München-massakren forvandlede OL til et mareridt

Han får øje på de bevæbnede mænd uden for døren.

“I DÆKNING, DRENGE!”

Gutfreund råber til sine venner og kaster sin vældige krop mod døren for at presse den i. Vægtløftningstræneren Tuvia Sokolovsky springer op af sin seng og ud i entreen.

Med ét ved han, at det er tid til at flygte. Mens de tre bevæbnede mænd desperat forsøger at flytte kæmpen Gutfreund, brøler Sokolovsky for at advare resten af israelerne og løber så tilbage på sit værelse, hvor han febrilsk prøver at åbne vinduet.

I panik smadrer han rammen, og i pyjamas og bare tæer springer han ned på jorden, netop som terroristerne får hoveddøren tvunget op. Kuglerne hvisler om ørerne på Sokolovsky, mens han løber i sikkerhed.

De bevæbnede mænd i lejligheden tvinger Gutfreund ned på gulvet, og den stærke kæmpe kan kun se til, mens Sorte September-gruppen samler resten af israelerne og binder dem.

Brydetræner Moshe Weinberg når at gå til modangreb med en frugtkniv, men terroristerne standser ham med et skud. Projektilet trænger ind i hans ene kind og efterlader et gabende kødsår på vej ud af den anden.

04.30 Conollystrasse 31, lejlighed 3

Tre af terroristerne bevogter gidslerne. Fem andre trækker den sårede Moshe Weinberg mod lejlighed 3. De skal ­bruge flere gidsler.

Stemmerne uden for soveværelsesdøren undrer landsholdsbryderen Gad Tsabari. Lyden af skud har vækket ham, men han vendte sig om i sengen i den tro, at han drømte.

Mere nysgerrig end bange kravler han ud af sengen, forsigtigt for ikke at vække sin værelseskammerat.

Uden for døren mødes Tsabari af en terrorist i gul sweater. Han har rettet sin maskinpistol mod bryderne Eliezer Halfin og Mark Slavin.

Øjeblikkeligt beordrer den bevæbnede mand alle tre israelere ind på én række. Flere af sportsfolkene i lejligheden stikker undrende hovederne frem.

Med råb bliver de kommanderet ned ad trappen, hvor vægtløfterne Yossef Romano og Zeev Freidman allerede holdes i skak af en bevæbnet mand. Ved siden af holder Moshe Weinberg en klud mod sin blodige kind.

“Lad os springe på dem”, siger David Berger, “Vi har intet at tabe!” Men terroristerne er forberedt.

Én af dem forstår hebraisk og presser straks sit våben ind i maven på Tsabari. Med hænderne bag nakken bliver de israeleske gidsler ført hen til lejlighed 1.

Netop som flokken når ind i foyeren, tager Tsabari chancen. Han skubber en af terroristerne til side og spæner ned ad trappen til parkeringskælderen.

Terroristerne skyder efter ham på vejen, men kælderens betonsøjler redder bryderen i hans zigzag-spurt mod friheden.

I samme øjeblik, Tsabari stikker af, går den sårede Moshe Weinberg igen til angreb: Han kaster sig over den 19-årige Mohammed Safady og giver ham et slag i ansigtet, som rydder adskillige tænder og flækker den unge palæstinensers kæbe.

En af de andre terrorister affyrer straks en byge af kugler ind i brystet på Weinberg. Han er død, før han rammer gulvet.

VIDEO – Se stedet, hvor terroristerne slog til:

05.00 Hjemme hos politichefen

Telefonen vækker Münchens politichef, ­Manfred Schreiber.

Manfred Schreiber er kendt i München som “sheriffen”, fordi han altid får fat i sin mand. Ni år før blev han Vesttysklands yngste politichef efter at have knækket en serie vanskelige sager.

Schreiber bliver sat ind i situationen i OL-byen og beordrer straks området omkring lejligheden, hvor israelerne huses, afspærret.

Så ringer han til Bayerns indenrigsminister, Bruno Merk, før han med blink og sirene drøner gennem Münchens stille gader mod den olympiske by.

05.10 Conollystrasse 31

En betjent nærmer sig den besatte opgang.

Med armene over hovedet nærmer en tysk betjent sig forsigtigt Conollystrasse 31. Netop som han kigger op ad den treetages bygning, åbnes et vindue, og to stykker papir bliver smidt ud.

Betjenten samler dem op og skynder sig væk med terroristernes krav: 234 palæstinensiske fanger skal løslades fra israelske fængsler, plus to fra tyske – nemlig Andreas Baader og Ulrike Meinhof, lederne af den vesttyske terrorruppe Rote Armee Fraktion, som samarbejder med palæstinensiske terrorgrupper.

Fristen er kl. 09.00. Herefter vil ét gidsel blive henrettet hver time, indtil kravene bliver opfyldt.

Et kvarter senere står en ny betjent foran hoveddøren til Conollystrasse 31. Ud træder en skikkelse iklædt et lyst safarisæt og en hat. Han bærer mørke solbriller og har smurt ansigtet ind i skosværte.

Manden kalder sig “Issa”, og over skulderen giver han signal til sine folk i lejligheden.

De slæber Moshe Weinbergs lig ud på gaden og smider det foran betjenten. Den ene side af Weinbergs ansigt mangler, og terroristernes kugler har flået hans brystkasse op.

07.15 Den olympiske landsby

Mens de første rapporter om terrorangrebet når ud i alverdens radio og tv, samles tyske embedsmænd og politikere til krisemøde.

I kælderen under den olympiske administrationsbygning holder en gruppe mænd møde: ud over politichef Manfred Schreiber bl.a. borgmesteren i den olympiske by Walter Tröger og den vesttyske indenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, som er fløjet ind fra Bonn.

Selvom indenrigsministeren er den højest rangerende person i lokalet, er det pga. Vesttysklands føderale forfatning ikke ham, der bestemmer, men de bayerske myndigheder.

Derfor beslutter gruppen at nedsætte en krisekomite under Bayerns idenrigsminister Bruno Merk.

Kort efter kommer beskeden fra Tel Aviv: Israelerne nægter at forhandle. Premierminister Golda Meir lader sig ikke afpresse af terrorister.

08.45 Conollystrasse 31

Tyskerne ved, at de har brug for mere tid, og sender forhandlere til Conollystrasse.

Med kun et kvarter tilbage af terroristernes frist nærmer politichef Schreiber sig bygningen sammen med borgmester Tröger og det egyptiske medlem af Den Internationale Olympiske Komite, A.D. Touny. Måske kan han – araber til araber – vinde palæstinensernes tillid.

En mand med ansigtet skjult af en elefanthue står på balkonen på første sal med en Kalasjnikov rettet mod de tre mænd.

Ud af hoveddøren træder manden i det lyse safarisæt, Issa. I staccato gentager han terroristernes krav.

For Schreiber lyder det som en remse, palæstinenseren har lært udenad. Han minder om en mentalt forstyrret person, tænker politichefen.

Så træder egypteren Touny et skridt frem og fortæller Issa, at regeringerne i Tel Aviv og Bonn er i færd med at behandle hans krav. Imens spekulerer Schreiber som en gal: Vil han kunne overmande Issa?

Issa fornemmer, at noget er galt. Han rækker hænderne frem – i den ene ligger en håndgranat. Hans tommelfinger sidder i splitten.

“Hvis du rører mig, sprænger jeg os begge to i luften”, siger han roligt. Tilsyneladende har Issa forventet en forsinkelse og lader sig overtale til at forlænge fristen til kl. 12.00.

09.00 Den olympiske landsby

Den olympiske landsby ­vågner, mens ­panikken breder sig hos myndighederne.

I løbet af dagen udvikler OL-byen sig til en scene for absurd teater. Nogle sportsfolk varmer op, mens andre soler sig på græsplænerne nær Conollystrasse.

