Osama bin Laden erklærer USA hellig krig

Den generte unge mand har forladt sin familie, sine rigdomme og det søde liv i hjemlandet Saudi-Arabien for at bistå de islamiske oprørsgrupper i Afghanistan. Hele sit 26-årige liv har han stået i skyggen af sine ældre halvbrødre, men nu vil Osama bin Laden hævde sig og gøre familien ære. Han vil kæmpe mod de vantro – og den kvikke saudiske dreng er klar til at erklære verdens stormagter krig og ende som verdens mest eftersøgte terrorist.

Faren opbygger sin formue

En generation tidligere rejste en anden ung bin Laden hjemmefra – lige så stædigt opsat på at få succes. Mohammed bin Laden, som senere blev far til Osama, var vokset op i en mudderklinet hytte i det fattige Yemen. Han kunne ikke læse og skrive, men han var godt begavet, havde en charmerende personlighed og vidste, hvordan huse skulle bygges.

Mohammed endte i Saudi-Arabien og etablerede et murerfirma. En dag faldt han tilfældigvis i snak med landets mægtigste mand, kongen, der endte med at hyre Mohammed bin Ladens firma til alle Saudi-Arabiens store byggeprojekter.

Osama bin Laden bliver født som søn nr. 17

De næste knap 70 år voksede Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, fra 8 km² til at dække et område på 1.600 km². Størstedelen af byen var bygget af Saudi Binladin Group – firmaet, som Mohammed bin Laden grundlagde, og som gjorde familien til landets rigeste næst efter kongefamilien.

Da Mohammed bin Laden kom til penge, giftede han sig. Igen og igen. Hele 22 hustruer havde han – dog ikke samtidig, for ifølge islamisk lov må en mand kun have fire koner ad gangen. Derfor lod han sig løbende skille fra kvinderne og arrangerede nye ægteskaber for dem.
Tilsammen fødte hustruerne 54 børn. En stående vittighed var, at Mohammed ikke kunne huske alle børnenes navne – kun de ældste sønners.

I 1956 giftede den ca. 50-årige patriark sig med en smuk, 22-årig syrer, A'Alia Ghanem. Året efter fødte hun Mohammeds 17. søn, Osama. Alia kom fra fattige kår og var ikke af fin familie. Tilmed lod Mohammed sig snart skille fra hende igen. Derfor havde hun lav status i storfamilien, selvom hun i en periode blev boende i Mohammeds palads-kompleks og blev forsørget ligesom de andre kvinder.

Den lave status smittede af på Osama. De andre brødre hånede hans mor og kaldte ham “slavens søn”, og han havde ikke nogen at lege med.

Bedre blev det ikke, da moren blev gift igen og fik flere børn med sin nye mand. Osama flyttede med, men selvom stedfaren var god mod ham, havde han det svært. På en og samme tid havde drengen lav status som halvbror og barn fra et tidligere ægteskab, mens han også var arving til en del af Mohammed bin Ladens formue på mange milliarder kroner.

Bruce Lee var Osama bin Ladens store idol

Osama var en stille og genert dreng. Han var lydig, hjælpsom og tæt knyttet til sin mor. En nabo fortalte senere om, hvordan drengen som barn og ung teenager holdt af at ligge ved morens fødder og kærtegne hende.

“Osama ville ikke lægge sig til at sove, hvis han vidste, at Alia var bekymret eller ked af det”, sagde naboen, Khaled Batarfi.

Forholdet til faren var til gengæld overfladisk, fordi de så hinanden så sjældent. En gang imellem samlede Mohammed bin Laden alle sine børn for at høre dem i Koranen, eller han tog udvalgte drenge med ud på en byggeplads og fortalte dem om arbejdet. Ifølge en af Osamas senere studiekammerater, Jamal Khalifa, så drengen sin far som en rollemodel:

“Osama tilbragte ikke meget tid med sin far, men han hørte andre tale om ham og fik det klare indtryk, at faren ikke var den type leder, der sidder bag sit skrivebord og giver ordrer”.

Mohammed bin Laden deltog selv i det fysiske arbejde i den glohede ørken. Sådan en mand ville hans søn også være.

En anden af Osama bin Ladens barndomshelte var den amerikansk-kinesiske action-skuespiller Bruce Lee. Drengen elskede at se fjernsyn, og ud over kung-fu var han især glad for cowboyfilm. Når han var på ferie hos sin mors familie på landet, brugte han tiden på at ride, svømme og gå på jagt.

Som ca. 10-årig blev Osama sendt på en kostskole, hvor også flere af hans brødre gik. Han var ensom og savnede sin mor, men skulle snart blive endnu ulykkeligere.

Osama bin Ladens far dør

En septemberdag i 1967 var Mohammed bin Laden på vej til sit 23. bryllup i et lille privatfly. Han nåede aldrig så langt, for flyet styrtede ned, og kun hans dyre armbåndsur identificerede rigmandens forkullede jordiske rester. Familiens nye overhoved, den ældste søn, Salem bin Laden, besøgte sine yngre brødre på kostskolen. Ifølge skolens leder, Emile Sawaya, kendte han dem ikke i forvejen:

“Det underligste var, at vi var nødt til at introducere brødrene for hinanden. De yngre kyssede Salems hænder”.

Osama blev endnu mere stille og indadvendt efter farens død. Året efter opgav han kostskolen og flyttede hjem til sin mor igen. Om det skyldtes hjemve, sorg eller andet, vides ikke, men skolelederen har siden fortalt, at Osama klarede sig godt og var en flittig elev.

Han blev indskrevet på en fin privatskole for drenge, Al Thaghr, hvor børnene gik i skoleuniformer. Her klarede han sig også udmærket og fik middelgode karakterer.

“Osama holdt sig for sig selv og var meget seriøs og ærlig. Vi andre stjal ofte hinandens madpakker for sjov eller snød med opgaverne, men aldrig Osama. Han snød ikke, og man kunne trygt overlade sine ting til ham”, har en klassekammerat senere fortalt.

Osama bin Laden på ferie i Europa

I sine teenageår pendlede Osama mellem to tilværelser. Noget af tiden var han en nysgerrig og eventyrlysten dreng, der tog på ferier i Europa med sin familie, så amerikanske film og spillede fodbold. Resten af tiden var han en alvorlig, indelukket dreng, som blev mere og mere opslugt af sin religion, prædikede for andre og insisterede på, at kammeraterne skulle spille fodbold i lange bukser, samt at drenge og piger altid var adskilte.

Rygter fortæller, at han tog til Beirut i Libanon og slog sig løs ligesom andre rigmandssønner, der drak sig fulde og gik på kasino og til prostituerede. Sandsynligvis har disse historier mere med Osamas brødre at gøre end med ham, for den eneste last, han til sidst tillod sig selv, var at køre stærkt i dyre biler. Han havde nemlig, som hans venner forklarede det, fået en religiøs vækkelse, og særligt én person kom til at gøre en stor forskel for den unge, letpåvirkelige dreng.

Islam og fodbold på skoleskemaet

I 8. klasse inviterede Osamas gymnastiklærer ham med i en religiøs studiegruppe, der læste sammen efter skoletid. Læreren var ung, humoristisk og populær blandt drengene, men han var også medlem af den yderliggående bevægelse kaldet Det Muslimske Broderskab.

En anden elev har berettet, hvordan gruppen i begyndelsen blot skulle terpe Koranen lidt, og så spillede de fodbold sammen bagefter. Men som tiden gik, overtog den religiøse undervisning mere og mere af de unge mænds interesse, så kammeraten til sidst spillede bold med sig selv.

Koranlæsningen blev afløst af studier af profeten Muhammeds liv og af lærerens fortællinger. Han samlede drengene omkring sig på gulvet og tændte et stearinlys. Historierne kunne være meget drabelige, mindes eleven, som hellere ville spille bold.

Fx fortalte læreren engang om en dreng, der havde fundet Gud. Når drengen ville bede, trak hans far bedetæppet væk under ham. Den tapre dreng, som læreren kaldte ham, fandt til sidst farens pistol, ladede den og skød sin far.

“Herren være lovet! Islam blev givet fri”, havde læreren sluttet sin fortælling. Kammeraten gik sin vej og vendte aldrig tilbage til gruppen. Osama bin Laden blev siddende.

Osama bin Laden gifter sig til sex

Som de fleste andre teenagedrenge var den unge bin Laden interesseret i piger og sex. De strenge regler forbød ham dog at gøre noget ved sagen. Eneste mulighed var at gifte sig – så det gjorde han. Som 18-årig friede Osama til sin 14-årige kusine, Najwa Ghanem, eller rettere til hendes familie, der takkede ja til tilbuddet. Hun blev hurtigt gravid og fødte sønnen Abdallah.

Den nybagte ægtemand begyndte at læse økonomi på universitetet. De fleste af hans brødre tog til Europa eller USA for at studere, men Osama valgte at blive i Saudi-Arabien. Studierne interesserede ham dog ikke; han ville hellere bruge sin tid på at arbejde i familievirksomheden.

“Jeg vil være ligesom min far. Jeg vil arbejde dag og nat uden hvile”, sagde han.

I 1978 lukkede hans ældre brødre ham endelig ind i firmaet og gav ham en praktisk opgave i nærheden af Mekka. Han skulle udjævne bakker, så firmaet kunne bygge hoteller og anlægge veje. Osama arbejdede så hårdt, at han til sidst droppede ud af universitetet.

En lang række politiske begivenheder havde sat gang i en nyreligiøs vækkelse i Saudi-Arabien og pustet til ilden i Osama. Borgerkrigen i Libanon så han som Guds straf over det syndige liv i Beirut. Saudi-Arabiens kong Faysal blev snigmyrdet af sin mentalt syge nevø, der havde tilbragt mange år i USA og derfor var blevet “vestliggjort”.

Egypten indgik en fredsaftale med ærkefjenden Israel, hvilket sendte chokbølger gennem den muslimske verden. Og i november 1979 demonstrerede militante islamister mod den saudiske regering, som ifølge oprørerne også var blevet vestliggjort.

“De er sande muslimer”, sagde Osama til en ven og blev dybt chokeret, da kongens væbnede styrker gik til modangreb på demonstranterne i Mekka.

Den 26. december samme år invaderede Sovjetunionen Afghanistan. Så blev det for meget for 22-årige Osama bin Laden.

En ny religiøs læremester, Abdallah Azzam, havde introduceret ham til jihad, hellig krig mod de vantro. Samtidig huskede Osama, at han engang havde overhørt sin far sige til en ven, at han ville være lykkelig, “når blot én af mine sønner vil bruge sit liv på at bekæmpe Allahs fjender”.

Osama bin Laden havde fundet sit kald.

Rige saudiere finansierer krigen

Få dage efter invasionen rejste Osama bin Laden til Peshawar i Pakistan, tæt på den afghanske grænse. Mujahedinerne kæmpede indædt mod invasionsmagten, men de manglede penge, udrustning og våben. Rigmandssønnen indså med det samme, hvordan han bedst kunne hjælpe – nemlig ved at bruge sine penge og sine indflydelsesrige kontakter.

Osama bin Laden var selv god for ca. to milliarder kroner, som han havde arvet efter sin far. Desuden rejste han rundt til sin families rige muslimske venner i Saudi-Arabien for at rejse endnu flere økonomiske midler til kampen.

Pengene strømmede ind. Ud over våben brugte han dem til at bygge lejre til flygtninge og sårede krigere i Pakistan samt træningslejre og underjordiske militærkomplekser i selve Afghanistan. Ofte betjente han selv en af de store gravemaskiner, når der skulle graves skyttegrave ved frontlinjerne.

Sin rigtige ilddåb fik Osama bin Laden under kampen om Jalalabad i 1987, hvor han for første gang stod over for russerne på slagmarken. Senere samme år deltog han i slaget ved Jaji. Og her kunne historien om Osama bin Laden være endt.

“En 120-mm-mortérgranat landede lige foran mig”, har han senere berettet. I det øjeblik var saudieren sikker på, at han skulle dø. Men granaten detonerede ikke.

“Jeg var aldrig bange for døden”, insisterede han syv år senere i et interview om episoden.

Tværtimod ærgrede den fanatiske muslim sig over, at han havde misset chancen for at dø i kamp og blive martyr. Året efter erhvervede Osama en AK-47, som fra da af blev hans særlige kendetegn. Ifølge ham selv tog han den fra en russisk general fra Spetsnaz-specialstyrkerne. Generalen var blevet dræbt i et slag, som Osamas mænd havde vundet.

Osama bin Laden vender hjem

I 1988 stod det klart, at krigen mod Sovjetunionen lakkede mod enden. Den nu 31-årige Osama var dog overbevist om, at der stadig var brug for ham i kampen mod islams fjender. Han oprettede derfor organisationen al-Qaeda, der betyder “Basen” på arabisk. Bevægelsens formål var at fungere som en militaristisk aktionsgruppe, der kunne fortsætte kampen mod muslimernes fjender kloden over.

Dette førte til et opgør med hans tidligere mentor Abdallah Azzam. Osama bin Laden ville fokusere på den globale kamp, mens Azzam var mere optaget af de regionale stridigheder i Mellemøsten. Året efter døde mentoren under mistænkelige omstændigheder i et biluheld sammen med to af sine sønner.

Imens fortsatte Osama utrætteligt med at optimere al-Qaeda; bl.a. udbyggede han sine træningslejre i Afghanistan og oprettede flere. Her blev unge fanatiske muslimer med et glødende had til Vesten trænet i kamp og terrorisme. Osama havde tidligere selv modtaget “træning i at arbejde med eksplosiver i forbindelse med at bortsprænge bjerge”, som han senere formulerede det.

Eneste krav for at blive optaget i al-Qaeda var at være en rettroende muslim efter Osamas hoved.

“Vi vil ikke foretage nogen diskrimination af vores medlemmer baseret på hudfarve eller race. Vi samarbejder med folk på grund af deres fromhed og retfærdighed”, udtalte han.

Organisationen stod på fire ben: Det militære, det administrative og finansielle, det religiøse og det kommunikative. Især sidstnævnte var vigtigt, mente Osama bin Laden, som i 1989 udtalte:

“Jeg er overbevist om, at medierne spiller en afgørende rolle i udbredelsen af den islamiske sag”.

Derfor udgav han bl.a. magasinet “Al-Jihad”, som blev distribueret i det meste af verden, indspillede rekrutteringsvideoer og gav stribevis af interviews. Da russerne trak sig ud af Afghanistan i 1989, var al-Qaeda allerede en stærk organisation, og i en video opfordrede Osama sine muslimske brødre i alle dele af verden “til at deltage i vores opgave med at hejse jihadens banner for Guds sag”.

Det store spørgsmål var nu blot, hvad denne jihad skulle indebære.

Konerne må ikke tænke selv

Som ung havde Osama bin Laden svoret, at han ville følge profetens eksempel og ægte fire kvinder. Hans mål var at få mange børn, der skulle vokse op og føre hans kamp videre. I løbet af 1980’erne havde han derfor giftet sig yderligere tre gange, og han blev far til i alt 20 børn. Over halvdelen var født af hans første kone, Najwa, der var konstant gravid i mange år efter deres bryllup.

Familien blev boende i Saudi-Arabien, mens han rejste frem og tilbage og var væk i meget lange perioder ad gangen. Når han var væk, måtte kvinderne ikke forlade hjemmet. Osama var en streng ægtemand og far, der tog sin status som familiens overhoved helt bogstaveligt. En dag, hvor Najwa forsigtigt ytrede sin bekymring for ham og hans hemmelighedsfulde foretagender, bed han hende af med et “Najwa, hold op med at tænke!”, har hun senere fortalt til journalisten Jean Sasson, der skrev en bog om familien.

Overhovedet var imod moderne opfindelser som aircondition og køleskabe og forbød desuden sin familie at se TV. Børnene måtte heller ikke få legetøj, opføre sig fjollet eller sige vittigheder. Drengene gav han jævnligt bank med en stok for at disciplinere dem, eller han tog dem med på lange, opslidende vandreture i bjergene uden drikkevand.

Osama bin Laden havde en idé om, at mennesker kun burde drikke, når det var absolut nødvendigt, og selv spædbørnene måtte ikke få vand fra en sutteflaske.

“Livet skal være hårdt, og I bliver stærkere af, at jeg giver jer en hård opvækst”, sagde Osama til sine børn, når de klagede sig.

Osama bin Ladens had til USA vokser

Efter krigen vendte Osama tilbage til Saudi-Arabien som en regulær folkehelt. Najwa skrev senere, at alle var “forundrede og imponerede over, at en rig bin Laden-søn havde risikeret sit liv og helbred ved krigsfronten”.

En stille periode fulgte, men så, i august 1990, besluttede Iraks leder, Saddam Hussein, at invadere Saudi-Arabiens nabostat Kuwait. Angrebet var et chok for den saudiske regering, for landets militær kunne umuligt forhindre Saddam, hvis han fortsatte sin invasion.

Osama fik foretræde for landets forsvarsminister, prins Sultan, og leverede en passioneret tale om, hvordan han med familiens maskiner kunne grave skyttegrave og opføre massive forsvarsværker, som han havde gjort det i Afghanistan. Prins Sultan lyttede tålmodigt til Osamas planer. Da han efterfølgende spurgte den ivrige krigsveteran, hvordan han ville stoppe fjendens 4.000 kampvogne i det pandekageflade Saudi-Arabien, svarede Osama bin Laden:

“Vi vil bekæmpe dem med vores tro”.

