Timothy McVeigh udløste dommedag i Oklahoma

Timothy McVeigh ruller vinduet ned i førerkabinen på sin gule varevogn. Den 26-årige krigsveteran holder for rødt i krydset mellem Harvey Avenue og Fifth Street i centrum af Oklahoma City.

Klokken er tæt på ni den 19. april 1995 – den første onsdag efter påske – og trafikken er tæt. McVeigh håber, at ingen lægger mærke til røgen, der langsomt siver ind i førerkabinen fra de lunter, han har antændt i bilens lastrum.

Endelig skifter lyset til grønt. Lettet træder han på speederen og passerer krydset.

Den høje bygning, som huser flere regeringskontorer og en børnehave, kommer til syne med sin karakteristiske glasfacade. Nervøst triller McVeigh ind til siden og standser den tonstunge varevogn ved korttidsparkeringen for bilister med et ærinde i bygningen.

Så forlader han førerkabinen, der nu lugter kraftigt af røg. Med raske skridt krydser han Fifth Street og drejer ned i en gyde.

Få minutter senere er den ni etager høje Alfred P. Murrah Federal Building eksploderet i et flammehelvede.

168 mennesker er døde eller døende.

Alle er de ofre for én mands brændende had – til forbundsregeringen i Washington og alt, hvad den står for.

Skoledreng indrettede overlevelsesrum i kælderen

Da McVeigh 26 år tidligere kom til verden i en kernefamilie i Lockport, New York, tydede intet på, at han en dag ville gennemføre det hidtil værste terrorangreb i USA's historie – kun overgået af angrebene den 11. september 2001.

Faren, William, arbejdede på en bilfabrik, mens moren, Mildred, var ansat på et rejsebureau. Forældrene blev skilt, da McVeigh var 10 år, og han boede herefter hos sin far. Alt tyder på, at forholdet både til faren og til de to søstre, Patricia og Jennifer, var harmonisk.

At samle mønter og læse tegneserier var McVeighs yndlingsbeskæftigelser.

I teenageårene opgav han mønterne og begyndte i stedet at eksperimentere med computere – en hobby, som gav ham titlen “mest lovende computerprogrammør” i skolens blå bog.

Men først og fremmest passede McVeigh sin skole. Han var, fortalte engelsklæreren Sue Campbell senere, “kvik, samarbejdsvillig, flink og havde let ved at omgås jævnaldrende”.

Men McVeigh havde en mørk side. Allerede som teenager var han fascineret af skydevåben, og hans tanker kredsede i stigende grad om atomkrig og andre katastrofer.

Snart begyndte han at omdanne familiens kælder til en mellemting mellem et beskyttelsesrum og en militær kommandocentral – komplet med stabler af dåsemad, sandsække, våben og ammunition i kassevis.

Faren slog McVeighs fikse idéer hen. Den unge mand passede sine ting, først som gymnasieelev og dernæst jobbet som chauffør på en pengetransport.

Og pludselig en dag i 1988 meddelte McVeigh, at han forlod hjemmet. Han havde sagt sit job op for at gå ind i hæren.

McVeigh fik medaljer på stribe

McVeigh udmærkede sig fra første færd som mønstersoldat og talentfuld riffelskytte:

“Han var altid blandt de bedste to procent. Hans støvler var nypudsede og uniformen presset. Han var en omvandrende reklame for militæret”, husker soldaterkammeraten Kevin Hazlip.

Snart blev McVeigh forfremmet og – endnu bedre – opfordret til at aflægge optagelsesprøve til elitestyrken Special Forces, de navnkundige Grønne Baretter.

I specialstyrkerne kunne han pleje sin interesse for skydevåben og samtidig udrette store ting for sit land. Han kunne næsten ikke vente.

Men drømmen endte, før den var begyndt.

En måned før McVeighs forfremmelse, i august 1990, invaderede styrker under Iraks diktator, Saddam Hussein, nabolandet Kuwait.

Sammen med tusinder af andre amerikanske soldater blev McVeigh sendt til Den Persiske Golf.

McVeighs tjeneste som skytte på en Bradley – en pansret mandskabsvogn beregnet til at transportere infanteri – bragte ham helt frem i frontlinjen.

Den opgave klarede han så godt, at han blev tildelt en Bronze Star, én af nationens højeste udmærkelser, samt flere andre hædersbevisninger.

Da den øverstkommanderende for den internationale koalition, general Norman Schwarzkopf, aflagde besøg ved fronten, var McVeigh blandt de soldater, som fik lov at trykke hans hånd.

Men da McVeigh i 1991 vendte hjem, var han som forandret. Han havde svært ved at slippe de barske minder fra krigen:

“Jeg har aldrig kendt til død før. Og nu så jeg lig ligge allevegne”, betroede han sin tante.

Optagelsen til specialstyrkerne måtte han opgive, og han forlod hæren. Det civile liv gav ham heller ingen tilfredsstillelse:

“Du har set ekstremerne, oplevet højdepunkter, lavpunkter og realiteter. Hvem giver så en skid for at tale om vejret, og hvem der kommer for sent på arbejde, eller hvem der har slået sin tå”, forklarede han senere.

“Jeg begyndte at forstå, at jeg ikke passer ind”, konstaterede McVeigh et år efter hjemkomsten.

Længslen efter at passe ind fik McVeigh til at søge mod de radikale undergrundsmiljøer, som siden 1980’erne var skudt op – ofte med interessen for kraftige skydevåben som fællesnævner.

De yderliggående holdninger trivedes ikke mindst blandt mennesker med interesse for våben, folk, som McVeigh mødte til de våbenmesser, han yndede at besøge.

Snart udbredte den tidligere soldat sig vidt og bredt om, hvordan jøder og sorte var skyld i alskens dårligdomme. Han meldte sig endog ind i Ku Klux Klan.

Til sin søster fortalte han, at holocaust var et svindelnummer. Men mest af alt hadede han forbundsregeringen, som ifølge hans opfattelse kun var ude på at udnytte og slavegøre befolkningen.

Da hæren bad ham tilbagebetale 1.058 dollars, som han havde fået for meget i løn under tjenesten, rasede han.

“Tag alt, hvad jeg ejer. Tag min værdighed fra mig. Nyd det, når I bliver fede og rige på min bekostning”, skrev han bittert i et brev til regeringen.

Stramninger i USA’s våbenlove og regeringsindgreb mod ulovlig våbenbesiddelse bekræftede hans værste anelser.

“Regeringen er bange for folks våben, for de vil have kontrol med borgerne hele tiden. Når de tager våbnene fra folk, kan de gøre, hvad de vil”, udtalte han i 1993, efter at regeringsagenter havde stormet den svært bevæbnede sekt Branch Davidians i Waco, Texas.

Da præsident Bill Clinton den 25. august 1994 underskrev et forbud mod automatrifler, flød bægeret endegyldigt over for McVeigh.

Han var sikker på, at regeringen snart ville komme efter ham og hans våben, og besluttede sig derfor for at slå først.

Gennem de følgende måneder købte eller stjal McVeigh med hjælp fra en gammel soldaterkammerat, Terry Nichols, 1.800 kg kunstgødning, dieselolie og forskellige sprængstoffer – ingredienser, som tilsammen ville udgøre en slagkraftig bombe.

Målet, Alfred P. Murrah Federal Building, valgte han på én af sine køreture rundt i landet.

Bygningen var lettilgængelig og husede adskillige regeringskontorer – vigtigst af alt det forhadte bureau for våbenkontrol, Bureau of Alcohol, Tobacco, Firearms and Explosives.

Den 15. april 1995 lejede McVeigh en varevogn fra firmaet Ryder. Gennem de følgende fire dage fyldte han bilen med gødning og sprængstof og traf de sidste forberedelser.

Tidligt om morgenen kørte han mod Oklahoma Citys centrum og parkerede foran bygningen. Kort før han kom til krydset mellem Harvey Avenue og Fifth Street, antændte han fra førersædet de lunter, som gennem et hul i skillevæggen var forbundet til ammoniumnitratet i lastrummet.

Mens røgen fyldte kabinen, forlod McVeigh bilen, krydsede Fifth Street og forvandt ned ad en gyde.

Få sekunder senere lød braget. Den voldsomme eksplosion blæste hele Murrah-bygningens nordlige facade væk. Og hundredvis af bygninger i nærheden blev ødelagt eller beskadiget.

Da aftenen faldt på, bekræftede myndighederne de første 20 dødsfald. På det tidspunkt var McVeigh for længst i politiets varetægt – afsløret af en manglende nummerplade.

Før terrorhandlingen havde han parkeret sin bil i gyden på den anden side af Fifth Street. For at undgå, at bilen kunne spores, havde han skruet nummerpladen af. Netop den manglende nummerplade fangede politiets opmærksomhed, da han efter detonationen kørte ud af byen. Betjenten tog ham med på stationen, og politiet udpegede ham som hovedmistænkt.

McVeigh var overbevist om, at alle amerikanerne ville slutte op om hans had til regeringen. Men han blev slemt skuffet. Selv de ekstremister og militsgrupper, han beundrede så højt, fordømte terrorhandlingen. I stedet for heltestatus opnåede McVeigh at blive den mest forhadte mand i USA.

Terroristen påtog sig det fulde ansvar. Da en journalist udspurgte ham om evt. medskyldige, svarede McVeigh nærmest stolt:

“Sandheden er, at jeg sprængte Alfred P. Murrah-bygningen i luften på egen hånd. Er det ikke skræmmende, at én mand kunne forårsage dette helvede?”