Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Gidselsdrama i Stockholm

Terrorgruppen Rote Armee Fraktion har besat den vesttyske ambassade i Stockholm og taget 12 gidsler. Planen er at presse den tyske regering til at løslade fængslede kammerater.

AP / Ritzau Scanpix

Fængslet Stammheim ved Stuttgart må være Vesttysklands bedst sikrede. Her sidder nogle af landets farligste forbrydere – Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Ulrike Meinhof, der sammen grundlagde terrorgruppen Rote Armee Fraktion (RAF) i 1970.

De tre har været fængslet i et par år, mens de venter på at komme for retten anklaget for mord, bankrøverier og bombe­attentater rettet mod især amerikanske militærbaser.

Inden retssagen kan begynde, er myndighederne nødt til at opføre en ny, topsikret retsbygning klos op ad fængslet.

Murerne er ved at være færdige med deres arbejde, mens lydteknikere inde i den gigantiske retssal er i fuld gang med at rigge højttaleranlægget til.

Mens retssagen rykker nærmere, opholder terroristerne sig på Stammheims 7. etage. De har alle udsigt til livstidsdomme, alligevel er de tre forbenede ventreekstremister mærkelig opstemte.

Fængselsbetjentene kan ikke undgå at bemærke det denne morgen. Og de undrer sig.

Det er, som om fangerne har gjort lidt ekstra ud af sig selv, og de har lagt deres ting frem, som om de er ved at pakke kuffert.

Fængselslægen Helmut Henck noterer, at de minder om forventningsfulde børn. Endnu har han ingen anelse om, at fangerne simpelthen har fået rejsefeber!

Ved hjælp af hemmelige beskeder smuglet ind i Stammheim af deres advokater ved Baader, Ensslin og Meinhof, at en terroraktion går i gang i dag, den 24. april 1975.

Inden midnat vil den vesttyske regering være tvunget til at slippe dem fri sammen med 23 andre fængslede RAF-terrorister.

© Bridgeman Art Library / Ritzau Scanpix

Krigen mod staten

Fra 1970 forsøger en bevæbnet og skruppelløs gruppe af unge ekstre­mister at omstyrte den vesttyske stat.

De kommer fra den yderste venstrefløj, er imod USA’s krig i Vietnam og mistænker Forbundsrepublikken for at være en fortsættelse af den nazistiske stat.

Rote Armee Fraktion, der kalder sig en “byguerilla”, samarbejder med palæstinensiske grupper og får terrortræning i Mellemøsten.

Aktionen kan begynde

Torsdag den 24. april 1975 kl. 11.30 i Stockholm: Efter en lang, kold vinter oplever den svenske hovedstad en mild dag med støvregn. Fodgængere nyder det fredfyldte forår ved skærgården.

Den vesttyske ambassade ligger et par km fra storbyens centrum. Med Norges, Storbritanniens og Japans ambassader som naboer ligger den prunkløse tyske repræsentation ved Skarpögatan. Arkitekturkyndige har ukærligt sammenlignet den med “en realskole i provinsen”.

I løbet af formiddagen opsøger flere vesttyskere ambassaden med deres problemer og spørgsmål. Alle skal først henvende sig hos portvagten, hvis de vil lukkes ind. Blandt dagens besøgende er to unge mænd:

“Jeg har mistet mit pas og skal bruge et midlertidigt”, forklarer den ene af dem til vagten.

Portvagten henviser til konsulattjenesten, der har til huse på 1. sal. Med et tryk på en knap åbner han yderdøren. Præcis fem minutter senere dukker et forgræmmet par op hos vagten – en mand og en kvinde, begge unge. Manden bærer sørgebind om sin venstre arm:

“Vi søger råd i en arvesag”, forklarer manden. Portvagten henviser igen til konsulattjenesten på 1. sal og åbner døren.

Endnu fem minutter går, så dukker to unge mænd op. Først har de spørgsmål om studiemuligheder i Sverige. Portvagten beklager; det er ikke ambassadens opgave. Så vil de søge arbejdstilladelse. Portvagten ryster på hovedet:

“Det tager de svenske udlændingemyndigheder sig af”.