Prinsen takkede nej. I stedet indgik det saudiske kongehus en aftale med amerikanerne, der snart efter sendte over 500.000 mand til Saudi-Arabien. Den forsmåede Osama bin Laden var rasende over, at vantro skulle forsvare hans land. Han tordnede imod kongehuset og de religiøse ledere.

“Hvordan kan I lukke amerikanerne ind i landet?” spurgte han dem.

Som straf blev den utilfredse helt forment udrejse fra landet. Ved en af sine brødres mellemkomst fik han alligevel lov til at rejse på en kort tur til Pakistan. Al-Qaeda-lederen havde dog ingen intention om at vende tilbage, skrev han i et brev til Najwa og instruerede hende i at følge efter, så snart hun kunne:

“Efterlad ikke en eneste tallerken i Saudi-Arabien”.

Børnene sover i jordhuller

Sammen med familien slog han sig nu ned i Sudan, hvor den islamiske leder, Hasan al-Turabi, tog godt imod dem. Osama bin Laden gik straks i gang med arbejdet. Han havde stadig adgang til sine konti i Saudi-Arabien, og pengene brugte han til at opstarte sine egne byggevirksomheder og til at oprette lejre, hvor han fortsatte med at træne terrorister.

Også familien, inklusive hans koner og døtre, havde brug for træning, mente han. De skulle lære at klare sig i ødemarken. En dag kørte Osama derfor hele familien ud i ingenmandsland. Alt, de havde med sig, var nogle hakker og skovle.

“Mens vi er på denne træningsmission, skal alle minimere deres indtag af vand og mad”, indprentede han dem, og mens kvinder og piger så på, satte han drengene til at grave aflange huller i jorden. Hvert hul skulle være stort nok til, at et menneske kunne ligge udstrakt deri.

“Hårde tider er på vej. Der vil komme en dag, hvor I ikke længere har et hus at bo i eller et tæppe til at tage over jer”, prædikede Osama imens. Hele familien, selv de allermindste, fik ordre til at lægge sig til at sove i hvert sit jordhul.

“Jeg fryser”, lød det frygtsomt fra et af børnene.

“Så dæk dig til med jord og græs”, svarede Osama bin Laden. “Naturen vil holde dig varm”.

Al-Qaeda erklærer krig mod USA

Osama bin Laden var nu overbevist om, at USA var den største fjende mod islam. Han begyndte derfor at angribe amerikanerne, hvor han kunne. I 1992 var al-Qaeda involveret i et angreb på amerikanske tropper i Yemen, og fra 1992 til 1994 kæmpede krigerne mod amerikanere i Somalia. Kursen førte til et brud med hans mange søskende. Den 5. marts 1994 udsendte bin Laden-familien en officiel erklæring:

“Vi beklager, afsværger og fordømmer de handlinger, som Osama bin Laden muligvis har begået, som vi ikke tolererer, men afviser”.

Dog hævder eksperter, at familien i virkeligheden fortsat billigede og støttede familiens sorte får, og at den officielle udtalelse blot var spil for galleriet. Samtidig med familiens fordømmelse frøs den saudiske regering alle hans konti i landet. Men Osama bin Laden tjente nu så mange penge på sine egne virksomheder, at han kunne fortsætte som før – og i 1996 erklærede han USA krig.

Sudans leder følte sig tvunget til at udvise Osama fra landet pga. af pres fra USA og Saudi-Arabien. Vedholdende rygter vil vide, at al-Turabi tilbød at udlevere terrorlederen til Clinton-regeringen. Denne afslog angiveligt pga. manglende beviser i en eventuel retssag. Osama måtte igen forlade det land, han boede i. Nu var kun ét sted stadigvæk åbent for ham – Afghanistan.

Osama bin Laden finder sit kald i Afghanistan

“Gud har hjulpet mig, og jeg er nu igen kommet til Afghanistan”, udtalte Osama kort efter sin ankomst til lufthavnen ved Jalalabad den 18. maj 1996. Her blev han modtaget af sine gamle mujahedin-veteraner fra krigen mod russerne.

