Sergent Stephen Russell kigger vagtsomt ud over lufthavnsområdet i Libanons hovedstad Beirut. Klokken er kvart over seks, og det første sollys titter frem over Libanonbjergene mod øst.
Det er en smuk morgen – meget stille. Og det nager den 28-årige amerikanske marineinfanterist. Normalt ville Russell kunne høre lyden af Libanons altfortærende borgerkrig, som igennem de sidste otte år har forvandlet Beirut fra Mellemøstens turistperle til noget, der ligner det udbombede Berlin i 1945.
HURTIGT OVERBLIK: Beirut i 1983
I otte år har borgerkrigen raset i Libanon. Stridens kerne er bl.a. palæstinensernes befrielsesorganisation PLO, der bruger landet som base. I 1982 invaderer Israel og smider PLO ud. En fredsstyrke sendes til landet med deltagelse af USA's marinekorps, der bliver suget ind i den indviklede konflikt.
Øjenvidner til ragnarok
Fem soldater oplevede det amerikanske marinekorps' mareridt på tætteste hold og fortalte siden deres historie.

Stephen Russell

David Wilcox

Timothy Geraghty

Robert Calhoun

Randy Gaddo
Natten igennem har libanesiske militser – særligt de shiamuslimske – ladet geværkugler regne ned over lufthavnsområdet. Men denne søndag morgen den 23. oktober 1983 er Beiruts sydlige forstæder, hvor lufthavnen ligger, så stille, at Russell endda kan høre fuglene kvidre i trætoppene.
Sergenten har opsynet med de vagtposter, som er posteret omkring den fire etager store såkaldte BLT-bygning, hvor USA's udsendte marineinfanterister har haft hovedkvarter i de sidste 13 måneder.

USA's marineinfanterister skulle opretholde roen i Beiruts sydlige, shia-dominerede forstæder.
Her sover 350 af Russells kammerater. Fra sit vagtskur lige foran BLT-bygningens sydindgang kan Russell se fem af de ni vagter, som er posteret omkring bygningen. Han har ryggen vendt mod vagtposterne, da han hører støj i retning af den store parkeringsplads et par hundrede meter syd for bygningen.
Lyden er ganske svag og får ham ikke umiddelbart til at vende sig. Kort efter ændrer lyden sig til noget, der minder om en brølende dieselmotor.
Russell vender hovedet og ser en gul Mercedes-lastbil på parkeringspladsen. Lastbilen er i høj fart vej henimod det pigtrådshegn, som adskiller parkeringspladsen fra marineinfanteristernes område.

Fra Middelhavet beskød USA's flåde den libanesiske hærs modstandere.
Præsident Reagan blev fjenden
I september 1982 gav præsident Ronald Reagan USA's marinekorps ordre til sende 1.400 soldater til Libanons hovedstad Beirut. Soldaterne skulle ikke føre krig, men derimod sammen med franske og italienske tropper fungere som fredsbevarende styrke i det borgerkrigshærgede land, der i juni 1982 var blevet invaderet af Israel.
USA fik ansvaret for Sydbeirut, hvor lufthavnen lå. I området boede primært shiamuslimer. Marinekorpset skulle agere neutralt i forhold til de stridende parter, mens en national libanesisk hær (LAF) blev opbygget.
Især shiamuslimerne og druserne (shiamuslimsk sekt) var imidlertid modstandere af Libanons nyindsatte regering og LAF, som de indledte en indædt kamp imod.
Da præsident Reagan indså, at LAF var ved at tabe, gav han i september 1983 ordre til at bombe drusernes stillinger i bjergene. Dermed forsvandt USA's neutralitet.
Reagan havde taget parti. En nydannet milits satte derfor alt ind på at drive amerikanerne ud. Militsen blev senere kendt som Hizbollah.
Kl. 06.21: Vagter er lamslåede
Korporal Eddie DiFranco, der bemander vagtposten umiddelbart øst for pigtrådshegnet ud til parkeringspladsen, har godt set den gule lastbil. Den slags kører dagligt ud og ind af lufthavnen med gods, så han reagerer ikke.
Køretøjet cirkler en enkelt gang rundt på pladsen. Pludselig gasser den op og styrer direkte imod afspærringen. DiFranco kigger lamslået til, mens den tonstunge lastbil brager igennem pigtråden få meter fra hans post.
Febrilsk flår han sit M-16 automatgevær ned fra skulderen. Det er ikke ladt. DiFranco er nødt til først at tage ladegreb. Idet køretøjet passerer, registrerer han, at føreren er en mand med mørkt skæg.
Korporalen er nu omsider klar til at skyde. Hurtigt retter han geværet mod lastbilen, men den er allerede et godt stykke forbi ham. Heller ikke vagtposten over for ham har nået at skyde. Skrækslagne ser de begge til, mens lastbilen i rasende fart fortsætter hen imod BLT-bygningens sydlige indgang.
Kl. 06.22: Sergent Russell løber for livet
Stephen Russell ser den gule Mercedes-lastbil komme direkte imod sig. Lynhurtigt griber han sin kaliber-45 pistol og træder ud af vagtskuret lige foran BLT-bygningens indgang. Et øjeblik overvejer han at skyde, men lastbilen er alt for hurtig – og alt for tæt på. I et splitsekund ser sergenten føreren gennem den store bilrude. Manden smiler.
Uden at tænke vender Russell sig om og spæner ind gennem den store, åbne lobby i BLT-bygningen bag ham. På vej gennem den kæmpestore hal ser han en marineinfanterist i joggingtøj: “Løb, for helvede!” råber han og spurter hen imod lobbyens bagindgang.
I farten kan Russell høre brølet fra lastbilen komme tættere og tættere på. Aldrig før har han løbet så hurtigt. Endelig når han ud af bagindgangen og bemærker en vagtpost uden for bygningen: “I dækning!” råber han til soldaten, der straks kaster sig ned.
Selv spæner Russell ud på en parkeringsplads bag BLT-bygningen. I farten vender han hovedet og ser lastbilen pløje gennem hans vagtskur. Brædder og sandsække sprøjter som en tidevandsbølge ind gennem lobbyen. Russell fortsætter med at løbe.
Da han sekunder efter igen kigger, står lastbilen stille inde i lobbyen. I samme øjeblik ser han et orange lysglimt og mærker en brølende bølge af intens varme, der kyler ham fem meter gennem i luften.

Den gigantiske eksplosion kunne ses på kilometers afstand.
Eksplosion løftede bygningen fra jorden
Marineinfanteristerne holdt til i Beiruts sikreste bygning, som endda havde overlevet flyangreb. Angriberne tog derfor ingen chancer.
Fire etager høj og bygget i ekstraforstærket jernbeton. Bygningen, som USA's marinekorps i Beirut brugte som hovedkvarter, ansås som nærmest umulig at ødelægge. Den havde tidligere huset Libanons flyadministration. Syriske og israelske enheder havde siden brugt bygningen, som havde modstået selv flyangreb.
Ikke desto mindre nærmest forsvandt hele komplekset, da lastbilen pakket med sprængstof eksploderede i bygningens lobby i oktober 1983. Da eksperter fra FBI undersøgte bombeområdet, indså de, at angrebets dødbringende succes på ingen måde skyldtes held.
Ifølge FBI havde lastbilen været pakket med næsten seks tons sprængstof af typen PETN. For at forstærke virkningen havde gerningsmændene derudover fyldt ladet med gasflasker for at skabe en såkaldt termobarisk bombe.
Da den enorme mængde sprængstof detonerede, spredte den således på et splitsekund gassen ud i alle dele af bygningen, hvorefter også gassen eksploderede i en altfortærende ildkugle.
Ifølge FBI svarede sprængkraften til 9,5 tons TNT. Eksplosionen pulveriserede bygningens tre meter tykke betonsøjler, flåede betongulve og mure fra hinanden og løftede hele komplekset en halv meter op i luften.

BLT-BYGNINGEN FØR BOMBNINGEN

BLT-BYGNINGEN EFTER BOMBNINGEN
Kl. 06.22: Korporal begraves i beton
Lyden af høje råb og skud får korporal David Wilcox på benene. Han befinder sig i sit lille værelse på 1. sal i BLT-bygningen. Hurtigt griber han sin pistol og går hen til døren. Inden han når at tage fat i håndtaget, bliver døren flået af sine hængsler og kastet direkte imod ham.
Lufttrykket slynger Wilcox til jorden, hvorfra han med vantro ser værelsets mure bevæge sig imod ham med ufattelig hast.
Da han åbner øjnene igen, er hele hans højre side begravet i murbrokker. En ståldrager har gennemboret den øverste del af højre arm, og hans skulderblad er knust. Den værste smerte kommer fra ryggen, hvor et vandrør under ham har smadret hans nyrer.
Wilcox kan næsten ikke røre sig. Hurtigt går det dog op for ham, at han ikke er alene. En ingeniørsoldat, som før eksplosionen befandt sig i værelset direkte over Wilcox', ligger nu blot tre meter fra ham på den anden side af en enorm betonplade.
En anden betonplade ligger oven på ingeniørens bryst. Hver gang han trækker vejret, presser lungerne imod de knuste ribben. Wilcox glemmer sine egne smerter og forsøger at holde manden ved bevidsthed.
Kl. 06.22: Soldat falder fire etager
På BLT-bygningens tag ligger korporal Robert Calhoun i sin sovepose. Han og hans makker har ansvaret for kommunikationen med de amerikanske flådefartøjer, som ligger ud for Libanons kyst.
Radioudstyret er derfor rigget til på bygningens tag. Calhoun vågner, da han hører råb. Begge mænd er stadig i deres soveposer, da tagets midte pludselig åbner sig og som en vulkan pumper flammer og røg højt op i luften.
Sekundet efter kan Calhoun mærke, at bygningen begynder at hælde. Med øredøvende drøn klasker etage efter etage sammen, mens de to mænd rutsjer rundt på resterne af taget i deres soveposer.
Da de omsider ligger stille, er Calhoun dækket af murbrokker. Med besvær møver han sig fri. Da han kommer op at stå, kan han næsten ikke tro, hvor tæt på jorden han er – højst fem meter.
Endnu mere uvirkeligt er synet af de lemlæstede kroppe, som ligger på jorden og i ruinerne. Fra bjergene af murbrokker rejser sig søjler af røg og støv. Calhoun hører en klagende lyd.
Hans kammerat ligger halvt begravet under brokker. Med hænderne graver han som en vild for at befri vennen, indtil han mister besindelsen: “Hold kæft, hold kæft!” brøler han irrationelt til kammeraten, der ikke har sagt et ord.

Helvedesmaskine på fire hjul
Selvmorderens lastbil var fyldt til randen med sprængstof og gasbeholdere.
- Ca. seks tons sprængstof af typen PETN var pakket på lastbilens lad.
- Beholdere med flydende gas var fastgjort til sprængstoffet.
- Under lasten lå 18 cm støbt beton og en tre cm tyk plade af marmor. På den måde blev sprængkraften ledt opad.
Kl. 06.23: Stephen Russell kan ikke røre sig
Efter sit sprinterløb ud af marinebygningens bagindgang og den efterfølgende eksplosion ligger sergent Russell ubevægelig på parkeringspladsen bag den sammenstyrtede bygning. Han ved ikke, hvor længe han har ligget bevidstløs, men kan mærke en voldsom smerte i benene. Den er så intens, at han er lige ved at besvime.
Om og om igen mumler han den samme sætning: “Min gud, jeg kan ikke tro, det er sandt”.
Bortset fra hans egen mumlen er stilheden omkring ham total. Russell har aldrig før oplevet så intens en stilhed. Pludselig hører han en stemme klynke: “Åh gud, hjælp mig”.
Straks gentager en anden stemme til venstre for Russell den samme bøn. Begge stemmer kommer fra de bunker af beton og forvredne ståldragere, som er spredt ud over hele området.
“Åh gud, BLT-bygningen er væk”. Major Melton efter at have set ruinerne.
Russell forsøger instinktivt at mave sig henimod de usynlige ofre. Umuligt. Han kan ikke røre sig på grund af smerten. Han kigger ned for at lokalisere årsagen og ser, at hans venstre fod er bøjet indad i en unaturlig vinkel.
Hans venstre hånd er helt blodig, og han kan se, at eksplosionen har flænset både hud og kød. En stille strøm af blod siler ned ad hans støvede ansigt fra et åbent sår på venstre side af hovedet. Sergenten opgiver og lægger sig til at vente.
Kl. 06.24: Korpsleder tror ikke sine øjne
Oberst Timothy Geraghty, øverstkommanderende for marinekorpsets mission i Beirut, løber i fuld fart ned ad trapperne i den bygning, der huser marinekorpsets kommandocenter. Bygningen ligger nogle hundrede meter nord for BLT-bygningen.
Obersten er overbevist om, at kommandocenteret er blevet ramt af en fuldtræffer. Da han kommer ud, er hele lufthavnsområdet indhyllet i en tæt støvsky. Obersten kan imidlertid hurtigt konstatere, at kommando-centerets bygning er intakt.
Forvirret løber han videre, fulgt af sin underordnede, major Melton. De to mænd løber fra bygning til bygning, men kan ikke se nogen store skader. Geraghty kan mærke sin mave snøre sig sammen. De to officerer vender nu sig imod syd, hvor den altomsluttende støvsky netop i dette øjeblik åbner sig.
“Oh my God, BLT-bygningen er væk!” gisper major Melton. Oberst Geraghty tror ikke sine egne øjne. Som forstenet står han og kigger på resterne af den fire etager høje bygning, som nu blot er lidt over én etage høj.
Han ved, at 350 af hans mænd ligger under de tonstunge betonelementer. Selv på afstand kan han fra murbrokkerne høre utydelige skrig om hjælp. De to officerer løber straks tilbage til kommandocenteret for at organisere redningsoperationen.

Hizbollah ynder også i dag at fremvise deres særlige selvmordsbombe-enheder.
Israel vækkede den sovende gigant
Shiamuslimerne blev uskyldige ofre i konflikten mellem Israel og de palæstinensiske militser, der opererede i Sydlibanon. Til sidst fik de nok og opbyggede verdens mest frygtede Ikke-statslige hær.
Bag angrebet på marinekorpset i Beirut i 1983 stod en shiamuslimsk milits – senere kendt som Hizbollah. Gruppen havde på det tidspunkt intet navn, men til gengæld et klart mål: at drive Israel ud af Libanon og forpurre den fredsaftale, som landets regering havde indgået med den jødiske stat.
Da israelerne året forinden havde invaderet Libanon, modtog shiamuslimerne dem ellers som befriere. Israels mål var nemlig at knuse de palæstinensiske militser, som angreb fra Sydlibanon, hvor de fattige shiamuslimer boede i stort tal.
I årevis havde militserne terroriseret shiabefolkningen, der også måtte undgælde, når palæstinenserne kynisk foretog angreb fra shia-byer, og Israel som hævn bombede løs.
Shiamuslimernes velvilje mod de israelske tropper blev imidlertid afløst af had, da israelerne forblev i Sydlibanon som besættelsesstyrke. Det var en fejl, som Israel skulle fortryde bittert. Som Israels tidligere ministerpræsident Yitzhak Rabin efterfølgende udtrykte det: “Vi slap shia-ånden ud af flasken”.
I al hemmelighed var iranske specialister i 1982 begyndt at træne unge libanesiske shiamuslimer i guerilla-taktik. De unge krigeres nyoprettede milits, der senere tog navnet Hizbollah, blev den israelske hærs mest uforsonlige fjende.
Militsen udnyttede shiamuslimsk historie til at skabe en frygtindgydende kampenhed. I år 680 ofrede en af de mest berømte skikkelser inden for shia-islam, imam Hussein, sig i kamp mod en fjendtlig hær. For shiamuslimer er martyrdøden derfor et privilegie.
Det fik både de amerikanske marineinfanterister og de israelske styrker at mærke, da Hizbollahs krigere indledte en nådesløs guerilla-krig. I de følgende 17 år oplevede israelerne igen og igen at blive ramt af bevægelsens frygtede selvmordsbombere. I år 2000 gav Israel op og flygtede ud af Sydlibanon.
Kl. 06.25: Sergent Russell bliver reddet
Tre minutter efter eksplosionen går den første organiserede redningsoperation i gang. Major Douglas Redlich og to andre officerer, der befandt sig godt 250 m fra BLT-bygningen under angrebet, er de første til at nå frem til ruinerne.
Allerede 50-60 m fra den maste bygning ser de tre mænd støvede klumper af menneskekød ligge på jorden mellem murbrokker og ståldragere.
Da major Redlich kommer tættere på, ser han en såret mand ligge på parkeringspladsen nær det sted, hvor BLT-bygningens bagindgang før var. Det er sergent Russell.
Redlich knæler ned ved siden af sergenten, der bider smerten i sig og beder ham om at hjælpe sig op på albuerne, så han kan se den knuste bygning. Da han ser ruinerne, bliver han helt stille. Kort efter bliver Russell båret til en opsamlingsplads for sårede og sidenhen fløjet ud til flådefartøjet Iwo Jima for at blive behandlet.
Imens spurter major Redlich helt hen til den rygende ruin for at danne sig et overblik. Han ved, at hvert minut kan betyde forskellen mellem liv og død for de sårede nede i ruinen. Især frygter Redlich, at de skal blive kvalt af den røg, der stiger op fra dyngerne af knust beton.
VIDEO: Se optagelser fra kaosset efter bombningen
Flere soldater er nu nået frem. Synet af de enorme ødelæggelser er så ufatteligt, at de fleste stopper op og kigger hjælpeløst på bjergene af brokker.
“Stop med at glo”, råber majoren til de forstenede soldater og beordrer dem til to og to at lede efter overlevende. Kort efter ankommer en soldat med en gaffeltruck og begynder at rydde en vej for andre maskiner.
Redlich giver en gruppe marineinfanterister besked om at fjerne lig og kropsdele fra arbejdsområdet. De unge mænd kigger rådvilde på majoren, usikre på, hvordan de skal gribe den blodige opgave an.
Resolut begynder Redlich og en anden officer at samle afrevne arme og ben op fra jorden, hvorefter de fylder lemmerne på en båre. Det bryder stilstanden. Med hektisk aktivitet går soldaterne i gang med at indsamle blodige menneskedele.
Kl. 06.35: Ny bilbombe skaber frygt
Godt ti minutter efter eksplosionen er redningsoperationen i fuld gang. Under ledelse af major Redlich er store maskiner nu begyndt at rydde murbrokker væk, mens grupper af marineinfanterister leder i ruinerne efter sårede.
Samtidig får marineinfanteristerne besked om, at også de franske troppers bygning få kilometer mod nord er blevet jævnet med jorden af en eksploderende lastbil.

De franske soldaters ni etager høje hovedkvarter blev jævnet med jorden.
Franskmænd blev bombet minutter efter
Få minutter efter bombeangrebet på de amerikanske marineinfanteristers hovedkvarter ankom en lignende lastbil til de franske faldskærmstroppers hovedkvarter i en ni-etagers bygning seks kilometer mod nord.
Da lastbilen forsøgte at passere områdets afspærringer, begyndte de franske soldater at skyde. 14 m fra bygningen stoppede køretøjet, da det lykkedes soldaterne at dræbe eller såre chaufføren. Under et minut senere eksploderede lastbilens dødbringende last, sandsynligvis detoneret på afstand af medsammensvorne.
Eksplosionen, der var udløst af under halvt så meget sprængstof som brugt ved angrebet på amerikanerne, blæste bygningen omkuld og dræbte 58 franske soldater. Årsagen til angrebet var sandsynligvis, at Frankrig ligesom USA havde støttet den nationale, libanesiske hær aktivt med militære angreb.
Alle frygter nu, at lufthavnen skal blive angrebet igen – den ukendte fjende er øjensynligt skræmmende velorganiseret og ekstremt målrettet.
Det har Redlich ikke tid til at bekymre sig om. Han og hans mænd har kun en ting i hovedet: at redde liv. Med alt fra løftestænger til tonstunge maskiner forsøger de febrilsk at komme ned til deres sårede kammerater.
For manges vedkommende kommer hjælpen for sent, men i flere tilfælde viser det sig, at ofre, som først antages døde, faktisk er i live. Blandt dem er en ung soldat, der er blevet skalperet og har brækket begge arme og ben.
Manden har ingen mærkbar puls i håndleddet, men efter kort tid i den friske luft lykkes det alligevel en tililende civil læge at finde en puls i halsen. Soldaten bliver i al hast evakureret.
Da redningsfolk kort efter befrier en anden fastklemt soldat fra virvaret af brokker og ståldragere, hører de en strøm af eder og forbandelser fra ruinhoben.
I deres iver for at befri manden er de kommet til at stable de fjernede betonbrokker oven på to andre soldater, der ligger gemt nede i ruinerne.
Smerten fra det stigende tryk har vækket den ene af de sårede fra sin døs, og han er rasende over kammeraternes tankeløshed. Det bliver hans redning.

Hizbollahs blodige fødsel
I kølvandet på Israels invasion af Libanon i 1982 danner unge shiamuslimer en milits, der på sigt bliver Mellemøstens stærkeste ikke-statslige hær.
1982
Israels militærhovedkvarter sprænges
En selvmordsbomber i bil pulveriserer den israelske hærs bygning i den sydlibanesiske by Tyrus. Hizbollah menes at stå bag.
1983
Selvmordsbomber rammer fredsstyrker
USA's og Frankrigs fredsstyrker bombes. Tidligere Hizbollah-medlemmer har siden indrømmet, at gruppen stod bag.
1984
Militsen får sit navn fra Koranen
Efter at have opereret under flere navne tager militsen officielt navnet Hizbollah. Navnet er taget fra en tekstpassage i Koranen og betyder “Guds parti”.
1985
Hizbollah genopbygger ødelagt infrastruktur
Det Hizbollah-ejede entreprenørfirma Jihad al-Bina genopbygger ødelagte bygninger, skoler og hospitaler i de fattige shiamuslimske områder.
1989
Borgerkrigen ender med Hizbollah som vinder
Libanons militser aftaler at nedlægge våbnene. Hizbollah beholder ifølge aftalen sine våben, så den kan fortsætte kampen mod Israels besættelse.
1999
Israelsk brigadegeneral sprænges i luften
Hizbollah vinder sin hidtil største sejr mod israelerne i Sydlibanon, da det lykkes at dræbe brigadegeneral Erez Gerstein med en vejsidebombe.
2000
Guds krigere smider Israel ud af Sydlibanon
Den israelske regering beslutter efter 17 års krig at trække sig ud af Sydlibanon. Israel er dermed for første gang blevet besejret af en arabisk styrke.
2006
Kidnapning ender i over 1.300 dræbte
Hizbollahs kidnapning af to israelske soldater får Israel til at angribe. Ca. 1.200 libanesiske civile dør i kampene. I Israel dør 40 civile.
2012
Hizbollah går officielt ind i Syrien
Borgerkrigen i Syrien får Hizbollah til at sende tropper for at hjælpe Syriens præsident Assad, der traditionelt har været Hizbollahs allierede.
Kl. 09.00: Wilcox ligger fastklemt i mørket
Korporal David Wilcox har ingen anelse om, hvor længe han har ligget fastklemt, siden hans værelse ved eksplosionen kollapsede omkring ham. Det føles, som om han har tilbragt et helt liv hernede i det røglugtende mørke.
Smerten fra hans knuste nyrer er skarp og konstant. Kort efter eksplosionen hørte han folk skrige. Derefter kunne han svagt høre redningsfolk og ofre råbe til hinanden. Hans egne råb er dog ikke blevet hørt af nogen. I stedet har han i de sidste timer forsøgt at berolige den ingeniør, som ligger hårdt såret få meter fra ham, fastklemt under en betonplade.
Pludselig kan Wilcox høre stemmer. Et redningshold ledet af sergent Randy Gaddo er i gang med at grave sig ned gennem ruinerne og er nu så tæt på, at Wilcox tydeligt kan høre deres stemmer.
Korporalen råber af al kraft i håbet om, at de kan høre ham. Han bliver hørt af Randy Gaddo, der dog ikke kan lokalisere, hvor lyden kommer fra: “Bliv ved med at tale”, råber Gaddo.
Wilcox tænker sig et øjeblik om og begynder derefter at synge af al kraft. Febrilsk graver Gaddos folk sig ned gennem murbrokkerne.
De finder den fastklemte ingeniør først, men i samme øjeblik de fjerner betonpladen på hans bryst, udvider mandens lunger sig og punkteres øjeblikkeligt af de knuste ribben. Hjælpeløs ser sergent Gaddo til, mens ingeniøren dør af kvælning.
Opgivende træder Gaddo på den betonplade, som ligger på Wilcox, uden at vide, at han er under den: “Gå væk!” gisper Wilcox højlydt fra mørket.
Gaddo og hans folk graver i al hast ned ved siden af den sårede soldat. For første gang i timevis kan Wilcox se lys. Kort efter fjerner redningsfolkene betonblokken over korporalens bryst, og med hjælp fra Gaddo lykkes det ham at komme op og stå: “Åh, gud”, mumler han, da han ser de enorme ødelæggelser.
David Wilcox er blandt de sidste, der bliver reddet op fra ruinerne. Omkring middagstid bliver den sidste overlevende – en feltpræst – hentet ud fra murbrokkerne.
Redningsfolkene fortsætter seks dage mere, men finder kun døde. Da tabene er talt op, står det klart, at 241 soldater, heraf 220 fra marinekorpset, er omkommet. For korpset er angrebet dermed det mest dødbringende på en enkelt dag siden 2. verdenskrig.
Februar 1984: USA flygter ud af Libanon
Tre måneder efter angrebet tager USA's præsident Reagan konsekvensen af de stigende tab og beordrer marinekorpset ud af Libanon.

I februar 1984 flygtede marinekorpsets soldater fra Beirut – nøje overvåget af lokale militsfolk.
For første gang er supermagten blevet jaget på flugt – ikke af en statslig hær – men af en lille, unavngiven milits, hvis våben er mænd, der er villige til at ofre alt og bruge deres egen krop til at knuse fjenden. Selvmordsbomberens tid er indledt.
Stephen Russell, Robert Calhoun og David Wilcox kom sig over deres fysiske sår. Deres mentale ar forsvandt dog aldrig. I 2008 udtalte Russell, at han fortsat klandrede sig selv: “Jeg kunne have gjort noget, men det gik for hurtigt. Jeg er ked af det – ked af, at jeg var der”.

Efter attentatet på Mugnihye bar Hizbollah-krigere hans kiste gennem Beiruts gader.
Hjernen bag angrebet blev myrdet
Bombeangrebets formodede organisator var en af Hizbollahs mest gådefulde mænd, som i 2008 omsider blev indhentet af skæbnen.
Om aftenen den 12. februar 2008 klokken 22.20 eksploderede en bil i Syriens hovedstad, Damaskus. Eksplosionen dræbte den mand, som angiveligt var hjernen bag angrebet på USA's marineinfanterister i Beirut 25 år tidligere – Imad Mugnihye.
Kun lidt vides med sikkerhed om Mugnihye, som ifølge den israelske efterretningstjeneste “var en af de farligste terrorister på denne jord”. Meget tyder på, at han var hovedmanden bag ideen om, at Hizbollah skulle bruge selvmordsbombere i kampen mod de israelske styrker.
Mugnihye, der var uddannet ingeniør, blev medlem af det endnu ikke navngivne Hizbollah i 1982. Han havde kæmpet i den palæstinensiske Fatah-milits og havde derfor værdifuld erfaring.
Ifølge flere kilder var det Mugnihye, som i 1982 satte en af sine venner, Ahmad Qassir, til at køre en bil fyldt med sprængstof ind i de israelske styrkers hovedkvarter i den libanesiske by Tyrus. Ved angrebet, det første store selvmordsangreb i Libanon, døde 75 soldater.
Siden blev Mugnihye Hizbollahs sikkerhedschef og anklages af Israel og USA for at have stået bag en alenlang liste af bombeattentater i og uden for Libanon.
Både amerikanerne og israelerne forsøgte angiveligt at eliminere ham flere gange. I 2008 lykkedes det, da Mugnihye blev dræbt af bomben i Damaskus. Ingen har taget ansvaret for attentatet.