Døren forbliver lukket. De to unge mænd bliver stående, tøvende. I næste øjeblik kommer en af ambassadens ansatte ud gennem døren. Før den når at falde i lås, griber den ene af de to unge fat i døren, så de kan løbe ind.

Portvagten har selskab af en udstationeret grænsebetjent, som skal sikre ambassaden i disse terrortider, men i dag kan han intet stille op.

Da grænsebetjenten spurter efter de to mænd, hiver de en pistol frem og retter den mod ham. Den vesttyske betjent må flygte tilbage til portvagten. Da han når frem, brøler han stakåndet: “Alarm!”

Præstedatteren Gudrun Ensslin var 28, da hun mødte despera­doen Andreas Baader og forlod mand og barn. Sammen med journalisten Ulrike Meinhof stod de i spidsen for Rote Armee Fraktion.

© AP / Ritzau Scanpix

Bygningen er hurtigt under kontrol

Kl. 11.50: Alarmen er gået hos svensk politi. Samtlige køretøjer bliver dirigeret til den vesttyske ambassade. Der er hørt skud, forlyder det.

Inde på ambassaden har de to indtrængende vesttyskere sluttet sig til deres fire kammerater, der slap ind uden problemer. Herefter løber de gennem kontorgangen på 1. sal og råber:

“Dette er et angreb! Åbn dørene – ellers skyder vi!”

For at vise, at det ikke er tomme trusler, affyrer de deres pistoler og en pumpgun mod døre og vægge. Skræmte ambassadeansatte kommer frem med hænderne i vejret.

“Hurtigere, I svin”, gjalder det. Terroristerne lader dem flygte ud. En af de ambassadeansatte bliver tvunget ned på gulvet, og terroristerne tramper ham så hårdt over fingrene, at manden udleverer nøglerne til ambassadens øvre etager, der er afspærret bag en tung gitterlåge.

Terroristerne stormer op ad trappen til 2. etage, hvor de tager to kvindelige og tre mandlige ansatte til fange. Blandt dem er den 44-årige militærattaché Andreas von Mirbach.

“Tag mig, og lad de andre gå fri”
Ambassadør Dietrich Stroecker

Terroristerne tvinger deres fanger med op på den øverste etage til ambassadens bibliotek. Her overlades bevogtningen til gruppens eneste kvindelige medlem – den 29-årige fabrikantdatter Hanna Krabbe – mens hendes kammerater undersøger resten af etagen.

Få minutter senere er de tilbage med yderligere seks gidsler.

Terroristerne trækker elefanthuer over hovederne, så gidslerne får svært ved at skelne dem fra hinanden.

Samlet kalder de sig “Kommando Holger Meins” for at ære et RAF-medlem, der døde under en sultestrejke i fængslet. Hans død bærer den tyske stat ansvaret for, mener RAF.

Ambassadøren gemmer sig

Kl. 12.00 på ambassaden: Omkring 100 mennesker befandt sig i bygningen, da terroristerne trængte ind. Alle, der overhovedet kan, flygter.

Ambassadør Dietrich Stoecker sidder på sit kontor på 3. sal, da han hører skud nedefra. Med det samme tænker han, at en ambassadebesættelse er under optræk.

Stoecker beslutter at gemme sig på arkivet. Da terroristerne kort efter trænger ind på hans kontor, er han væk. I stedet genner de deres 11 gidsler ind i lokalet.

Inde på arkivet indser Stoecker efter nogle få minutter, at han umuligt kan slippe ubemærket ud af bygningen, så han vælger at give sig til kende:

“De har vist glemt mig. Jeg er ambassadøren”, siger han. “Tag mig, og lad de andre gå fri”.

Hans tilbud bliver ignoreret, i stedet binder terroristerne ham. Derefter bliver gidslerne afhørt. Især forlanger de maskerede at få at vide, hvilke titler de enkelte ­ansatte har. Indimellem bliver gidslerne råbt ad og kaldt svin.

