.

Landingen foregår gnidningsfrit, og da flyet taxier hen mod terminalen, er lettelsen tilsyneladende stor blandt de fire kaprere. De presser ansigtet mod flyets vinduer og vinker til folk på landingspladsen. For passagererne er det tydeligt, at Flight 139 er ventet, og at kaprerne befinder sig blandt venner.

28. juni 1976, eftermiddag, Tel Aviv

Israels militær overvejer situationen: Hvordan­ er en redning 3500 km væk mulig?

“Uganda!?” Yitzhak Rabin modtager irriteret oplysningen om, at det kaprede fly er landet i Entebbe-lufthavnen i Uganda, og at styret i det afrikanske land samarbejder med terroristerne.

Israel har tidligere stået på god fod med landet. Fra 1962 og ti år frem støttede Israel hæren i Uganda – både med jagerfly og undervisning af piloter – for på den måde at have en allieret i regionen. Men de tætte bånd brast, da diktatoren Idi Amin kom til magten. Han konverterede til islam og støttede kravet om en palæstinensisk stat.

Officeren Joshia Shani fra det israelske luftvåben får af Rabin ordre til at overveje, hvorvidt en redningsaktion overhovedet kan lade sig gøre. Afstanden fra Israel til Entebbe-lufthavnen i Uganda er over 3500 kilometer, og det gør enhver militær operation særdeles vanskelig.

Kun Israels C-130 Hercules-fly kan flyve så langt på én tank, men hvordan skal soldaterne nå at redde gidslerne, før terroristerne opdager aktionen? Og hvordan forholder franskmændene sig?

Officielt er gidselsituationen først og fremmest Frankrigs problem, da det kaprede fly er fransk, men magthaverne i Paris er rådvilde og håber på en diplomatisk løsning. Situationen efterlader derfor flere spørgsmål end svar for Joshia Shani og resten af den militære stab.

29. juni 1976, middag, Entebbe-lufthavnen i Uganda

Det kaprede fly bliver tømt – gidsler må flytte­ ind blandt kakerlakkerne.

Svedlugten hænger tungt i den gamle terminalbygning i Entebbe-lufthavnen, hvor 257 mænd, kvinder og børn inklusive besætningen fra Flight 139 nu presser sig sammen i et rum på kun 20 x 15 m.

Terminalen har længe været ude af drift, så støv og spindelvæv dækker alle flader, og her er kun en håndfuld madrasser til rådighed – de viser sig at være bolig for alskens stikkende kryb. En tur på toilettet kræver godkendelse fra en gidseltager, men det varer ikke længe, før toiletterne løber over og gør ethvert besøg til en prøvelse.

I løbet af eftermiddagen hører gidslerne den karakteristiske lyd fra en helikopter, og da den lander, kan de se selveste Ugandas præsident, Idi Amin, stige ud. Diktatoren er i jovialt lune, da han træder ind i terminalen: “Velkommen til Uganda, velkommen!” tordner han og smiler, så de kridhvide tænder blotter sig i det sorte ansigt. Dernæst holder han en tale, hvor han fortæller om sig selv og forklarer, at han personligt har givet tilladelse til, at gidslerne kunne lande i Uganda.

Aftensmaden – kogt kød med masser af ris – bliver indtaget, men kort efter træder den tyske, mandlige kaprer ind af døren med en seddel i hånden. “Vi vil nu dele jer op. Ikke efter nationalitet. Alene for at give jer mere plads. Jeg råber nu navne op, og hører man sit navn, skal man rejse sig og gå ind i rummet ved siden af”.

Gidslerne får ret i deres bange anelser. Alle navne på listen er – til trods for tyskerens forsikringer – jødiske eller tilhører personer med israelsk pas. En for en rejser jøderne sig og må med sænket blik bukke sig under en bom for at komme ind i det tilstødende rum. På den anden side af bommen venter den bevæbnede tyske kvinde sammen med et par håndlangere.

Yitzhak David, en ældre, jødisk mand, er blandt dem, som må bøje nakken. Tredive år tidligere overlevede han de tyske koncentrationslejre. Nu kommanderes han igen rundt af en tysk overmagt. At det også denne gang er dødelig alvor, bliver gidslerne klar over, da gidseltagerne samme eftermiddag bekendtgør deres krav: De ønsker frigivelse af 53 terrorister – primært fra fængsler i Israel. Sker det ikke, vil gidslerne blive slået ihjel. Kravet er ikke til forhandling.

30. juni 1976, kl. 14.00, en forstad til Tel Aviv

En gammel ven forsøger at tigge Idi Amin om barmhjertighed.

“Hallo, er det præsidenten?”

Fra en rolig forstad til Tel Aviv ringer den israelske officer Baruch Bar-Lev direkte til Idi Amin i et forsøg på at løse gidselkonflikten. Telefonsamtalen finder sted efter aftale med israels regering, og Bar-Lev er den rigtige til at foretage opkaldet.

Mens Israel og Uganda endnu havde tætte bånd, var han militærattaché i det østafrikanske land, og han lærte Idi Amin at kende, mens manden var på vej op i det militære hierarki. De to blev så gode venner, at Bar-Lev inviterede Idi Amin til Israel, hvor den kommende præsident badede i Det Døde Hav. Nu prøver Bar-Lev at kontakte sin gamle ven.

“Hvem taler jeg med?” svarer Idi Amin.

"Bar-Lev”.

“Ah, hvordan har du det min ven? Jeg er meget­ glad for at høre din stemme”.

“Jeg ringer hjemmefra. Jeg har hørt, hvad der er sket, min ven. Jeg vil høre, om du kan gøre mig en tjeneste?”

I lang tid taler de to mænd sammen. Bar-Lev prøver at overtale Idi Amin til at gribe ind over for terroristerne, men præsidenten taler udenom. Til sidst prøver Bar-Lev at tale til Amins forfængelighed.

“Kan du huske, hvad din mor sagde, før hun døde? At du skulle hjælpe israelerne i Det Hellige Land? Hvis du vil være en ædel og hellig mand og gå over i historien, og måske ligefrem modtage Nobelprisen, så red disse mennesker. Det er en stor mulighed for dig”.

Der bliver stille et øjeblik i den anden ende af røret. Så svarer Idi Amin: “Hvordan går det min ven? Hvordan har din kone det?”

Samtalen slutter resultatløst, men den båndede udgave bliver straks sendt til den israelske regering, som fastslår, at Idi Amin på ingen måde vil løslade de israelske gidsler.

Til gengæld bliver alle andre gidsler pludselig og sensationelt løsladt. Først de franske, og få timer senere gidslerne fra de øvrige nationer. De israelske gidsler kan derfor betragte de andre passagerer flyve hjem. Nu er 94 israelske gidsler og 12 besætningsmedlemmer tilbage i Entebbe. Og Israel står alene med bestræbelserne på at få dem fri.

1. juli 1976, kl. 16.00, forsvarsministeriet,­ Tel Aviv

Krokodiller stopper redningsplan, men militæret­ lægger et alternativ frem.

Major Dan Shomron går med faste skridt mod forsvarsminister Shimon Peres' kontor. Han hilser kort på ministeren og fremlægger så militærets planer for en redningsaktion.

Oprindeligt var tanken en egentlig militær invasion i Uganda med tusinder af soldater, men aktionen ville blive for vanskelig i betragtning af den store afstand til Israel. Dernæst overvejede militæret en nålestiksmanøvre, hvor et hold soldater skulle kastes ned over Victoriasøen og dernæst padle sig frem til Entebbe-lufthavnen ved søbredden.

Af begrundet frygt for krokodiller blev forslaget dog droppet igen. Militærets idé er nu derfor at flyve fire C-130 Hercules-transportfly direkte ind på landingsbanen i Entebbe i ly af natten.

Straks de er landet, skal en Mercedes Benz model 220D køre ud af transportflyet og fortsætte – med et følge af soldater udklædt som Ugandas militær – mod terminalbygningen. Her skal de på på få sekunder storme bygningen og tilintetgøre både kaprerne og opbuddet af lokale, afrikanske soldater.

Dan Shomron forklarer Shimon Peres, at militæret allerede kender terminalbygningens indretning, for de frigivne gidsler blev grundigt interviewet, så snart de landede i Paris.

Samtidig ved israelerne, at den lokale hær er relativt dårligt uddannet og nødigt kæmper om natten, hvor de ikke har udstyr til at se fjenden – og de har dyb respekt for biler af mærket Mercedes-Benz, fordi de ofte transporterer præsidenten.

Da Dan Shomrons præsentation er slut, kigger Shimon Peres på ham og spørger: “Hvilken chance giver du operationen? Hvor mange tab tror du, at vi kommer til at lide?”

Dan Shomron tøver, og Shimon Peres kigger rundt i lokalet. Endelig kommer det kort fra en af officererne: “Chancen er fifty-fifty, hr. Peres”.

3. juli 1976, middag, Entebbe-lufthavnen i Uganda

Håbet svinder blandt gidslerne i lufthavnsterminalen.

Solen skinner ind ad de støvede ruder, men indenfor i terminalbygningen er moralen lav. De oprindelige fire terrorister har fået selskab af seks andre, og de tilbageværende gidsler føler sig endnu mere udsat, efter at de øvrige passagerer er fløjet hjem til friheden.

De er dog taknemmelige for deres franske pilot Michel Bacos. Han blev også tilbudt at slippe fri, men valgte at blive. Nu spekulerer alle på, hvad der vil ske dem. Enkelte drømmer om, at den israelske hær befrier dem, men ved, at håbet er naivt. Afstanden på tusinder af km, de hundredvis af lokale soldater og de stadig flere kaprere taler imod.

3. juli 1976, kl. 14.40, Lod lufthavn, Tel Aviv

“Luftens elefanter” kommer på vingerne­ i Israel.

Larmen er øredøvende, da fire store Hercules-transportfly gør klar til afgang. Redningsaktionen er blevet godkendt af den israelske regering og har nu i al hemmelighed fået navnet “Operation Thunderbolt”, operation tordenkile.

De store fly skal bruge hver en cm af den 2,5 km lange stribe asfalt for at komme i luften. Hercules C-130 kaldes ikke for ingenting “luftens elefant”. Inde i bugen på flyvemaskinerne sidder omkring 100 unge mænd klædt på til kamp sammen med både våben, sprængstoffer, flere militærkøretøjer og en nymalet Mercedes-Benz.

I fredstid er den anbefalede startvægt omkring 60 tons, i krigstid kan man presse flyene til knap 80 tons, men denne eftermiddag er vægten oppe over 81 tons. Allerede første minut­ af den otte timer lange tur til Uganda viser sig at være ekstremt krævende.

For at undgå at blive set af russiske spionbåde og arabiske missilanlæg skal de fire Hercules-maskiner flyve en nøje planlagt rute gennem fjendtligt luftrum med total radiostilhed og i en højde på kun cirka 100 m. I dén højde er turbulensen intens, så vinden flår i de store maskiner. Snart kaster de fleste soldater op. Også piloterne er hårdt ramt og må sluge søsygepiller.

Efter seks timer når de omsider hen over de afrikanske skove og sletter, men kun for at flyve direkte ind i en tropisk storm, hvor lyn og torden gør operationens hemmelige navn ekstra rammende. Endelig, kort før midnat, nærmer de sig Entebbe-lufthavnen, og soldaterne begynder at gøre deres våben klar.

Hjemme i Israel nåede mændene at bygge et træskelet af lufthavnsterminalen, så hver soldat kender bygningens design og sin opgave. Alligevel er det med bankende hjerter, at de unge soldater sætter sig i deres køretøjer i flyets bug, mens Hercules-maskinen gør klar til landing i mørket.

3. juli, 1976, kl. 23.59, landingsbanen, Entebbe

Så er det nu eller aldrig – Hercules-flyet lander­ foran lufthavnens kontroltårn.

Trods de 3500 km flyvetur er operationen kun 30 sekunder forsinket, da hjulene fra den første Hercules-maskine tungt rammer landingsbanen i Entebbe. I samme øjeblik slår piloten motoren fra for at undgå kraftig støj og undlader samtidig helt at bruge propellerne til at bremse.

Endnu mens maskinen triller hen over landingsbanen, springer de første soldater ud i natten og gør klar til angrebet. Herefter starter den sorte Mercedes-Benz, triller ud af flyets bug efterfulgt af jeeps med israelske kommandoenheder klædt som lokale soldater.

Lysene fra bilerne oplyser den regnvåde asfalt, imens de med 40 km i timen kører i retning af den gamle terminal. Overraskelsesmomentet er særdeles vigtigt, hvis de israelske soldater skal gøre sig håb om at redde gidslerne ud i live. Hvert våben er derfor udstyret med lyddæmper.

Pludselig fanger lyskeglen en lokal soldat, der overrasket stirrer på kortegen. Dernæst løfter han sit gevær og peger direkte på den sorte Mercedes-Benz. Soldaten ved, at vognen ikke kan rumme Idi Amin, for præsidenten har netop fået ny Mercedes-Benz. Den nye er hvid, ikke sort.

“Drej skarpt til højre”, råber oberstløjtnant Yonatan Netanyahu, der leder aktionen fra passagersædet. I en afstand på ti m affyrer Netanyahu sin kaliber 22 Beretta-pistol direkte mod soldaten, der falder til jorden. De små kugler er dog ikke nok til at slå ham ihjel, og da soldaten forsøger at rejse sig, hamrer en Kalasjnikov løs fra Land Roveren lige bagved. Første fjendtlige soldat er tilintetgjort, men stilheden er brudt, og overraskelsesmomentet tabt.

Kortegen sætter farten op, men nu er de afrikanske soldater i kontroltårnet vågnet, og natten flænges af endnu flere skudsalver. De israelske soldater må derfor springe ud af bilerne og løbe de sidste 15 m i zigzag mod den gamle terminal i et forsøg på at undgå de mange kugler fra kontroltårnet.

4. juli, 1976, kl. 00.01, den gamle terminal, Entebbe

I den hektiske skudduel bliver israelernes leder offer for sin egen ordre.

Den mandlige, tyske gidseltager er den første, soldaterne får øje på. Han kaster sig chokeret tilbage i terminalbygningen, hvor han råbende løber i dækning: “De afrikanske soldater er gået amok. De skyder på os!”

Sergent Amir Ofir når som den første israelske soldat indenfor. Han registrerer kort, at glasset i hoveddøren er smadret, hvorefter kuglerne hvisler om ørerne på ham. Mirakuløst bliver han ikke ramt, men kaster sig i stedet i dækning og skyder tilbage mod angriberen – en af de arabiske gidseltagere.

Efter en kort skudveksling falder gidseltageren død til gulvet, men to andre gemmer sig mod venstre og gør nu klar til at skyde Ofir i ryggen. Så langt når de imidlertid ikke. I det samme kommer delingsfører Amnon Peled ind ad døren og tømmer magasinet fra sin automatriffel i retning mod dem.

Samtidig bliver Yonatan Netanyahu, der har stået i en udsat position foran indgangen, ramt. Han trækkes døende i sikkerhed, men mændene kan ikke gøre meget for ham. Før angrebet har Yonatan Netanyahu selv udtrykkeligt givet ordre til at fortsætte, selv om om kammeraterne falder. Nu bliver den erfarne soldat offer for sin egen ordre.

Inde i bygningen har gidslerne opdaget, at en redningsaktion er i gang, og selv om de angste kaster sig ned på gulvet, råber flere af dem jublende: “Mirakel! Mirakel”.

Kampen er dog langtfra ovre. Endnu en palæstinensisk terrorist dukker op i hallen, hvor han straks kommer i ildkamp med de israelske soldater. I krydsilden bliver flere gidsler ramt. 56-årige Ida Borochovitch får en kugle i hjertet, og den 52-årige Pasco Cohen rammes i bækkenet. Også den 19-årige Jean-Jacques Maimoni, som forsøger at rejse sig fra gulvet, bliver offer for en kugle.

Da han ligger såret tilbage, forsøger Yitzhak David, som i sin tid overlevede en tysk kz-lejr, at komme den unge mand til hjælp. Men også David bliver ramt af en vildfaren kugle, der går igennem hans venstre skulder og fortsætter ind i lungen. Yitzhak David dør dog ikke af skuddene.

Til sidst falder også den arabiske terrorist til gulvet, og israelske kommandosoldater myldrer nu ind i bygningen, hvor de samler sig omkring gidslerne: “Kom med, vi er kommet for at bringe jer hjem”, råber de. Gidslerne kommer på benene og løber så hurtigt, de kan, mod udgangen.

Der er gået præcis fire minutter fra det øjeblik, hvor hjulene fra den første Hercules-maskine ramte asfalten, og kun 45 sekunder fra det første skud blev løsnet, og til nu, hvor alle terrorister på vagt er dræbt.

4. juli, 1976, kl. 00.51, Entebbe-lufthavnen, Uganda

Gidslerne flyver væk, mens Idi Amins militærfly­ står i brand på landingsbanen.

Den første Hercules-maskine fyldt med befriede gidsler stiger i spids vinkel mod himlen og drejer ind over Victoriasøen med kurs mod Israel. På jorden er otte jagerfly af typen MiG-21 og MiG-17 fra Ugandas militær sat i brand, og israelske enheder har ryddet både den gamle terminalbygning og den nye terminalbygning for fjendtlige soldater.

Også kontroltårnet er gjort tavst med et kraftigt maskingevær placeret på toppen af en israelsk jeep. Våbnet har slået store stykker mursten ud af tårnet og smadret ruderne hele vejen rundt. Som en sidste opgave har de israelske soldater taget billeder og fingeraftryk af alle gidseltagere, så de israelske myndigheder efterfølgende kan identificere dem. Om bord på Hercules-flyet er Sarah Davidson, hendes mand og deres to sønner blandt de lykkelige og fortumlede passagerer.

VIDEO – Var Idi Amin kannibal?