Verdens øjne er rettet imod de to Bell-militærhelikoptere, der sent om aftenen den 5. september 1972 nærmer sig militærbasen Fürstenfeldbruck i udkanten af München.
Ombord er otte palæstinensiske terrorister og deres ni israelske gidsler.
Samme dag – tidligt om morgenen – havde palæstinensere fra terrorgruppen Sorte September sneget sig ind i den israelske lejr midt under De Olympiske Lege.
To israelske atleter, der forsøgte at forsvare deres kammerater, blev dræbt med maskinpistol-salver.
Nu lander terroristerne med de resterende gidsler. De ni israelere er bundet og sidder på helikopternes bagsæder.
Med bange anelser betragter Zvi Zamir helikopterne. Den 47-årige israeler er chef for efterretningstjenesten Mossad. Da nyheden om gidseldramaet blev kendt, hastede han fra Tel Aviv til München.
I løbet af dagen har Zamir deltaget i forhandlingerne med terroristerne; de kræver 234 palæstinensiske fanger løsladt fra israelske fængsler, ligesom de vil have et fly stillet til rådighed, så de kan slippe væk.
Får de ikke kravene opfyldt, vil terroristerne henrette gidslerne.
Af princip forhandler Israel ikke med terrorister, så situationen er uløst, da helikopternes rotorer stopper, og to af terroristerne går hen til en Boeing 727, som holder parkeret på startbanen.
Passagerflyet skal vise, at tyskerne er imødekommende – i virkeligheden har myndighederne forberedt et baghold.
Sorte September gik især efter mål i Vesten for at skabe opmærksomhed om palæstinensernes sag.
Som chef for Mossad har Zamir erfaring med terrorister, men i München må han nøjes med at være tilskuer til dramaet.
Tyskerne vil selv håndtere situationen, hvilket Zamir er alt andet end tryg ved. Han kan ikke tro sine egne øjne, da han opdager, at tyskerne end ikke har sørget for lys på helikopterne, så deres snigskytter kan sigte ordentligt!
Klokken 22.40 runger de første skud ud over lufthavnen. To tyske skarpskytter har åbnet ild mod terroristerne.
En palæstinenser falder til jorden, men mørket betyder, at de øvrige terrorister kan nå at søge dækning under helikopterne. Skudsalverne hagler frem og tilbage og gør startbanen til et inferno.
Palæstinenserne affyrer deres AK-47’ere mod bygningerne, hvor tyskerne gemmer sig.
Håndgranater flyver gennem luften, og de tyske skarpskytter skyder i blinde mod helikopterne, der stadig fyldt med skrækslagne gidsler.
Efter fem kvarters ildkamp uden afgørelse sender tyskerne kamptropper frem, støttet af seks pansrede vogne.
Terroristerne indser, at de ingen muligheder har mere. En af dem kaster en håndgranat ind i helikopteren med fire gidsler.
Maskinen eksploderer, og i lyset fra flammerne retter to palæstinensere deres våben mod den anden helikopter.
“Blodet flød ud af helikopteren og samlede sig i pytter på asfalten”. Victor Cohen, agent for Israels sikkerhedstjeneste Shin Bet.
Sønderknust har Mossad-chefen Zamir fulgt begivenhederne på afstand.
Da de tyske styrker har dræbt fem terrorister og taget tre til fange, løber han ud på den røgfyldte startbane og hen til den første brændende helikopter. Med ham er kollegaen Victor Cohen:
“Dørene var åbne, og jeg så et rædselsvækkende syn. Der var ingen bevægelser, ikke et støn eller en anstrengt vejrtrækning. Blodet flød ud af helikopteren og samlede sig i pytter på asfalten. Total stilhed omgav os”, forklarede han.
Tragedien var en kendsgerning – og ingen kunne være i tvivl om, at de tyske myndigheder havde håndteret gidseltagningen komplet amatøragtigt.
Mens tyskerne kort efter løslod de tre overlevende terrorister i en gidseludveksling, gjorde israelerne klar at tage affære.
En altødelæggende hævn ventede forude – og først når bagmændene bag München-massakren lå døde i deres eget blod, ville Israel indstille jagten.
München-massakren var den mest mediedækkede palæstinensiske terroristaktion nogensinde.
