Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Ung kvinde boede i en kiste som sexslave i syv år

Da den 20-årige blaffer Colleen Stan sætter sig ind i et ungt ægtepars bil, aner hun endnu ikke uråd. Hvordan skulle hun kunne vide, at manden ønsker sig en sexslave – og at hans kone er med på idéen. De næste syv år bliver et mareridt.

A+E Networks & Per O. Jørgensen/Historie

Colleen Stan er lettet, da en blå Dodge triller ind i vejkanten. Den 20-årige pige har været tidligt oppe torsdag den 19. maj 1977, fordi hun brændende ønsker at besøge sin veninde i den lille nordcaliforniske by Westwood.

Over 500 km har Colleen ­allerede tilbagelagt ved at tomle fra hjembyen i Oregon, og hun mangler nu blot godt 100 km for at nå frem.

“Hvor skal du hen?” lyder det fra ­kvinden på passagersædet.

“Til Westwood”, svarer Colleen, som føler sig tryg, da hun ser, at det unge ­ægtepar i bilen også har en lille baby med.

Pigen fra Oregon er en erfaren ­blaffer og har lige takket nej til et tilbud fra en bil med fem fyre, som hun havde vurderet ikke var sikre at køre med.

“Vi skal den samme vej. Stig ind”, kommer det fra manden bag rattet i den blå Dodge, og få sekunder senere sidder Colleen på bagsædet med sin sovepose ved siden af sig – godt tilfreds med, at hun nu kan nå frem til veninden inden mørkets frembrud.

Den gode fornemmelse viger dog brat, da chaufføren gasser voldsomt op på vej ud på kørebanen, så Colleen spilder sin netop åbnede druesaft ud over tøjet.

Da pigen kigger op, ser hun, at manden ­kigger direkte på hende i bakspejlet med et usædvanlig selvtilfreds smil over hele ansigtet.

Samtidig synes Colleen, at ­ægteparret virker næsten lidt for interesserede i hendes liv, da de tæppebomber hende med spørgsmål, mens bilen ­bevæger sig gennem de nordcaliforniske bjerge og bakker.

20-årige Colleen Stan var en erfaren og forsigtig blaffer, der havde rejst flere hundrede km ­­med fremmede, før hun satte sig ind i ægteparret Hookers bil.

© Dailymail.co.uk

“Har du noget imod, at vi laver et lille stop for at se nogle ishuler? Vi har hørt, de er lige i nærheden”, siger kvinden, da bilen er 60 km fra Westwood.

Colleen har ingen indvendinger. Hun ønsker ikke at virke utaknemmelig for kørelejligheden, og snart drejer manden ind på en skovvej, hvor han standser ­motoren under nogle grantræer.

Ægteparret åbner dørene og vandrer afsted. Pludselig er manden ude af syne. Colleen når lige at undre sig over hans forsvinden, da bildøren bliver revet op. Manden hopper ind på bagsædet og presser i et nu en stor slagterkniv mod hendes hals.

“Tag hænderne over hovedet”, kommanderer han, og chokeret mærker Colleen, hvordan hendes hænder bliver tvunget om på ryggen, hvor et par håndjern strammes om håndleddene.

“Åh Gud! Han vil dræbe mig”, farer det igennem den unge kvinde, som nu får tvunget en tung trækasse omkring ­hovedet, der lukker lys og lyde ude.

Hendes kidnapper – den 23-årige ­Cameron Hooker – har ikke et hurtigt dødsstød i sinde. En langt mere avanceret og grusom plan har taget sin begyndelse. Det mørke, som netop har lukket sig om Colleen, vil det kræve syv års ­lidelse at slippe ud af igen.

Offeret skal leve på to meter

I flere timer kører hendes bortførere rundt, mens de venter på, at aftenmørket skal sænke sig over deres hjem nær byen Red Bluff. Endelig mærker Colleen, at hængslerne på den 10 kg tunge hovedkasse løsnes.

Det er en befrielse igen at få luft, men Colleens hænder er stadig i håndjern, og Hooker har proppet en ­knebel i hendes mund og bundet et klæde om hendes øjne.

“Fart på!” befaler stemmen, mens han fører Colleen om til bagdøren af et hus og ned ad 14 trin til en kold kælder.

“Åh Gud, hjælp mig! Hvad vil disse mennesker gøre mig?” tænker Colleen, da hun får ordre til at stille sig på en hvid køleboks, der står på gulvet.

Hooker låser hendes håndjern fast omkring et rør under loftet, og så begynder han at fjerne hendes tøj. Colleen lugter “sveden og fedtet på hans krop”.

Pludselig sparker Hooker til køleboksen, så hendes nøgne krop dingler frit i luften – kun båret af håndjernene. En ulidelig smerte borer sig ind i hendes krop, men pins­lerne ophidser tydeligvis kidnapperen.

Hooker render op ad trappen og ­henter sin kone med ned i kælderen. Ægteparret tager tøjet af og har samleje på et bord ved siden af Colleen, som ­stadig hænger i røret.

Midt i det hele ­rejser Hooker sig op, flår en pisk ned fra væggen og svinger den mod Colleens ryg med en kraft, så hun ikke kan holde sine skrig tilbage.

“Hold kæft, og slap af! Så vil det stoppe hurtigere”, vrisser Hooker.

Et kvarter senere skubber bortføreren en kasse ind under Colleen, inden han og konen fuldfører samlejet. Mens konen trisser op ad trapperne, tager Hooker sin fange ned.

Colleen, som er udmattet af pinslerne, får igen en knebel i munden, bliver bundet på arme og ben og får den trange hovedkasse på igen.

I de næste dage fortsætter torturen. Hooker er alene om at udføre de sadistiske udskejelser, kun en enkelt gang ­lis­ter konen, Janice, sig ned i kælderen og åbner hovedkassen:

“Du skal vide, at du er her for at tage smerten for mig. Men bare rolig, der vil ingen sex være”, lyder det kryptisk fra konen, som også vil vide, hvad Colleen vil gøre, hvis Janice slipper hende fri.

“Gå til politiet!” udbryder fangen.

“Dumt!” svarer konen og lukker kontant hovedkassen igen.

Mens Colleen de næste aftener ærgrer sig over sit overilede svar, hører hun saven og hamren. Noget bliver bygget i huset, og Colleen ved, at det næppe er et godt tegn.

Efter 12 dages fangenskab kommer forklaringen, da Hooker afslører sit nye torturinstrument.

“Kravl ned i den!” lyder det bistert, hvorefter Colleen må tage plads i den kis­te­lig­nen­de kasse af træ.

2 m lang, 75 cm bred og 50 cm høj er kisten, som skal erstatte kassen, som ­Colleen hidtil har haft hovedet i. Kisten har dobbelte vægge, så den er lydtæt og nærmest umulig at slippe ud af. Fra nu af skal kisten være Colleens hjem.

Cameron Hooker fik en livstidsdom for sine sadistiske gerninger, som ifølge Janice også inkluderede mordet på en anden ung pige. I retten indrømmede Hooker kidnapningen, men hævdede, at torturen ikke havde været så slem. Torturredskaberne beviste, hvilket helvede Colleen havde levet i.

© All Over Press

Fangen underskriver en kontrakt

Som dage bliver til måneder, vænner Colleen sig til et liv i mørke i ca. 23 timer, inden hun hver dag ved aftenstid lukkes ud for at få et glas vand og to sandwich – hendes daglige ration.

Colleen ved, at når den sidste bid er taget, begynder torturen, som nu er udvidet med kvælning og udstrækning af lemmer.

Pinslerne har fået Colleens menstrua­tion til at udeblive, men i august 1977 bløder hun – og soveposen og trækisten begynder at lugte. For første gang i tre måneder kommer fangen derfor op af kælderen og får et bad. Som en ny luksus får Colleen nu lov til at tage et bad én gang om måneden og få en tandbørste.

De små goder skal dog vise sig at have en pris. Den 25. januar 1978 lægger Hooker en slavekontrakt foran Colleen og beder hende fjerne øjenmasken. For første gang siden kidnapperen pressede en kniv mod hendes strube, ser hun hans ansigt.

Hun føler, at det er som at kigge “direkte ind i Djævlens øjne”, og mellem sadistens store bakkenbarter ser Colleen det samme selvtilfredse smil, som hun blev mødt af i bilens bakspejl otte måneder tidligere.

“De ved, du er her. ‘The Company’ har opdaget, at du er i kælderen, og kræver, at vi betaler 1.600 dollars for at registrere dig”, forklarer Hooker alvorligt.

Colleen forstår intet og har aldrig hørt om The Company, men foran hende ­ligger en kontrakt, hvor hun skal skrive under på, at hun vil underkaste sig og tjene Hooker og altid tiltale ham “Herre”.

“Dette er Satans værk! Hvad hvis jeg ikke skriver under?” udbryder Colleen.

“Så vil jeg skrive under for dig og få dig til at fortryde”, truer Hooker.

Uden noget valg sætter Colleen sit navn på kontrakten og accepterer sam­tidig, at hun hedder “K”. Det løber pigen koldt ned ad ryggen, da Hooker fortæller hende, at The Company er en hemmelig organisation styret af magtfulde mænd – læger, politibetjente og politikere – der vil gøre alt for at holde på slaver, der har ­underskrevet kontrakten:

“De jager og straffer enhver slave, som er dum nok til at flygte. De har ingen hæmninger og vil skade din ­familie for at få fat på dig”, kommer det koldt fra Hooker.

Han truer også med at ringe til The Companys læge, som vil skære ­hendes stemmebånd over, hvis “K” fremover skriger eller taler for meget.

“Javel, Herre”, svarer Colleen.

“K” flytter ind under vandsengen

Med underskrivelsen af slavekontrakten får Colleen nye privilegier. Hooker kan mærke, hvor bange pigen er for The Company, og han er så sikker på, at ­slaven ikke vil flygte, at “K” får lov til at komme ovenpå for at gøre rent og vaske op.

Colleen får tilmed en natkjole, som hun kan bære i huset. Janice vil nemlig ikke have “K” gående nøgen rundt.

I april 1978 flytter Hooker-parret ind i en husvogn. Colleen bliver ført ind i soveværelset, hvor en ny kasse er bygget ind i rammen, som bærer parrets vandseng.

“Kravl ind”, beordrer Hooker, ­hvorefter Colleen på alle fire møver sig ind i kassen, der er endnu mindre end den fra kælderen i det tidligere hjem.

Inde i kassen ligger Colleens sovepose samt et bækken, så hun fremover kan tisse uden at skulle ud. Enhver manøvre er dog vanskelig i den 38 cm høje konstruktion, der føles som en grav, da ­Hooker lukker lemmen i fodenden og skruer vingemøtrikkerne fast.

Selvom pladsen er trang, og Colleen altid kan høre, når ægteparret har sex oven på kassen, er hun glad for flyt­ningen.

Hooker føler sig sikker på sin slave, som har huslige pligter og endda får lov til at komme ud i solen, når hun skal ordne haven omkring husvognen. Bortføreren har forklaret naboerne, at Colleen arbejder som ung pige i huset hos dem.

Colleen tilbringer dog stadig størstedelen af tiden i kassens mørke, og i september 1978 kan hun høre, at Janice føder endnu et barn oppe i vandsengen. Men at have både en baby og en toårig pige i huset får ikke Hooker til at opgive sine sadistiske lege, der nu også indbefatter, at “K” bliver voldtaget.

Bortføreren finder hele tiden på nye pinsler. Colleen får bl.a. brændt sine brystvorter og bliver pint med strøm, mens ægteparret skruer op for TV’et, så børnene ikke vågner af hendes skrig.

“Jeg gør ikke det her for at straffe dig, men fordi jeg kan lide det”, afslører ­Hooker frejdigt en aften.

Sadisten Cameron Hooker konstruerede flere kasser, som skulle sikre, at hans slave ikke undslap. Den trækasse, som Colleen Stan tilbragte over seks år i, var placeret under Hooker-parrets vandseng.

© Per O. Jørgensen/Historie

Colleen må besøge sin familie

Hooker er så tilfreds med sin slave i 1980, at “K” hver morgen bliver lukket ud af kassen, så hun kan passe børnene, mens forældrene er på arbejde.

At se børnene vokse op er det eneste, der bringer glæde i Colleens liv. Pigerne elsker deres babysitter, og de aner ikke, at hun bor i en kiste i soveværelset.

I sommeren samme år – efter tre års fangenskab – bliver Colleen oprigtigt forbløffet, da Hooker giver hende lov til at ringe hjem til sin far i Riverside, Californien.

De næste 10 måneder taler datter og far sammen et par gange, men ­Colleen må hele tiden holde sin undrende far hen og undlade at fortælle, hvor hun befinder sig. I marts 1981 kommer så endelig den besked, Colleen har drømt om:

“The Company har indvilget i, at du kan besøge din familie”, lyder det fra Hooker, der advarer om, at besøget vil foregå under strikt overvågning.

“De vil aflytte telefonen og montere ­aflytningsudstyr i dine forældres hjem. Hvis der opstår problemer, vil sikkerhedsfolk storme huset, og folk vil komme til skade”, fortæller Hooker. Nogle dage senere vil han sikre sig, at fangen vil gøre absolut alt, hvad han befaler:

“Du skal proppe det her haglgevær i munden og trykke på aftrækkeren!”

Uden tøven tager Colleen geværet, Hooker har medbragt, sætter det for munden og trykker af.

En kliklyd af­slører, at kammeret var tomt – slaven har bestået den endelige test: “K” får lov at lave en aftale med sin far, og den 20. marts 1981 sætter Hooker sin slave af foran Stan-familiens hjem.

“Colleen, vi er så glade for at se dig!” lyder det, da faren åbner døren, og familien står i kø for at kramme hende.

For første gang i næsten fire år mærker Colleen kærlighed, og hun er tæt på at briste i gråd og fortælle om sin sadistiske bortfører, men hun frygter, at The Company vil gøre dem alle ondt.

Sam­tidig brænder forældrene og søstrene for at udspørge hende grundigt om, hvorfor hun har været væk, men de tør ikke af frygt for, at Colleen igen skal forsvinde ud af deres liv. Kun søsteren Bonnie vover et enkelt spørgsmål om aftenen:

“Hvorfor har du dog ikke skrevet og ringet regelmæssigt?”

“Jeg... jeg havde ikke... penge til at købe frimærker eller betale telefon­opkald. Jeg havde for travlt med øh...­havearbejde”, svarer hun vævende.

Svaret bekræfter familiens mistanke om, at den blege og tarveligt klædte ­Colleen er kommet ind i en sekt. Til ­hendes lettelse stopper spørgsmålene, og om aftenen kan hun lægge sig til ro i en blød seng hos familien. Men allerede næste dag ringer det på døren.

“Mit navn er Mike. Jeg er her for at hente Colleen”, lyder Hookers stemme.

“Colleen, vi skal afsted!” kalder han, så det gyser i hende.

Hooker bilder familien ind, at han og deres datter er kærester, og at de hurtigt skal videre. Colleens stedmor når lige at tage et billede af parret, inden de drager bort. Af frygt for The Company og deres overvågning smiler Colleen efter bedste evne, mens hun omfavner sin bortfører.

“Hvordan var besøget?” vil Hooker vide, da de sidder i bilen.

“Fantastisk! Tak, Herre. Jeg er så glad for, at The Company gav mig lov”, ­udbryder Colleen, som finder ud af, at familiebesøget har en pris: Hooker har været meget nervøs for at miste sin slave, ligesom kidnapperen ikke er tryg ved, at Colleens familie nu har set hans ansigt.

Efter en hårdhændet voldtægt ­bliver Colleen kylet ned i kisten – og ­møtrikkerne skruet eftertrykkeligt i.

Colleen omfavnede sin bortfører, da de var på besøg hos hendes familie. Sammen med i alt 29 kærlighedsbreve, hvori Colleen udtrykte sin kærlighed til Hooker, formodede flere eksperter, at Colleen Stan havde haft stockholm-syndromet. I retten forklarede hun, at kærlighedserklæringerne udelukkende var skrevet for at mildne Hookers sadistiske lyster.

© All Over Press & Imageselect

Janice befrier Colleen

I de næste tre år er Colleen lukket inde i kisten det meste af tiden, og hun til­bringer flere døgn i træk uden et strejf af lys.

Mad­ra­tionerne bliver sat ned, og ­totter af hendes hår falder af på grund af underernæring. Slaven kommer kun ud kort tid ad gangen for at blive pint.

Men pludselig i efteråret 1983 begynder Janice at åbne kisten jævnligt – med Camerons accept. De to kvinder, som er næsten jævnaldrende, læser i Biblen sammen, og Colleen får også lidt tøj, som hun kan tage på efter at have ligget nøgen siden foråret 1981.

Bibellæsningen knytter Colleen og ­Janice sammen – og samværet får Camerons hustru til at fundere over, hvad hun har været med til i sit vanvittige ægteskab: Colleen er blevet mishandlet, for at Ja­nice selv slap.

Men da Cameron i som­me­ren 1984 taler om at kidnappe flere slaver og tage Colleen som sin anden ­hustru, bliver det for meget for Janice.

“Jeg har noget alvorligt at fortælle dig”, siger hun den 9. august.

“Cameron er ikke en del af The Company. Jeg håber, du kan tilgive mig”.

Colleen er lidt tid om at fatte budskabet, men synker så grædende sammen.

“Åh Gud, hvordan kunne jeg være så dum?” udbryder hun mellem tårerne. Hun indser, at hun kunne være flygtet for mange år siden – uden frygt for sit eget eller familiens liv.

Da Colleen har samlet sig, bliver de to kvinder enige om at stikke af. Fri af sit fan­gen­skab ankommer Colleen til bus­stationen i Red Bluff, hvor hun kontakter sin far og får penge til bussen mod Riverside, hvor hendes familie venter. Kort før af­gang går hun tilbage til telefonboksen og ringer til sin plageånd:

“Jeg forlader dig, og du kan ikke ­stoppe mig!” siger Colleen triumferende. I den anden ende af røret kan hun høre, ­hvordan Hooker hulker for første gang nogensinde.

“Farvel”, siger eksslaven og forestiller sig, hvordan sadistens selvtilfredse smil nu blegner. Efter syv år i en kiste er det hendes tur til at leve.

Læs også:

Kriminalitet

Scandinavian Star: Historien bag katastrofen

31 minutter
Kriminalitet

Afslør tyven med et overvågningskamera

2 minutter
Kriminalitet

Britiske husmødre var iskolde arsenik-mordere

16 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul