Mohammed Atta, World Trade Center

Terrorcelle skal tvinge USA i knæ

Mohammed Atta og hans kammerater i Hamborg lever efter profetens anvisninger. De ønsker at drage i hellig krig, og Osama bin Laden har en opgave til dem.

Mohammed Atta og hans kammerater i Hamborg lever efter profetens anvisninger. De ønsker at drage i hellig krig, og Osama bin Laden har en opgave til dem.

Federal Bureau of Investigations & Shutterstock

Mohammed Atta læser igen og igen den samme remse for en håndfuld unge mænd, som sidder på gulvet i en halvcirkel foran ham:

“Vi har spildt vores liv, men nu er lejligheden kommet til at adlyde Allah og være ham hengiven. Åbn dit hjerte, for du er kun et kort øjeblik fra det evige og gode liv i selskab med martyrer”.

Ordene står skrevet i den tresiders instruktion til attentatmænd, som Osama bin Laden og den islamistiske terror-bevægelse al-Qaeda har udstyret Mohamed Atta med. Her i slutningen af 1999 er han den ubestridte leder af en lille gruppe af unge radikaliserede muslimer i den nordtyske storby Hamborg.

Flere gange om ugen mødes de unge mænd i den spartansk indrettede lejlighed hjemme hos Atta i Marienstrasse 54. Sammen laver de arabisk mad og lytter til Attas bidende angreb på jøderne og deres amerikanske håndlangere. Herefter diskuterer de, hvordan en lille, topmotiveret gruppe – som dem selv – kan ramme USA så hårdt, at stormagten for altid trækker sig ud af Mellemøsten, og et strengt muslimsk storrige kan etableres i regionen.

“Atta lod folk mærke, at han ikke ønskede at tale om sit privatliv”. Studiekammerat om Mohammed Atta.

Kun når det er tid til de foreskrevne bønner, forstummer debatten. De øvrige beboere i opgangen klager flere gange over højlydt messen fra lejligheden. Ellers mærker de ikke meget til de unge mænd. Alle bærer de kaftan, den lange, løsthængende mellemøstlige kjortel, og åbne sandaler, og flere af dem har anlagt et busket fuldskæg for at lægge synlig afstand til vestlig påklædning og værdier.

Men sådan har de ikke altid set ud. Få år før bar de stadig jeans, skjorte og gummisko som andre unge. Alle var i gang med en videregående uddannelse på en af Hamborgs læreanstalter og drømte om job og karriere. De lignede mønstereksempler på den vellykkede integration.

I slutningen af 1990’erne skete der noget, som forvandlede de livsglade studerende med arabisk baggrund i Hamborg til en gruppe af hellige krigere. Uden større vanskeligheder skulle det lykkes dem at kapre fire amerikanske passagerfly og anvende dem som flyvende bomber imod bl.a. World Trade Center i New York.

Se medlemmerne af Mohammed Attas terrorcelle

Den rettroende muslim får et chok

Gruppens anfører, Mohammed Atta, blev født i Egypten i 1968 som søn af en velhavende advokat. I hjemmet praktiserede faren en streng udgave af islam og tordnede mod det jødiske Israel. Da Atta i 1992 rejste til Tyskland for at læse på Hamborgs Tekniske Universitet, fik den 23-årige knægt imidlertid et chok over frivoliteten og gudløsheden i det vestlige samfund.

Netop Hamborg er berygtet for nattelivet på Reeperbahn og de prostituerede, der helt uden skam viser deres ynder frem i bordelgaden Herbertstrasse.

Den første tid boede han hos et ældre tysk ægtepar, der siden huskede Atta for, at han dækkede sine øjne, hver gang fjernsynet viste billeder af bikiniklædte kvinder. Ægteparret, der gennem årene havde taget imod mange udvekslingsstudenter, mistede hurtigt tålmodigheden med Atta, fordi han under ramadanen insisterede på at lave mad midt om natten, så ægteparret ikke fik lukket et øje.

I stedet fandt han et kollegieværelse nær det tekniske universitet, hvor han studerede byplanlægning. Ingen tog notits af den mørkhårede, unge mand med de græske ansigtstræk, for han klædte sig vestligt, lærte hurtigt tysk og fik et studenterjob hos et arkitektfirma.

“Respekten om Atta var enorm. Han blev betragtet som en ideal-muslim”. Marek, en af de unge drenge i Attas gruppe.

Fagligt var Atta stærk og imponerede lærerne med sin dannelse og sine talegaver. Især var han optaget af den syriske by Aleppo, hvis historiske bykerne var truet af moderne højhusbyggerier, der ville give byen et vestligt præg – en ubærlig tanke for Atta. På sine tyske medstuderende virkede han venlig, men en smule indelukket.

“Atta lod folk mærke, at han ikke ønskede at tale om sit privatliv”, fortalte en af hans studiekammerater.

De kvindelige studerende havde Atta svært ved at omgås – han trykkede aldrig en fremstrakt kvindehånd, kiggede væk fra dem og besvarede kun deres spørgsmål med et ja eller et nej. I det etnisk brogede Hamborg fandt Atta sig til rette i den arabiske al-Quds-moské nær hovedbanegården.

Her kunne han åbne sig lidt mere og kom med i en ungdomsgruppe, der skulle fremstille et informationshæfte om moskéens arbejde.

Atta trak sig imidlertid snart fra gruppen, fordi han ikke kunne enes med de mere moderate muslimer. I 1995 vendte han hjem til Egypten for at deltage i et tre måneder langt kursus på universitetet i Cairo, og herefter drog han på pilgrimsrejse til Mekka.

26-årig skriver sit testamente

Da Atta vendte tilbage til Tyskland, havde han tillagt sig et velvoksent fuldskæg som tegn på sin stærke tro. I al-Quds-moskéen begyndte han at tage ordet og forsøge at vinde tilhængere for wahhabismen – den strenge form for islam, som saudiaraberne bekender sig til.

Flere gange om ugen talte han i moskéen, og samme sted fik han i 1996 to trosfæller til at bevidne sit testamente med deres underskrifter. Testamentet var en reaktion på Israels invasion af Libanon, som Atta svor at hævne. Om han i sine tanker allerede forberedte sig på at lide martyrdøden, er uvist. Testamentet bestod af 18 punkter og præciserede:

“Ingen skal græde for min skyld, skrige eller sønderrive deres klæder. Kvinder skal ikke være til stede ved begravelsen og heller ikke senere komme til min grav”.

Al-Queda-krigere med maskinpistol

Osama bin Laden vidste, at traditionelle al-Qaeda-krigere aldrig ville kunne gennemføre angrebet på World Trade Center.

© Handout/Imageselect

Osamas krig krævede en ny type krigere

Under terrorkrigen mod USA og den vestlige verden fik Osama bin Laden brug for andre hellige krigere end dem, han normalt hvervede i arabiske lande. Til kamphandlinger i Afghanistans bjerge, Tjetjenien og andre ufremkommelige områder havde uuddannede fanatikere været ganske effektive. Men operationer i Europa og USA krævede folk, der talte andet end arabisk og mestrede kunsten at leve skjult i vestlige lande.

De skulle også være i stand til selv at løse problemer, der opstod undervejs. Mohammed Atta og hans veluddannede gruppe i Hamborg var perfekte til formålet.

En jihadist-veteran ved navn Zammar, som havde kæmpet i den jugoslaviske borgerkrig, sendte oplysninger om gruppen videre til al-Qaeda-lederne, og de inviterede herefter Atta og hans mænd til Afghanistan for at møde bin Laden.

Sådan formanede han og ønskede sig at blive begravet sammen med gode muslimer med ansigtet mod Mekka.

Da efterårssemesteret begyndte i september 1997, mødte Atta ikke op til undervisningen. I flere måneder vidste ingen, hvor han var, indtil telefonen en dag ringede hos studievejlederen. Over en skrattende telefonlinje fortalte Atta, at han havde “familieproblemer”, som han ikke kunne tale nærmere om.

Først året efter var Atta tilbage i Hamborg – igen med et tykt fuldskæg... og et nyt pas. Over for de egyptiske myndigheder havde han forklaret, at han havde mistet passet – et kendt trick blandt terrorister, der ikke ønsker, at stempler fra paskontrollen skal afsløre, hvilke grænser de har krydset.

Atta hjernevasker teenagere

I Hamborg begyndte Atta nu at samle ligesindede omkring sig, unge mænd, som han havde truffet i al-Quds-moskéen og via den islamiske forening – Islam AG – Atta havde stiftet på Hamborgs Tekniske Universitet.

Foreningen fik tildelt et lokale i en af universitetets afsides barakker, og snart hobede fundamentalistisk litteratur og kassettebånd med rabiate prædikanter sig op på reolerne. Den tyske teenager Marek var en af de unge, som blev tiltrukket af Atta. Hans mor var nogle år før blevet gift med en muslim, familien konverterede til islam, og Marek begyndte at omgås stærkt religiøse unge.

“Respekten om Atta var enorm. Han blev betragtet som en ideal-muslim”, forklarede Marek siden.