Premierminister sværger hævn
To dage efter massakren ankom kisterne med ofrene til Israel. I alt 11 OL-deltagere havde mistet livet som følge af Sorte Septembers terroraktion.
Angrebet var kulminationen på et år med adskillige palæstinensiske angreb på jøder – flykapringer, brevbomber og likvideringer af diplomater.
Tilsyneladende blev palæstinenserne dristigere og dristigere, og de havde udvidet operationsområdet, så aktionerne nu også fandt sted i Europa:
“Vi har ikke andet valg end at ramme terroristorganisationerne overalt, hvor vi kan nå dem”, erklærede Israels karismatiske premierminister, Golda Meir, da hun talte i parlamentet Knesset en uge efter tragedien.
Og Golda Meir ville ikke gå skånsomt til værks – især ikke over for dem, som havde ansvaret for München-massakren:
“Jeg har besluttet at jage hver og en af dem. Ikke én af de involverede vil gå rundt på denne jord meget længere. Vi vil jage dem til det sidste!”
Premierministeren afslørede ikke, hvordan hævnen skulle gribes an – det måtte forblive tophemmeligt.
Mange af de mistænkte palæstinensere opholdt sig nemlig i Europa, hvilket betød, at israelerne var nødt til at dræbe formodede terrorister hos landets allierede.
Derfor måtte intet spor forbinde Israel og Mossad med likvideringerne. I dybeste hemmelighed oprettede Golda Meir og hendes nærmeste rådgivere i forsvaret den såkaldte Komité X.
Zvi Zamir var generalmajor i den israelske hær og chef for Mossad i årene 1968-74.
Ud fra Mossads efterretninger om Sorte September og München-massakren lavede komitéen en liste over vigtige mål.
Dødslisten talte mindst 15 personer og indeholdt både ubeskyttede civile med interesse for at fremme palæstinensernes sag og terrororganisationens topfolk, der var beskyttet af livvagter døgnet rundt.
I spidsen for det tophemmelige projekt stod general Aharon Yariv, den nyudnævnte minister for kontraterrorisme, Mossad-chefen Zvi Zamir og Michael Harari, lederen af Mossads specialenhed “Caesarea”.
Hævnaktionen fik navnet “Operation Guds Vrede”, og hvert mål skulle snigmyrdes på en opsigtsvækkende måde.
Fremgangsmåden skulle sikre, at palæstinenserne forstod budskabet: Vi kommer efter jer, og I kan aldrig føle jer sikre.
“Vi var nødt til at stoppe dem, og der var ingen anden metode. Vi gik tilbage til Biblens gamle regel om et øje for et øje”, udtalte general Yariv 20 år senere.
Allerede i oktober 1972, en måned efter München-massakren, var Mossad klar til at slå til.
Efter PLO afsvor brugen af terror i 1993 mødtes gruppens Yasser Arafat flere gange med bl.a. USAs præsident Bill Clinton.
PLO samlede de palæstinensiske grupper
I 1964 samlede flere palæstinensiske modstandsbevægelser sig i paraplyorganisationen PLO (Den Palæstinensiske Befrielses-organisation). Den havde “destruktionen af staten Israel” som sit erklærede formål.
Dette mål forsøgte PLO at opnå bl.a. ved hjælp af terroraktioner, som PLO’s militante medlemsorganisationer stod for.
Af dem var nationalistiske al-Fatah og kommunistiske PFLP de største.
Især organisationen al-Fatah fik stor indflydelse i PLO, og organisationens leder, Yassir Arafat, blev PLO-formand i 1969. Men hvor stor indflydelse PLO havde på de enkelte terroraktioner, er et omstridt spørgsmål.
Gruppen Sorte September, som stod bag München-massakren, var en selvstændig celle i al-Fatah, og ifølge gruppens leder, Ali Salameh, handlede den uafhængigt af al-Fatah og PLO. Denne udlægning bestrides dog af Israels efterretningstjeneste Mossad.
PLO afsvor brugen af terror i 1993 og forsøgte herefter at opnå en palæstinensisk stat vha. forhandlinger med Israel.
Første mål bliver fundet i Rom
Øverst på israelernes dødsliste stod Ali Hassan Salameh, som, mente Mossad, var hovedarkitekten bag massakren i München.
På grund af blodet på hans hænder fik Salameh kodenavnet “Den Røde Prins”. Men Salameh var et svært mål, altid omgivet af livvagter og med bopæl i terroristernes beskyttede hule, Libanons hovedstad, Beirut.
I stedet kastede israelerne sig over et lettere mål: Wael Zwaiter – en 38-årig palæstinensisk intellektuel med bopæl i den italienske hovedstad.
Her fungerede han som repræsentant for Den palæstinensiske Befrielsesfront, PLO, der kæmpede for at få etableret en palæstinensisk stat i Mellemøsten. Israelerne antog, at Zwaiter desuden ledede Sorte Septembers operationer i Italien.
I små to uger fulgte Mossads agenter Zwaiters færden i Rom. På skift sneg de sig efter ham, når han spadserede hen til Libyens ambassade i Rom, hvor han arbejdede som tolk.
Andre agenter stod klar, når Zwaiter gik hjem ad byens smalle stræder til sin lejlighed ved Piazza Annibaliano i byens nordlige del. Agenterne var også i hælene på palæstinenseren, når han besøgte sin australske kæreste. Det var netop, mens Zwaiter var på vej hjem fra et besøg hos hende, at Mossad mandag aften den 16. oktober indledte “Operation Guds Vrede”.
“Målet har forladt sin kærestes bolig. Han er på vej til busstoppestedet”, lød det over radioen fra overvågningsholdets chef lidt efter kl. 21.30.
“Det her er hævnen for München. Vi skal få dem til at føle vores vrede og få dem til at frygte os”. Muki Betser, kommandoleder i Israels specialstyrke Sayeret Matkal.
Både Zamir og Harari befandt sig i Rom og lyttede med under aktionen. Spændingen steg, da målet steg af bussen og ubekymret slentrede tilbage mod sin lejlighed. Han havde ingen anelse om, at han blev skygget af agenter.
Klokken 22.30 trådte Zwaiter ind i sin opgang. I favnen bar han en indkøbspose med bl.a. brød og en flaske vin.
Som altid stilede palæstinenseren mod ejendommens elevator, da to mænd trådte frem fra mørket. Agenterne hævede deres Berettaer med lyddæmpere. De skød 12 gange, mens Zwaiter sank om på det kolde marmorgulv.
De to snigmordere forlod hurtigt opgangen. I en sidegade holdt en grøn Fiat, der skulle bringe dem mod lufthavnen. Fire timer senere var alle agenter, inklusive Zamir og Harari, bragt ud af Italien.
Telefonbombe i Paris
Dagen efter mordet på Wael Zwaiter meldte libanesisk radio, at “det zionistiske efterretningsvæsen” havde snigmyrdet en af PLO’s “helte”.
Palæstinenserne var ikke i tvivl om, hvad der var foregået, selvom ingen mistænkte var blevet pågrebet i Rom.
Palæstinenserne hævdede også, at Zwaiter intet havde haft med München-massakren at gøre, men forsikringerne gjorde intet indtryk på israelerne.
Den 8. december 1972 rystede en bygning på Rue d’Alésia i Paris, og israelerne kunne strege endnu et mål over på listen: Mahmoud Hamshari.
Den dræbte var PLO’s repræsentant i Frankrig; han døde, da en telefonbombe eksploderede i hans egen lejlighed. I de følgende måneder blev yderligere to ledende medlemmer af PLO dræbt i europæiske hovedstæder.
Palæstinensere med terror på samvittigheden vidste, at de blev jaget af Israel, og de fleste forsøgte nu at undgå at forlade den libanesiske hovedstad, Beirut, hvor de endnu kunne føle sig sikre.
Men selv i løvens hule planlagde Mossad at slå til.
Mossad betragtede professor Basil al-Kubaisi som PLO’s våbenleverandør. I 1973 blev han opsporet i Paris og dræbt på åben gaden med ni skud.
Soldater med BH og paryk
Libanon var i 1973 blevet mange palæstinenseres hjem, efter at Jordans kong Hussein havde drevet dem ud af sit rige i 1970.
Libanons hovedstad, Beirut, havde udviklet sig til et terrorcenter, hvor mange palæstinensiske mænd åbenlyst gik rundt i gaderne med et våben slængt over skulderen. Netop i Beirut planlagde militante grupper nye aktioner og hvervede folk.
Mossads ledere begyndte i foråret 1973 at planlægge et storstilet angreb, der på én gang skulle likvidere tre mål, som stod højt på dødslisten: 43-årige Abu Youssef, 38-årige Kamal Adwan og 48-årige Kamal Nasser indtog alle vigtige poster i PLO.
Nok så væsentligt afslørede Mossads efterretninger, at de tre mænd boede ganske tæt på hinanden i to etageejendomme i det nordvestlige Beirut.
At gennemføre en aktion i Libanons hovedstad krævede, at israelerne kunne trænge ind og slippe hurtigt ud igen.
Derfor tog hemmelige agenter sig af forberedelserne og observationerne i Beirut, mens elitesoldater fra specialstyrken Sayeret Matkal var udset til at udføre selve den blodige opgave at storme boligblokkene.
Blandt lederne af den udvalgte Sayeret Matkal-enhed var 27-årige Muki Betser og den 31-årige Ehud Barak, der siden skulle blive israelsk premierminister.
De to unge ledere skulle sammen med 14 af styrkens bedste soldater sejle fra havnen i Haifa til Beirut, hvor de skulle forsøge at nå frem til målenes bopæl og dræbe dem:
“Vores idé var at fuldføre missionen så hurtigt som muligt og undgå at starte en mindre krig i Beiruts gader”, huskede Betser, som sammen med kollegerne begyndte at øve sig på angrebet hver aften i to uger på en byggeplads i Tel Aviv.
Soldaterne var forklædt som turister, flere af dem bar kjole, paryk og BH, så de i mørket kunne ligne kvinder. På den måde håbede soldaterne at undgå at vække mistanke hos det libanesiske politi og palæstinensiske vagtfolk.
“Jeg bar en moderigtig taske, som var stor nok til at rumme en masse sprængstoffer”, lød det mange år senere fra Ehud Barak, der til lejligheden var klædt ud som attraktiv brunette.
Alt var forberedt ned til mindste detalje, og om aftenen den 8. april 1973 stod elitesoldaterne parat i Haifa. Betser holdt en sidste opildnende tale for gruppen:
“Ifølge staten har disse tre fyre begået krigsforbrydelser. Det her er hævnen for München. Vi skal få dem til at føle vores vrede og få dem til at frygte os”.
Blodet flyder i Beirut
Efter syv timers sejlads øjnede Muki Betser og Ehud Barak omsider storbyen Beiruts funklende lys i det fjerne.
I små, sorte gummibåde padlede soldaterne lydløst det sidste stykke ind til stranden nær et hotel, hvor Mossad-agenter stod klar med tre store biler af mærket Buick, som understregede turistlooket.
Beirut var i 1972 en liberal by – omtalt som “Mellemøstens Paris” – så de forklædte elitesoldater i amerikanerbilerne vakte ingen opsigt; de unge mennesker cruisede øjensynligt bare rundt for at finde en fest i den nattemørke storby.
“Israelerne var ved vore døre, så simpelt var det”. Salah Khalaf, grundlæggeren af terroristgruppen Sorte September.
20 minutter senere, klokken 1.30, rullede bilerne ind i en sidegade nær målenes lejligheder.
Elitesoldaterne steg ud og slentrede hen ad fortovet, nogle af dem arm i arm som forelskede par. Israelerne spillede deres roller så perfekt, at to libanesiske betjente passerede gruppen uden at fatte mistanke. Nær boligblokkene delte styrken sig.
Ehud Barak blev stående på gaden med en enhed, der havde til opgave at forhindre udefrakommende i at komme til undsætning. Imens gik tre andre grupper ind i opgangene for at dræbe hvert deres mål.
Betser førte sine tre mand ind gennem bygningen, hvor Abu Youssef boede på sjette sal. Ingen i lobbyen bed mærke i de fremmede. Først da soldaterne med raske skridt bevægede sig op ad trapperne, trak de deres våben.
Betser havde sin Uzi i hånden, da mændene listede hen foran Abu Youssefs lejlighed. Mændene placerede sprængstoffer under døren, hvorefter Betser trykkede tre gange på sin medbragte sender, der gav lyssignaler til Barak om, at gruppen var på plads og klar til angreb.
De to andre grupper, som var trængt ind i bygningen overfor, gjorde det samme, så alle enheder kunne storme lejlighederne samtidig.
Kort tid efter modtog Betser fem blink fra Barak. Angrebssignalet. Eksplosionen rev Abu Youssefs dør op, og israelerne styrtede ind. Betser nåede netop at se, at Abu Youssef sprang ind i sit soveværelse og smækkede døren i efter sig.
Instinktivt holdt Betser aftrækkeren på sin Uzi inde, og kuglerne fra hans automatvåben gennemborede døren og væggen ind til soveværelset.
Da elitesoldaterne sparkede resterne af soveværelsesdøren ind, lå Abu Youssef død på gulvet. Også palæstinenserens kone og tre livvagter var dræbt under lynaktionen.
I ejendommen på den modsatte side af vejen var de to andre Sayeret Matkal-grupper også nået ind i målenes lejligheder.
Kamal Nasser havde siddet ved sit skrivebord iført pyjamas, men trods forskrækkelsen kastede palæstinenseren sig hurtigt ned under bordet og affyrede et pistolskud.
En israelsk soldat blev ramt i benet, inden hans venner i enheden overdængede Nasser med skud.
Da den tredje gruppe stormede Adwans lejlighed, var den 38-årige palæstinensiske sabotageleder prompte løbet væk fra sin kone og børnene i stuen for at få fat på sin AK-47.
PFLP-hovedkvarter jævnet med jorden
Sideløbende med Sayeret Matkal-soldaternes likvideringsaktion slog israelerne til mod et PFLP-hovedkvarter i det sydvestlige Beirut.
14 kommandosoldater blev eskorteret frem til målet af Mossad-chauffører, men angrebet bød straks på problemer, da PFLP-komplekset var forsvaret af 100 velbevæbnede palæstinensere.
En intens skudveksling udspandt sig, men det lykkedes israelerne at placere sprængstof og få dele af bygningen til at kollapse.
Som planlagt blev soldaterne hentet af helikoptere fra det israelske luftvåben. Under aktionen blev to kommandosoldater dræbt og én såret.
Adwan nåede dog kun lige at gribe om skæftet, inden israelernes kugler gennemhullede ham. Elitesoldaterne fyldte deres medbragte tasker med hans papirer – de kunne muligvis give Israel vigtig information om palæstinensernes kommende aktioner.
Efter blot to minutter forlod styrken lejligheden, men da en dør pludselig gik op ude på gangen, affyrede israelerne pr. refleks deres våben. En ældre italiensk kvinde, der undrede sig over larmen, blev dræbt på stedet.
Nede på gaden holdt Ehud Barak vagt iført paryk og makeup, mens de tre likvideringsenheder spænede tilbage til bilerne.
Da den sidste af flugtbilerne kørte afsted, smed elitesoldaterne sømmåtter ud på vejen, så det libanesiske politi ikke kunne forfølge dem.
Ved 2-tiden var alle elitesoldater igen ombord i gummibådene. Missionen var fuldført.
Israelerne ærgrede sig dog over, at “Den Røde Prins” ikke havde været på besøg hos en af de tre likviderede topfolk. Men Salameh havde været ganske tæt på, fortalte han senere:
“Jeg boede 50 m fra den afdøde Abu Youssefs hjem. De israelske snigmordere kom ikke til mit hjem af én meget simpel grund: Det var bevogtet af 14 mænd”.
Mossad slog til i løvens hule
Mossad og de israelske specialstyrkers angreb i Beirut i 1973 var planlagt ned til mindste detalje: Tre ledende medlemmer af PLO, Kamal Nassar, Kamal Adwan og Abu Youssef, skulle likvideres i deres hjem.
Operationenbeviste, at israelerne kunne ramme palæstinenserne hvor som helst.
1. Israelerne ankommer
Efter syv timers sejlads i en missilbåd når den israelske specialenhed for antiterrorisme, Sayeret Matkal, til farvandet ud for Beirut.
Med under aktionen er Israels senere premierminister Ehud Barak der er der har forklædning på i form af kjole, BH og paryk.
2. Soldater padler ind til stranden
De sidste 3 km ind til land foregår i gummibåde, som de 16 elitesoldater padler ind til den hotelfyldte strand.
Denne nat er der en kraftig pålandsvind, så ingen hotelgæster vil stå ude på deres balkoner og slå alarm om landgangen.
3. I Buick gennem byen
Tre Buick Skylark venter på kommandosoldaterne i en hotelkælder. Israelerne er forklædt som velhavende turister, der er kørt ud for at opsnuse noget natteliv.
4. Soldater deler sig op
Efter ca. 20 min. når bilerne frem, og Sayeret Matkal-soldaterne deler sig i fire grupper.
Én gruppe skal holde vagt på gaden, mens de tre andre skal bringe sig i stilling ved hver deres mål.
5. Grupperne går til angreb
Med perfekt timing giver Ehud Barak signal til de tre likvideringsgrupper, som synkront sprænger dørene og stormer lejlighederne, hvor målene befinder sig.
På kort tid er alle tre mål dræbt.
6. Politi bliver holdt i skak
Nede på gaden holder Ehud Baraks gruppe palæstinensiske sikkerhedsvagter væk, så agenterne kan slippe hen til flugtbilerne.
Da en libanesisk politibil ankommer, smider israelerne en granat på bilens tag. Alle betjente i bilen dør.
7. Sømmåtter stopper forfølgere
Da den sidste Buick kører væk fra gerningsstedet, smider israelerne sømmåtter ud på vejen.
Dermed sikrer de sig, at eventuelle forfølgere hurtigt bliver stoppet og mister sporet.
8. Elitesoldaterne sejler væk
Omkring kl. 2, mindre end en time efter soldaternes ankomst til Beirut, er Buick’erne tilbage på stranden.
Styrken kan uset hoppe i gummibådene og ro ud til den ventende missilbåd. Operationen var en succes.
Salameh spores til Lillehammer
Israelerne var begejstrede over deres succes i Beirut. De havde bevist, at de kunne ramme mål selv i den by, hvor palæstinenserne følte sig sikrest. Og angrebet satte også spor hos Sorte Septembers grundlægger, Salah Khalaf:
“Israelerne var ved vore døre”, erkendte Khalaf flere år efter.
Men hvis Mossad havde håbet, at jagten på terroristerne ville dæmpe fjendens kampiver, tog agenterne grundigt fejl.
Palæstinenserne svarede igen med nye angreb. Bl.a. blev flere formodede israelske efterretningsagenter dræbt i USA og Europa i foråret og sommeren 1973. For begge parter var gengældelse centralt, mord avlede mord.
I juli 1973 havde Mossad dræbt otte palæstinensere på dødslisten. Men det vigtigste mål, “Den Røde Prins”, manglede stadig.
Derfor blev israelerne opstemte, da deres efterretninger pegede på, at “Prinsen” var på vej til Lillehammer i Norge for at møde en ung algerier, der havde forbindelse til Sorte September. Angiveligt var de to ved at planlægge terrorangreb i Skandinavien.
Et hold på omkring 12 agenter med Michael Harari i spidsen blev sendt til den lille norske by, hvor de efter 24 timer omsider observerede algerieren snakke med Salameh.
Seks agenter, inkl. en kvindelig, Sylvia Raphael, blev fængslet og dømt af norsk politi efter fiaskoen i Lillehammer.
Mossad afsløret i Lillehammer
Norsk politi kunne efter mordet på tjeneren Ahmed Bouchikhi i Lillehammer anholde seks Mossad-agenter, inden de slap ud af landet.
Israelerne blev afhørt – og især en af dem var meget snakkesalig, for han led af klaustrofobi og ønskede sig desperat en større celle. Snart fandt de norske efterforskere beviser for israelernes indblanding i mordet, ligesom en dækadresse blev afsløret.
Her fandt nordmændene en nøgle til en lejlighed i Paris. Denne viden blev delt med fransk politi, der efter en ransagning kom i besiddelse af nøglerne til flere dækadresser i den franske hovedstad.
For første gang kunne Israels involvering i drab på palæstinensere i Europa dokumenteres sort på hvidt, og et stort antal Mossad-agenter var nødt til at trække sig ud af kontinentet.
Efter internationalt pres måtte Israels premierminister, Golda Meir, suspendere “Operation Guds Vrede”.
Mossads vigtigste mål blev nu skygget nøje, mens han bevægede sig rundt i byen – først på cykel og siden spadserende sammen med en gravid norsk kvinde.
Zvi Zamir, som skulle give den endelige accept af en likvidering, var endnu ikke nået til Norge, men Harari turde ikke vente på sin chef.