At Sudan måtte forlades i al hast, var et stort slag for al-Qaeda-organisationen. Osama lod sig ikke slå ud, men etablerede straks en mere direkte kontakt med de lejre, som han havde oprettet i Afghanistan under krigen mod russerne. Resten af sin tid brugte han i selskab med familien og med at bede. Abdullah, en af bin Laden-familiens naboer i denne periode, omtalte senere Osama som en “meget fredfyldt mand”, som han så som “lidt af en helgen”.

Gennem årene blev Osama mere og mere forhippet på at indrette sig primitivt og spartansk. Lavpunktet nåede han i Afghanistan, hvor han flyttede familien til Tora Bora-bjergene. Her boede de i stenhytter med stråtag og huller som vinduer. Milliardærens nye hjem havde hverken elektricitet eller indlagt vand.

Men konerne adlød ham blindt og beklagede sig ikke – hverken når de vaskede tøj i iskoldt vand, fik for lidt at spise, eller når han slog deres sønner eller giftede døtrene bort i en alder af 12 år. En dag samlede Osama bin Laden sine drenge omkring sig i byen Kandahar, har hans søn Omar senere fortalt.

“Sid, sid, jeg har noget, jeg vil fortælle jer”, sagde faren, imens han gestikulerede ivrigt til dem, og drengene tog plads, mens de solede sig i hans sjældne opmærksomhed.

“Mine sønner, der er en liste på væggen henne ved moskéen. Listen er for mænd, der er gode muslimer, mænd, der vil melde sig frivilligt som selvmordsbombere. Skriv jer på den, hvis I vil give jeres liv til islam”.

Til sin skræk så 16-årige Omar, hvordan en af hans yngre brødre begejstret rejste sig og straks løb i retning mod moskéen. Selv samlede han derefter alt sit mod og udbrød:

“Far, hvordan kan du bede os, dine sønner, om det?”

Osama så på ham og sagde så iskoldt: “Omar, du har ikke en større plads i mit hjerte end alle andre mænd og drenge i dette land”.

Osama bin Laden bomber sig tilbage på radaren

Den tvungne flytning til Afghanistan skulle faktisk vise sig at blive en stor hjælp for al-Qaeda og Osama bin Laden. I Sudan havde amerikanerne kunnet overvåge ham nøje takket være al-Turabis assistance, men den radikaliserede Taleban-ledelse havde ikke i sinde at hjælpe amerikanerne. I realiteten var Osama nu forsvundet fra USA’s radar. Det gjorde det langt nemmere for ham at planlægge sit næste træk.

Det islamistiske Taleban-styre, anført af Mullah Omar, udnævnte Osama til emir. Inden for islamisk retspraksis betød det, at han nu kunne agere som statsoverhoved – eksempelvis som leder af et pan-islamisk kalifat.

Osamas nye status som emir betød en forøget respekt omkring ham og al-Qaeda fra andre islamistiske organisationer rundtomkring i Mellemøsten. En af disse var gruppen Egyptisk Islamisk Jihad. Gruppens ledelse ønskede at ramme USA som hævn for, at amerikanerne havde fængslet en lang række af deres medlemmer. Egypterne havde selv penge og midler, så Osama skulle blot bistå med kyndig vejledning om bombefremstilling og afvikling af terrorangreb.

Efter i årevis at have tilført amerikanerne mindre tab i forskellige aktioner var Osama bin Laden nu overbevist om, at USA kun kunne besejres, hvis han lokkede dem til at invadere Afghanistan. En sådan invasion ville samle den muslimske verden i en fælles opposition mod amerikanerne, mente han. En lang, opslidende krig ville dræne USA for penge og tvinge stormagten i knæ. For at opnå dette måtte han ramme amerikanerne hårdt på en front, “hvor de ikke forventer det”, som han ofte yndede at sige.

Den 7. august 1998 sprængte selvmordsbombere fra gruppen sig selv i luften foran den amerikanske ambassade i Kenyas hovedstad, Nairobi, samt i storbyen Dar es Salaam i Tanzania. Men USA bed ikke på krogen. I stedet sendte de krydsermissiler mod den træningslejr i Afghanistan, hvor de troede, bin Laden opholdt sig. Men Osama befandt sig ikke i lejren. Kort efter udsendte al-Qaedas leder følgende besked til hele verden:

“Ved Allahs gunst er jeg i live”.

USA havde ikke hørt det sidste til sin største fjende, Osama bin Laden. For at lokke USA til en opslidende krig i Afghanistan måtte supermagten rammes, hvor det gjorde mest ondt.