Marienstrasse 54 var stadig centrum for gruppen af unge muslimer. Mange af medlemmerne flyttede ligefrem ind i lejligheden, som Atta kaldte “Dar al Ansar” (Tilhængernes Hus). En gæst bemærkede, at gruppen tilsyneladende aldrig morede sig. Svaret lød:

“Hvordan kan du le, når mennesker dør i Palæstina?”

“Muslimer må ikke plukke deres øjenbryn – det gælder også kvinder”. En af Mohammed Attas regler.

Diskussionerne om “jødedommens verdensomspændende sammensværgelse” fortsatte. Det var slut med at integrere sig; i stedet isolerede gruppen sig.

Selvom Atta havde barberet sit viltre skæg af og igen bar vestligt tøj, var han stadig fundamentalist og gruppens ubestridte leder. Hans ord var lov. Marek blev fx tvunget til at slå op med sin kæreste, fordi Atta ikke brød sig om de “djævle-tanker”, som piger kan føre med sig.

Under møderne afspillede Atta kassettebånd, som han fik tilsendt fra Saudi-Arabien. På båndene tordnede en imam:

“Allah, slå jøderne og deres støtter ihjel. Allah, rens Jerusalem for jøder, gør deres kvinder til enker og deres børn fædreløse, så de kan blive muslimernes bytte!”

Gruppen bestod af ca. 20 unge, men medlemmer blev jævnligt skiftet ud, for Atta var i gang med en udvælgelsesproces. De, der adlød ham blindt, fik lov til at blive, mens tvivlere blev frosset ud. Den hårde kerne hørte igen og igen:

“Beder du ikke fem gange i døgnet, er du en frafalden muslim og skal dræbes”. Teenageren Marek kunne ikke holde sig fra pigerne og blev sorteret fra.

Fjernsynet er Satans værktøj

Atta pålagde gruppen et væld af regler. “Muslimer må ikke plukke deres øjenbryn – det gælder også kvinder”, forklarede han.

Han forbød dem også at tegne livsforsikringer, fordi de stred imod Guds vilje. Ingen måtte drikke cola – et dekadent produkt fra USA – og rygere skulle holde sig fra amerikanske Marlboro-cigaretter.

En af de unge mænd, den 21-årige libanesiskfødte Marwan al-Shehhi, begyndte som den første at gå i kaftan, en anden solgte sit TV – “Satans værktøj”. Attas ord var begyndt at gøre indtryk. Han gjorde sig klar til at præsentere sit mål: De skulle rejse til Tjetjenien og kæmpe mod de gudløse russere, der havde invaderet landet.

I al-Quds-moskéen var de unge fanatikere faldet i snak med en af fundamentalisternes store helte: Mohammed Zammar. Den 140 kg tunge veteran havde kæmpet som hellig kriger mod russerne i Afghanistan i 1980’erne og på muslimernes side i den jugoslaviske borgerkrig i begyndelsen af 1990’erne.

Nu havde Zammar officielt lagt sin krigeriske fortid bag sig og fået tysk statsborgerskab, men han bevarede de gode kontakter til terrorbevægelsen al-Qaeda.

Talentspejderen Mohammed Zammar

Talentspejderen Mohammed Zammar havde været i hellig krig, men boede i 1990’erne i Tyskland. Herfra gav han al-Qaeda besked om Mohamed Attas talentfulde gruppe.

© Knut Mueller

Zammar talte Atta fra Tjetjenien-rejsen. Det var alt for svært at slippe ind i landet, advarede han. I stedet foreslog han, at gruppen tog til Afghanistan for at få træning hos Osama bin Laden, så de kunne føre kamp mod jøderne.

I november 1999 fløj Atta sammen med sine nærmeste venner fra Hamborg – Marwan al-Shehhi, Ziad Jarrah og Ramzi bin al-Shibh – derfor til Pakistan, krydsede grænsen og dukkede snart efter op i en træningslejr i Afghanistan. Al-Qaeda-lederne indså hurtigt, at de unges uddannelsesniveau, tekniske færdigheder og evner til at begå sig i vestlige samfund kunne give terrorbevægelsen uanede muligheder for at slå til mod USA.

Under et møde lovede bin Laden dem, at de kunne blive martyrer. En meget hemmelig mission ventede på dem – de skulle bare lære at flyve først. Dele af al-Qaedas plan var allerede ved at blive omsat til virkelighed. Mens Atta, al-Shehhi, Jarrah og bin al-Shibh opholdt sig i Afghanistan, ankom de to første al-Qaeda-terrorister til USA for at begynde deres pilottræning.

Leder af al-Qaeda, Osama bin Laden

Terrorlederen Osama bin Laden besluttede i sommeren 1998 at gennemføre et omfattende angreb på amerikansk jord.

© AFP/Ritzau Scanpix

I modsætning til Atta og co. havde de to saudiarabere aldrig boet i et vestligt land, talte ikke engelsk og kunne knap nok bruge en telefonbog. Heller ikke flyvning havde de held med. Saudierne meddelte deres instruktør, at de ikke behøvede at lære start og landing – for dem var det nok at kunne dreje et fly i luften. Og allerede under første lektion protesterede de skarpt imod, at undervisningen skulle foregå i et lille propelfly.

De to truede med at forlade skolen og finde et andet sted at uddanne sig – et sted, hvor eleverne fik lov at flyve store jetfly. Nu måtte deres instruktør forklare dem, at sådan et sted ikke fandtes – alle skulle lære at kravle, før de kunne gå.

Få måneder senere, i maj 2000, opgav de to saudiere endegyldigt håbet om at lære at flyve. I stedet fik de ordre om at vente i USA, mens Atta og hans gruppe bestod deres pilottræning, så de sammen kunne udføre missionen.

Hamborg-gruppen ankommer

I forsommeren 2000 var de fire medlemmer af Attas gruppe tilbage i Hamborg, hvor de gjorde klar til afrejse. Atta skrev e-mails til 31 pilotskoler i USA for at undersøge mulighederne:

“Vi er en lille gruppe unge mænd fra forskellige arabiske lande. I nogen tid har vi levet i Hamborg for at studere. Vi vil gerne begynde uddannelsen til pilot”.

Alle undtagen fjerdemanden, Ramzi bin al-Shibh, fik visum. I stedet måtte han blive i Hamborg og fungere som gruppens forbindelsesofficer til al-Qaeda. De tre øvrige slap uden problemer ind i USA, for medlemmerne var rejst enkeltvis for ikke at vække opsigt – og med helt nye pas for at slette sporene efter opholdet hos bin Laden i Afghanistan.

Alle tre fik tildelt studievisum, fordi de havde reserveret plads på pilotskoler. Atta og al-Shehhi valgte Huffman Aviation i Venice, Florida. Her var ejeren vant til at uddanne unge fra Mellemøsten – de to nye studerende fra Hamborg vakte på ingen måde opsigt.

Pilot Ziad Jarrah

Den tredje pilot fra Hamborg, Ziad Jarrah, var en vellidt elev på Florida Flight Training Center i Venice.

© Historycommons.org

Islamisterne tog deres pilot-uddannelse alvorligt

Gruppen fra Hamborg havde både viljen og evnerne til at forvandle bin Ladens drøm til virkelighed. Snart ville USA blive angrebet fra luften.

Bin Ladens første forsøg på at få uddannet selvmordspiloter i USA endte som en tordnende fiasko. De to hellige krigere fra Saudi-Arabien talte så elendigt engelsk, at de intet lærte på flyveskolen i USA og måtte give op.

De næste kandidater, bin Laden sendte, havde langt bedre forudsætninger for at bestå: Gruppen fra Hamborg havde levet i Vesten, og de lærte hurtigt engelsk og var tålmodige. Allerede inden afrejsen fra Tyskland undersøgte Mohammed Atta adskillige flyveskoler på nettet og skrev til dem. Ud fra svarene besluttede han og kammeraten Marwan al-Shehhi sig for Huffman Aviation i byen Venice, Florida.

Over for flyveskolens ejer, Rudi Dekkers, udgav Atta sig for at være en saudisk prins, og al-Shehhi spillede hans livvagt. Deres kammeret Ziad Jarrah begyndte på Florida Flight Training Center i samme by.

Al-Shehhi blev med det samme vellidt på skolen for sit gode humør, mens Atta var berygtet for sin isnende kulde. På et tidspunkt blev stemningen så dårlig, at Rudi Dekkers gav Atta en regulær skideballe og bad ham revurdere sit menneskesyn, hvis han ville gøre sig håb om at arbejde som luftkaptajn en dag.

Atta stirrede bare tomt frem for sig. Hvad skulle han med et job, han havde en aftale med døden.

Pilotuddannelsen ville vare ca. fire måneder, give terroristerne over 250 flyvetimer i cockpittet og gøre dem i stand til at flyve alene, lovede ejeren. Prisen for et pilotcertifikat lå på omkring 75.000 kr. Desuden skulle Atta og de andre betale for et sted at bo, mad, tøj og en bil.

Penge til at betale med modtog de tre studerende i små rater på 5-10.000 dollars fra forskellige afsendere. Folkene i al-Qaeda var omhyggelige med, at de amerikanske myndigheder ikke skulle få øje på et mønster, der kunne vække mistanke.

Her blev Ramzi bin al-Shibh en uvurderlig hjælp, når han med et væld af falske navne overførte penge til USA. Pengene havde al-Qaeda samlet ind blandt arabiske forretningsmænd, der tjente styrtende på at handle med Vesten, men i hemmelighed delte bin Ladens had til USA.

I Florida skiftede Atta, al-Shehhi og Jarrah hyppigt adresse for ikke at blive kendte ansigter i nabolaget. I Attas medbragte terrormanual kunne de læse, hvilken slags lejligheder de skulle vælge:

“Den må ikke ligge tæt på en politistation eller andre myndigheder. Ingen må kunne kigge ind i lejligheden, som skal have skodder for vinduerne, og den skal ligge i stueetagen, så det er muligt at slippe hurtigt væk, hvis fjenden angriber”.

Atta mangler en pilot

Visum-myndighedernes afvisning af Ramzi bin al-Shibh havde slået et alvorligt hul i al-Qaedas planer, for der manglede en pilot. Men en løsning var allerede fundet. I 1999 dukkede en færdiguddannet pilot fra Saudi-Arabien op hos terrorbevægelsen i Afghanistan.

Hani Hanjour havde drømt om at arbejde for det saudiske luftfartsselskab, men det afviste ham. Bin Laden sendte ham i december 2000 til USA, hvor Hanjour oprindeligt havde taget sin pilotuddannelse.

Samtidig fik Atta en liste fra bin Laden med spektakulære amerikanske mål, som burde angribes. Øverst på ønskelisten stod Capitol Hill i Washington, hvor USA’s kongres samles. Præsidentens hjem i Det Hvide Hus blev også nævnt sammen med World Trade Center i New York og forsvarsministeriets hovedkvarter, Pentagon. Hvilke mål det i praksis kunne lade sig gøre at ramme, var op til Atta at vurdere.

I december 2000 bestod alle tre terrorister deres uddannelse til erhvervspilot og tog et seks timer langt kursus i en Boeing-simulator. Det var første og eneste gang, at de testede deres evner i den flytype, som skulle anvendes under terrorangrebene.

Håndgranat

Terroristerne modtog bl.a. træning i at anvende eksplosiver forud for deres angreb på World Trade Center.

© Shutterstock

4 fag var på skemaet i al-Qaedas terrorskole

Forud for terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001 modtog terroristerne intensiv fysisk og teknisk træning.

Omsider havde bin Laden fire piloter i USA, som alle kunne flyve store passagerfly. Nu begyndte planlægningsfasen.

Det stod hurtigt klart, at terroristerne skulle kapre fly på vej fra USA’s østkyst til Californien, fordi de var tanket fulde og ville være mest effektive som brandbomber. Flyene var samtidig så tunge, at de kunne brage gennem tykke mure og nå ind i en bygnings indre, før de eksploderede.

Alt forløb efter planen. Kun angrebets dato og nogle stærke hjælpere til at kapre flyene manglede. De begyndte fra marts 2001 at ankomme en ad gangen fra især Saudi-Arabien. Hver gang kørte Atta ud i lufthavnen, hentede den nyankomne og kørte ham til en af de lejede lejligheder, som han havde organiseret i småbyerne langs Floridas østkyst.

I hvert fly, der skulle kapres, havde terroristerne brug for fire “muskelmænd” – allesammen villige unge, der havde meldt sig til den hellige krig og svoret, at de ville give deres liv for islam.

Det stigende antal arabiske unge mænd, der kom til Florida, vakte ingen mistanke hos myndighederne, for Atta var for længst blevet en ekspert i at sløre gruppens spor. De nyankomne boede kun et par stykker sammen. De havde forbud mod at ringe hjem. Tiden kunne de bruge på styrketræning og kampsport i et af de lokale fitnesscentre.

Atta bliver taget af politiet

I foråret 2001 begik Atta for første gang en alvorlig fejl, der kunne have afsporet hele operationen. I Fort Lauderdale, Florida, havde Atta lejet en rød Pontiac-sportsvogn, og i den kørte han lovlig hektisk, mente den lokale vicesherif, Josh Strambaugh.

Han vinkede Atta ind til siden. I panik fortalte terroristen, at han havde glemt sit egyptiske kørekort derhjemme, selvom han kørte rundt med både det og et amerikansk i lommen. Atta ville gøre alt for ikke at få sit navn i en politirapport, men han forregnede sig. Strambaugh ville ikke lade ham slippe med en formaning.

Mohammed Attas amerikanske kørekort, som gjorde det muligt for terroristen at skjule sig i USA i 15 måneder.

© Federal Bureau of Investigation

I stedet fik Atta besked på at møde op på Fort Lauderdales politistation inden 30 dage og fremvise et gyldigt kørekort. Dét turde Atta ikke risikere. Han blev væk og havnede derfor på en liste over borgere, som politiet havde et udestående med.

Egentlig eftersøgt var han ikke; han skulle blot sørge for at holde sig ude af politiets søgelys, men det lykkedes ikke.

Den 5. juli 2001 – bare to måneder før angrebet på World Trade Center – kvajede Atta sig igen. Han kørte for stærkt og blev igen vinket ind til siden. Denne gang viste han straks sit kørekort til betjenten, der tjekkede, om politiet havde noget på ham.

Computeren afslørede intet – søgningen fejlede af ukendte årsager, ligesom andre sikkerhedsinstanser svigtede.

FBI sover i timen

I løbet af sommeren 2001 modtog den amerikanske efterretningstjeneste flere tips om, at bin Laden og al-Qaeda forberedte et nyt, stort angreb mod USA. Henvendelserne kom fra kolleger i bl.a. Israel og nævnte, at der kunne være tale om angreb udført med kaprede passagerfly.

Terrorberedskabet blev hævet på de amerikanske militærbaser og andre installationer i udlandet. Mere gjorde CIA ikke ved sagen, da advarslerne indeholdt alt for få konkrete oplysninger at arbejde videre med.

Den beslutning blev skæbnesvanger, for på samme tid havde en FBI-agent fået en brændende mistanke. Den 10. juli indsendte han en rapport til sine foresatte.

I rapporten foreslog han, at “FBI bør indsamle visum-informationer om udenlandske elever, der er blevet optaget på amerikanske pilotskoler”. Agenten formodede, at nogle af piloteleverne kunne være hvervet af al-Qaeda. Men han havde ingen konkrete beviser på, at det var tilfældet.

“Husk din oppakning, dit tøj, din kniv og de andre ting, som skal bruges under din dåd. Husk også dine rejsepapirer”. Uddrag fra al-Qaedas terrormanual.

En rundringning til flyveskoler ville fx have sat FBI i forbindelse med Sorbi’s Flying Club i San Diego, hvor to saudiske elever fornærmet havde afvist at flyve propelfly – og havde tilbudt instruktøren penge for at få jet-timer. Men FBI-ledelsen ignorerede agentens rapport.

Atta var sluppet med skrækken, og arbejdet med attentatet kunne fortsætte. I sommermånederne havde han haft så travlt med at organisere modtagelsen af “muskelmænd”, at han kom bagud med planlægningen af selve angrebet.

Fra Afghanistan rykkede al-Qaeda for en dato – den var nødvendig at kende i god tid, fordi gruppen af hjælpere i bl.a. Hamborg skulle kunne nå at bringe sig i sikkerhed i fx Pakistan. Atta lovede at have alt klar i slutningen af august.

Enkelte af terroristerne fløj frem og tilbage mellem østkysten og vestkysten for at studere, hvornår det var bedst at slå til og overtage kontrollen over et passagerfly. Al-Shehhi fløj fra New York til San Francisco, Jarrah fra Baltimore til Los Angeles, og Atta fra Boston til San Francisco. Den fjerde og sidste pilot, Hanjour, fulgte trop.

Fire hold terrorister skulle kapre hver deres passagerfly. Opgaverne var fordelt på forhånd, så den uddannede pilot overtog cockpittet, mens fire såkaldte muskelmænd skulle holde passagererne i skak. Som pilot på det første fly indledte Mohammed Atta terroraktionen med sine fire saudiske hjælpere.

American Airlines Flight 11 letter
© Shutterstock

Flight 11

  • American Airlines.
  • Boston-L.A.
  • 38.000 liter brændstof i tankene.

Shutterstock

Mohammed Atta og fly
© Federal Bureau of Investigation & Shutterstock

Mohammed Atta, 33 år

Den egyptiske byplan-studerende var terrorangrebenes overordnede leder i USA og samtidig pilot på den maskine, der fløj ind i World Trade Centers nordtårn.

Federal Bureau of Investigation & Shutterstock

Waleed al-Shehri og fly
© Federal Bureau of Investigation & Shutterstock

Waleed al-Shehri, 22 år

Med sig i flyet havde Atta den saudiske lærerstuderende Waleed al-Shehri, der voksede op i et strengt troede hjem. Han var blevet hvervet af al-Qaeda i år 2000.

Federal Bureau of Investigation & Shutterstock

Wail al-Shehri og fly
© Federal Bureau of Investigation & Shutterstock

Wail al-Shehri, 28 år

Waleeds storebror Wail var uddannet skolelærer, men fik i 2000 svære psykiske problemer. I stedet for behandling tog han til en al-Qaeda-lejr i Afghanistan.

Federal Bureau of Investigation & Shutterstock

Satam al-Suqami og fly
© Federal Bureau of Investigation & Shutterstock

Satam al-Suqami, 25 år

Satam fra Saudi-Arabien læste jura i Riyadh, før han rejste til al-Qaeda nær Kabul. Her blev han udset til at være muskelmand under terrorangrebet.

Federal Bureau of Investigation & Shutterstock

Abdulaziz al-Omari og fly
© Federal Bureau of Investigation & Shutterstock

Abdulaziz al-Omari, 22 år

CIA ved ikke meget om saudiske Abdulaziz al-Omari. Han optrådte som vikar for imamen i den lokale moské, var gift og havde en datter. I juni 2001 nåede han USA.

Federal Bureau of Investigation & Shutterstock

For at kunne flyve så mange ture på kryds og tværs af USA uden at vække opsigt havde terroristerne skaffet sig amerikanske kørekort, som de brugte til at identificere sig med i lufthavnen. Kørekort blev kun udstedt til personer med fast bopæl i USA, og det bevis skaffede terroristerne sig ved at køre en tur til en adresse i Virginia, hvor falske bopælsattester kunne købes for 50 dollars på det sorte marked.

Under flyvningerne tværs over USA noterede de sig, hvornår piloterne åbnede cockpitdøren efter en start, hvornår stewardesserne begyndte at servere mad, og hvilke andre rutiner der var under en ruteflyvning.

Langsomt tog planen form: Det sikreste var at købe billetter til første klasse, så kaprerne var tæt på cockpittet og samtidig kunne holde de mange passagerer på økonomiklassen i skak.

Atta og al-Shehhi lejede desuden et lille propelfly og fløj en tur over Hudson-floden i New York for at indprente sig omgivelserne omkring World Trade Center, som de to regnede med at angribe.

Terroristerne går på stripbar

Den 4. august ventede Atta foran Orlandos internationale lufthavn i Florida på den 16. og sidste muskelmands ankomst. Inde i paskontrollen blev en saudiarabisk statsborger ved navn al-Kahtani imidlertid afvist og fik besked på at forlade USA omgående. Atta ventede forgæves og måtte nu satse på, at tre muskelmænd var nok til at kapre det ene af flyene.

Atta følte sig usårlig. I mere end et år havde hans gruppe opholdt sig i USA uden at blive opdaget. Nu følte han behov for at fejre den snarlige afslutning på missionen.

De tog på natklub og stak pengesedler i trusserne på topløse go-go-danserinder. Når regningen efter en lang aften blev præsenteret for dem, tillod de sig mere end én gang at klage så højlydt over beløbet, at udsmidere måtte tilkaldes for at dæmpe gemytterne. Den ene gang lød regningen på over 6.000 kr. På baren “Shuckums” i Hollywood, Florida, gentog balladen sig.

Her råbte Atta til personalet:

“Tror I, at vi ikke har råd til at betale? Hvem tror I, vi er? Det skal jeg fortælle jer. Vi er piloter fra American Airlines!” Herefter betalte han og skred.

I slutningen af august blev Atta igen forsigtig og holdt op med at ringe til de andre piloter – i stedet kørte han rundt mellem dem og deres muskelmænd, hver gang han skulle overbringe en besked.

Skilt til natklub i Las Vegas

Selvmordspiloterne besøgte bl.a. natklubber i Las Vegas for at fordrive tiden.

© Shutterstock

Under møderne bookede terroristerne billetter til flyvninger tirsdag den 11. september. Alt var klar. Nu kunne han bare vente og recitere passager fra terrormanualen:

“Når du skal udføre din dåd, slå da hårdt som en helt, for Allah kan ikke lide mennesker, der ikke fuldfører deres arbejde. Du kommer ikke tilbage til jorden, men planter angsten i hjertet på de vantro”.

Få dage før den 11. september rejste alle terroristerne nordpå for at gå i position nær de udvalgte lufthavne. I stedet for at modtage flere beløb fra Ramzi bin al-Shibh sendte terroristerne nu penge den modsatte vej – i alt 26.000 dollars – som de ikke ville få brug for, og som al-Qaeda kunne finansiere andre terrorhandlinger med. I alt havde terroristerne brugt omregnet 7,5 millioner kr. under deres ophold i USA.

I små grupper kørte de i lejede biler og indkvarterede sig på anonyme moteller.

Atta og en muskelmand indkvarterede sig på Comfort Inn i Portland, 160 km nord for Boston. I receptionen betalte de forud for værelset, fordi de skulle tidligt op næste morgen. Om aftenen kørte de planløst rundt i byen og spiste mellem kl. 20 og 21 deres livs sidste måltid på Pizza Hut på hovedgaden.

Terroristerne mister en kuffert

“Om aftenen før din dåd skal du barbere alt overflødigt hår af kroppen, parfumere din krop. Stå op om natten, og bed en bøn for sejren. Så vil Allah gøre alting let for dig og beskytte dig”, foreskrev Attas manual.

Klokken halv seks om morgenen den 11. september kørte Atta mod Portlands lufthavn. Her tjekkede han og muskelmanden ind og gik ombord i et lille rutefly, som bragte dem til Boston, hvor yderligere tre muskelmænd ventede. Imens kunne de recitere endnu en passage fra al-Qaedas terrormanual:

“Husk din oppakning, dit tøj, din kniv og de andre ting, som skal bruges under din dåd. Husk også dine rejsepapirer”.

Med i håndbagagen havde terroristerne bl.a. hobbyknive til at skære halsen over på besætningsmedlemmer og passagerer med, hvis de forsøgte at stoppe dem.

Brandmand går væk fra World Trade Center

Katastrofen i New York den 11. september 2001 kunne sandsynligvis have været undgået, hvis FBI og CIA havde haft et bedre samarbejde.

© Anthony Correia/Getty Images

Dårligt samarbejde gjorde livet let for terroristerne

Mere end et år opholdt de fire selvmordspiloter sig i USA – uden at CIA og FBI opdagede det. Efterretningsvæsenerne nægtede at samarbejde.

Da World Trade Center styrtede i grus, udløste det først landesorg og dernæst forundring iblandt amerikanerne. Hvorfor havde landets efterretningstjenester svigtet og ikke opdaget terroristerne i tide, selvom fire af dem opholdt sig i 15 måneder i USA, mens de planlagde deres forbrydelse?

Forundringen blev afløst af ramaskrig, efterhånden som CIA og FBI måtte erkende, at de faktisk havde haft flere muligheder for at komme på sporet af terroristerne og måske få stoppet en eller flere af selvmordspiloterne, inden de gik ombord i flyene.

CIA opdagede fx i marts 2000, at en kendt al-Qaeda-kriger, Nawaf al-Hazmi, havde fået visum til USA, men underrettede ikke FBI, så de føderale agenter kunne overvåge hans færden i USA. Nawaf al-Hazmi dumpede sin pilottræning og blev i stedet muskelmand på det fly, der ramte Pentagon.

Da FBI i august 2001 omsider fik at vide, at al-Hazmi var rejst ind i USA, foretog bureauet sig intet.

Attas fly til Boston blev imidlertid forsinket, og ved ankomsten måtte han spurte gennem lufthavnen for at nå Los Angeles-flyet. Forsinkelsen betød, at Attas kuffert ikke kom med ombord og i stedet endte i lufthavnens hittegodskontor, hvor FBI senere fandt terrormanualen, Attas testamente og nogle få af hans ejendele.

Knivene i terroristernes håndbagage sagde sikkerhedsvagterne ikke noget til – i 2001 var det stadig lovligt at tage en kniv med i flyet, bare bladet var under 10 cm.

De tre øvrige tre mænd, som skulle hjælpe Atta med at kapre American Airlines Flight 11, var for længst ombord, da han gik ud til flyet. Atta vidste, at piloterne al-Shehhi, Jarrah og Hanjour snart ville følge ham, og reciterede formentlig endnu en passage fra al-Qaedas manual:

“Så snart du er i flyet, skal du bede til Gud, for enhver, der beder til Gud, vil vinde, for du gør dette for Gud”.

Overvågningsbillede af Mohammed Atta i Portlands lufthavn

Selvmordspiloten Mohamed Atta går gennem sikkerheds-kontrollen i Portlands lufthavn. En time senere kaprer han American Airlines Flight 11.

© Getty Images

Attas hjælper i Hamborg, Ramzi bin al-Shibh, blev fanget i Pakistan den 11. september 2002 og sidder fortsat i Guantánamo-lejren på Cuba. Talentspejderen Mohammed Zammar var fængslet i Syrien frem til 2013, hvorefter han kæmpede for terrorbevægelsen IS. Siden marts 2018 har han dog igen siddet bag tremmer.

LÆS MERE OM MOHAMMED ATTA

Daniel Hopsicker, Welcome to Terrorland: Mohamed Atta & the 9-11 Cover-up in Florida, Trine Day, 2004

National Commission on Terrorist Attacks, The 9/11 Commission Report, W. W. Norton & Company, 2004