VIDEO: Øjenvidne fortæller om angrebet
Myndighederne overså faresignaler
Inden angrebet blev Garissa ellers betragtet som et af de mest sikre områder i Kenya, fordi byen var hjemsted for både en stor politistyrke og flere militærbarakker.
Ifølge nogle kilder var myndighederne blevet advaret om, at et universitet i landet kunne være mål for et kommende terrorangreb. I dagene inden angrebet modtog myndighederne desuden tip om, at mistænkelige personer var blevet set forskellige steder i Garissa – bl.a. ved universitetet.
Alligevel blev både politiet og militæret fanget på det forkerte ben, da mænd bevæbnet med AK 47-geværer og eksplosiver angreb Garissa Universitet kl. 05.30 den 3. april 2015.
Terrorgruppe tog ansvaret
Ifølge øjenvidner gennede gerningsmændene i første omgang omkring 700 studerende ud af universitetets sovesale og beordrede dem til at ligge sig med ansigtet nedad.
Derefter gik de i gang med at skyde de studerende. Nogle vidner fortæller, at terroristerne spurgte til de unges religion og lod muslimerne slippe, mens de kristne blev skudt.
Da sikkerhedsstyrker indtog universitetet efter 15 intense timer, havde angrebet krævet 148 ofre, og de fem gerningsmænd var også døde. Dagen efter tog terrorgruppen al-Shabab, som har forbindelse til al-Qaeda, ansvar for angrebet.
LÆS OGSÅ: Skoleskyderier – historien gentager sig i dobbelt fart