De ledende RAF-folk sad i det flugtsikre Stammheim-fængsel ved Stuttgart.

AP / Ritzau Scanpix

“Lig helt stille! Svin!”

Kl. 12.25: Svensk politi har lagt en ring rundt om ambassade-bygningen. Sandsække bliver stablet op ved indgangen, og politiet sætter udkigs­poster i alle bygninger med udsigt til ambassaden.

Gidslerne har fået besked på at lægge sig på gulvet med ansigtet nedad. De bliver kneblet og får bundet arme og ben med forhåndenværende midler – bælter, tørklæder, slips, en stump reb og noget kontortape.

“Lig helt stille! Svin! Hvis nogen vender sig eller taler, skyder vi!” lyder det fra terroristerne.

En af dem, den 23-årige Siegfried Hausner, tager fat på at fordele 15 kg eksplosivt TNT på øverste etage. Siegfried går for at være gruppens sprængstof-ekspert, og han forbinder kyndigt portioner af TNT med ledninger, som han ruller ud på hele etagen.

Alle ledninger samles i en kontakt, så han med et enkelt tryk kan jævne ambassaden med jorden.

I mellemtiden har en af hans kammerater trukket en kvindelig sekretær ind i et sidelokale. Den maskerede hiver et ark papir frem og kommanderer hende ned foran en skrivemaskine.

Først vil terroristen dog sikre sig, at hun kender RAF’s helt særlige, anti-autoritære retskrivning:

“Skriv venligst alt med små bogstaver!”

Hun tager fat: “den 24.4.1975 klokken 11.50 har vi besat vesttysklands ambassade i stockholm og taget 12 ambassadeansatte til fange, deriblandt ambassadør dieter stoecker, militærattaché andreas von mirbach, handelsråd heinz hillegart og kulturattaché arno elfgen, for at befri 26 politiske fanger i den tyske forbundsrepublik, det er gudrun ensslin, andreas baader, ulrike meinhof (...)”

"Terroristerne vil aldrig gøre alvor af deres trusler”
Svensk politibetjent

Den første henrettelse i Stockholm

13.42: Mens terroristerne har forskanset sig på ambassadens 3.-sal, er svensk politi trængt ind i bygningen og har sneget sig op på 2. sal.

“Politiet skal straks forlade ambassadebygningen”, lyder kravet fra terroristerne. Opfordringen bliver råbt flere gange ned i trappeopgangen, men politiet adlyder ikke.

Så bliver terroristerne mere kontante: To maskerede mænd trækker den 44-årige militærattaché Andreas von Mirbach frem:

“Jeg er militærattaché”, råber han. “Vær venlig at trække Dem tilbage. Ellers bliver jeg skudt om 15 minutter”.

“Vi er svensk politi, og vi flytter os ikke”, lyder svaret fra indsatsleder Bertil Ledel, der står på etagen nedenunder.

En af Mirbachs kolleger, konsul von Schweinitz, slap ud af ambassaden i tide. Han henvender sig til politiledelsen:

“De må straks rømme bygningen. Jeg beder Dem!”

“Af politi-taktiske årsager er det bedst, at vi ikke trækker os. Terroristerne vil aldrig gøre alvor af deres trusler”, beroliger en svensk politimand ham.

Klokken er nogle få minutter i 14, da terroristerne igen fører Mirbach hen til trappens gelænder på 3. sal. En af dem hvisker ham noget i øret, så råber Mirbach:

“Jeg bliver skudt om to minutter, hvis ikke politiet forsvinder.” Hans stemme dirrer.

Præcis da fristen udløber, lyder der fem skud. Så giver terroristerne Mirbach et skub, så han vælter ned ad trappen.

Faldet stopper midtvejs mellem 3. og 2. etage, hvor han ligger blødende fra et sår i baghovedet.

Terroristerne nægter at lade nogen redde ham. Ved det mindste forsøg vil der blive kastet håndgranater ned ad trappen, advarer de.

Før Peter Lorenz (th.) kunne slippes fri, blev de frigivne terrorister fløjet til Sydyemen. Begivenheden skulle transmitteres i TV.

© Imageselect

Første afpresning blev en succes

Rote Armee Fraktion havde “kolleger” i Vestberlin, som i vinteren 1975 tog en konservativ politiker som gidsel.

Blot halvanden måned før gidseldramaet i Stockholm blev den konservative toppolitiker Peter Lorenz kidnappet i Vest­berlin af terrorgruppen “2. juni-bevægelsen”. Gruppen krævede seks fængslede kammerater frigivet, hvis Lorenz skulle overleve.

Politikeren kom til at sidde knap en uge i gruppens “folkefængsel” – et kælderlokale under en marskandiserbutik i Kreuzberg – før myndighederne gav efter for terroristernes krav.

Trods forbundskansler Schmidts indædte modstand blev de frigivne fanger fløjet til Sydyemen og fik 20.000 D-mark hver som lommepenge. Den 4. marts blev en noget desorienteret Peter Lorenz sluppet fri i en park.

Den vellykkede afpresning i Berlin inspirerede RAF til aktionen i Stockholm, men denne gang ville Schmidt ikke give sig.

Betjentene skal smide tøjet

14.30: Der indløber besked til svensk politi fra indenrigsministeriet i Bonn; en delegation af tyske betjente er på vej til Stockholm.

Nedskydningen af Mirbach får politiet til at rømme bygningen, men inden alle er ude, meddeler gidseltagerne, at en af ambassadens sekretærer vil aflevere en meddelelse til dem.

Samtidig giver terroristerne tilladelse til, at politiet kan fjerne von Mirbach, der efterhånden har ligget på den kolde trappe i næsten 50 minutter. Men der er betingelser: Kun to betjente må komme op, og de skal være afklædte.

Iført underbukser henter betjentene Claes-Göran Andersson og Bo Norbäck den hårdt sårede Mirbach.

En båre må de ikke tage med, så de må hanke op i ham – og Norbäck tænker uvilkårligt, at manden ikke har langt igen.

På 1970-talet satt det efterlysningar uppsatta på västtyska postkontor och offentliga kontor. De utlovade en stor belöning för tips som ledde till att terroristerna kunde gripas.

© INTERFOTO Sammlung Rauch / Imageselect

Terroristernes krav offentliggøres

Kl. 15.00: Den svenske politiledelse studerer den maskinskrevne meddelelse fra terroristerne. De stiller en lang række krav til myndighederne.

Ambassadebesætterne forlanger, at i alt 26 navngivne RAF-folk bliver frigivet. Inden kl. 21 skal de bringes til den amerikanske Rhein Main Air Base ved Frankfurt. Her skal der stå en startklar Lufthansa-maskine med fulde tanke.

Flyets destination vil blive oplyst under flyvningen. Den vesttyske regering skal give hver fange 20.000 dollars. Desuden er det et krav, at begivenheden transmitteres i svensk TV, så terroristerne kan se, om alt går rigtigt til.

“vores krav er ikke til forhandling, og tidsfristerne skal overholdes. imødekommes vores krav ikke inden for den forlangte tid, vil vi skyde et gidsel hver hele time. forsøg på at storme ambassaden betyder døden for alle, for i så fald kommer vi til at bringe de 15 kilo trotyl, som vi har anbragt i kontorerne, til sprængning”.

Meddelelsen, der slutter med parolen “sejr eller død”, er allerede indtelefoneret til det vesttyske pressebureau DPA’s kontor i Stockholm. Få minutter senere erfarer hele verden om gidseldramaet i den svenske hovedstad.

“Vi må en gang for alle vise, hvem der bestemmer!” slog forbundskansler Helmut Schmidt fast og sagde nej til RAF.

© World History Archive / Imageselect

Den tyske kansler siger fra

Samtidig i Bonn: Den socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt har indkaldt sin tværpolitiske krisestab for at drøfte situationen.

Inden mødet med de øvrige tyske toppolitikere tilbringer forbundskansler Schmidt en tid i enrum. Han har haft posten i knap et år – og han fik den kun, fordi folkekære Willy Brandt måtte gå af efter en pinlig spionskandale.

Schmidt er kendt for sin kontante stil; han taler lige ud af posen og har aldrig anglet efter popularitet. Da han modtager sine ministre og oppositionens repræsentanter, siger han:

“Alt i mig byder mig at sige nej!”

Et par timer går, men i grunden er alle i lokalet enige:

“Giver vi efter for kravene, har vi ikke længere nogen autoritet eller retsstat”, sammenfatter Helmut Schmidt. “Vi må en gang for alle vise, hvem der bestemmer”.

Schmidt og krisestaben beslutter, at der – trods frygten for gidslernes liv – ikke vil blive forhandlet med terroristerne i Stockholm. Mødet slutter omkring kl. 20.

Da deltagerne er gået, beder Helmut Schmidt om at blive sat i forbindelse med Sveriges statsminister, Olof Palme.

“Regering og opposition er enige”, meddeler kansleren. “Vi kan ikke gå ind på de fremsatte krav. Det vil have alt for vidtrækkende konsekvenser”.

“Vi har intet at forhandle med Dem om!”

Ved 20-tiden: Kansler Schmidts nej betyder, at det er op til svenskerne at afslutte gidseldramaet. Ambassaden ligger badet i lys fra politiets projektører.

De 11 gidsler ligger stadig på gulvet, bundet og kneblet. Kun under streng bevogtning kan de få lov at gå på toilettet. Ude på gangen advares de mod at falde over ledningerne, der er rullet ud overalt.

Det meste af tiden ligger gidslerne i en døs af frygt. Fra tid til anden får de lidt lunkent vand fra et papbæger.

Ude på Skarpögatan flokkes journalister, TV-hold og nysgerrige stockholmere foran ambassaden. En ministerbil bremser op, og Olof Palmes 65-årige justitsminister, Lennart Geijer, stiger ud.

Han skal overbringe beskeden fra Bonn. Ministeren er en ikke særlig høj mand med en tynd moustache og hornbriller. Det støvregner stadig, temperaturen er efterhånden nær frysepunktet.

Justitsminister Geijer bliver vist ind i et dunkelt kontor i ambassadørboligen, der ligger som nabo til ambassaden. Kontoret ligger i skudlinjen, og ministeren må krybe i sikkerhed bag et skrivebord.

På en telefon drejer han 312 – nummeret til nabobygningens tredjesal.

En af terroristerne tager røret, og ministeren præsenterer sig, før han afleverer sin nedslående besked:

“Jeg må desværre meddele Dem, at den tyske forbundsregering har afvist Deres krav og afviser at frigive nogen fængslede terrorister i Tyskland. Den vil heller ikke forhandle med Dem. Den svenske regering er derimod villig til at diskutere, hvordan ambassadebesættelsen kan afslut...”

“Vi har intet at forhandle med Dem om!” snerrer terrorsisten Lutz Taufer og knalder røret på.

Politifolk med maskinpistoler blev posteret hele vejen rundt om ambassaden.

© Staff / AFP / Ritzau Scanpix

Den døde mand hænger i vinduet

Kl. 21.58: I løbet af dagen har terroristerne udsat deres ultimative tidsfrister flere gange. Men politiet frygter, at tiden omkring kl. 22 vil blive kritisk.

Terroristerne har ikke forudset den blanke afvisning fra Helmut Schmidt i Bonn. Nu diskuterer de seks maskerede lavmælt, hvad deres næste træk skal være. De har intet valg – det er hård mod hårdt.

“Okay, så er det Hillegarts tur”, siger en af terroristerne. “Hvor er dr. Hillegart? Kom med!”

Den 64-årige handelsråd kan næsten ikke komme på benene. En af terroristerne må hjælpe ham og fører ham ind i lokalet ved siden af.

“Hurtigt, åbn vinduet!” kommanderer terroristen og skubber den gråhårede mand hen til vinduesåbningen.

“Råb noget til dem, der står derude”, befaler han.

“Det er Hillegart! Kan De høre mig? Jeg har en meddelelse”, råber dr. Hillegart og gestikulerer vildt med armene for at få opmærksomhed.

På samme tid har den vesttyske regerings udsending, dr. Heuer, fået telefonisk kontakt med terroristerne, der fortsat sidder med gidslerne på ambassadørens kontor.

Dr. Heuer forsøger at få gidseltagerne til at indse, at deres aktion aldrig vil føre til noget. Men de lader sig ikke rokke.

“Vi er nu nødt til at henrette endnu en af ambassadens ansatte”, konstaterer terroristen i den anden ende af ledningen. I samme øjeblik høres der skud i baggrunden.

“Vi har netop skudt dr. Hillegart”, lyder det tonløst. Den døde hænger ud over vindueskarmen.

En sidste cigaret til den dødsdømte

Kl. 23.00: Politiet forbereder at nedkæmpe terroristerne med K26-gas, der blev anvendt mod bankrøveren og gidseltageren Clark Olofsson i 1973.

Telefonisk meddeler gidseltagerne, at tre kvindelige gidsler vil blive løsladt. Med sig har de en ny besked:

“olof palme og den svenske justitsminister har på foranledning af forbundsregeringen meddelt os, at de ikke slipper nogen politiske fanger fri i bytte for ambassadeansatte. vort ultimatum står, som tidligere oplyst, fast. vi vil hver hele time skyde en ambassadeansat. hvis ambassaden bliver forsøgt stormet, sprænger vi den i luften. sejr eller død. vi tror på folkets revolutionære kraft”.

“Lägg ut! Lägg ut! – Vi skal på! Vi skal på!"
Nyhedsreporter Bosse Halmström efter en bombe detoneres i ambassadebygningen

Minutterne går, klokken nærmer sig 24. Terroristerne vil fortsætte nervekrigen og henter det næste gidsel frem: Ambassadens kulturansvarlige Arno Elfgen.

“Er der tid til en cigaret?” spørger han sine bødler.

De nikker nådigt, og mens Elfgen suger den beroligende nikotin ned i lungerne, tænker han galgenhumoristisk:

“Mit liv er nok slut, når jeg slukker cigaretten...”

TV-reporter i en krigszone

Kl. 23.45 foran ambassaden: Svensk TV forbereder en direkte transmission fra gidseldramaet til en ekstraordinær nyhedsudsendelse.

Tæt på ambassaden står nyhedsreporter Bosse Holmström iført trenchcoat, klar til at gå direkte på i den sene nyhedsudsendelse. Der er flere minutter til, men pludselig lyses nattehimlen op af et ildglimt, og flere eksplosioner brager løs bag ham.

Holmström dukker sig instinktivt – så genvinder den rutinerede reporter fatningen og råber til kameraet for at alarmere redaktionen hjemme i nyhedsstudiet:

“Lägg ut! Lägg ut!” – Vi skal på! Vi skal på! Så begynder han at rapportere live fra begivenhedernes centrum:

“For lidt siden hørtes en voldsom eksplosion, og det brænder i den amerikanske ambassade, som vi ser deroppe. Det brænder stadig, og splinter flyver overalt. Det var en kraftig detonation”.

I skyndingen har han taget fejl af ambassaderne, og midt i det hele bliver han afbrudt af en betjent, der haster forbi:

“Hvad?” råber Holmström. “Hele bygningen er sprængt. Nej, halvdelen, siger en betjent, der lige kom løbende”.

Klippet bliver et af de berømteste øjeblikke i Sveriges TV-historie; Bosse Holmström betragter dog sin indsats under månelandingen i 1969 som en større oplevelse.

De afkræftede og sårede gidsler blev reddet ud af den brændende ambassade.

Svensk Pressfoto / Ritzau Scanpix

Sprængstoffet er eksploderet

Samtidig inde i ambassaden: Eksplosionen har givet terroraktionen en helt uventet drejning. Er nervekrigen med politiet omsider slut?

Ambassadebygningen ryster, møbler kastes rundt, og ruder knuses, så glassplinter pifter gennem luften. Bygningens tredjesal er raseret, og det brænder flere steder. Alle, både terrorister og gidsler, har pådraget sig forbrændinger, snitsår og andre alvorlige læsioner.

Efterfølgende hævder terroristen Karl-Heinz Dellwo, at gruppen straks efter eksplosionen holder et kort møde, hvor de bliver enige om, at deres aktion er endt i fiasko, og at de må lade gidslerne gå.

Om Dellwo taler sandt, er tvivlsomt, for eksplosionen har givet alle i ambassaden høreskader – alene af den grund vil ingen kunne føre en samtale.

De tilbageværende gidsler har undgået at blive ramt af trykbølgen, fordi de lå på gulvet og tilmed var beskyttet af en betonmur, da Siegfried Hausners helvedesmaskine gik i luften. Nu hjælper de hinanden med at komme fri.

Et vindue, der er blæst ud, bliver gidslernes redning. Politiet sætter en stige op, så de kan kravle ned. Ambassadøren som den første, han bløder ud af ørerne. De seks bliver kørt væk i ambulance.

Blandt dem er også Arno Elfgen, som reddede livet, da bomben helt uventet eksploderede.

Kort efter bliver fem af terroristerne set. De er kravlet ud ad et vindue og forsøger at forsvinde i mørket. To af dem er ude af stand til at gå selv, da de bliver råbt an af politiet.

I 2017 slog røverne til mod et stort supermarked ved Hildesheim. Kuppet mislykkedes, men gerningsmændene slap væk.

© Overvågningsvideo/Landeskriminalamt Niedersachsen

Tyske terrorister samler ind til deres pension

I mere end 20 år har en røverbande huseret i Nordtysk­land. Banden består af tre tidligere RAF-medlemmer, der i mellemtiden alle er fyldt 60 år.

Rote Armee Fraktion finansierede sin krig mod den tyske stat vha. væbnede røverier. Banden blev ganske dygtig til at gennemføre brutale overfald – og meget tyder på, at tre medlemmer holder det gamle håndværk i hævd.

Ved flere røverier og røveri­forsøg har nordtysk politi fundet spor efter Ernst-Volker Staub, Burk­hard Garweg og Daniela Klette, der var med i RAF i 1990’erne.

I 2016 slap trioen væk med 400.000 euro røvet fra en pengetransport, der holdt foran en af Lars Larsens Jysk-filialer nær byen Braunschweig. Og så sent som i marts 2020 slog de til mod en pengetransport i Krefeld.

Politiet mener, at der må ligge personlige motiver bag overfaldene: De tre aldrende terrorister lever under jorden og er nødt til at røve for at sikre deres alderdom.

Men selvom trioen har plyndret i en snes år, er alle politiets spor endt blindt.

De næste terrorister står klar

Ved midnat: Dramaet i Stockholm er blevet dækket intenst af de tyske medier. Tre unge mænd har siddet foran fjernsynet hele dagen.

I en højhuslejlighed sidder 23-årige Peter-Jürgen Boock sammen med et par venner. Boock er en utilpasset rod. Som teenager mødte han Baader og Ensslin, og lige siden har han været en af deres mest ukritiske tilhængere, der bare venter på, at terrorgruppen en dag får brug for ham.

Men selvom Boock ingen praktisk terrorerfaring har, kan han se, at aktionen er elendigt planlagt: Bare to måneder tidligere har en anden tysk gruppe presset staten til at frigive seks fængslede terrorister ved at bortføre en vestberlinsk toppolitiker. Den blødsødenhed viser staten ikke én gang til.

“Det går galt”, råbte Boock allerede om eftermiddagen.

Efterfølgende sender han en sønderlemmende kritik af aktionen til de fængslede RAF-ledere i Stammheim. Baader giver ham – via mellemmænd – besked på at passe sig selv.

Men det har Boock ikke tænkt sig. I 1977 er han med til at bortføre den tyske arbejdsgiverformand Hanns Martin Schleyer. Aktionsgruppen kalder sig “Kommando Siegfried Hausner” for at ære RAF-martyren fra Stockholm.

Efterskrift: Den uventede eksplosion kom til at koste terroristen Ulrich Wessel livet. Han blev fundet i ambassadens ruiner. Gruppens bombeekspert, Siegfried Hausner, blev så slemt forbrændt, at han døde en uge senere.

I 1976 stod de fire overlevende for retten i Düsseldorf – det tidligere postbud Karl-Heinz Dellwo, skuespilleren Bernhard Rössner samt Lutz Taufer og Hanna Krabbe.

Et af de centrale spørgsmål under retssagen var, hvorfor sprængstoffet detonerede. En forsvarsadvokat mente, at “det blev bragt til eksplosion af en specialenhed fra de tyske sikkerhedsstyrker” – aktionen var godkendt af kansleren.

Denne konspirationsteori tillagde dommerne ingen betydning. De anklagede fik livsvarigt fængsel, men kom alle fri i 1990’erne. I 2017 skrev Lutz Taufer i sin selvbiografi:

“Vi mente, at vi havde retten på vores side. Vi satte vores liv på spil, vi har dræbt to mennesker og påførte deres nærmeste en tung, livslang sorg. Længe tillod jeg ikke mig selv at tænke over, hvordan de lever med det”.

Efter Stockholm tog RAF for alvor fat

  • Retssag bliver gennemført

    April 1977: Andreas Baader og Gudrun Ensslin bliver dømt i den nyopførte retsbygning ved Stammheim-fængslet. De får begge livstidsdomme for fire drab og 54 drabsforsøg. Det tredje ledende medlem, Ulrike Meinhof, har begået selvmord.

  • Schleyer-bortførelsen

    Efteråret 1977: RAF bortfører den vesttyske arbejdsgiverformand Hanns Martin Schleyer; formålet er at presse fængslede terrorister fri. Regeringen afviser kravet, og Schleyer henrettes. Efterfølgende begår Baader og Ensslin selvmord i deres fængselsceller.

  • Nyt liv i DDR

    1978-1984: RAF er under pres, flere medlemmer anholdes, og 10 vælger at gå på pension. I DDR giver efterretningstjenesten Stasi dem nye identiteter. Den resterende gruppe gennemfører dogattentater mod fx amerikanske militærbaser i Vesttyskland.

  • Den tredje generation

    1985-1991: Det lykkes nye medlemmer at genrejse terrorgruppen. Den såkaldte tredje generation begår flere drab på vesttyske samfundsspidser (og deres livvagter) – blandt dem direktøren for Deutsche Bank og en Siemens-direktør.

  • Et sidste knald

    1993: RAF har nu taget afstand fra drab i den revo­lutionære kamp, men terroren fortsætter. Natten til den 27. marts 1993 udfører RAF sin sidste aktion. 200 kg sprængstof ødelægger en byggeplads nær Frankfurt, hvor de tyske myndigheder er ved at opføre et nyt fængsel.

  • RAF giver op

    20. april 1998: Nyhedsbureauet Reuters mod­tager en erklæring på otte sider fra RAF. Gruppen retfærdiggør sine handlinger og skriver så: “For næsten 28 år siden, i maj 1970, opstod RAF. I dag afslutter vi dette projekt. Byguerillaen RAF er historie”. Mange medlemmer af gruppens “tredje generation" bliver aldrig pågrebet.

Læs også:

Terrorisme

Grusomt gidseldrama ryster London

14 minutter
World Trade Center i brand
Terrorisme

9/11: Terrorangrebet den 11. september 2001

9 minutter
Terrorisme

Minut for minut: Angrebet på World Trade Center

1 minut

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul