Sjakalen Carlos begyndte sin karriere som idealist, men pengene fristede, og snart blev Carlos forretningsmand med speciale i død.

© EPA/Scanpix, AFP/Scanpix & Shutterstock

Sjakalen Carlos: Fra idealist til pengegrisk terrorist

I to årtier var Sjakalen Carlos verdens mest frygtede terrorist. Han myrdede, kidnappede og sprængte bomber med skånselsløs ligegyldighed overfor sine ofre. Karrieren begyndte han som idealist, men pengene fristede, og snart blev Carlos forretningsmand med speciale i død.

8. maj 2018 af Boris Koll

Det er utroligt, men sandt. Selv om alverdens olieministre er forsamlet til møde, er organisationen for de olieeksporterende lande, OPEC’s, hovedkvarter i Wien kun beskyttet af to østrigske politibetjente, og der er ingen sikkerhedstjek ved indgangen. 

Ingen forventer, at noget usædvanligt vil ske på denne fredelige søndag i december 1975. Ikke før en gruppe svært bevæbnede terrorister pludselig kommer stormende ind i forhallen.

En af de østrigske betjente kaster sig frygtløst over den forreste terrorist og griber fat i hans maskinpistol. Et øjeblik senere styrter politimanden om, ramt af et skud i halsen. 

Et par af terroristerne løber videre mod konferencesalen, hvor olieministrene befinder sig. Undervejs møder de en libysk embedsmand, som prøver at rive maskinpistolen ud af hænderne på en yngre, fedladen terrorist.

Terroristen trækker en pistol og skyder libyeren to gange i skulderen. Dermed er han uskadeliggjort, men terroristen kan ikke styre sin mordlyst. Han dræber sit offer med yderligere tre skud.

Et øjeblik efter stormer terroristerne ind i konferencesalen, vildt skydende op i loftet. Mødedeltagerne kaster sig ned på gulvet. De tror, deres sidste time er kommet. 

Men så stopper skudsalverne, og terroristernes leder, den fedladne mand, træder frem med et selvtilfreds udtryk i ansigtet. Det er tydeligt, at han nyder situationen. “Mit navn er Carlos”, siger han. “I har nok hørt om mig”.

Sjakalen Carlos vokser op med gadekamp

Carlos, eller Sjakalen, som han også bliver kaldt, hedder i virkeligheden Ilich Ramirez Sanchez. Han blev født i Venezuela den 12. oktober 1949. 

Faderen var den venstreorienterede sagfører José Ramirez Navas – en velhavende mand. Carlos' mor var den troende katolik Elba Maria. Begge forældre forkælede deres børn, der var deres ét og alt.

Josés store forbillede var den russiske revolutionsleder Vladimir Iljitj Lenin, og han gav derfor sine tre sønner navnene Vladimir, Ilich og Lenin.

Året før Ilich blev født, havde et militærkup væltet Venezuelas regering. Han voksede op i et land præget af vold, korruption og enorme klasseskel og overtog hurtigt sin fars revolutionære ideer. 

Især efter at han i 1962 var begyndt på skolen Liceo Fermin Toro, som var domineret af venstreorienterede elever. Ilich deltog jævnligt i demonstrationer, som udviklede sig voldeligt. 

Hæren og politiet brugte tåregas og knipler mod demonstranterne, og de unge svarede igen med brosten og molotovcocktails.

José frygtede for sine børns sikkerhed, og i 1966 sendte han familien til London, hvor drengene kom i gode privatskoler. 

Da Ilich og Lenin havde bestået, hvad der svarede til en studentereksamen, søgte de begge optagelse på det internationale Patrice Lumumba-universitet i Moskva. Universitetet optog tusinder af unge fra hele verden.

Ramirez-familien var ikke kommunister. José beundrede Marx og Lenin, men var på afgørende punkter uenig med Venezuelas kommunistiske parti og havde aldrig været medlem. 

Til gengæld havde han et årelangt personligt venskab med partiets to grundlæggere, og takket være denne forbindelse blev Ilich og Lenin trods manglende medlemskab indlemmet i Venezuelas kommunistpartis delegation i Moskva.

På pigejagt i Moskva

Efter ankomsten til Moskva i efteråret 1968 begyndte den 19-årige Ilich at læse matematik og kemi. Det var dog hverken undervisningen eller mødet med det sovjetiske samfund, som gjorde størst indtryk på ham – men pigerne. 

Det internationale universitet var i Ilichs øjne ét stort tag selv-bord med kønne piger fra alle verdensdele. Ilich var som et barn, der var brudt ind i en slikbutik. Han startede simpelthen fra en ende af og begyndte systematisk at arbejde sig gennem hoben af kvinder.

Nogle piger afviste ham, men mange sagde ja, og Carlos kunne have både to og tre kærester ad gangen. Hvad de så i den småfede venezuelaner, er noget af en gåde. Men Ilich kunne uden tvivl noget med piger. Mange har beskrevet ham som ekstremt charmerende.

Den unge Carlos blev forkælet af sin far og mor (venstre) og levede et playboyliv i sus og dus.

© Reuters/Scanpix

Mens Ilich nød studielivet i Moskva, kæmpede guerillalederen Douglas Bravo og hans folk i Venezuelas bjerge. De blev fordømt af Venezuelas kommunistiske parti, som ønskede at føre den politiske kamp med fredelige midler. 

Men Ilich beundrede Bravo og besluttede at danne en hemmelig gruppe, som med tiden skulle slutte sig til ham. Ilich var allerede træt af studierne. Han ville være professionel guerillasoldat og håbede at kunne skaffe sig selv og sine kammerater militærtræning i Mellemøsten.

På universitetet havde Ilich mødt en palæstinensisk studerende, som var medlem af Folkefronten Til Palæstinas Befrielse, PFLP. Han havde de rigtige kontakter. 

Tingene tog fart, da Ilichs hemmelige gruppe på universitetet blev afsløret, og han og ca. 20 andre venezuleanere fra gruppen blev udvist af Sovjetunionen.

Carlos bliver hvervet af PFLP

I juli 1970 landede Ilich i Beirut, og kun et par uger senere befandt han sig i en af PFLP’s træningslejre i Jordan. Han havde taget det første skridt på en lang rejse ind i terrorismens mørke univers.

PFLP havde 6.000 mand under våben i Jordan, og i en periode optrådte de nærmest som en stat i staten. 

Men det trak op til åben krig med den jordanske hær, og efter kun et par uger fik Ilich at vide, at hans træningslejr skulle rømmes, og at han selv måtte rejse. Palæstinenserne kunne ikke længere tage ansvaret for deres gæsters sikkerhed.

Ilich protesterede kraftigt overfor PFLP’s ledelse. Han var ikke rejst helt til Mellemøsten bare for at lære at betjene et Kalasjnikov-maskingevær. Han ville gennemgå hele træningen. 

Til sidst fik han lov at træne videre i en anden lejr. Der var blot én betingelse: Han skulle tilslutte sig PFLP med alt, hvad det indebar. Ilich accepterede uden tøven. 

Han havde taget rejsens andet skridt. Den unge venezuelaner var nu fuldgyldigt medlem af en terrororganisation, som kun få uger senere ville ryste verden med sine aktioner.

Som ventet kom det til åben krig mellem PFLP og den veludrustede jordanske hær. Ilich kæmpede ivrigt sammen med sine kammerater, men palæstinenserne havde ikke en chance. 

Til sidst var de 6.000 PFLP-soldater reduceret til 200. Ilich blev trukket ud af Jordan og sendt til London, hvor han skulle tilslutte sig PFLP’s europæiske sektion, Commando Boudia.

Carlos' debut som terrorist

Tilbage i London blev Ilich genforenet med sin familie, som ikke vidste noget om hans eventyr i Mellemøsten. De troede, han havde været på rundrejse i Europa. 

For at glæde sine forældre begyndte Ilich at studere igen, men brugte det meste af sin tid som playboy i Londons mest mondæne natklubber. Pengene fik han af farmand.

Det varede længe, inden PFLP fik brug for Ilich. Han var ikke med, da PFLP’s terrorister myrdede løs under De Olympiske Lege i München i 1972. Først i slutningen af 1973 fik han sin første opgave. Han skulle likvidere den fremtrædende zionist og erhvervsleder Joseph Edward Sieff.

Den 30. december ringede Ilich på Sieffs hoveddør. Da den blev åbnet, stormede han ind med en pistol i hånden, fandt Sieff og skød ham i hovedet på klos hold. Sieff faldt bevidstløs om, men Ilich havde fjumret. 

Kuglen skulle have ramt Sieff i panden, men var i stedet gået ind lige under næsen. Ofret var stadig i live. Ilich prøvede at skyde igen, men pistolen klikkede to gange, så han tog flugten.

Sieff overlevede sit møde med døden, men Ilich havde fået sin noget vaklende debut som terrorist.

Carlos får kommandoen

I 1975 tog Ilich et trin opad på terroristernes rangstige, da japaneren Yoshiaki Yamada blev anholdt i Paris. Yamada tilhørte terrorgruppen Japans Røde Hær, som arbejdede tæt sammen med PFLP. 

Det var helt afgørende for PFLP at befri Yamada, inden franskmændene fik for mange oplysninger ud af ham. Opgaven blev lagt i hænderne på Ilich, som på dette tidspunkt boede i Paris. Han havde aldrig ledet store operationer før, så dette var hans chance for at vise, hvad han duede til.

Terroristerne besluttede at storme Frankrigs ambassade i Haag og tage de ansatte som gidsler for at have noget at handle med. Aktionen mod ambassaden skulle gennemføres af tre japanere, mens Ilich skulle stå standby – klar til en eventuel støtteaktion.

Japanerne trængte ind på ambassaden og tog 11 gidsler, som de truede med at dræbe, hvis ikke Yamada blev frigivet. 

Situationen gik i hårdknude, da franskmændene foretog et uventet træk ved at meddele, at de på trods af international lov ville skyde Yamada, hvis der skete gidslerne noget.

Terrorbomber bryder dødvandet

Nervekrigen trak ud, og der var ikke udsigt til nogen løsning. Derfor besluttede Ilich at gå i aktion. En søndag eftermiddag gik han ind i det fyldte cafekompleks “Le Drugstore” på Boulevard St. Germain i Paris med en pistol og to håndgranater i lommen.

På sin vej gennem cafeen kunne Ilich se flere børnefamilier ved bordene, men det fik ham ikke til at ændre planer. Iskold og målbevidst gik han op ad trappen til 1. sal, trak splitten ud af en håndgranat og kastede den ned i menneskemylderet under sig.

Få sekunder senere lød et øredøvende brag, og “Le Drugstore” blev forvandlet til et makabert kaos. Granatsplinter og knust porcelæn fløj gennem luften. To mennesker døde på stedet, og mere end 30 blev såret. 

Paniske skrig fyldte luften. En overskåret menneskekrop hang slapt hen over et serveringsbord, mens et barn løb skrigende rundt med den ene hånd sprængt af.

Og Ilich – han vandrede roligt ned ad Boulevard St. Germain, rundede et hjørne og endnu et. Mens sirenelyden fra snesevis af udrykningskøretøjer nærmede sig, forsvandt han i storbyens labyrint. 

Kort efter foretog han et kort opkald fra en telefonboks. Yamada skulle løslades øjeblikkeligt, ellers blev det en fyldt biograf næste gang.

Franskmændene gav efter. Yamada og terroristerne på ambassaden fik et fly stillet til rådighed og fløj til Syrien. Ilich havde vundet denne omgang – men for en høj pris: Han havde taget endnu et syvmileskridt og bragt sig selv helt derud, hvor det er svært at finde forståelse eller tilgivelse. 