Om aftenen den 21. juli tilbød der sig en mulighed for at slå til mod “Den Røde Prins”, der befandt sig i en biografsal med den gravide kvinde.
Harari tog kontakt med Zamir, som var mellemlandet i Amsterdam.
“Er det vores mand?” ville Zamir vide.
“Ja”, svarede Harari.
“Er du sikker?”
“Ja!”
“O.k., så har du min tilladelse”.
Dødsdommen var givet, og da parret forlod biografen klokken 22.35, ventede to agenter på dem i mørket. 10 lyddæmpede pistolskud trængte ind i målet, mens kvinden faldt skrigende på knæ ved siden af offeret.
Den israelske jubel varede kun kort. Allerede næste morgen kunne norske aviser afsløre, at en marokkansk indvandrer ved navn Ahmed Bouchikhi var blevet myrdet i Lillehammer for øjnene af sin gravide kone.
Mossad havde altså ikke likvideret Salameh, men en uskyldig tjener, som dagen forinden – tilfældigvis – var faldet i snak med den algeriske mand fra Sorte September, fordi de begge talte arabisk. Fiaskoen var total.
En rød Volkswagen fyldt med 100 kg sprængstof eksploderede, da “Den Røde Prins” kørte forbi. Han døde på operationsbordet en halv time senere.
Kunstmaler dræbte “Den Røde Prins”
Efter fem mislykkede forsøg på at likvidere Ali Hassan Salameh – kendt som “Den Røde Prins” – lykkedes det endelig for Mossad i 1979.
Siden fiaskoen i Lillehammer seks år tidligere havde “Operation Guds Vrede” været stillet i bero, men i 1978 begyndte jagten igen på de ansvarlige for Müchen-massakren.
Samtidig havde Mossad skiftet taktik; efterretningstjenesten gik nu i højere grad efter at infiltrere fjenden ved at bruge civilister og hvervede overløbere i stedet for agenter.
En af disse nye agenter var en kvinde, der kun kendes under sit dæknavn Erika Chambers. Officielt var hun kommet til Beirut som medarbejder for en velgørenhedsorganisation, der hjalp palæstinensiske flygtninge.
I denne forbindelse havde hun mødt Salameh, som tog hende med til forskellige arrangementer.
Chambers lærte Salamehs daglige rutiner at kende og lejede en lejlighed i Beirut, tæt på hans bopæl. Den 22. januar 1979 sad hun, som så ofte før, på sin balkon og malede.
Men i virkeligheden ventede hun på, at to Chevrolet’er – den ene med Salameh selv, den anden med hans livvagter – skulle køre forbi.
Nede på vejen holdt Erika Chambers’ røde VW parkeret med 100 kilo sprængstof.
Da Salameh passerede, detonerede hun – eller en anden agent – den kraftige bombe. Salameh og fire af hans livvagter døde. Mossads mål nummer ét var elimineret, men prisen blev høj: Fire civile mistede livet, og 18 blev såret.
Mossad droslede ned
Lillehammer blev et hårdt slag for Mossad, fordi de norske myndigheder hurtigt opdagede en forbindelse mellem mordet og staten Israel.
Seks agenter blevet tilbageholdt og afhørt, og Mossad havde pludselig meget svært ved at overbevise omverdenen om, at israelerne ikke havde gennemført et attentat på fremmed jord.
På Golda Meirs kontor indgav Harari og Zamir deres opsigelser, men Israels jernlady nægtede at acceptere dem:
“I kan ikke bare rejse jer og gå, der er arbejde, der skal gøres”, lød hendes svar.
Hændelsen havde slået ødelæggende skår i “Operation Guds Vrede”, som blev stillet i bero. Men israelerne glemte ikke deres dødsliste, og først i begyndelsen af 1990’erne blev operationen ifølge nogle iagttagere skrinlagt.
Ingen ved med sikkerhed, hvor lang Mossad-listen over mål var.
Men sikkert er det, at den øverste chef for operationen, Aharon Yariv, aldrig fortrød israelernes fremfærd, selvom den kostede mindst 10 uskyldige mennesker livet og sårede mange flere:
“Med hensyn til Sorte September havde vi ikke andet valg, og det virkede. Er det moralsk acceptabelt? Det kan diskuteres. Er det politisk nødvendigt? Det var det”, slog Yariv fast i 1993.