Selvmordangrebet i Beirut

Natten igennem har libanesiske militser – særligt de shiamuslimske – ladet geværkugler regne ned over lufthavnsområdet. Men denne søndag morgen den 23. oktober 1983 er Beiruts sydlige forstæder, hvor lufthavnen ligger, så stille, at Russell endda kan høre fuglene kvidre i trætoppene.

Sergenten har opsynet med de vagtposter, som er posteret omkring den fire etager store såkaldte BLT-bygning, hvor USA's udsendte marineinfanterister har haft hovedkvarter i de sidste 13 måneder.

Her sover 350 af Russells kammerater. Fra sit vagtskur lige foran BLT-bygningens sydindgang kan Russell se fem af de ni vagter, som er posteret omkring bygningen. Han har ryggen vendt mod vagtposterne, da han hører støj i retning af den store parkeringsplads et par hundrede meter syd for bygningen.

Lyden er ganske svag og får ham ikke umiddelbart til at vende sig. Kort efter ændrer lyden sig til noget, der minder om en brølende dieselmotor.

Russell vender hovedet og ser en gul Mercedes-lastbil på parkeringspladsen. Lastbilen er i høj fart vej henimod det pigtrådshegn, som adskiller parkeringspladsen fra marineinfanteristernes område.

Kl. 06.21: Vagter er lamslåede

Korporal Eddie DiFranco, der bemander vagtposten umiddelbart øst for pigtrådshegnet ud til parkeringspladsen, har godt set den gule lastbil. Den slags kører dagligt ud og ind af lufthavnen med gods, så han reagerer ikke.

Køretøjet cirkler en enkelt gang rundt på pladsen. Pludselig gasser den op og styrer direkte imod afspærringen. DiFranco kigger lamslået til, mens den tonstunge lastbil brager igennem pigtråden få meter fra hans post.

Febrilsk flår han sit M-16 automatgevær ned fra skulderen. Det er ikke ladt. DiFranco er nødt til først at tage ladegreb. Idet køretøjet passerer, registrerer han, at føreren er en mand med mørkt skæg.

Korporalen er nu omsider klar til at skyde. Hurtigt retter han geværet mod lastbilen, men den er allerede et godt stykke forbi ham. Heller ikke vagtposten over for ham har nået at skyde. Skrækslagne ser de begge til, mens lastbilen i rasende fart fortsætter hen imod BLT-bygningens sydlige indgang.

Kl. 06.22: Sergent Russell løber for livet

Stephen Russell ser den gule Mercedes-lastbil komme direkte imod sig. Lynhurtigt griber han sin kaliber-45 pistol og træder ud af vagtskuret lige foran BLT-bygningens indgang. Et øjeblik overvejer han at skyde, men lastbilen er alt for hurtig – og alt for tæt på. I et splitsekund ser sergenten føreren gennem den store bilrude. Manden smiler.

Uden at tænke vender Russell sig om og spæner ind gennem den store, åbne lobby i BLT-bygningen bag ham. På vej gennem den kæmpestore hal ser han en marineinfanterist i joggingtøj: “Løb, for helvede!” råber han og spurter hen imod lobbyens bagindgang.

I farten kan Russell høre brølet fra lastbilen komme tættere og tættere på. Aldrig før har han løbet så hurtigt. Endelig når han ud af bagindgangen og bemærker en vagtpost uden for bygningen: “I dækning!” råber han til soldaten, der straks kaster sig ned.

Selv spæner Russell ud på en parkeringsplads bag BLT-bygningen. I farten vender han hovedet og ser lastbilen pløje gennem hans vagtskur. Brædder og sandsække sprøjter som en tidevandsbølge ind gennem lobbyen. Russell fortsætter med at løbe.

Da han sekunder efter igen kigger, står lastbilen stille inde i lobbyen. I samme øjeblik ser han et orange lysglimt og mærker en brølende bølge af intens varme, der kyler ham fem meter gennem i luften.

Kl. 06.22: Korporal begraves i beton

Lyden af høje råb og skud får korporal David Wilcox på benene. Han befinder sig i sit lille værelse på 1. sal i BLT-bygningen. Hurtigt griber han sin pistol og går hen til døren. Inden­ han når at tage fat i håndtaget, bliver­ døren flået af sine hængsler og kastet­ direkte imod ham.