Hvis der nogensinde havde været noget godt i ham, var det væk nu. Ilich Ramirez Sanchez fandtes ikke mere. Fra nu af var der kun Carlos – en forbryder, som var parat til at dræbe uskyldige, hvis det skulle være.

Sjakalen begik ofte fejl og efterlod pas og våben på sine opholdssteder, som politiet kunne bruge i jagten på ham.

© AP/Polfoto

Saddam kunne bruge Sjakalen Carlos

Med sin seneste aktion havde Carlos gjort sig selv til verdens mest frygtede terrorist. Overalt i verden tegnede medierne billedet af en topprofessionel, iskold morder. Men meget af det, der blev skrevet, var det rene nonsens. 

Et medie påstod fx, at Carlos var i besiddelse af en lille atombombe. Andre ville vide, at han var en tidligere KGB-agent, som var løbet løbsk.

Virkelighedens Carlos var meget anderledes end myten, der på ingen tid blev bygget op. Han havde aldrig arbejdet for KGB, og selvfølgelig havde han ingen atombombe. Hans ry som “topprofessionel” var også ufortjent. 

Carlos viste sig flere gange som en ren amatør, der forkludrede selv de simpleste operationer. Han var et sjuskehoved, tog alt for mange dumme chancer og bragte ved flere lejligheder sine kammerater i unødvendig fare.

Carlos’ chef var palæstinenseren Wadi Haddad, leder af PFLP’s mest yderliggående fløj. Han kendte Carlos’ begrænsninger, men myten om Carlos var vigtig for hans terrorkampagne. Og han gjorde sit for at holde den i live. Pyt med realiteterne, bare Vesten var skræmt.

Haddad arbejdede for irakerne, og da PFLP slog til mod OPEC’s olieministre i Wien, skete det på vegne af den irakiske diktator Saddam Hussein. 

Våbnene til aktionen blev sendt til den irakiske ambassade som diplomatpost, og det var Saddam personligt, som udpegede terrorgruppens leder. Han insisterede på, at det skulle være Carlos.

Oliepriserne var på det tidspunkt låst fast, men Saddam havde brug for en prisstigning for at finansiere en planlagt krig mod Iran. 

Saudiarabernes olieminister, sheik Zaki Yamani, som ifølge Saddam var “en ussel USA-lakaj”, modsatte sig prisstigningen. Derfor ville Saddam have ham og den iranske olieminister myrdet. Sådan lød Wien-aktionens hemmelige dagsorden.

Sjakalen Carlos var på fri fod i 20 år

I 1970'erne og 1980'erne lever Carlos et liv som betalt terrorist. Hans angreb på vestlige lande gør ham til en jaget mand.

December 1975: Carlos angriber OPEC-hovedkvarteret i Wien og flyver sine gidsler til Algeriet.

September 1976: Carlos bliver arresteret i Jugoslavien og sendt til Irak, hvorfra han rejser til Sydyemen for at opbygge sin egen terrororganisation.

Februar 1981: DDR's efterretningstjeneste (Stasi) hyrer Carlos til at bombe Radio Free Europes studier i München.

1982-1983: For at presse sin fængslede kæreste fri indleder Carlos en terrorkampagne mod Frankrig. Første mål er TGV-toget mellem Paris og Toulon. De to års terror koster i alt 11 livet.

I de følgende år: Carlos løser opgaver for forskellige arabiske diktatorer og den rumænske efterretningstjeneste Securitate. Han skifter opholdssted flere gange.

Vinteren 1985: Med sin familie og terrorgruppe lever Carlos i Ungarn. Vestligt pres tvinger landet til at udvise ham. Han flygter til Syrien.

September 1991: Under 1. golfkrig angriber USA Irak, der forsøger at hyre Carlos til at foretage terrorangreb mod Amerika. Dette får Syrien, der støtter USA, til at udvise Carlos. Han flytter herefter til Sudan.

August 1994: Carlos bliver udstyret med sudanesiske livvagter, der skal beskytte ham. I stedet udleverer de ham til Frankrigs efterretningstjeneste.

December 1997: Efter en kort retssag bliver Carlos dømt skyldig i et trippel-mord begået i Paris i 1975 og idømt livsvarigt fængsel.

Den 23. december 1997 blev Carlos idømt livstidsfængsel. En dom, han afsoner i Frankrig. 

© Corbis/All Over

Sagen blev svigtet

OPEC-aktionen blev Carlos’ vigtigste og forløb ekstremt dramatisk. Den overlevende østrigske betjent, som terroristerne ikke havde opdaget, fik hurtigt fat i en telefon og slog alarm. I løbet af fem minutter var en enhed fra det østrigske anti-terrorkorps fremme og stormede ind i bygningen.

Her kom de straks i skudveksling med en af de seks terrorister, tyskeren Hans Joachim Klein, som blev livsfarligt såret. Men så kastede en af de andre terrorister en håndgranat, og sikkerhedsstyrkerne måtte skyndsomt trække sig ud af bygningen.

Terroristerne forlangte, at et kommuniké skulle læses op i østrigsk radio. Desuden skulle en bus næste morgen kl. syv køre dem og 35 gidsler til lufthavnen, hvor et fuldt optanket fly skulle stå klar.

Terroristernes endelige mål var Aden i Yemen, men først ville de flyve til Tripoli, for at folk skulle tro, at Libyens diktator Muammar Gaddaffi var deres bagmand.

Østrigerne gav efter for terroristernes krav efter pres fra næsten alle olielandene. Men da flyet næste morgen lettede, viste der sig et problem. Libyerne ville ikke give det landingstilladelse.

Det skete først, da Carlos havde tvunget Libyens olieminister, som var blandt gidslerne, til at bønfalde sine landsmænd over radioen. Efter landingen viste der sig endnu et problem.

Det var hensigten at flyve videre til Bagdad, men piloten forklarede, at flyets rækkevidde var for lille. Carlos havde i sin plan regnet med 2.200 km, men afstanden mellem Tripoli og Bagdad er altså 3.300 km.

Løsningen blev i første omgang at flyve videre til Algier. Her lykkedes det Algeriets præsident, Boumedienne, at lave en handel med Carlos. Den storsnakkende terrorist havde afsløret, at den saudiarabiske og iranske minister skulle dø.

Men de algeriske forhandlere fik Carlos overbevist om, at Wadi Haddad efter sådanne mord ikke ville kunne beskytte ham. Derimod ville Algeriet tilbyde Carlos asyl, hvis han i stedet for at dræbe ministrene forlangte en løsesum.

Carlos slog til og forlangte 10 mio. dollar pr. liv. Og pengene skulle ikke udbetales til PFLP, men til ham selv. Både Saudi-Arabien og Iran erklærede sig parate til at betale, og Algeriets nationalbank lagde ud.

Dermed blev situationen løst uden yderligere dødsfald, men Carlos havde med personlig vinding for øje brudt en lodret ordre og dermed svigtet den sag, Carlos hævdede, at han kæmpede for.

Han havde nu taget det sidste skridt i sin forvandling fra idealisten Ilich til forbryderen Carlos, der i de kommende årtier skulle sprede død og ødelæggelse i Vesten.

Men Sjakalen Carlos var langt fra den eneste, der terroriserede verden i det 21. århundrede... 

Fx kan vi tilbyde dig en dybdegående artikel om terroristen Osama bin Laden, der fravalgte livet i en af Saudi Arabiens rigeste familier til fordel for et blodigt korstog mod USA. 

Læs mere

David Yallop: Jagten på Sjakalen. Morder – mytemager – millionær, Carit Andersens Forlag, 1994. Engelsk titel: To the Ends of the Earth: The Hunt for the Jackal, Poetic Products Ltd., 1993. John Follain: Jackal. The Complete Story of the Legendary Terrorist, Carlos the Jackal, Arcade Publishing, 1998.

Måske er du interesseret i...

Læs også