Tusinder af nysgerrige er stimlet sammen uden for OL-byens mur for at følge dramaet. 3.500 mennesker overværer volleyballkampen Vesttyskland-Japan, og tv-stationerne krydsklipper mellem konkurrencen i dressurridning og gidselsagen.

Først kl. 11 afbryder OL-komiteen dagens konkurrencer. Hos myndighederne breder panikken sig. Alle forsøg på forhandling er slået fejl.

Hverken Israels regering eller Sorte September-terroristerne vil flytte sig; og Issa lader sig ikke kue, når politichef Schreiber bjæffer, at Issa “ikke slipper væk levende”.

Det eneste, tyskerne lykkes med, er at overtale gidseltagerne til at udskyde tidspunktet for henrettelsen af det første gidsel – først til kl. 13, så til kl. 15 og så til kl. 17.

16.40 Conollystrasse 31

Tyskerne forsøger at udskyde terroristernes frist én gang til – men så skifter Issa taktik.

Issa er rasende, da han går ned på gaden for at møde de tyske embedsmænd. Tyskerne har hele dagen fodret ham med undskyldninger:

Først skulle de have mere tid til at kontakte Israel. Så kunne israelerne ikke finde fangerne i fængslerne. Nu har palæstinenseren fået nok.

“I kan ikke narre os!” råber Issa, mens han arrigt peger på tyskerne. “I forsøger at snyde os!” Issa, hvis rigtige navn er Luttif Afif, kom til Vesttyskland i 1958 for at læse til ingeniør. Han er forlovet med en tysk kvinde og taler sproget flydende.

Siden han i 1966 meldte sig ind i Yassir Arafats Fatah-bevægelse, har han flere gange været i Mellemøsten for at kæmpe mod Israel. Fatah-ledere oprettede Sorte September i 1971, og gruppen håndplukkede ham som leder af gidselaktionen.

I månedsvis har han forberedt den minutiøst; sammen med sin næstkommanderende Yussuf Nazal har han endda arbejdet undercover i OL-byen.

“Tyskland gør alt, hvad det kan”, siger indenrigsminister Genscher. “Alle de krav, vi på nogen måde har kunnet imødekomme, er imødekommet. Vi er parate til at lytte til alle de krav, I ellers måtte have”.

Issa hiver en cigaret frem fra sin lomme og tager et langt hiv, mens han tænker sig om. Han har opnået ét af sine mål: opmærksomhed om Palæstinas sag.

Issa går ind i lejligheden. Da han kommer ud igen, fortæller han tyskerne, at situationen har ændret sig: Gruppen vil flyve til Kairo for at løse krisen dér. Issa vil have to fly inden en time.

Tyskerne er i chok.

De ved, at Israel aldrig vil tillade, at gidslerne flyves ud af Vesttyskland – og de er heller ikke selv meget for det. De tyske forhandlere tilbyder penge, frit lejde og endda sig selv som gidsler, men Issa er urokkelig. Endelig går tyskerne med til at stille ét fly klar kl. 19 – men kun, hvis de må tale med gidslerne.

17.05 Conollystrasse 31

Tyskerne overtaler Issa til at ­lukke deres ­repræsentanter ind i lejligheden.

Indenrigsminister Hans-Dietrich Genscher går ind ad hoveddøren til Conollystrasse 31 og op ad trappen, fulgt af Walter Tröger, OL-byens borgmester.

Issa har modsat sig at lukke politifolk ind i lejligheden, og i stedet har politichef Schreiber instrueret Tröger og Genscher i at notere sig alle detaljer så præcist som muligt til brug for en eventuel befrielsesaktion.

To terrorister med maskinpistoler bevogter rummet med gidslerne og åbner døren ind til et skrækindjagende syn: Væggene er oversået med skudhuller og smurt ind i blod.

Terroristerne har slået ham ihjel, da han ligesom Moshe Weinberg forsøgte at gøre modstand samme morgen.

Stanken er afskyelig. Ved vindues­partiet sidder brydedommer Yossef Gutfreund bundet til en stol, og fordelt på to senge sidder otte andre gidsler også med hænderne bundet.

Alle ni ser op på Genscher og Tröger med en forpint blanding af håb og desperation i øjnene.

Gidslerne erklærer sig villige til at gå om bord på et fly til Kairo, hvis deres sikkerhed kan garanteres. Så genner de maskerede terrorister Genscher og Tröger ud af lejligheden.

Oplevelsen gør dybt indtryk på Genscher.

“De mener det alvorligt, virkelig alvorligt”, fortæller han chokeret sin betroede medarbejder. Til Schreiber beretter han og Tröger fejlagtigt, at der kun er fem terrorister i lejligheden.

18.00 Den olympiske landsby

En hasarderet politiaktion er i gang.

“Duk jer, duk jer!” Tilskuerne uden for OL-byen er anspændte. I snart halvanden time har de kunnet følge med i, hvordan betjenten Heinz Hohensinn og 12 af hans kolleger fra en specialstyrke ved Münchens politi med maskinpistoler i hænderne kravler rundt på taget af Conollystrasse 31.

Hverken Hohensinn eller nogen af hans kolleger er trænet i at håndtere terrorister, og for den 30-årige politimand ligner det en usædvanlig dårlig plan.

Alligevel har betjentene på taget løsnet ventilationsskakternes låg for at kunne kravle ned og befri gidslerne. Men de har endnu ikke fået ordre til start.

Pludselig står Issa råbende neden for bygningen. Han truer med at henrette to gidsler, hvis ikke betjentene forsvinder.

Så lyder en radiobesked til betjentene: “Skynd jer ned igen”. På højdedraget uden for muren står en gruppe ­kameramænd. De har filmet seancen, og inde fra lejligheden har Issa – som millioner af seere – kunnet følge betjentenes bevægelser på tv.

20.50 Conollystrasse 31

En desperat Genscher har overtalt Issa til at vente til kl. 21 med at få sit fly.

Vesttysklands indenrigsminister Genscher har i selskab med OL-borgmester Tröger, Bayerns minister Merk og politichef Schreiber netop fortalt Issa, at der nu står to helikoptere parat til at flyve gruppen til lufthavnen, hvor et fly venter.

Da tyskerne foreslår Issa, at de skal gå de 200 m til helikopterne, insisterer han på at inspicere ruten først. Dét var ikke meningen.

Vejen til helikopterne går gennem den mørke parkeringskælder, som bryderen Gad Tsabari 12 timer tidligere flygtede igennem. Mellem biler og betonsøjler gemmer en flok tyske betjente sig, parate til at overmande terroristerne.

Da Issa sammen med tyskerne går ned i kælderen, føler Schreiber sig nødsaget til at advare sine folk: “Skyd ikke! Det er kun en prøve!”

Issa vender om på hælen og kræver at blive transporteret til helikopterne i en bus.

Sen aften Fürstenfeldbruck lufthavn

Tyskerne forbereder sig på at give ­terroristerne en ubehagelig overraskelse.

Politimanden Heinz Hohensinn befinder sig igen i centrum af en tvivlsom tysk plan. Inde i den Boeing 727, tyskerne vil stille til rådighed for terroristerne, er han ved at lede efter steder at skjule sig.

Sammen med 15 andre er han “blevet udvalgt til at melde sig frivilligt”, som en af betjentene siden har udtrykt det.

Planen er, at de bevæbnede betjente skal overmande terroristerne, når de træder ind i flyet. Politifolkene er klædt ud som Lufthansa-personale – nogen mere end andre: Flere har blot fået en Lufthansa-skjorte til politiuniformsbukserne.

For Hohensinn ligner det en selvmordsmission: Flyet er fuldt optanket, terroristerne bevæbnet med granater, og hverken sæder eller flyskrog kan værne mod kugler.

Betjentene stemmer om, hvorvidt de skal gennemføre. Alle er imod, og de forlader flyet.

Nu er der kun fem snigskytter til at stoppe terroristerne. Ingen er trænet i skarpskydning, og de har hverken skudsikre veste eller walkie-­talkies. Tre står på afgangshallens tag, én sidder bag en mur, og én bag en parkeret lastvogn.

22.03 Conollystrasse 31

Sorte September-gruppen gør klar til at ­forlade den olympiske by.

Terroristerne vifter nervøst med deres maskinpistoler, mens de skubber de israelske gidsler ind i den mørkegrønne bus tre ad gangen. Alle sportsfolkene har bind for øjnene.

Hans-Dietrich Genscher tæller terroristerne – en, to, tre, fire... hele dagen har tyskerne troet, at der kun var fem. Nu kan indenrigs­ministeren tælle otte – mod de kun fem snigskytter i Fürstenfeldbruck lufthavn.

Fremme ved helikopterne går Issa roligt ud af bussen med en stor lommelygte i hånden. Med lygten tjekker han grundigt helikopterne for fælder og kravler endda op på deres tag.

For rullende tv-kameraer og i knipsende blitzlys sender Issa tre terrorister og fire gidsler ind i den ene helikopter. Mens dens rotorer sætter i gang, jager Issa resten ind i den anden helikopter, hvor han også selv hopper ind.

Så letter helikopterne og forsvinder mod vest med blinkende røde positionslys i nattehimlen.

22.30 Fürstenfeldbruck lufthavn

Mens terrorister og gidsler flyves en omvej, ankommer tyske embedsmænd og to ­israelske efterretningsfolk med helikopter.

Den israelske efterretningschef Zvi Zamir kan ikke tro sine øjne, da helikopterens landingsstel i bælgmørke rammer asfalten foran den lille hovedbygning på militærflyvepladsen: Tyskerne har ikke engang sørget for lys, så deres egne snigskytter kan sigte ordentligt!

Efterretningschefen er samme aften fløjet ind fra Israel sammen med sikkerhedsagenten Victor Cohen, som har erfaring med at forhandle med terrorister.

Hele tiden har israelerne følt sig uvelkomne, særligt blandt de bayerske embedsfolk, men Zamir har trods alt stolet på tyskernes evner. Nu begynder han at tvivle.

Fra et vinduesparti i lufthavnsbygningen kan Zamir se terroristernes helikoptere lande blot 100 meter væk.

Helikopternes fire tyske besætningsmedlemmer er blevet lovet frit lejde, men nu holder to af terroristerne dem alligevel tilbage, mens Issa og Yussuf Nazal går de 150 meter over for at inspicere den parkerede Boeing 727.

Selvom betjentene har forladt det, fornemmer Issa straks, at noget er galt med det tomme fly. Råbende småløber han tilbage mod helikopterne sammen med Nazal.

Så åbner tyskerne ild. Forfærdet ser Zvi Zamir situationen hvirvle ud af kontrol på sekunder: De to terrorister, som bevogter helikoptermandskabet, falder straks til jorden, og helikopterpiloterne flygter væk.

Issa og Nazal sprinter i zigzag for at undgå kuglerne. Nazal bliver ramt i benet og falder, men Issa kaster sig ind i mørket under den nærmeste helikopter sammen med fire andre terrorister.

Zvi Zamir kan kun se lysglimtene, da palæstinenserne begynder at pumpe kugler af sted i alle retninger. De tyske politifolk skyder panisk tilbage mod alt, hvad der rører sig – også direkte mod helikopterne.

Tyskernes håndtering af situationen vækker Zamirs harme. Den eneste løsning, han havde kunnet se, var at storme terrroristerne med en overvældende politistyrke. Igen og igen spørger han Genscher, hvad tyskerne har tænkt sig.

“Det her er en bayersk affære. Vi kan ikke gøre noget”, lyder svaret. Så griber Zamir selv ind. Sammen med Victor Cohen får han fat i en megafon og løber op på taget.

“Stop skyderiet!” råber Cohen på arabisk. “Flyet er parat til jer, som I ønsker!”

Terroristerne svarer igen med en regn af ­projektiler, og de israelske efterretningsmænd må kaste sig ned for at undgå at blive ramt.

23.00 Uden for lufthavnens hegn

Langs militærflyvepladsens hegn er flokkevis af journalister og nysgerrige borgere samlet.

Münchenere i massevis er med børn, tæpper, termoflasker og klapstole kørt til Fürstenfeldbruck for at følge dramaet.

Så mange er de, at de har forårsaget en trafikprop, som fire pansrede mandskabsvogne på vej til undsætning i kampen mod terroristerne nu sidder fast i.

Stemningen har været ængstelig, siden de første kugler hvislede hen over hegnet og forvandlede picnic-atmosfæren til uhygge.

Pludselig træder en tilskuer iklædt en officiel OL-kasket ud foran de forsamlede journalister ved hovedporten. Af uforklarlige årsager giver han sig til at råbe:

“Alt er okay! Gidslerne er løsladt!” Rygtet spreder sig lynhurtigt.

Bayersk politi rapporterer det hjem til deres hovedkvarterer som et faktum, og kl. 23.31 udsender Reuters et telegram: “Alle israelske gidsler er befriet!” Snart tror hele verden, at gidslerne er reddet.

00.01 Fürstenfeldbruck lufthavn

Skyderiet har varet mere end en time, da ankomsten af de fire pansrede ­mand­skabsvogne­ får alt til at gå hurtigt.

Synet af de fire pansrede politivogne får terroristerne til at gå i panik. Én af terroristerne skyder pludselig på klos hold mod fire af gidslerne inde i den ene helikopter.

Så springer han frem, hiver splitten af en håndgranat og kaster granaten tilbage ind i helikopteren. I samme sekund springer Issa frem fra skyggen under den anden helikopter og åbner ild mod lufthavnsbygningen.

Politiskytterne på taget svarer straks igen, men for sent: I samme øjeblik de to terrorister falder døde til jorden, eksploderer den ene helikopter i et inferno af ild og røg.

Endnu en terrorist dukker frem fra mørket under den anden helikopter. Han vender sig og skyder de sidste fire israelske sportsfolk, hvis dødsskrig kan høres i lufthavnsbygningen, hvor de tyske embedsmænd ser hjælpeløst til.

En af terroristerne, Khalid Jawad, forsøger nu at stikke af. Han falder rallende til jorden, da en af politiets snigskytter dukker ud af mørket og skyder ham ned på få meters afstand.

Der er stadig terrorister gemt under den intakte helikopter, og skyderiet hører først op omkring klokken halv et om natten.

Da kugleregnen er standset, løber Zvi Zamir og Victor Cohen sammen med dusinvis af desperate tyske embedsmænd ned mod helikopteren i håb om at finde overlevende. Men i den eksploderede helikopter finder de blot fem forkullede lig.

I den anden sidder de sidste fire israelere med bundne hænder, gennemhullede af terroristernes kugler. Også fem terrorister og en tysk betjent er døde i skudvekslingen.

Tre terrorister er sluppet væk, men bliver fanget, før de når at forlade lufthavnen.

Ca. 03.00 Tel Aviv

Telefonen ringer hos Golda Meir – Israels kvindelige premierminister.

“Golda...”, siger Zvi Zamir. “Jeg har dårlige nyheder. Jeg er lige kommet tilbage fra lufthavnen ... ikke én fra det israelske hold er i live”.

Golda Meir kan ikke tro, hvad hun hører. Hun har allerede timer forinden skålet på gidslernes løsladelse med sine embedsmænd.

“Men de gode nyheder er i radioen, i fjernsynet...”, protesterer hun.

“Golda”, afbryder Zvi Zamir. “Jeg har set dem”.