Lufttrykket slynger Wilcox til jorden, hvorfra han med vantro ser værelsets mure bevæge sig imod ham med ufattelig hast.

Da han åbner øjnene igen, er hele hans højre side begravet i murbrokker. En ståldrager har gennemboret den øverste del af højre arm, og hans skulderblad er knust. Den værste smerte kommer fra ryggen, hvor et vandrør under ham har smadret hans nyrer.

Wilcox kan næsten ikke røre sig. Hurtigt går det dog op for ham, at han ikke er alene. En ingeniørsoldat, som før eksplosionen befandt sig i værelset direkte over Wilcox', ligger nu blot tre meter fra ham på den anden side af en enorm betonplade.

En anden betonplade ligger oven på ingeniørens bryst. Hver gang han trækker vejret, presser lungerne imod de knuste ribben. Wilcox glemmer sine egne smerter og forsøger at holde manden ved bevidsthed.

Kl. 06.22: Soldat falder fire etager

På BLT-bygningens tag ligger korporal Robert Calhoun i sin sovepose. Han og hans makker har ansvaret for kommunikationen med de amerikanske flådefartøjer, som ligger ud for Libanons kyst.

Radioudstyret er derfor rigget til på bygningens tag. Calhoun vågner, da han hører råb. Begge mænd er stadig i deres soveposer, da tagets midte pludselig åbner sig og som en vulkan pumper flammer og røg højt op i luften.

Sekundet efter kan Calhoun mærke, at bygningen begynder at hælde. Med øredøvende drøn klasker etage efter etage sammen, mens de to mænd rutsjer rundt på resterne af taget i deres soveposer.

Da de omsider ligger stille, er Calhoun dækket af murbrokker. Med besvær møver han sig fri. Da han kommer op at stå, kan han næsten ikke tro, hvor tæt på jorden han er – højst fem meter.

Endnu mere uvirkeligt er synet af de lemlæstede kroppe, som ligger på jorden og i ruinerne. Fra bjergene af murbrokker rejser sig søjler af røg og støv. Calhoun hører en klagende lyd.

Hans kammerat ligger halvt begravet under brokker. Med hænderne graver han som en vild for at befri vennen, indtil han mister besindelsen: “Hold kæft, hold kæft!” brøler han irrationelt til kammeraten, der ikke har sagt et ord.

Kl. 06.23: Stephen Russell kan ikke røre sig

Efter sit sprinterløb ud af marinebygningens bagindgang og den efterfølgende eksplosion ligger sergent Russell ubevægelig på parkeringspladsen bag den sammenstyrtede bygning. Han ved ikke, hvor længe han har ligget bevidstløs, men kan mærke en voldsom smerte i benene. Den er så intens, at han er lige ved at besvime.

Om og om igen mumler han den samme sætning: “Min gud, jeg kan ikke­ tro, det er sandt”.

Bortset fra hans egen mumlen er stilheden omkring ham total. Russell har aldrig før oplevet så intens en stilhed. Pludselig hører han en stemme klynke: “Åh gud, hjælp mig”.

Straks gentager en anden stemme til venstre for Russell den samme bøn. Begge stemmer kommer fra de bunker af beton og forvredne ståldragere, som er spredt ud over hele området.

Russell forsøger instinktivt at mave sig henimod de usynlige ofre. Umuligt. Han kan ikke røre sig på grund af smerten. Han kigger ned for at lokalisere årsagen og ser, at hans venstre fod er bøjet indad i en unaturlig vinkel.

Hans venstre hånd er helt blodig, og han kan se, at eksplosionen har flænset både hud og kød. En stille strøm af blod siler ned ad hans støvede ansigt fra et åbent sår på venstre side af hovedet. Sergenten opgiver og lægger sig til at vente.

Kl. 06.24: Korpsleder tror ikke sine øjne

Oberst Timothy Geraghty, øverstkommanderende for marinekorpsets mission i Beirut, løber i fuld fart ned ad trapperne i den bygning, der huser marinekorpsets kommandocenter. Bygningen ligger nogle hundrede meter nord for BLT-bygningen.

Obersten er overbevist om, at kommandocenteret er blevet ramt af en fuldtræffer. Da han kommer ud, er hele lufthavnsområdet indhyllet i en tæt støvsky. Obersten kan imidlertid hurtigt konstatere, at kommando-centerets­ bygning er intakt.

Forvirret løber han videre, fulgt af sin underordnede, major Melton. De to mænd løber fra bygning til bygning, men kan ikke se nogen store skader. Geraghty kan mærke sin mave snøre sig sammen. De to officerer vender nu sig imod syd, hvor den altomsluttende støvsky netop i dette øjeblik åbner sig.

“Oh my God, BLT-bygningen er væk!” gisper major Melton. Oberst Geraghty tror ikke sine egne øjne. Som forstenet står han og kigger på resterne af den fire etager høje bygning, som nu blot er lidt over én etage høj.

Han ved, at 350 af hans mænd ligger under de tonstunge betonelementer. Selv på afstand kan han fra murbrokkerne høre utydelige skrig om hjælp. De to officerer løber straks tilbage til kommandocenteret for at organisere redningsoperationen.

Kl. 06.25: Sergent Russell bliver reddet

Tre minutter efter eksplosionen går den første organiserede redningsoperation i gang. Major Douglas Redlich og to andre officerer, der befandt sig godt 250 m fra BLT-bygningen under angrebet, er de første til at nå frem til ruinerne.

Allerede 50-60 m fra den maste bygning ser de tre mænd støvede klumper af menneskekød ligge på jorden mellem murbrokker og ståldragere.

Da major Redlich kommer tættere på, ser han en såret mand ligge på parkeringspladsen nær det sted, hvor BLT-bygningens bagindgang før var. Det er sergent Russell.

Redlich knæler ned ved siden af sergenten, der bider smerten i sig og beder ham om at hjælpe sig op på albuerne, så han kan se den knuste bygning. Da han ser ruinerne, bliver han helt stille. Kort efter bliver Russell båret til en opsamlingsplads for sårede og sidenhen fløjet ud til flådefartøjet Iwo Jima for at blive behandlet.

Imens spurter major Redlich helt hen til den rygende ruin for at danne sig et overblik. Han ved, at hvert minut kan betyde forskellen mellem liv og død for de sårede nede i ruinen. Især frygter Redlich, at de skal blive kvalt af den røg, der stiger op fra dyngerne af knust beton.

VIDEO: Se optagelser fra kaosset efter bombningen

Flere soldater er nu nået frem. Synet af de enorme ødelæggelser er så ufatteligt, at de fleste stopper op og kigger hjælpeløst på bjergene af brokker.

“Stop med at glo”, råber majoren til de forstenede soldater og beordrer dem til to og to at lede efter overlevende. Kort efter ankommer en soldat med en gaffeltruck og begynder at rydde en vej for andre maskiner.

Redlich giver en gruppe marineinfanterister besked om at fjerne lig og kropsdele fra arbejdsområdet. De unge mænd kigger rådvilde på majoren, usikre på, hvordan de skal gribe den blodige opgave an.

Resolut begynder Redlich og en anden officer at samle afrevne arme og ben op fra jorden, hvorefter de fylder lemmerne på en båre. Det bryder stilstanden. Med hektisk aktivitet går soldaterne i gang med at indsamle blodige menneskedele.

Kl. 06.35: Ny bilbombe skaber frygt

Godt ti minutter efter eksplosionen er redningsoperationen i fuld gang. Under ledelse af major Redlich er store maskiner nu begyndt at rydde murbrokker væk, mens grupper af marineinfanterister leder i ruinerne efter sårede.

Samtidig får marineinfanteristerne besked om, at også de franske troppers bygning få kilometer mod nord er blevet jævnet med jorden af en eksploderende lastbil.

Alle frygter nu, at lufthavnen skal blive angrebet igen – den ukendte fjende er øjensynligt skræmmende velorganiseret og ekstremt målrettet.

Det har Redlich ikke tid til at bekymre sig om. Han og hans mænd har kun en ting i hovedet: at redde liv. Med alt fra løftestænger til tonstunge maskiner forsøger de febrilsk at komme ned til deres sårede kammerater.

For manges vedkommende kommer hjælpen for sent, men i flere tilfælde viser det sig, at ofre, som først antages døde, faktisk er i live. Blandt dem er en ung soldat, der er blevet skalperet og har brækket begge arme og ben.

Manden har ingen mærkbar puls i håndleddet, men efter kort tid i den friske luft lykkes det alligevel en tililende civil læge at finde en puls i halsen. Soldaten bliver i al hast evakureret.

Da redningsfolk kort efter befrier en anden fastklemt soldat fra virvaret af brokker og ståldragere, hører de en strøm af eder og forbandelser fra ruinhoben.

I deres iver for at befri manden er de kommet til at stable de fjernede betonbrokker oven på to andre soldater, der ligger gemt nede i ruinerne.

Smerten fra det stigende tryk har vækket den ene af de sårede fra sin døs, og han er rasende over kammeraternes tankeløshed. Det bliver hans redning.

Kl. 09.00: Wilcox ligger fastklemt i mørket

Korporal David Wilcox har ingen anelse om, hvor længe han har ligget fastklemt, siden hans værelse ved eksplosionen kollapsede omkring ham. Det føles, som om han har tilbragt et helt liv hernede i det røglugtende mørke.

Smerten fra hans knuste nyrer er skarp og konstant. Kort efter eksplosionen hørte han folk skrige. Derefter kunne han svagt høre redningsfolk og ofre råbe til hinanden. Hans egne råb er dog ikke blevet hørt af nogen. I stedet har han i de sidste timer forsøgt at berolige den ingeniør, som ligger hårdt såret få meter fra ham, fastklemt under en betonplade.

Pludselig kan Wilcox høre stemmer. Et redningshold ledet af sergent Randy Gaddo er i gang med at grave sig ned gennem ruinerne og er nu så tæt på, at Wilcox tydeligt kan høre deres stemmer.

Korporalen råber af al kraft i håbet om, at de kan høre ham. Han bliver hørt af Randy Gaddo, der dog ikke kan lokalisere, hvor lyden kommer fra: “Bliv ved med at tale”, råber Gaddo.

Wilcox tænker sig et øjeblik om og begynder derefter at synge af al kraft. Febrilsk graver Gaddos folk sig ned gennem murbrokkerne.

De finder den fastklemte ingeniør først, men i samme øjeblik de fjerner betonpladen på hans bryst, udvider mandens lunger sig og punkteres øjeblikkeligt af de knuste ribben. Hjælpeløs ser sergent Gaddo til, mens ingeniøren dør af kvælning.

Opgivende træder Gaddo på den betonplade, som ligger på Wilcox, uden at vide, at han er under den: “Gå væk!” gisper Wilcox højlydt fra mørket.

Gaddo og hans folk graver i al hast ned ved siden af den sårede soldat. For første gang i timevis kan Wilcox se lys. Kort efter fjerner redningsfolkene betonblokken over korporalens bryst, og med hjælp fra Gaddo lykkes det ham at komme op og stå: “Åh, gud”, mumler han, da han ser de enorme ødelæggelser.

David Wilcox er blandt de sidste, der bliver reddet op fra ruinerne. Omkring middagstid bliver den sidste overlevende – en feltpræst – hentet ud fra murbrokkerne.

Redningsfolkene fortsætter seks dage mere, men finder kun døde. Da tabene er talt op, står det klart, at 241 soldater, heraf 220 fra marinekorpset, er omkommet. For korpset er angrebet dermed det mest dødbringende på en enkelt dag siden 2. verdenskrig.

Februar 1984: USA flygter ud af Libanon

Tre måneder efter angrebet tager USA's præsident Reagan konsekvensen af de stigende tab og beordrer marinekorpset ud af Libanon.

For første gang er supermagten blevet jaget på flugt – ikke af en statslig hær – men af en lille, unavngiven milits, hvis våben er mænd, der er villige til at ofre alt og bruge deres egen krop til at knuse fjenden. Selvmordsbomberens tid er indledt.

Stephen Russell, Robert Calhoun og David Wilcox kom sig over deres fysiske sår. Deres mentale ar forsvandt dog aldrig. I 2008 udtalte Russell, at han fortsat klandrede sig selv: “Jeg kunne have gjort noget, men det gik for hurtigt. Jeg er ked af det – ked af, at jeg var der”.